The Project Gutenberg EBook of Markens grøde, by Knut Hamsun

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Markens grøde
       Første del

Author: Knut Hamsun

Release Date: September 14, 2013 [EBook #43724]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MARKENS GRØDE ***




Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen, Robinzoon
and the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net





[Denne e-teksten finnes i to versjoner: Unicode (UTF-8) og Latin-1.
Bruk den som fungerer best for din tekstleser.

  -- Dersom enkelte anførselstegn i e-teksten har den gammeldagse
  «lav-høy» formen så har du UTF-8 versjonen, som stemmer best
  overens med den trykte boken. Dersom apostrofer, anførselstegn
  eller æ, ø, å i denne teksten ikke vises korrekt, kontroller at
  programmet du bruker for å lese teksten har tegnoppsett eller
  tegnkoding («character set» eller «file encoding») innstilt på
  Unicode (UTF-8). Det kan også hende du trenger å bytte skrifttype
  («font»).
  -- Dersom anførselstegn i e-teksten har den nyere «guillemet»-formen,
  så har du Latin-1 versjonen.

Trykkfeil vises på slutten av teksten.

Anden del: Project Gutenberg e-tekst 43725.]




  MARKENS GRØDE

  FØRSTE DEL




  _14. TUSINDE_




  Knut Hamsun

  MARKENS GRØDE

  Første Del


  Gyldendalske Boghandel
  Kristiania Og København
  MDCCCCXVII




  _Copyright 1917
  by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag._

  _Oversættelsesretten for Rusland forbeholdes._


  København -- Forlagstrykkeriet




I


Den lange, lange Sti over Myrene og ind i Skogene, hvem har trakket op
den? Manden, Mennesket, den første som var her. Det var ingen Sti før
ham. Siden fulgte et og andet Dyr de svake Spor over Moer og Myrer og
gjorde dem tydeligere, og siden igjen begyndte en og anden Lap at snuse
Stien op og gaa den naar han skulde fra Fjæld til Fjæld og se til sin
Ren. Slik blev Stien til gjennem den store Almenning som ingen eiet, det
herreløse Land.

Manden kommer gaaende mot Nord. Han bærer en Sæk, den første Sæk, den
indeholder Niste og nogen Redskaper. Manden er stærk og grov, han har
rødt Jærnskjæg og smaa Ar i Ansigtet og paa Hænderne -- disse
Saartomter, har han faat dem i Arbeide eller i Strid? Han er kanske
kommet fra Straf og vil skjule sig, han er kanske Filosof og søker Fred,
men ialfald saa kommer han der, et Menneske midt i denne uhyre Ensomhet.
Han gaar og gaar, det er stilt for Fugler og Dyr omkring ham, stundom
taler han et eller andet Ord med sig selv: Aaja Herregud! sier han. Naar
han kommer over Myrene og til venlige Steder med en aapen Slette i
Skogen sætter han Sækken ned og begynder at vandre omkring og undersøke
Forholdene, efter en Stund kommer han tilbake, tar Sækken paa Ryggen og
gaar igjen. Det varer hele Dagen, han ser paa Solen hvad det lider, det
blir Nat og han kaster sig paa sin Arm i Lyngen.

Om nogen Timer gaar han igjen, aaja Herregud! gaar igjen ret mot Nord,
ser paa Solen hvad det lider, holder Maaltid paa en Leiv Fiatbrød og
Gjeitost, drikker Vand i en Bæk og fortsætter sin Gang. Ogsaa denne Dag
gaar med til hans Vandring, for han maa undersøke saa mange venlige
Steder i Skogen. Hvad gaar han efter? Efter Land, efter Jord? Han er
kanske en Utvandrer fra Bygderne, han har Øinene med sig og speider,
stundom stiger han op paa en Haug og speider. Nu synker Solen igjen.

Han gaar paa Vestsiden af et Dalføre med blandet Skog, her er ogsaa
Løvskog og Græsbund, det rækker i Timer, det skumrer, men han hører et
lite Sus av en Elv, og dette lille Sus opliver ham som noget levende. Da
han kommer op paa Høiden ser han Dalen i Halvmørke nedover og længst ute
Himlen mot Sør. Han lægger sig.

Om Morgningen staar han foran et Landskap av Skog og Beitesmark, han
stiger ned, her er en grøn Li, han ser et Skimt av Elven langt nede og
en Hare som sætter over den i et Sprang. Manden nikker som om det just
høver at Elven ikke er bredere end et Sprang. En rugende Rype slaar
pludselig op ved hans Føtter og hvæser vildt imot ham, og Manden nikker
igjen at her paa Stedet er Dyr og Fugler, det høver atter! Han vandrer i
Blaabærlyng og Tyttebærlyng, i den syvtakkede Skogstjærne og i
Smaabregner; naar han stanser hist og her og graver med et Jærn i Jorden
finder han her Muldjord og der Myr, gjødslet av flere Tusen Aars Løvfald
og rotten Kvist. Manden nikker at her slaar han sig ned, jo det gjør
han, slaar sig ned. I to Dager vedblir han at streife om i Omegnen, men
vender om Kvældene tilbake til Lien. Han sover om Nætterne paa et
Barleie, han er blit saa hjemme her, han har alt et Barleie under en
Berghammer.

Det værste hadde været at finde Stedet, dette ingens Sted, men hans; nu
blev Dagene optat av Arbeide. Han begyndte straks at løipe Næver i de
fjærnere Skoger nu mens Sevjen var i Trærne, han la Næveren i Pres og
tørket den, naar han hadde en stor Bør bar han den alle Milene tilbake
til Bygden og solgte den til Bygningsbruk. Og hjem til Lien bar han
atter nye Sækker av Matvarer og Værktøi, Mel, Flæsk, en Gryte, en Spade,
gik Stien frem og tilbake og bar og bar. En født Bærer, en Pram gjennem
Skogene, aa det var som han elsket sit Kald at gaa meget og bære meget,
som om det ikke at ha en Bør paa Ryggen var en lat Tilværelse og ikke
noget for ham.

Han kom en Dag med sin tunge Bør og desuten leiende to Gjeiter og en
Ungbuk i Baand. Han var lykkelig for sine Gjeiter som om de hadde været
Kjyr og var god mot dem. Det første fremmede Menneske kom forbi, en
vandrende Lap, han saa Gjeiterne og forstod at han var kommet til en
Mand som hadde slaat sig ned her, han sa:

Skal du bo her for godt? -- Ja, svarte Manden. -- Hvad du heter? --
Isak. Du vet ikke av en Kvindfolkhjælp til mig? -- Nei. Men jeg skal
orde det der jeg farer. -- Gjør saa! At jeg har Dyr og ingen til at
passe dem.

Isak altsaa, ogsaa det vilde Lappen orde, Manden i Marken var ingen
Rømling, han opgav sit Navn. Han en Rømling? Saa var han blit funden.
Han var bare en ufortrøden Arbeider, han slog Vinterfor til sine
Gjeiter, begyndte at rydde Mark, at bryte Aker, at bære Sten bort, mure
Gjærder av Sten. Om Høsten fik han en Bolig op, en Gamme av Torv, den
var tæt og varm, det knaket ikke i den i Storm, den kunde ikke brænde
op. Han kunde gaa ind i dette Hjem og lukke Døren og være der, han kunde
staa utenfor paa Dørhellen og eie hele Bygningen hvis nogen kom forbi.
Gammen var delt i to, i den ene Ende bodde han selv, i den anden Dyrene,
inderst mot Berghammeren hadde han indrettet sit Høihus. Alt var der.

Et Par nye Lapper kommer forbi, Far og Søn, de staar og hviler paa sine
lange Staver med begge Hænder og ser paa Gammen og paa Rydningen og
hører Gjeitbjælderne opi Lien.

Ja Goddag, sier de, og at her er kommet gromt Folk i Marken! -- Lapperne
de slesker altid.

Dokker vet ikke av nogen Kvindfolkhjælp til mig? svarer Isak. For han
har bare denne Ting i Hodet. -- Kvindfolkhjælp? Nei. Men vi skal orde
det. -- Dokker maatte ha været saa godagtig! Og at jeg har Hus og Jord
og Dyr, men ingen Kvindfolkhjælp, skal dokker si.

Aa han hadde søkt efter denne Kvindfolkhjælp hver Gang han var nede i
Bygden med sin Næver, men ingen faat. De hadde set paa ham, en Enke, et
Par ældre Piker, og ikke vaaget sig til at love ham Hjælp, hvad det nu
kunde komme av, Isak forstod det ikke. Forstod han det ikke? Hvem vilde
tjene hos en Mand i vide Marken, Mile til Folk, ja en Dagsreise til
næste Menneskebolig! Og Manden selv han var ikke det Spor søt eller
nydelig, men tværtimot, og naar han talte da var han jo ingen Tenor med
Øinene mot Himlen, men litt dyrisk og grov i Røsten.

Saa var det bare at være alene.

Om Vinteren gjorde han store Trætraug og solgte i Bygden og bar Sækker
med Mat og Redskaper hjem igjen i Sneen, det var haarde Dager, han var
fæstet til en Bør. Da han hadde Dyr og var alene til at passe dem kunde
han ikke forlate dem for længere Tid isenn, og hvorledes bar han sig da
ad? Nød gjør opfindsom, hans Hjærne var stærk og ubrukt, han øvet den op
til mere og mere. Det første han gjorde før han gik hjemmefra var at
slippe Gjeiterne ut saa de fik bite Mætten sin av Ris i Skogen. Men han
visste ogsaa en anden Raad: han hængte op et Hølke, et stort Kjørrel,
ved Elven og lot et enkelt Vanddryp fylde det, det tok fjorten Timer at
fylde det. Naar Hølket var fuldt til Randen hadde det faat akkurat den
rette Vægt og sank ned fra sin Stilling, men idet det sank trak det i en
Line som stod i Forbindelse med Høihuset, en Lem aapnedes og tre
Gjeitmater faldt ned: Dyrene fik Mat.

Slik bar han sig ad.

Et sindrig Paafund, ja kanske en Indskytelse fra Gud, Manden var
selvhjulpen. Det gik godt like til senhøstes, saa kom det Sne, saa kom
det Regn, saa kom det Sne igjen, varig Sne, Maskineriet virket galt,
Kjørlet fyldtes av Nedbøren og aapnet Lemmen fortidlig. Manden dækket
Kjørlet over, saa gik det godt igjen en Tid, men da Vinteren kom frøs
Vanddryppet til Is og Maskineriet stanset helt.

Da maatte hans Gjeiter som Manden selv lære at undvære.

Haarde Dager, Manden skulde hat Hjælp, men hadde ingen og blev allikevel
ikke raadløs. Han vedblev at arbeide og gjøre Hjemmet istand, han fik
Vindu i Gammen, to Glasruter, det blev en mærkelig og lys Dag i hans
Liv, han behøvet ikke at brænde paa Gruven for at se, han kunde sitte
inde og arbeide Trætraug i Dagslys. Det bedredes og dagedes, aaja
Herregud! Han læste aldrig i en Bok, men hadde ofte sine Tanker paa Gud,
det kunde ikke undgaas, det var Troskyldighet og Bæven. Stjærnehimlen,
Suset i Skogen, Ensomheten, den store Sne, Vælden paa Jorden og over
Jorden gjorde ham dyp og andægtig mange Ganger i Døgnet, han var syndig
og gudfrygtig, om Søndagene vasket han sig til Ære for Helgen, men
arbeidet da som ellers.

Vaaren kom, han dyrket sin lille Jord og satte Potet. Det var nu blit en
større Buskap, hver Gjeit hadde faat Tvillinger, det var syv Gjeiter med
smaat og stort i Marken. Han utvidet Fjøset med Fremtiden for Øie og
satte ogsaa et Par Ruter ind hos Dyrene. Det lysnet, det dagedes i alle
Maater.

En Dag saa kom Hjælpen. Hun krysset længe frem og tilbake opi i Lien før
hun vaaget sig frem, det blev Kvæld før hun kom sig til det, men saa kom
hun -- en stor, brunøiet Pike, hun var saa frodig og grov, med tunge
gode Hænder, med Komager paa Føtterne skjønt hun ikke var Lap og med en
Kalveskinds Sæk paa Ryggen. Hun kunde være ute i Aarene, høflig talt op
til tredive.

Hvad hadde hun at frygte, men hun hilste og skyndte sig at si: Jeg
skulde bare over Fjældene og derfor saa gik jeg denne Veien. -- Naa, sa
Manden. Han forstod hende bare saavidt, hun talte utydelig og vendte
desuten Ansigtet bort. -- Ja, sa hun. Og det er saa meget til lang Vei!
-- Ja, svarte han. Skal du over Fjældene? -- Ja. -- Hvad skal du der? --
Jeg har Folket mit der. -- Naa, har du Folket dit der. Hvad du heter? --
Inger. Hvad du heter? -- Isak. -- Naa, Isak. Er det du som bor her? --
Ja her bor jeg og slik som du nu ser det. -- Det skulde vel ikke være
uvennes! sa hun rosende.

Han var blit en hel Kar til at tænke sig om og nu faldt det ham ind at
hun var kommet ens Ærend, ja at hun var gaat hjemmefra som i Forgaars og
skulde bare hit. Hun hadde kanske hørt at han manglet Kvindfolkhjælp.

Gaa ind og hvil Føtterne, sa han.

De gik ind i Gammen og aat av hendes Niste og drak av hans Gjeitmælk;
saa kokte de Kaffe som hun hadde med i en Blære. De koset sig med Kaffe
før de gik tilsengs. Han laa og var graadig efter hende om Natten og fik
hende.

Om Morgningen gik hun ikke igjen og hele Dagen gik hun heller ikke
igjen, men var til Nytte og mælket Gjeiterne og skuret Kjørler med fin
Sand og fik dem rene. Hun gik aldrig mere. Inger hette hun. Isak hette
han.

Saa blev det et andet Liv for den ensomme Mand. Det var nu det at hans
Kone talte utydelig og idelig vendte sig bort fra Folk for Hareskaarets
Skyld i hendes Ansigt, men det var intet at klage over. Uten denne
vansirede Mund var hun vel aldrig kommet til ham, Hareskaaret var hans
Held. Og han selv, var han uten Lyte? Isak med Jærnskjægget og den
altfor rotvoksede Krop, han var som en gruelig Kværnkall, ja han var som
set gjennem en Hvirvel i Ruten. Og hvem andre gik med et slikt Opsyn i
Ansigtet! Han syntes hvert Øieblik at kunne slippe et Slags Barrabas
løs. Det var meget at ikke Inger rændte sin Vei.

Hun rændte ikke. Naar han var borte og kom hjem igjen var Inger ved
Gammen, de to var ett, Gammen og hun.

Det blev et Menneske mere at forsørge for ham, men det lønnet sig, han
slap mere bort, han kunde faa røre sig. Der var nu Elven, en hyggelig
Elv og foruten det at den var hyggelig av Utseende ogsaa det at den var
dyp og strid, det var ingenlunde en ringe Elv og den maatte komme fra et
stort Vand opi Fjældet. Han skaffet sig Fiskeredskaper og søkte Vandet
op, han kom hjem igjen om Kvælden med en Bør Ørret og Røyr. Inger tok
imot ham med Forundring og var overvældet og ikke bedre vant, hun slog
Hænderne sammen og sa: Du store Verden for dig! Hun mærket vel at han
syntes om hendes Ros og blev stolt over den, hun sa endnu flere gode
Ord: at hun hadde aldrig set slikt, at hun forstod ikke hvorledes han
hadde baaret sig ad!

Ogsaa paa anden Maate var Inger velsignet. Skjønt hun ikke hadde noget
herlig Hode med Forstand i saa hadde hun to Sauer med Lam hos en eller
anden av sit Folk, og dem hentet hun. De var det nødvendigste som kunde
hjembringes til Gammen nu, Sauer med Uld og Lam, fire Liv, Buskapen
økedes i stor Maalestok og det var et Regnestykke og en Forunderlighet
hvorledes den øket. Inger hentet desuten Klær og andre Smaating som hun
eiet, et Speil, en Traad med nogen pene Glasperler paa, Karder og Rok.
Se, drev hun paa slik blev det snart fra Gulv til Tak og Gammen kunde
ikke rumme alt! Isak blev naturlig bevæget ved denne jordiske Middel,
men taus som han altid var hadde han ondt for at uttale sig, han rugget
ut paa Dørhellen og saa paa Veiret og rugget ind igjen. Javisst hadde
han været svært heldig og han kjendte mere og mere Forelskelse i sig,
Dragelse, eller hvad det kunde kaldes.

Du skal ikke vør med saa meget! sa han. -- Jeg har endda mere et Sted.
Og saa har jeg han Sivert Morbror, har du hørt om han? -- Nei. -- Ja han
er en rik Mand. Han er Herredskasserer for Bygden.

Forelskelse gjør den Kloke dum, han vilde vise sig velbehagelig paa sin
Maate og gjorde formeget av det: Hvad jeg skulde sagt, sa han; du gjør
ikke at hyppe Poteten. Jeg skal hyppe han naar jeg kommer hjem i Kvæld.

Dermed tog han Øksen og gik tilskogs.

Hun hørte ham hugge i Skogen, det var ikke langt borte, hun hørte paa
Braket at det var store Trær han fældte. Da hun hadde hørt paa det en
Stund gik hun ut paa Akeren og gav sig til at hyppe Poteten. Forelskelse
gjør den Dumme klok.

Han kom hjem om Kvælden og drog en uhyre Tømmerstok i Rep. Aa den
aldeles grove og troskyldige Isak, han larmet det han kunde med Stokken
og kremtet og hostet for at hun skulde komme ut og bli ikke saa lite
slagen over ham.

Jeg mener du er gal! sa hun ogsaa meget rigtig da hun kom. Du er da vel
et Menneske! sa hun. -- Manden svarte ikke. Faldt ham ikke ind. At være
litt mere end et Menneske mot en Tømmerstok var ikke noget at snakke om.
-- Og hvad du skal ha den Stokken til? spurgte hun. -- Nei det vet jeg
ikke, svarte han kostbar.

Men nu saa han at hun alt hadde hyppet Poteten og det gjorde hende
næsten like saa dygtig som han. Det var ikke efter hans Sind, han løste
Repet av Stokken og gik med det. -- Gaar du igjen? spurte hun. -- Ja,
svarte han forarget.

Han kom med en Stok til, blaaste ikke og larmet ikke, men drog den bare
som en Okse frem til Gammen og la den ned.

Han drog i Sommerens Løp mange Tømmerstokker til Gammen.




II


En Dag saa la Inger atter Niste i sin Kalveskinds Sæk og sa: Nu gaar jeg
over til Folket mit igjen en Snoptur. -- Naa, sa Isak. -- Ja jeg skulde
ha snakket med dem som snarest. --

Isak fulgte ikke ut med hende med det samme, men drygde længe. Da han
endelig rugget ut paa Dørhellen og aldeles ikke lot nysgjærrig og fuld
av tunge Anelser holdt Inger paa at forsvinde i Skogkanten. -- Hm.
Kommer du igjen? ropte han og kunde ikke bare sig. -- Kommer jeg ikke
igjen! svarte hun. Du aper! -- Naa. --

Saa var han alene igjen, jaja Herregud! Med sine Arbeidskræfter og sin
Arbeidslyst kunde han ikke gaa ut og ind i Gammen og bare være i Veien
for sig selv, han begyndte at gjøre noget, ry Tømmer, telgje Stokkene
flate paa to Sider. Han drev paa til Kvælden, saa mælket han Gjeiterne
og gik tilsengs.

Øde og stille i Gammen, det tidde tungt fra Torvvæggene og fra
Jordgulvet, han var dypt og alvorlig alene. Men Rokken og Karderne var
paa sin Plass og Perlerne paa sin Traad laa vel forvaret i en Pose under
Taket, Inger hadde intet tat med sig. Men Isak var saa uendelig dum at
han blev mørkræd lyse Sommernatten og saa baade det ene og det andre
snike sig forbi Ruterne. Da Klokken efter Lyset kunde være omkring to
stod han like saa godt op igjen og aat Frokost, et uhyre Grøtfat for
hele Dagen, saa han skulde slippe at hæfte bort Tiden med ny Koking. Han
brøt Nyland tilkvælds, et Tillæg til Potetakeren.

Han skiftet med at ry Tømmer og bryte Jord i tre Dager -- saa vilde vel
Inger komme imorgen. Det var ikke formeget om han hadde Fisk til hende
naar hun kom, men han vilde ikke ta Benveien og likefrem gaa imot hende
op gjennem Fjældet, men gjøre en Omvei til Fiskevandet. Han kom ind i
ukjendte Regioner av Fjældet, her var nu graat Berg og brunt Berg og her
var Smaasten saa tunge at de kunde være av Bly eller Kobber. Her kunde
være meget i disse brune Stenene, kanske baade Guld og Sølv, han forstod
sig ikke paa det og det samme kunde det være for ham. Han kom til
Vandet, Fisken nappet godt om Natten i det myggfulde Veir, det blev
igjen en Bør av Røyr og Ørret og Inger skulde faa se! Da han gik hjem
igjen om Morgningen den samme Omvei som han var kommet fandt han paa at
ta med sig et Par av de tunge Smaastener fra Fjældet, og de var brune
med mørkeblaa Flækker i og saa mægtig tunge.

Inger var ikke kommet og kom ikke. Det var nu fjerde Dagen. Han mælket
Gjeiterne som dengang han var alene med dem og ikke hadde nogen anden
til det, saa gik han op i et Stenbrudd og bar frem til Gaardsplassen
store Hauger av høvelig Sten til en Mur. Han hadde Alverdens mange
Gjøremaal.

Den femte Kvælden gik han tilsengs med en liten Mistanke i Hjærtet, men
der var nu forresten Rokken og Karderne og der var Perlerne. Samme Øde i
Gammen og ikke en Lyd, det blev lange Timer, og da han endelig hørte som
et Slags Tramp utenfor forstod han jo at det bare var noget han syntes.
Aaja Herregud! sa han i sin Forlatthet, og slike Ord frembragte ikke
Isak uten at han mente dem. Der hørte han nu Trampingen igjen og litt
efter saa han noget glide forbi Ruterne, hvad det nu var, noget med
Horn, livagtig. Han sprang op, ut paa Dørhellen og saa et Syn. Gud eller
Satan! mumlet han, og slikt sa ikke Isak uten at han var nødt til det.
Han saa en Ku, Inger og en Ku, de forsvandt i Fjøset.

Hvis han nu ikke stod der og hørte at Inger talte saa smaat med Kua i
Fjøset vilde han ikke ha trodd sig selv, men der stod han. I samme
Øieblik fik han en ond Anelse: Gud velsigne hende, naturligvis, det var
en makeløs og Pokkers Kone, men formeget var formeget. Rokken og
Karderne, lat gaa med dem, og Perlerne var mistænkelig fine, men lat gaa
med dem ogsaa! Men en Ku, kanske funden paa en Vei eller i en Bumark,
den vilde bli savnet av Eiermanden og opspurt.

Inger traadte ut av Fjøset og sa smaaleende av Stolthet: Jeg kom bare
med Kua mi! -- Naa, svarte han. -- Jeg blev saa længe, for jeg kunde
ikke gaa haardere med hende over Fjældet. Hun er med Kalv. -- Kom du med
en Ku? sa han. -- Ja, sa hun og var sprækkefærdig av Rikdom paa denne
Jord. Eller tror du jeg staar og aper! sa hun. -- Isak frygtet det
værste, men aget sig og sa bare: Du maa komme ind og faa dig Mat. --

Saa du Kua? Var hun ikke pen? -- Makeløs. Hvor har du faat hende? spurte
han saa likegyldig som han kunde. -- Hun heter Guldhorn. Hvad skal du
med den Muren du har muret her? Du arbeider dig ihjæl, det gjør du. Nei
kom og se paa Kua!

De gik og Isak var i Underklærne, men det gjorde ikke noget. De saa Kua
over uendelig nøie og paa alle Mærker, paa Hodet, Juret, Krysset,
Lænderne; rød og hvit, letforet.

Isak spurte forsigtig: Hvor gammel tror du at hun er? -- Tror? sa Inger.
Hun er net akkurat ørlite paa fjerde Foret. Jeg har alet hende, og alle
saa sa de at det var den snilleste Kalv de har set fra Barnsben. Hvad du
mener, faar vi Foder til hende? -- Isak begyndte at tro det han gjærne
vilde og erklærte: Hvad som angaar Foder da skal det bli Foder nok til
hende!

Saa gik de ind og aat og drak og kvældet sig. De blev liggende og talte
om Kua, om Begivenheten: Ja men er det ikke en pen Ku? Nu skal hun ha
andre Kalven. Hun heter Guldhorn. Sover du, Isak? -- Nei. -- Og hvad det
angaar saa kjendte hun mig igjen straks og gik med mig som et Lam igaar.
Vi laa en Stund paa Fjældet inat. -- Naa. -- Vi maa tjore hende i hele
Sommer, for ellers stryker hun av, for Ku er Ku. -- Hvor har hun været
før? spurte Isak endelig. -- Hos Folket mit, de hadde hende. De vilde
ikke miste hende og Børnene de graat da jeg tok hende med.

Var det mulig at Inger kunde lyve saa herlig? Hun talte naturligvis
sandt at Kua var hendes. Det blev nu gromt paa Plassen, paa Gaarden, der
blev værendes, det var snart sagt ikke den Ting som manglet! Aa den
Inger, han elsket hende og hun elsket ham tilbake, de var nøisomme, de
levet i Træskeens Tidsalder og hadde det godt. Lat os sove! tænkte de.
Og saa sovnet de. Om Morgningen vaknet de til den næste Dag, det var et
og andet at bale med da ogsaa, javel, Strid og Glæde som Livet det er.

Der var nu for Eksempel disse Tømmerstokkene, skulde han prøve at lægge
dem op? Isak hadde desangaaende hat Øinene med sig naar han var nede i
Bygden og hadde utfunderet Byggemaaten, han kunde hugge en Nov. Og var
han ikke absolut nødt til at gjøre det? Her var kommet Sau tilgaards, Ku
tilgaards, Gjeiterne var blit mange og vilde bli flere, Buskapen
sprængte sin Avdeling av Gammen, han maatte finde en Utvei. Det høvde at
gaa i Gang straks mens Poteten blomstret og Slaatten endnu ikke var
begyndt, Inger maatte gi ham en og anden Haandsrækning.

Isak vakner om Natten og staar op, Inger sover stenhaardt efter sin
Vandring. Han gaar atter til Fjøset. Nu tiltaler han jo ikke Kua
saaledes at det gaar over til væmmelig Smiger, men han klapper hende
pent og undersøker hende paany paa alle Kanter, om hun ikke skulde ha et
Mærke, et Tegn av en fremmed Eiermand. Han finder intet Mærke og gaar
lettet bort.

Der ligger Tømmeret. Han begynder at rulle paa det, at løfte det op paa
Muren i en Rute, i en stor Rute til Stue og en liten Rute til Kammers.
Det var saare trøisomt, det optok ham saa helt at han glemte Tiden. Nu
røk det fra Takhullet i Gammen og Inger kom og mældte om Frokosten. Og
hvad er det du holder paa med? sa hun. -- Er du oppe? svarte Isak.

Se, den Isak, han var saa hemmelighetsfuld, men han likte nok godt at
hun spurte og var nysgjærrig og gjorde Væsen av hans Forehavende. Da han
hadde faat Mat sat han litt længe i Gammen før han gik ut igjen. Hvad
ventet han paa?

Nei jeg som sitter her! sa han og reiste sig. Og som har saa meget at
gjøre! sa han. -- Bygger du en Bygning? spurte hun. Kan du ikke
svare! -- Han svarte av Naade, ja han var saa utmærket stor fordi han
bygget og var Mand for det hele, derfor svarte han: Du ser vel at jeg
bygger. -- Naa. Jaja. -- Kan jeg slippe unda det? sa Isak. Her kommer du
med en hel Ku tilgaards og hun maa vel ha Fjøs.

Stakkars Inger, hun var ikke saa ugudelig klok som han, som Isak,
Skapningens Herre. Og det var før hun lærte ham at kjende, før hun
skjønte hans Maate at tale paa. Inger sa: Ja det er da ikke Fjøs du
bygger? -- Naa, sa han. -- Du aper vel? Saa var det meget likere at du
bygget Stue. -- Mener du det? sa han og saa paa hende med en paatat Mine
av Tomhet i Ansigtet, ja som om han blev slaat av hendes Ide. -- Ja. Saa
fik Dyrene Gammen. -- Han tænkte paa det: Jeg tror saa vel at det blir
bedst! -- Der ser du, sa den seirende Inger, jeg er nu ikke saa av Veien
heller! -- Nei. Og hvad du mener om et Kammers til Stuen? -- Et Kammers?
Saa blev det som hos andre. Ja om det kunde times os!

Det timedes dem, Isak han bygget og hugget Nov og la sine Omfar,
samtidig muret han Gruve av dertil høvelig Sten, men dette siste Arbeide
lykkedes mindst for ham og Isak var til Tider utilfreds med sig selv. Da
Slaatten begyndte maatte han stige ned av Bygningen og gaa vide om i
Lierne og slaa, han bar Høiet hjem i uhyre Bører. En Regnveirsdag sa
Isak at han maatte ned i Bygden. -- Hvad skal du der? -- Nei det vet jeg
ikke akkurat. --

Han gik og var borte i to Døgn, han kom bærende hjem med en Kokeovn --
Prammen kom duvende gjennem Skogen med en Komfyr paa Ryggen. Du er ikke
et Menneske mot dig selv! sa Inger. Nu rev Isak ned igjen Gruven som tok
sig saa daarlig ut i det nye Huset og stillet Kokeovnen i Stedet. Det er
ikke alle som har Kokeovn, sa Inger, og du store Verden for os! sa hun.

Slaatten fortsatte, Isak berget Høi i Masse, for Skoggræs er desværre
ikke det samme som Enggræs, men langt ringere. Det var nu bare i
Regnveirsdager han kunde bygge paa Stuen, det gik traat, endda i August
da alt Høiet var hjemme og i Skjul under Berghammeren var det nye Huset
kommet bare halvt op. I September sa Isak at dette gaar ikke, sa han,
jeg mener du maa springe ned i Bygden og faa en Mands Hjælp til mig, sa
han til Inger. Inger var begyndt at bli litt pusket av sig i det siste
og kunde ikke springe mere, men naturligvis gjorde hun sig færdig til at
ta avsted.

Men nu hadde Manden betænkt sig, han blev atter hoffærdig og vilde gjøre
alt alene. Det er lite at bry Folk for, sa han, jeg klarer det alene! --
Du staar ikke ut med det. -- Hjælp mig bare op med Stokkene. --

Da Oktober kom erklærte Inger: Jeg vinn ikke mere! Det var nu stor
Skade, Takbjælkerne maatte og skulde op saa han fik tække Huset før
Høstvæten begyndte, det var paa høi Tid. Hvad var det med Inger? Hun tok
vel ikke paa at sykne? Nu og da ystet hun Gjeitost, men ellers dugde hun
mest bare til at flytte Guldhorn i sit Tjor mange Ganger om Dag. -- Faa
med dig en stor Kurv eller Kasse eller slikt noget næste Gang du er i
Bygden! hadde Inger sagt. -- Hvad skal du med det? spurte Isak. -- Jeg
trænger det, svarte hun.

Han drog Takbjælkerne op med Rep og Inger skuvet paa med en Haand, det
var som om det hjalp bare at hun var tilstede. Det skred frem litt
isenn, det var jo ikke høiere Taket, men Bjælkerne var fantastisk store
og stærke til det lille Hus.

Det gode Høstveir holdt sig nogenlunde, Inger tok alene op al Poteten og
Isak fik tækket før Nedbøren begyndte for Alvor. Gjeiterne var alt nu
flyttet ind i Gammen til Menneskene om Natten, ogsaa det gik, alt gik,
Menneskene klynket ikke derover. Isak laget sig atter til at gaa ned i
Bygden. -- Du maatte ha kunnet faat med dig en stor Kurv eller Kasse til
mig! sa Inger igjen som et ydmykt Ønske. -- Jeg har bestilt mig nogen
Glasvinduer som jeg skal hente, svarte Isak, og jeg har bestilt mig to
malte Dører, svarte han og var overlegen. -- Naa, jaja saa faar det være
med Kurven. -- Hvad skal du med den? -- Hvad jeg skal med han? Har du
ikke Øine i Hodet! --

Isak gik bort i dype Tanker og kom tilbake om to Døgn med et Vindu og en
Dør til Stuen og en Dør til Kammerset, desuten hadde han hængende foran
sig paa Brystet den Kassen til Inger og i Kassen var forskjellige
Matvarer. Inger sa: Ja dersom at ikke du bærer dig ihjæl en Dag! -- Ho,
ihjæl? Det var saa uendelig langt ifra at Isak nu var næsten død at han
tok op av Lommen en Medicinflaske med Nafta og gav den til Inger med
Tilhold om at bruke dygtig av den saa hun kunde komme sig. Og der var nu
Vinduerne og de malte Dører som han fremdeles kunde gjøre sig til av,
han gav sig straks til at sætte dem ind. Aa de smaa Dører, og brukte var
de ogsaa, men malet pene igjen med hvit og rød Maling, de pyntet som
Skilderier i Hjemmet.

Nu flyttet de ind i den nye Bygning og Buskapen fordeltes over hele
Gammen; det blev en Sau med Lam igjen hos Kua for at hun ikke skulde ha
det ensomt.

Folkene i Ødemarken var nu kommet langt, et Under saa langt.




III


Saalænge Marken var tien brøt Isak op Sten og Røtter paa Jordet og
jævnet sin Eng til næste Aar, da Marken frøs gik han tilskogs og hugget
store Mængder av Favnved. -- Hvad skal du med al den Veden? kunde Inger
spørre. -- Det vet jeg ikke saa nøie, svarte Isak, men han visste det
nok. Her stod nu gammel og diger Urskog like ind paa Husene og spærret
al Utvidelse av Slaatmarken, desuten agtet han at faa Favnveden ført ned
i Bygden paa en eller anden Maate i Vinter og sælge den til Folk som
ingen Ved hadde. Det var det god Mening i, Isak var sikker, han drev paa
at rydde Skog og hugge den op i Favnved. Inger kom ofte og saa til ham
under Arbeidet og han lot jo som om det var ham likegyldig og slet ikke
var nødvendig av hende, men hun forstod at hun gjorde vel imot ham ved
det. Det kunde falde rare Ord imellem dem: Har du ikke andet at gjøre
end som at komme hit og fryse dig fordærvet? sa Isak. -- Jeg fryser
ikke, svarte Inger, men du sliter Helsen av dig, sa hun. -- Nu tar du
paa dig Trøien min som ligger der! -- Det skulde jeg bra gjøre, for jeg
kan ikke sitte her naar Guldhorn skal kalve. -- Naa, skal Guldhorn
kalve? -- Har du ikke hørt det? Og hvad du mener, skal vi sætte paa
Kalven? -- Du gjør som du vil for mig, jeg vet ikke. -- Ja vi kan da
ikke æte op Kalven, vet jeg. For saa har vi ikke mere end som en eneste
Ku. -- Jeg kan nu aldrig tro at du vil vi skal æte op Kalven, sa Isak.

De ensomme Mennesker, ja saa stygge og altfor frodige, men et Gode for
hverandre, for Dyrene og for Jorden!

Saa kalvet Guldhorn. En betydningsfuld Dag i Ødemarken, en Velsignelse
og en Lykke saa stor, Guldhorn fik god Meldrikke og Isak sa: Knip ikke
paa Melet! skjønt han hadde baaret det hjem paa sin Ryg. Der laa nu en
pen Kalv, en Skjønhet av en Kukalv, rødsidet den og, pussig forvildet
efter det Mirakel den hadde gjennemgaat. Om et Par Aar vilde den selv
være Mor. Den Kalven blir en skamvakker Ku, sa Inger, og jeg skjønner
ikke hvad hun skal hete, sa hun. Inger hun var barnagtig og hadde usselt
Geni for alting. -- Hete? sa Isak, du kan aldrig faa høveligere Navn til
hende end som Sølvhorn!

Den første Sne faldt. Saasnart det blev Føre drog Isak ned i Bygderne og
var hemmelighetsfuld som sædvanlig og vilde ikke forklare sit Ærend for
Inger. Han kom tilbake som den største Overraskelse -- med Hest og
Slæde. Nu tror jeg du spøker! sa Inger, og du har nu vel ikke tat
Hesten? -- Har jeg tat Hesten! -- Fundet han, mener jeg? -- Aa om Isak
nu hadde kunnet si: min Hest, vor Hest! Men han hadde bare faat Hesten
tillaans for en Tid, han skulde kjøre Favnveden sin med den.

Isak kjørte Favnved til Bygden og Mat og Mel og Sild hjem igjen. Og
engang saa kom han hjem med en Fors Okse paa Slæden, han hadde faat den
saa urimelig billig fordi det alt begyndte at bli Bunød i Bygden. Mager
og lodden var den og hadde ikke godt Maal til at bælje, men den var
ingen Vanskapning og vilde komme sig med godt Stel. Oksen var tidungr.
Inger sa: Du kommer med alt!

Ja Isak kom med alt, han kom med Planker og Sagbord som han hadde byttet
sig til for Stokker, han kom med en Slipesten, med Vafeljærn, med
Redskaper, det var altsammen for Favnveden. Inger svulmet av Rikdom og
sa hver Gang: Kommer du endda med mere? Nu har vi Okse og alt som tænkes
kan! -- Og en Dag saa svarte Isak: Nei saaforresten saa kommer jeg ikke
med mere!

De hadde nok for lang Tid og var velbergede Folk. Hvad skulde Isak nu
slaa ind paa til Vaaren? Han hadde trampet efter sit Vedlass de Hundrede
Ganger i Vinter og tænkt det ut: han vilde rydde videre bortover Lien og
gjøre det snaut, hugge op Favnved, late den tørke Sommeren over og kjøre
dobbelte Lass paa næste Vinterføre. Det fandtes ikke Feil i dette
Regnskap. Isak hadde ogsaa de Hundrede Ganger tænkt paa en anden Ting:
paa Guldhorn, hvor kom hun ifra, hvem eiet hende? Ingen var slik en Kone
som Inger, aa en galen Pike og hun vilde alt han vilde med hende og var
tilfreds; men en Dag saa kunde nogen komme og ta Guldhorn tilbake og
leie hende bort fra Plassen i et Taug. Og meget galt kunde følge derpaa.
Du har vel ikke tat Hesten? sa Inger, eller fundet han? sa hun. Det var
hendes første Tanke, hun var vel ikke at tro for godt, og hvad skulde
han gjøre? Dette hadde han tænkt paa. Hadde han ikke ogsaa faat Okse til
Guldhorn, til en kanske stjaalen Ku!

Og nu var det at levere Hesten tilbake. Det var Synd, for Hesten var
liten og lubben og var blit Menneskene kjær. -- Aaja, men du har alt
faat store Ting gjort, sa Inger trøstende. -- Det er nu imot Vaaren jeg
skulde hat Hesten, svarte Isak, jeg har saa meget Bruk for han!

Om Morgningen saa kjørte han sagtelig hjemmefra med det siste Vedlass og
blev borte til den tredie Dagen. Da han kom ruggende hjem igjen tilfots
hørte han alt utenfor Stuen en rar Laat, hvad det nu kunde være, han
blev staaende litt. Barneskrik -- jaja Herregud, det var ingen Raad med
det, men det var frygtelig og forunderlig, og Inger hadde intet sagt.

Han steg ind og saa først av alt Kassen, den berømmelige Kasse som han
hadde baaret hjem paa sit Bryst, den hang nu i to Taug fra Mønsaasen og
var en Vugge og en Huske til Barnet. Inger ruslet oppe halvklædt, ja hun
hadde sandelig ogsaa mælket Ku og Gjeiter.

Da Barnet tidde spurte Isak: Har du alt gjort det? -- Ja nu er det
gjort. -- Naa. -- Det kom om Kvælden som du fôr. -- Naa. -- Jeg skulde
bare tøie mig og hænge op Kassen, saa jeg hadde alt tillaget; men det
taalte jeg ikke, efterpaa saa fik jeg ondt. -- Hvorfor varskudde du mig
ikke? -- Kunde jeg vite saa akkurat Tiden! Det er en Gut. -- Naa, det er
en Gut. -- Og dersom jeg bare kunde skjønne og utgrunde hvad han skal
hete! sa Inger.

Isak fik se det lille røde Ansigt og det var velskapt og ikke haremyndt,
og det var tykt med Haar paa Hodet. En pen liten Kar efter sin Stand og
Stilling i en Kasse, Isak kjendte sig rar og svak, Kværnkallen stod
foran Underet, det var tilblit engang i en hellig Taake, det viste sig i
Livet med et lite Ansigt som en Allegori. Dager og Aar skulde gjøre
Underet til et Menneske.

Kom og faa dig Mat, sa Inger ....

Isak rydder Skog og hugger Favnved. Han er kommet længer end han var,
han har Sag, han sager Veden og Vedladene blir mægtige, han gjør en Gate
av dem, en By av dem. Inger er mere bunden til Stuen nu og kan ikke være
hos Manden under hans Arbeide, men i Stedet derfor gjør Isak Avstikkere
hjem. Snodig med en slik liten Fyr i en Kasse! Det kunde ikke falde Isak
ind at bry sig om ham og forresten saa var det bare et Kryp, lat det
ligge der! Men man var da Menneske og kunde ikke høre udeltakende paa
Skriket, paa et saa ørlite Skrik.

Nei, tak ikke i ham! sier Inger, for du har vel Kvae paa Hænderne, sier
hun. -- Har jeg Kvae paa Hænderne? Du er gal! svarer Isak. Jeg har ikke
hat Kvae paa Hænderne siden at jeg bygget denne Bygningen. Tak hit
Gutten saa skal jeg disse han! -- Nei nu tier han snart ....

I Mai kommer et fremmed Kvindfolk over Fjældet til det ensomme Nybygge,
hun er av Ingers Slægtninger langt ute og blir vel mottat. Hun sier: Jeg
skulde nu bare se hvorledes at ho Guldhorn har det siden hun kom ifra
os! -- Folk spør ikke meget efter dig som liten er! klynker Inger til
Barnet. -- Ja han -- det ser jeg nu hvorledes at han har det. Det er saa
meget til Gut, ser jeg! Og dersom at nogen hadde sagt mig det for et Aar
siden at jeg skulde finde dig igjen her, Inger, med Mand og Barn og Hus
og Middel! -- Mig det skal du ikke vør at nævne. Men der sitter nu han
som tok mig slik som at jeg var! -- Er dokker vigd? Naa dokker er ikke
vigd endda. -- Men vi faar nu se naar denne Karn her skal kristnes, sier
Inger. Vi skulde ha været vigd, men det har ikke høvet saa. Hvad du
mener, Isak? -- Jo vigd -- det forstaar sig. -- Kan ikke du, Oline,
komme tilbake imellem Onnerne og være her hos Dyrene mens at vi gjør
Turen? spør Inger. -- Og jo, det lovet den Fremmede. -- Vi skal
forskylde dig for det. -- Ja det visste hun nok .... Og nu har dokker
begyndt at bygge igjen, ser jeg. Hvad dokker bygger? Har dokker ikke
nok? -- Inger nytter Høvet og sier: Ja spør han du, jeg faar ikke vite
det. -- Hvad jeg bygger, svarer Isak, det er ikke at nævne. Et lite Skur
om jeg kom til at trænge det. Hvad det var med ho Guldhorn, vilde du se
hende? spør han den Fremmede.

De gaar til Fjøset, Ku og Kalv vises frem, Oksen er en Kult, den
Fremmede nikker til Dyrene og til selve Fjøset, at det er bedste Sort,
og til den store Rensligheten, at den er storveies. Jeg vaager ho Inger
i alt hvad som angaar godt og verdslig Stel med Dyrene! sier
Kvindfolket.

Isak spør: Naa, saa har ho Guldhorn været hos dig før? -- Like fra Kalv!
Ja ikke snoft hos mig, men hos Sønnen min; men det blir nu det samme. Vi
har endda Mor hendes paa Baasen!

Isak hadde ikke hørt glædeligere Ord paa lang Tid og blev en Bør
lettere, Guldhorn var nu Ingers og hans Ku med Rette. Sandt at si saa
hadde han halvt om halvt tænkt sig den sørgelige Utvei av sin Uvisshet
at slagte Guldhorn til Høsten, røite Haarene av Huden, grave Hornene ned
i Marken og saaledes utslette ethvert Spor av Kua Guldhorn i dette Liv.
Nu var dette unødig. Han blev saa hoffærdig av Inger og sa: Ja renslig?
Hun har ikke Make eller Par! Det var nu bare som det kunde være hos mig
like til at jeg fik mig sjøleiendes Kvindfolk. -- Kunde det være andet
at vente! sa Konen Oline.

Denne Kone fra den andre Siden av Fjældet, et blidt og fintalende
Menneske, et forstandig Menneske og hette Oline, hun blev da værendes et
Par Dager og hun hadde Kammerset at ligge i. Da hun gik hjem igjen fik
hun med sig noget Uld av Ingers Sauer, hun skjulte Knyttet for Isak,
hvad hun nu gjorde det for.

Barnet, Isak og Konen -- Verden blev igjen den samme, daglig Arbeide,
mange smaa og store Glæder, Guldhorn mælket godt, Gjeiterne hadde kidet
og mælket godt, Inger ystet alt en Række hvite og røde Oster og lot dem
staa til Modning. Det var Planen at faa saa mange Oster at hun kunde
kjøpe sig en Vævstol for dem -- aa den Inger, hun kunde væve.

Og Isak bygget Skur, ogsaa han hadde vel en Plan. Han slog op det nye
Tilbygg til Gammen av dobbelt Bordpanel, gjorde Dør i det og et lite net
Vindu paa fire Ruter, saa la han Tak av Bakhun og biet nu med Næveren
til Marken tinet saa han kunde faa Torv. Idel Nødvendighet og Nytte,
ikke Gulv, ikke høvlede Vægger, men Isak tømret Spiltaug som til en Hest
og gjorde en Krybbe.

Det var langt ut i Mai, Solen hadde tinet Bakkerne, Isak tækket sit Skur
med Torv og hadde det færdig. Saa en Morgen aat han et Maaltid for et
Døgn, tok yderligere Mat med, la Hakke og Spade paa Akslen og gik til
Bygden. -- Kan du faa med dig fire Alen Sirts! ropte Inger efter ham. --
Hvad skal du med det? svarte Isak.

Det saa ut som han skulde bli borte for altid, Inger saa hver Dag paa
Veiret, paa Drotten i Luften, som om hun ventet en Seiler, gik ut om
Natten og lydde, hun tænkte paa at ta Barnet i Armene og drage efter
ham. Endelig kom han tilbake med Hest og Kjærre. Ptro! sa Isak høilydt
utenfor Døren, og skjønt Hesten var rolig og venn og stod og homret
gjenkjendende til Gammen ropte Isak ind i Stuen: Kan du komme og holde
Hesten litt?

Inger ut. -- Hvad er det? sa hun. Nei du Isak, har du faat laane han
igjen! Hvor har du været henne hele Tiden? Det er sjette Dagen. -- Hvor
skulde jeg være? Jeg maatte gjøre Vei mange Steder for at komme frem med
Vognen min. Hold Hesten litt, har jeg sagt! -- Vognen din? Ja du har da
ikke kjøpt Vognen, vet jeg? --

Isak stum, Isak tyk av Stumhet. Han gir sig til at løfte av Kjærren
Plogen og Harven som han hadde skaffet sig, Spiker, Matvarer, et Spet,
en Kornsæk. -- Hvorledesen har Barnet det? spør han.

Barnet har ingen Nød. Har du kjøpt Kjærren? spør jeg. For jeg piner og
piner nu til en Vævstol, sa hun rigtig spøkefuldt, saa glad var hun over
at han var hjemme igjen.

Isak stum en lang Stund igjen og var optat med sit, han tænkte og saa
sig om hvor han skulde gjøre av alle Varer og Redskaper, det syntes slet
ikke at være saa greit at finde Plass til det paa Gaarden. Men da Inger
opgav at spørre mere og i Stedet begyndte at prate med Hesten brøt Isak
Tausheten: Har du set en Gaard uten Hest og Vogn og Plog og Harv og alt
som tilhører? Og siden du vil vite det saa har jeg kjøpt baade Hesten og
Kjærren og alt som i den er, svarte han. -- Inger kunde bare vagge med
Hodet og si: Du store Verden for dig!

Og Isak nu var han ikke liten og forsagt, det var som han hadde betalt
som en Herremand for Guldhorn: Værsaagod -- i rund Sum en Hest fra min
Side! Han var saa spændstig at han tog Plogen engang til og flyttet den
og bar den med en Haand bort til Stuevæggen og reiste den op. Han var
nok slik en Direktør at! Og bakefter saa tok han Harven, Spetet, en ny
Greip som han hadde kjøpt, alle de dyrebare Jorddyrkningsredskaper,
Klenodierne paa Nybygget. Storartet, aa fuld Utrustning, nu manglet
intet mere.

Hm. Og det faar vel bli en Raad til en Vævstol, sa han, hvissaaskjønt at
jeg har Helsen. Der er Sirtsen, de hadde ikke andet end som blaa Sirts.

Han var bundløs og øste ut. Det var som han kom fra Byen.

Inger sier: Det var nu Skrôt at ikke ho Oline fik se alt dette mens hun
var her.

Idel Fjas og Forfængelighet fra Kvindens Side, og Manden snøste til
hendes Ord. Aa men han hadde visst intet hat imot at Oline hadde set
Herligheten.

Barnet graat.

Gaa ind igjen til Gutten, sa Isak. For nu har Hesten roet sig.

Han spænder ifra og leier Hesten ind i Stalden -- satte Hesten sin paa
Stald! Han fodrer og stryker den og er øm til den. Hvad han skyldte for
Hest og Kjærre? Alt, hele Summen, en Gjæld saa stor; men den skulde ikke
bli ældre end Sommeren over. Han hadde Favnved for den, litt
Bygningsnæver fra ifjor og endelig nogen gode Stokker Tømmer. Det stod
ikke paa. Siden da Spændingen og Stormotigheten la sig hos ham hadde han
mangen bitter Stund av Frygt og Bekymring, nu kom alt an paa Sommeren og
Høsten, Aarveien!

Dagene optokes av Jordarbeide og mere Jordarbeide, han rensket nye
Smaateiger av Marken for Røtter og Sten, pløiet op, gjødslet, harvet,
hakket, smuldret Klumper med Hænderne, med Hælene, var alle Vegne
Jorddyrkeren og gjorde Akrene til Fløilstæpper. Han biet et Par Dager
til, det saa ut til Regn og han saadde Kornet.

I flere Hundrede Aar hadde vel hans Forfædre saadd Korn, det var en
Handling i Andakt en stille og mild Kvæld uten Vind, helst mot en
miskundelig og ørliten Duskregn, helst saa snart som mulig efter
Graagaastrækket. Poteten det var en ny Frugt, det var intet mystisk ved
den, intet religiøst, Kvindfolk og Børn kunde være med og faa den sat,
disse Jordeplerne som kom fra fremmed Land likesom Kaffen, stor og
herlig Mat, men i Slægt med Næpen. Korn det var Brødet, Korn eller ikke
Korn det var Liv eller Død. Isak gik barhodet og i Jesu Navn og saadde,
han var som en Kubbe med Hænder paa, men indvendig var han som et Barn.
Han hadde Omhu for hvert av sine Kast, han var venlig og resigneret. Se,
nu spirer nok disse Kornøiene og blir til Aks og mere Korn, og slik er
det over hele Jorden naar at Korn saaes. I Jødeland, i Amerika,
i Gudbrandsdalen -- aa hvor Verden den er vid, og den ørlille Ruten Isak
gik og saadde paa den var i Midten av alt. Det straalet Vifter av Korn
ut fra hans Haand, Himlen var overskyet og god, det tegnet til en
uendelig liten Duskregn.




IV


Mellem Onnerne kom Dag og Tid, men Konen Oline kom ikke.

Isak hadde nu fri paa Jordet, han satte sig istand med to Ljaaer og to
River til Slaatten, gjorde en lang Bund til Kjærren saa han kunde kjøre
Høi paa den og skaffet sig Meier og Æmnestræ til en Vedslæde til
Vinters. Han gjorde mange gode Ting. Og hvad to Hylder paa Væggen i
Stuen vedkommer da satte han ogsaa op dem, saa de kunde være at lægge
forskjellige Ting paa, baade Almanaken som han endelig hadde kjøpt og
Tvarer og Øser som ikke var i Bruk. Inger sa at det var et stort Gode
med de to Hylderne!

Inger hun syntes at alle Ting var store Goder. Se nu Guldhorn hun vilde
ikke rømme mere, men roet sig med Kalven og Oksen og gik Dagen lang i
Skogen. Se nu Gjeiterne de trivedes og drog næsten sine tunge Jur i
Marken. Inger sydde et langt Plagg av blaa Sirts og en liten Lue av
samme Tøi, det var det peneste man kunde se og det var Daapsdragten.
Gutten selv laa nu og da og fulgte Værket med Øinene, det var nok alt
saa meget til Gut, og skulde han endelig hete Eleseus saa vilde Isak
heller ikke motsætte sig dette længer. Da Kjolen var færdig hadde den et
langt Slæp paa to Alen Sirts og hver Alen kostet sine Penger, men det
fik ikke hjælpe, Barnet var nu den Førstefødte. -- Skal Perlebaandet dit
nogen Gang brukes saa er det vel nu! sa Isak. -- Aa Inger hadde alt
tænkt paa dem, paa Perlerne, hun var ikke Mor for ingenting, men aldeles
dum og stolt. Perlerne rak ikke rundt Halsen paa Gutten, men de vilde
være pene foran paa Luen hans, og der satte hun dem.

Men Oline kom ikke.

Hadde det nu ikke været for Dyrene saa kunde alle Mennesker ha forlatt
Stedet sammen og kommet tilbake om tre fire Dager med Barnet kristnet.
Og hadde det ikke været for den velsignede Vielsen saa kunde Inger ha
reist alene. -- Dersom at vi ikke kunde utsætte Vielsen saalænge? sa
Isak. -- Inger svarte: Det vil nu ta baade ti og tolv Aar før han
Eleseus kan være igjen hjemme og mælke!

Nei saa maatte Isak bruke Vet. Egentlig var det hele begyndt uten
Begyndelse, Vielsen var kanske like saa nødvendig som Daapen, hvad
visste han. Nu tegnet det til Tørke, til rigtig ond Tørke, kom det ikke
Regn snart vilde Avlingen brænde op; men alt stod i Guds Haand. Isak
gjorde sig færdig til at rænde ned i Bygden efter et Menneske. Det var
atter de mange Mile at rænde.

Al den Trængsel for en Vielse og en Daap! Folk i Marken har i Sandhet
mange smaa og store Sorger!

Saa kom Oline ....

Nu var de gifte og døpt, alt i Orden, de hadde endog iagttat at vies
først, saa Barnet kunde bli ægte. Men Tørken vedblev og nu brandt de
smaa Kornakrene op, brandt Fløilstæpperne op, og hvorfor det? Alt stod i
Guds Haand. Isak slog sine Engstykker og det var ikke stort Græs paa dem
endda de var blit gjødslet i Vaar; han slog og slog i Lierne, i fjærne
Utmarker, og blev ikke træt av at slaa og tørke og føre Foder hjem, for
han hadde alt Hest og stor Buskap. Men midt i Juli maatte han ogsaa slaa
Kornet til Grønfoder, det var ikke til andet. Saa nu vilde det bare
komme an paa Poteten!

Hvorledes var det med Poteten? Var det bare en Kaffesort fra fremmed
Land og kunde undværes? Aa Poteten er en makeløs Frugt, den staar i
Tørke, den staar i Væte, men vokser. Den trodser Veiret og taaler meget,
faar den litt pen Behandling av Mennesket lønner den femtenfoldig igjen.
Se, Poteten har ikke Druens Blod, men den har Kastanjens Kjøt, den kan
stekes eller kokes og brukes til alt. En Mand kan være brødløs, har han
Potet saa er han ikke matløs. Potet kan ristes i varm Aske og være en
Kvældsmat, den kan kokes i Vand og være en Frokost. Hvad kræver den av
Suvl? Lite, Poteten er nøisom, en Kum Mælk, en Sild er nok til den.
Rikdommen bruker Smør til den, Fattigdommen dypper den i ørlite Salt paa
en Skaal, Isak kunde til Søndags faa svælge den ned med en Rømmebunke av
Guldhorns Mælk. Den vanagtede og velsignede Potet!

Men nu spøkte det for Poteten og.

Isak saa paa Himlen utallige Ganger om Dagen, Himlen var blaa. Mangen
Kvæld tegnet det til en Skur. Isak gik ind og sa: Undres paa om det ikke
blir Regn nu allikevel! Et Par Timer efter var alt Haap ute igjen.

Tørken hadde nu varet i syv Uker og Varmen var svær, Poteten stod i hele
denne Tid og storblomstret, blomstret unaturlig og vidunderlig. Akrene
saa ut i Frastand som Snemarker. Hvor var Enden paa alt dette? Almanaken
gav intet Vink, Almanakerne nu for Tiden de var ikke som før, de var til
ingenting. Nu saa det ut til Regn igjen og Isak gik ind til Inger og sa:
Det maa nu vel med Guds Hjælp bli Regn i Nat! -- Ser han slik ut? -- Ja.
Og Hesten ryster sig i Skoklerne. -- Inger glyttet paa Døren og sa: Jo
nu skal du se! -- Nogen faa Draaper faldt. Timerne gik, Folkene kvældet
sig, da Isak gik ut om Natten for at se var Himlen blaa. -- Nei
Herregud! sa Inger. Jaja men saa blir det tørt det siste Lauvet dit
ogsaa da imorgen, sa hun og trøstet bedst hun kunde.

Javel, Isak hadde ogsaa lauvet kraftig og hadde nu en Mængde Lauv av
bedste Slag. Det var værdifuldt Foder, han behandlet det som Høi og
tækket det over med Næver i Skogen. Han hadde bare en liten Slump
staaende ute nu, derfor svarte han Inger saa dypt fortvilet og likesæl:
Jeg tar det ikke ind om det blir tørt heller! -- Du aper vel? sa Inger.

Dagen efter tok han det altsaa ikke ind, siden han hadde sagt det, tok
ikke ind Lauvet. Det kunde staa der, det blev ikke Regn korsom var, lat
bare Lauvet staa der i Guds Navn! Han kunde ta det ind før Jul engang
dersom at ikke Solen hadde brændt det rent op til den Tid!

Saa rikt og rundelig krænket følte han sig, det var ikke længer gildt at
sitte paa Dørhellen og se nedover Jordet og eie det. Der stod nu
Potetakrene i blomstrende Galskap og tørket op, saa kunde Lauvet staa
der det stod, værsaagod! Aa men Isak -- kanske hadde han en liten lur
Tanke med det midt i sin tykke Troskyldighet, kanske gjorde han det paa
Spekulation og vilde prøve at tirre den blaa Himmel nu ved Maaneskiftet.

Om Kvælden saa det atter ut til Regn. Du skulde ha berget Lauvet dit, sa
Inger. -- Hvorfor det? spurte Isak og gjorde sig yterst fremmed. -- Jaja
du aper, men det kunde nu komme Regn. -- Du ser da vel at det ikke
kommer Regn iaar.

Men om Natten var det nu allikevel som det blev saa mørkt i Glasvinduet,
det var ogsaa som om noget drev imot det og gjorde det vaatt, hvad det
nu kunde være. Inger vaknet og sa: Der regner det, se paa Ruterne! --
Isak snøste bare og svarte: Regn? Det er ikke Regn. Jeg skjønner ikke
hvad du snakker om! -- Du skal ikke vør at ape! sa Inger.

Isak apet ja. Og han bare luret sig selv. Visst var det Regn og det en
dygtig Skur, men da den hadde vætt godt ut Lauvet til Isak saa sluttet
den. Himlen var blaa. Det var jo det jeg sa at det ikke kom Regn, sa
Isak stivnakket og ikke saa lite syndig.

For Poteten var denne Skur til ingenting og Dager kom og gik, Himlen var
blaa. Saa begyndte Isak at arbeide paa sin Vedslæde og gjorde sig Flid
med den og bøiet sit Hjærte og høvlet ydmykt Meier og Skokler, jaja
Herregud! Se, Dager kom jo og gik, Barnet vokste, Inger kjærnet og
ystet, det stod i Grunden ikke paa, ett Uaar overlevet nok dygtige
Mennesker i Marken. Og desuten -- da ni Uker var gaat saa kom det rigtig
velsignet med Regn, et helt Døgns Regn, derav høljet det ned i seksten
Timer, Himlene var aapne. Hadde det nu været som for to Uker siden vilde
Isak ha sagt: Det er forsent! Nu sa han til Inger: Du skal se han berger
noget av Poteten! -- Aaja da, svarte Inger trøstefuldt, han berger
alsammen!

Og nu begyndte det at se bedre ut, det regnet Skurer hver Dag, Haaen
grønnedes, det var som Trollværk. Poteten blomstret, det gjorde den, ja
værre end før, og det vokset ut store Bær i Toppene paa den, og det var
paa langt nær rigtig; men ingen visste hvad som var under Røtterne paa
den, Isak hadde ikke vaaget at se efter. Saa kom Inger en Dag og hadde
fundet over tyve smaa Poteter under ett Skal. Og de har fem Uker at
vokse i endda! sa Inger. -- Den Inger, hun skulde idelig trøste og tale
godt med sin Haremund. Og elendig Snak var det hun hadde, hun hvæset,
det var som naar en Ventil lækker Damp; men hendes Trøst var god at ha i
Marken. Og en livslysten Natur det hadde hun. -- Dersom at du kunde
gjøre en Seng til! sa hun til Isak. -- Naa, sa han. -- Jaja det haster
nu ikke, men.

De begyndte at ta op Poteten og blev færdig med den til Mikaeli, som den
gamle Sædvane var. Det blev middels Aar, godt Aar, det viste sig atter
at Poteten ikke var saa uendelig nøie paa Veiret, men vokste allikevel
og stod ut med meget. Naturligvis blev det ikke rigtig middels Aar og
godt Aar naar de regnet nøie, men de kunde ikke regne nøie iaar; en Lap
var gaat forbi en Dag og hadde undret sig over al Poteten her paa
Nybygget, i Bygderne var det langt værre, sa han.

Saa hadde Isak igjen nogen Uker at bryte Jord i til Tælen kom.
Kreaturerne gik nu og beitet paa Jordet og hvorhelst de vilde, det var
trivelig for Isak at arbeide sammen med dem og høre paa Bjælderne, det
hæftet ham jo ogsaa noget bort, for Oksen var lei til at gjøre Ugagn og
stange ind i Lauvstakkerne og Gjeiterne de var høit og lavt og
allevegne, endog paa Gammetaket.

Smaa og store Sorger.

En Dag hører Isak et Illskrik, Inger staar paa Dørhellen med Barnet paa
Armen og peker nedover til Oksen og den vesle Kua Sølvhorn, de er
Kjærester. Isak kaster Hakken og rænder nedover, aa men det var nok
forsent, Ulykken var skedd. Ser du Trollet, hun er tidlig ute, bare
Aaret, et halvt Aar fortidlig, Trollet, Barnungen! Isak faar hende ind i
Gammen, men det er nok forsent. Jaja, sa Inger, det er nu paa en Maate
godt, for ellers hadde begge Kjyrene blit høstbær! -- Aa Inger, nei hun
hadde ikke godt Hode, men hun visste kanske hvad hun gjorde da hun slap
Sølvhorn og Oksen ut sammen imorges.

Vinteren kom, Inger kardet og spandt, Isak kjørte Favnved, uhyre Lass
med tør Ved paa godt Føre, al Skyld og Gjæld blev strøket, Hest og
Kjærre, Plog og Harv var hans. Han kjørte bort med Ingers Gjeitost og
fik Tvistgarn, Vævstol, Hespetræ og Rendebom med hjem igjen, han kom
atter med Mel og Matvarer, atter med Planker, Bord og Spiker; en Dag kom
han med en Lampe. Saasandt som jeg staar her saa spøker du! sa Inger,
men hun hadde længe skjønt at Lampen vilde komme. De tændte den om
Kvælden og var i Paradis, lille Eleseus han trodde visst det var Solen.
Ser du hvor forundret han er! sa Isak. Inger kunde herefter spinde i
Lampelys.

Han kom med Lerret til Skjorter og med nye Komager til Inger. Hun hadde
bedt ham om forskjellige Farvevarer til Uldgarn, han kom ogsaa med dem.
Men en Dag saa kom han med en Klokke. Med hvad? En Klokke! Da blev Inger
himmelfalden og det var ikke Maal i hende en Stund. Isak hængte Klokken
paa Væggen med forsigtige Hænder og stillet den efter et Skjøn, han trak
Loddene op og hadde den til at slaa. Barnet vendte Øinene efter den dype
Klang og saa derefter paa Morn. Ja du kan gjærne undre dig! sa hun og
tok Gutten til sig og var selv rørt. For av alt godt her i Ensomheten
kunde intet maale sig med en Stueklokke som gik hele den mørke Vinter og
slog Timerne pent.

Saa var Veden kjørt, Isak begyndte i Skogen igjen og hugget mere Ved,
gjorde sine Gater og sin By av Favnved til næste Vinter. Han kom længer
og længer bort fra Husene nu, en stor vid Li laa alt aapen for Dyrkning
og han agtet ikke at snauhugge Marken mere, men herefter bare fælde de
ældste Trær med tør Top.

Naturligvis hadde han ogsaa længe forstaat hvorfor Inger hadde ordet om
en Seng til, nu fik han vel skynde sig og ikke utsætte det længer. Han
kom hjem fra Skogen en mørk Kvæld og da var det gjort, Familjen var
øket, Gut igjen, Inger laa. Den Inger, imorges hadde hun villet ha ham
ned i Bygden: Du skulde røre Hesten litt igjen, sa hun, for han staar
bare og graver i Spiltauget! -- Jeg har ikke Tid til slikt Tøv, sa Isak
og gik. Nu skjønte han at hun bare hadde villet ha ham av Veien, og
hvorfor det? Han kunde været god at ha ved Huset. -- Hvorledesen har det
sig at du aldrig kan varsku? sa han. -- Nu maa du gjøre dig en Seng og
ligge i Kammerset, svarte hun.

Det var nu forresten ikke gjort bare med en Seng, det skulde ogsaa
Sengklær til. De hadde ikke to Skindfelder, det vilde heller ikke bli
Raad til en ny Feld før til næste Høst naar de fik nogen Vædrer at
slagte, men selv da vilde det ikke bli Feld av et Par Væderskind. Isak
slet ondt og frøs noget om Nætterne nu en Tid utover, han prøvet at
grave sig ned i Høiet under Berghammeren, han prøvet at lægge sig hos
Kjyrene, husvild var han. Det var en Lykke at det alt var Mai, saa vilde
Juni komme, Juli ....

Mærkelig saa meget her var bragt istand i Ødemarken nu, Menneskebolig og
Buskapshus og ryddede Marker, alt paa tre Aar. Hvad bygget Isak nu? Et
nyt Skur, en Skjaa, Tilbygg til Stuen. Det dundret gjennem Huset naar
han drev otte Toms Spiker ind og Inger kom nu og da ut og bad for de
Smaa. Javel, de Smaa, snak med dem saalænge, syng til dem, lat han
Eleseus faa Spandloket at banke med! Det skal ikke vare saa længe med de
store Spikerne, det er just her de maa være, i Strækfiskene, i det som
skal fæste hele Tilbygget til Huset. Siden blir det bare Bord og to og
en halv Toms Spiker, bare Dukkeværk.

Kunde det undgaas at han dunket! Der stod nu baade Sildtønden og Melet
og Matvarerne i Stalden for ikke at staa under aapen Himmel, men Flæsket
tok Smak av det, en Skjaa var den rene Nødvendighed. Smaagutterne maatte
vel ogsaa kunne vænne sig til nogen Hammerslag i Væggen, Eleseus han var
likesom blit litt spæd og elendig, men den andre han pattet som en tyk
Gudsengel og naar han ikke skrek saa sov han. En makeløs Unge. Isak
vilde ikke motsætte sig at han blev hetende Sivert, det var kanske
bedst, skjønt han hadde atter tænkt sig Jakob. I somme Tilfælder hadde
Inger Ret, Eleseus det var efter hendes Præst og var fint, men Sivert
det hette Inger sin Morbror, Herredskassereren, han som var Ungkar og
Velfærdsmand uten Arvinger. Hvad bedre kunde da Barnet gjøre end at hete
efter ham?

Saa blev det ny Vaaronn igjen og alt i Jorden før Pinse. Dengang Inger
hadde bare Eleseus kunde hun umulig avse Tid til at hjælpe Manden, den
Førstefødte optok hende saa; nu da hun hadde to Børn rensket hun Jordet
og utrettet mangt andet omfremt: var med lange Stunder i Potetsættingen,
saadde Gulrot og Næpe. En slik Kone var ikke let at finde. Hadde hun
ikke ogsaa Væv oppe? Hun nyttet hvert Øieblik til at løpe ut i Kammerset
og væve et Par Spoler og det blev halvuld Vendtøi til Underplagg for
Vinteren. Da hun fik farvet sit Garn blev det blaat og rødt Kjoletøi til
hende selv og de Smaa, hun la tilslut flere Farver ind og gjorde
Dynetræk til Isak av Væven. Lutter nødvendige og nyttige Ting, og saa
solide Ting!

Se, nu var Familjen i Marken kommet godt paa Fote og dersom Aarveien
lyktes saa var Nybyggerne likefrem at misunde. Hvad stod tilbake? Høihus
naturligvis, en Løe med Træskegulv i Midten, det var et Fremtidens Maal,
det vilde naaes som de andre Maal, giv Tid! Nu hadde vesle Sølvhorn
kalvet, Gjeiterne kidet og Sauerne lammet, det vrimlet av Smaafæ i
Bumarken. Og hvad med Menneskene? Eleseus gik alt paa sine Ben hvor han
vilde og lille Sivert var kristnet. Inger? Hun laget sig visst til med
Barn igjen, hun var saa frodig. Hvad var endda en Gang et Barn for
hende? Ingenting -- det vil si store Ting, pent Smaafolk, hun hovmodet
sig over Børnene og lot forstaa at det ikke var alle som Gud betrodde
slike store og pene Børn. Inger var i fuld Virksomhet med at være ung.
Hun hadde et vansiret Ansigt og hadde levet hele Ungdommen opover som et
Utskud, Gutterne saa hende ikke skjønt hun baade kunde danse og arbeide,
de forsmaadde hendes Sødme, de vendte sig bort -- nu var det hendes Tid,
hun utfoldet sig, hun stod idelig i Flor og gik med Barn. Isak selv,
Husbonden, han var og blev en alvorlig Mand, men han hadde hat god
Fremgang og var tilfreds. Hvad han hadde holdt Liv i sig med før Inger
kom var meget dunkelt, Potet og Gjeitmælk, ja dristige Retter uten Navn;
nu hadde han alt som nævnes kunde for en Mand i hans Kaar.

Det blev Tørke igjen, Misvekst igjen. Lappen Os-Anders som kom forbi med
sin Hund kunde berette at Folk i Bygderne alt hadde slaat Kornet til
Kreaturfoder. -- Naa. Saa hadde de ikke noget Haap? spurte Inger. --
Nei. Men de har stængt Sild. Han Sivert, Morbror din, faar Landslot. --
Han hadde nu ørlite før! Baade i Kjørrel og Gryte! -- Net som du, Inger!
-- Ja Gudsketak, det er ikke at klage. Hvad de sier om mig derhjemme? --
Os-Anders vagger paa Hodet og slesker at han har ikke Ord for det. --
Dersom at du lyster en Kum Søtmælk saa skal du bare orde det, sier
Inger. -- Du skal ikke kostværde! Men har du ørlite til Hunden?

Mælken kom, Hundematen kom. Lappen hørte en Musik inde fra Stuen og
lydde: Hvad det er? -- Det er Stueklokken vores som slaar, sa Inger og
var revnefærdig av Storhet.

Lappen vagget igjen paa Hodet og sa: Dokker har Hus og Hest og Middel,
kan du nævne mig hvad dokker ikke har! -- Nei vi kan ikke Gud fuldtakke.
-- Ho Oline bad mig om at hilse dig. -- Naa. Hvor hun baler? --
Taalelig. Hvor Manden din er? -- Han er og bryter. -- De sier han har
ikke kjøpt? henkaster Lappen. -- Kjøpt? Hvem som sier det? -- De sier
det. -- Hvem skulde han kjøpe av? Det er Almenning. -- Jaja. -- Og nogen
Svettdraaper har han lagt ned paa denne Jorden! -- De sier det er Staten
sin Jord?

Inger forstod ingenting av det og sa: Jaja det maa saa være. Er det ho
Oline som har snakket paa det? -- Jeg mindes ikke hvem det var, svarte
Lappen og kastet sine vikende Øine i alle Retninger.

Inger forundret sig over at han ikke tagg om noget, det gjorde Os-Anders
ellers altid, det gjør alle Lapper, de tigger. Os-Anders sitter og
karver i sin Kridtpipestubb og tænder. Aa for en Pipe, han røker og
drager saa hele hans gamle rynkede Ansigt staar som en Rune. -- Ja jeg
gjør ikke at spørre om at det er dine Børn, sa han og slesket mere. For
de er saa like dig. Net akkurat som da du selv var liten!

Inger som var en Vanskapning og et Utyske -- naturligvis var det galt,
men hun svulmet allikevel. Selv en Lap kan gjøre et Morhjærte glad. --
Dersom at ikke Sækken din var saa fuld saa skulde du faa ørlite i han,
sa hun. -- Nei du skal ikke kostværde!

Inger gaar ind med Barnet paa Armen og imens er Eleseus tilbake hos
Lappen. De kommer godt overens, Gutten faar se noget rart i Lappens Sæk,
noget loddent, han faar klappe det. Hunden staar og pister og gjøir. Da
Inger kom ut med Nisten gir hun et lite Støn og sætter sig ned paa
Dørhellen: Hvad det er du bærer? spør hun. -- Nei det er ikke noget. En
Hare. -- Jeg saa det. -- Han Smaakaren din vilde se han. Det var Hunden
som jaget han op idag og dræpte han til mig. -- Her er Maten din! sa
Inger.




V


Det var en gammel Erfaring at mindst to Uaar fulgte paa hverandre, Isak
var blit taalsom og fandt sig i sin Lot. Kornet brandt op og Høiavlingen
var maatelig, men Poteten saa atter ut til at greie sig; det var altsaa
galt nok, men det var ikke Nød. Isak hadde endda engang Favnved og
Tømmerstokker at bringe til Bygden og da det var stængt Sild rundt hele
Kysten hadde Folk godt med Penger at kjøpe Ved for. Det saa mest ut som
en Styrelse at Kornet slog feil, for hvor skulde han ha træsket dette
Korn uten en Løe med Træskegulv? Lat det bare være Styrelse, det skader
ikke i Længden.

En anden Sak var det at nye Ting kunde dukke op og uroe ham. Hvad var
det nu en viss Lap hadde sagt til Inger i Sommer -- at han ikke hadde
kjøpt? Skulde han kjøpe, hvorfor det? Marken laa jo her, Skogen stod
her, han dyrket op og reiste et Hjem midt i Urnaturen, fødde sin Familje
og sine Dyr, skyldte ingen, arbeidet, arbeidet. Han hadde flere Ganger
tænkt at tale med Lensmanden naar han var nede i Bygden, men det var
blit utsat; Lensmanden hadde ikke noget godt Ord og Isak var faamælt.
Hvad skulde han si naar han kom, hvad skulde han ha til Ærend?

En Dag om Vinteren kom Lensmanden selv kjørende ut til Nybygget, han
hadde en Mand med og mange Papirer i en Væske -- og der var da selve
Lensmand Geissler. Han saa den store aapne Li som var avskoget og laa
jævn og pen under Sneen, han trodde vel at hele Vidden var dyrket og sa:
Dette er jo et stort Bruk, mener du at faa slikt for ingenting?

Der var det kommet! Isak fik en Rædsel i Livet og svarte ikke.

Du skulde ha kommet til mig og kjøpt Marken, sa Lensmanden. -- Ja. --

Lensmanden talte om Skyldsætting, om Skjel, Skat, kongelig Skat, sa han,
og da Isak fik litt Forklaring fandt han det mindre og mindre urimelig.
Lensmanden ærtet sin Følgesvend og sa: Naa, du Skjønsmand, hvor stor er
Indmarken? Men han ventet ikke paa Svar, han bare skrev op Indmarken paa
Slump. Han spurte Isak om Høilassene, om Potettønderne. Og hvorledes
skulde de bære sig ad med Skjel? De kunde ikke gaa op Skjel i livdyp Sne
i Skogen, men om Sommeren var det ikke kommendes hit for Mennesker. Hvad
hadde Isak selv tænkt sig til Skog og Bumark? -- Det visste ikke Isak,
han hadde hittil tænkt sig som sit alt han saa. Lensmanden sa at Staten
satte Grænser. Jo større Vidde du faar des mere koster det, sa han. --
Naa. -- Ja. Og du faar ikke alt du kan gape over, du faar til dit Behov.
-- Naa. --

Inger satte Mælk frem og Lensmanden og hans Følgesvend drak. Hun kom med
mere Mælk. Lensmanden stræng? Han strøk endog Eleseus over Haaret og sa:
Er det Stener han leker med? Faa se de Stenene. Hvad er dette? De er saa
tunge, det er visst et eller andet Slags Metal i dem. -- Det er nok av
slikt opi Fjældet, sa Isak.

Lensmanden vendte tilbake til Forretningen: Det er vel sør- og vestover
det er værdifuldest for dig? spurte han Isak. Skal vi si en Fjerding
sørover? -- En hel Fjerding! utbrøt Følgesvenden. -- Du kunde ikke dyrke
op to Hundrede Alen, sa Lensmanden kort. -- Isak spurte: Hvad koster en
Fjerding? -- Lensmanden svarte: Det vet jeg ikke, det vet ingen. Men jeg
vil foreslaa en ringe Pris, her er Mile ind i Ødemarken og ingen
Adkomst.

Ja men en hel Fjerding! sa Følgesvenden igjen.

Lensmanden skrev en Fjerding sørover og spurte: Og opover mot Fjældene?
-- Der maa jeg ha til Vandet. Der er et stort Vand, svarte Isak.

Lensmanden skrev. -- Nu nordover? -- Det er ikke saa nøie, svarte Isak.
Det er ikke ordentlig Skog paa Myrene.

Lensmanden skrev efter sit eget Hode en halv Fjerding. -- Mot Øst? --
Det er heller ikke saa nøie. Det er bare Fjældet over til Sverige.

Lensmanden skrev.

Da han hadde skrevet regnet han det hele over paa et Øieblik og sa:
Naturligvis blir dette en stor Eiendom og hadde den ligget nede i Bygden
kunde ingen ha kjøpt den. Jeg vil foreslaa et Hundrede Dalers Penge for
alt. Hvad mener du? spurte han Følgesvenden. -- Følgesvenden svarte: Det
er jo ingen Pris! -- Hundrede Daler! sa Inger. Du skal ikke faa saa stor
Vidde, Isak! -- Nei, sa Isak. -- Følgesvenden grep til: Det er som jeg
sier! Hvad skal dokker gjøre med en slik Vidde?

Lensmanden sa: Dyrke den.

Han hadde sittet her og slitt og skrevet, nu og da var det Barneskrik i
Stuen, han vilde vel nødig skrive op igjen det hele, han kom ikke hjem
før langt paa Nat, nei ikke før imorgen tidlig. Han la Papirerne
egenraadig i Væsken. -- Gaa ut og spænd for! sa han til Følgesvenden.
Han vendte sig til Isak og erklærte: Egentlig burde du hat Stedet for
ingenting og Betaling atpaa, slik som du har arbeidet. Og det vil jeg si
i mit Forslag. Saa faar vi se hvormeget Staten vil ha for at gi Skjøte.

Isak -- Gud vet hvorledes han hadde det. Det var som om han ikke hadde
noget imot at det blev sat høi Pris paa hans Sted og paa hans uhyre
Arbeide her. Han holdt det vel ikke for umulig at kunne klare et
Hundrede Daler i Tidens Løp, derfor sa han ikke mere, han kunde arbeide
som før og dyrke op Jorden og gjøre forfalden Skog op i Favnved. Isak
var ikke av dem som speidet, han holdt ikke Utkik efter Tilfældigheter,
han arbeidet.

Inger takket Lensmanden og bad ham være deres Mand hos Staten.

Ja. Men jeg avgjør jo ingenting, jeg bare skriver min Mening. Hvor
gammel er den mindste der? -- Skikkelig et halvt Aar. -- Gut eller Pike?
-- Gut.

Lensmanden var ikke stræng, men overfladisk og lite samvittighetsfuld.
Sin Skjøns- og Takstmand, Stævnevidnet Brede Olsen overhørte han, den
vigtige Handel ordnet han paa Lykke og Fromme, en stor Affære,
avgjørende for Isak og hans Kone selv og avgjørende for deres
Efterkommere kanske i utallige Slægtled, skriftfæstet han paa Slump,
Lensmanden bare skrev. Men han viste Nybyggerne megen Venlighet, han tok
op av Lommen en blank Ort og gav lille Sivert i Haanden, saa nikket han
og gik ut i Slæden.

Pludselig spurte han: Hvad heter dette Stedet? -- Heter? -- Hvad Navn
har det? Vi maa sætte et Navn.

Det hadde ikke Menneskene tænkt paa, de saa paa hverandre Inger og Isak.

Sellanraa? sa Lensmanden. Han fandt det vel paa, det var kanske ikke
noget Navn engang, men han gjentok: Sellanraa! nikket og kjørte.

Alt paa Slump, Grænserne, Prisen, Navnet ....

Nogen Uker senere hørte Isak engang han var nede i Bygden at det var
Ugreie med Lensmand Geissler, det var blit Spurlag efter nogen Penger
som han ikke kunde vise Ret for og han var blit mældt til Amtmanden. Saa
galt kunde ske, somme Mennesker tumler Livet frem, saa støter de imot
dem som gaar det!

En Dag Isak har været i Bygden med et av sine siste Vedlass og er paa
Hjemveien oplever han at faa kjøre Lensmand Geissler paa sin Slæde.
Lensmanden traadte bare ut av Skogen med en Haandkuffert og sa: Lat mig
faa sitte paa hos dig!

De kjørte en Stund, ingen av dem talte. En enkelt Gang tok Lensmanden op
en Flaske og drak av den, han bydde ogsaa Isak som avslog. Jeg er ræd
for Maven min paa denne Turen, sa Lensmanden.

Han begyndte at tale om Isaks Gaardhandel: Jeg ekspederte Saken straks
og anbefalte den varmt. Sellanraa er et pent Navn. Egentlig saa skulde
du hat Stedet for ingenting, men hadde jeg skrevet det saa vilde Staten
ha blit ublu og sat sin egen Pris. Jeg skrev femti Daler. -- Naa, saa
skrev Dokker ikke Hundrede Daler? -- Lensmanden rynket Brynene og tænkte
sig om: Saavidt jeg mindes skrev jeg femti Daler.

Hvor skal Dokker fare nu? spurte Isak. -- Over til Vesterbotten, til min
Kones Familje. -- Det blir ondt at komme over paa denne Tid av Aaret. --
Det gaar vel. Kan ikke du følge mig et Stykke? -- Jo. Dokker skal ikke
gaa alene. --

De kom til Nybygget og Lensmanden laa Natten over i Kammerset. Om
Morgningen tok han sig atter en Sup av Flasken og sa: Jeg ødelægger
visst Maven min paa denne Turen! Han var ellers som forrige Gang da han
var her, velvillig avgjørende, men vimset og lite optat av sin Skjæbne;
kanske var den heller ikke saa sørgelig. Da Isak dristet sig til at si
at ikke hele Lien var dyrket, men bare litt, nogen smaa Ruter, gav
Lensmanden det forbausende Svar: Det forstod jeg meget godt da jeg sat
her og skrev dengang. Men min Kjøregut, Brede, han forstod ingenting,
han er en Flab. Departementet har et Slags Tabel. Naar det var saa faa
Høilass og saa faa Potettønder paa saa stor Indmark som jeg opgav saa
sier Departementets Tabel at det er elendig Jord, billig Jord. Jeg var
paa din Side, og jeg skal ta Saligheten min netop paa det Skjælmstykket.
Det er to og tredive Tusen slike Karer som du vi skulde ha her i Landet.
-- Lensmanden nikket og henvendte sig til Inger: Hvor gammel er den
mindste? -- Han er nu tre Fjerdingaar. -- Naa det er Gut? -- Ja. --

Men du skal drive paa og faa Gaardhandelen din ordnet saa snart som
mulig, sa han til Isak. Det er en anden Mand som nu vil kjøpe omtrent
midtveis mellem her og Bygden, men da stiger dette Stedet i Pris. Kjøp
nu du først, saa kan det stige siden! Saa har du litt igjen for Slitet
dit. Det var du som begyndte i Ødemarken.

Folkene var taknemmelige for hans Raad og spurte om det ikke var ham
selv som skulde ordne med Handelen. Han svarte at han hadde gjort det
han kunde, det kom nu bare an paa Staten. -- Jeg reiser nu til
Vesterbotten og kommer ikke igjen, sa han like ut.

Han gav Inger en Ort og det var altfor meget. Husk paa at bringe litt
Slagt ned i Bygden til min Familje, sa han, en Kalv eller Sau, hvad dere
har. Min Kone betaler. Tak ogsaa med et Par Gjeitoster nu og da, Børnene
er glad i dem.

Isak fulgte ham over Fjældet, og paa Høiden var det haard Skare saa det
var godt at gaa. Isak fik en hel Daler.

Slik fôr da Lensmand Geissler bort og kom ikke tilbake til Bygden. Det
samme kunde det være, syntes Folk, han blev holdt for en upaalitelig
Person og en Æventyrer. Ikke for det at han ikke visste nok, han var en
vellært Mand og hadde studeret meget, men han slog for stort paa og
brukte andres Penger. Det blev oplyst at det var efter en skarp
Skrivelse fra Amtmand Pleym at Geissler var rømt, men hans Familje blev
det intet gjort ved og den bodde en god Stund efter i Bygden, det var
Konen og tre Børn. Forøvrig varte det ikke længe før de manglende Penger
blev sendt fra Sverige, Lensmandsfamiljen sat da ingenlunde længer i
Pant, men vedblev at bo paa sit Sted fordi det lystet den.

For Isak og Inger hadde samme Geissler ikke været nogen daarlig Kar,
tværtimot. Gud vet hvorledes nu den nye Lensmand vilde bli, om kanske
hele Handelen med Nybygget skulde gjøres op igjen!

Amtmanden sendte en av sine Skrivere op til Bygden, det var den nye
Lensmand. Han var en Mand i firtiaars Alder, Søn av en Foged og hette
Heyerdahl; han hadde været for fattig til at bli Student og Embedsmand,
men han hadde sittet paa Amtskontoret og skrevet i femten Aar. Da han
aldrig hadde faat Raad til at gifte sig var han Ungkar, Amtmand Pleym
hadde arvet ham efter sin Formand og git ham den samme usle Løn som før
var git; Heyerdahl mottok sin Løn og skrev. Han blev en fortrykt og
vissen Mand, men paapasselig og retskaffen, han var ogsaa dygtig til
Arbeider som han engang hadde lært og saa langt hans Ævner rak. Nu da
han blev Lensmand begyndte han at faa adskillig Selvfølelse.

Isak tok Mot til sig og gik til ham.

Saken Sellanraa -- jo her er den, kommet tilbake fra Departementet. De
vil ha Forklaring paa mangt og meget, det hele er jo i ett Rot fra denne
Geisslers Haand, sa Lensmanden. Det kongelige Departement vil vite om
det er store og kanske herlige Multebærmyrer paa Eiendommen. Om det er
Tømmerskog. Om det muligens er Ærtser og adskillige Metaller i Bjærgene
trindt omkring. Det er nævnt et stort Fjældvand, er det Fisk i det?
Denne Geissler har rigtignok git nogen Oplysninger, men han var jo ikke
en Mand at stole paa, jeg maa sitte her og gjennemgaa alle Ting efter
ham. Nu skal jeg komme op til dit Sted, til Sellanraa, med det første og
undersøke alt og taksere det. Hvormange Mil er det dit? Det kongelige
Departement vil ha ordentlig Skjel opgaat, naturligvis maa vi gaa op
Skjel. -- Det blir ondt at gaa op Skjel før utpaa Sommeren, sier Isak.
-- Det maa vel late sig gjøre. Vi kan ikke vente til utpaa Sommeren med
at gi Departementet Svar. Jeg kommer en av Dagene. Paa samme Turen skal
jeg paa Statens Vegne sælge noget Dyrkningsmark til en anden Mand. -- Er
det han som skal kjøpe midtveis mellem mig og Bygden? -- Det vet jeg
ikke, jo det er det kanske. En Mand herfra, min Takstmand forresten, mit
Stævnevidne. Han har spurt Geissler om at faa kjøpe, men Geissler har
avvist ham og svaret at han kunde ikke dyrke to Hundrede Alen engang!
Saa skrev Manden til selve Amtskontoret og nu har jeg faat Saken til
Uttalelse. Ja den Geissler!

Lensmand Heyerdahl kom til Nybygget og hadde Skjønsmand Brede med, de
hadde gaat sig vaate paa Myrene og blev endda vaatere da de skulde gaa
op Skjel i braanende Vaarsne opover Fjældet. Lensmanden var ivrig den
første Dag, men den næste gik han træt og stod bare igjen langt nede og
ropte og pekte. Det var ikke længer Tale om at skjærpe «Bjærgene trindt
omkring», og Multebærmyrene skulde paa det nøieste bli undersøkt paa
Hjemveien, sa han.

Departementet hadde fremsat mange Spørsmaal, det hadde vel atter en
Tabel. Det eneste som det var Mening i var Spørsmaalet om Skogen. Det
var meget rigtig noget Tømmer og det stod indenfor Isaks Fjerding, men
der fandtes ikke Trælast til Salg, bare til Husbruk godt og vel. Men
selv om her hadde været nok av Tømmer, hvem kunde drive det milevis frem
til Folk? Det kunde bare Kværnkallen Isak naar han i Vinterens Løp
kjørte nogen Stokker til Bygden og fik Planker og Bord igjen.

Det viste sig at den mærkelige Mand Geissler hadde git en Fremstilling
som ikke var til at komme forbi. Der sat nu den nye Lensmand og prøvet
at imøtegaa ham og finde en Feil at rette, men opgav det. Han spurte
bare oftere end Geissler sin Følgesvend og Skjønsmand til Raads og tok
Hensyn til hans Ord, og samme Skjønsmand maatte vel ha omvendt sig og
faat et andet Syn siden han selv blev Kjøper i Statens Almenning. --
Hvad du mener om Prisen? spurte Lensmanden. -- Femti Daler er evig nok
for den som kjøpe skal, svarte Skjønsmanden. -- Lensmanden formulerte
det i pyntelig Sprog. Geissler hadde skrevet: Manden vil fra nu av ogsaa
faa aarlig Skat at utrede, han ser sig ingen Utvei til at betale en
høiere Kjøpesum end femti Daler fordelt paa ti Aar. Staten kan motta
hans Tilbud eller frata ham hans Mark og hans Arbeide. -- Heyerdahl
skrev: Manden ansøker ærbødigst det høie Departement om at faa beholde
den Mark som ikke er hans, men som han har nedlagt et betydelig Arbeide
paa, for 50 -- femti -- Speciedaler, at betale i Terminer efter
Departementets velvillige Skjøn.

Jeg tror det skal lykkes mig at sikre dig Eiendommen, sa Lensmand
Heyerdahl til Isak.




VI


Idag skal Storoksen avgaarde. Den er blit et uhyre Dyr og for kostbar at
holde her paa Nybygget, Isak skal ned i Bygden med den, avhænde den og
faa en høvelig Fors Okse med tilbake.

Det er Inger som har sat dette igjennem og Inger visste vel hvad hun
gjorde da hun fik Isak avsted netop idag.

Skal du gaa saa maa det være idag, sa hun. Oksen er fremfødd, det er god
Pris paa fremfødd Slagt om Vaaren, han kan sendes til Byen, der er det
saa storveies hvad de betaler. -- Jaja, sa Isak. -- Det værste er om at
Oksen skulde bli farlig for dig paa Veien. -- Det svarte ikke Isak paa.
-- Men nu har han jo smaat været ute en Ukes Tid og set sig om og blit
vant. -- Isak tidde. Men han hængte en stor Kniv i Slir paa sig og tok
Oksen ut.

Aa for en Rugg, blank og frygtelig, Lænderne gynget paa den naar den
gik. Den var noksaa lavbenet; naar den løp brøt den Ungskog ned med
Brystet, den var som et Lokomotiv. Dens Hals var vældig indtil
Vanskapthet, i denne Hals bodde en Elefants Styrke.

Dersom at han nu bare ikke slaar sig gal for dig, sa Inger. -- Isak
svarte om en Stund: Jaja, saa faar jeg slagte han paa Veien og bære
Kjøtet.

Inger satte sig ned paa Dørhellen. Hun hadde ondt og var flammet i
Ansigtet, hun hadde holdt sig opret til Isak gik, nu blev han borte med
Oksen i Skogen og Inger kunde ynke sig uten Fare. Lille Eleseus taler
alt og han spør: Mama ondt? -- Ja ondt. -- Han hærmer efter Morn, tar
sig til Ryggen og ynker sig. Lille Sivert sover.

Inger faar Eleseus med sig ind, gir ham Saker og Ting at leke med paa
Gulvet og gaar selv tilsengs. Stunden var kommet. Hun er hele Tiden ved
fuld Samling, hun holder Øie med Eleseus, hun kaster Blikket bort paa
Væggen og ser hvad Klokken er. Hun skriker ikke, rører sig knapt; en
Kamp foregaar i hendes Indvolde, en Byrde glider pludselig ifra hende.
Næsten i samme Øieblik hører hun et fremmed Skrik i sin Seng, en liten
velsignet Røst stakkar, og nu har hun ingen Ro, men løfter sig op og ser
nedover sig. Hvad ser hun? Hendes Ansigt blir i samme Nu graat og uten
Uttryk, uten Forstand, et Støn høres, det er saa unaturlig, saa umulig,
det er som et skjevt Hyl ifra hende.

Hun synker tilbake i Sengen. Det gaar et Minut, hun har ingen Ro, det
lille Skrik i Sengen blir stærkere, hun løfter sig atter op og ser -- aa
Gud, det værste av alt, ingen Naade, Barnet var atpaa Kjøpet Pike. --

Isak var kanske ikke kommet en halv Mil bort, det var en knap Time siden
han gik ut av Gaarden. I Løpet av ti Minutter var Barnet født og dræpt
..

Isak kom hjem igjen den tredje Dag, han leiet i Baand en sultefodret
Fors Okse som næppe kunde røre sig, derfor var Veien blit saa lang.

Hvorledes gik det? spurte Inger, og endda var hun selv saa nedfor og
syk.

Det hadde gaat taalelig. Jaja Storoksen hadde jo været gal den siste
Halvmil og Isak hadde maattet binde den og hente Hjælp fra Bygden. Da
han saa kom tilbake hadde Oksen slitt sig og ikke været at finde paa en
Stund. Naa, det gik jo altsammen, Handelsmanden som kjøpte op Slagt til
Byen hadde betalt godt. -- Og her er nu den nye Oksen, sa Isak, lat
Børnene komme og se han!

Den samme Interesse for hvert nyt Dyr, Inger saa paa Oksen og kjendte
paa den, spurte om Prisen; lille Sivert fik sitte paa Ryggen av den. --
Jeg savner saa Storoksen, sa Inger, han var saa blank og snil. Bare de
nu slagter han pent!

Dagene blev optat med Onnearbeide, Kreaturerne var utslupne, i det tomme
Fjøs stod Potet i Kasser og Binger for at gro. Isak saadde endda mere
Korn iaar og brukte sin yterste Flid med at faa det pent i Jorden, han
gjorde Senger til Gulrot og Næpe og Inger saadde Frø. Alt gik som før.

Inger gik en Tid med en Høipose over Maven for at være tyk, hun minket
litt paa Høiet efterhvert og kastet tilslut Posen. Isak blev endelig en
Dag opmærksom og spurte forundret: Hvorledes var det, blev det ikke til
noget dennegang? -- Nei, sa hun, ikke dennegang. -- Naa. Hvorfor det? --
Det hadde sig vel saa. Hvad du tror, Isak, før du faar brutt op alt
dette som vi ser! -- Gik det galt med dig? spurte han. -- Ja. -- Naa.
Fôr du ikke selv ilde? -- Nei. Jeg har saa ofte tænkt paa om at vi ikke
kunde faa os Gris. -- Isak, sen i Vendingen, svarte om en Stund: Ja Gris
-- jeg har tænkt paa han hver Vaar. Men saalænge det ikke blir mere
Potet og mere Smaapotet og ørlite Korn saa har vi ikke noget at gi han.
Vi faar nu se iaar. -- Det kunde ha været saa godt at ha Gris. -- Ja. --

Dagene gaar, det kommer Regn og Aker og Eng staar pent, det blir nok til
noget iaar! Smaa og store Oplevelser følger, det er Mat, Søvn og
Arbeide, det er Søndager med Ansigtsvask og kjæmmet Haar, Isak sitter i
ny rød Skjorte som Inger har vævet og sydd. Saa hænder det at det jævne
Liv uroes av en større Tildragelse: En Sau med Lam har gaat sig fast i
en Bergklype, de andre Sauer kommer hjem om Kvælden, Inger savner
øieblikkelig de to Liv som er borte, Isak ut at lete. Og Isaks første
Tanke er at naar galt skulde være er det et Held at det er Søndag saa
han ikke hæfter sig bort fra Arbeidet. Han leter i Timer, det er en
endeløs Bumark, han gaar og gaar; hjemme er hele Huset i Spænding, Morn
tysser paa sine Børn med de korte Ord at to Sauer er borte, ti stille!
Alle er med i Omsorgen, hele det lille Samfund, selv Kjyrene skjønner at
noget usædvanlig er paafærde og rauter, for Inger er ute iblandt og
lokker med høi Røst imot Skogen skjønt det snart er Nat. Det er en
Ødemarkens Begivenhet, en komunal Ulykke. Da Inger faar Børnene lagt
gaar hun ogsaa selv ut og leter. Iblandt saa soer hun, men faar intet
Svar, Isak er vel saa langt borte.

Hvor i Alverden er Sauene, hvad har hændt dem? Er Bjørnen ute? Er Vargen
kommet over Fjældet fra Sverige og Finland? Ingen av Delene, da Isak
finder Sauen staar den fast i en Bergklype med et brukket Ben og oprevet
Jur. Den maa være holdt længe i Klypen, skjønt den er alvorlig saaret
har den gnaget Græsset ned til den bare Muld omkring sig. Isak løfter
Sauen op og frelser den, det første den gjør er at søke Beite. Lammet
patter straks, det er den rene Lægedom for det stakkars saare Jur at bli
tømt.

Nu finder Isak Sten og fylder den farlige Bergklypen, den lumske
Bergklypen, den skal aldrig mere bryte et Saulaar! Isak bruker
Buksesæler av Læder, han tar dem av og spænder dem om Sauen og holder
det oprevne Jur paa Plass. Saa løfter han Sauen paa Akslen og gaar hjem
med den. Lammet følger.

Siden? Spjelker og Tjærekluter. Om nogen Dager begynder Sauen at sprætte
med den syke Fot fordi Saaret klør og gror. Jo altsammen retter sig
igjen -- til næste Gang noget hænder.

Daglig Liv, Tildragelser som fylder Nybyggerne helt. Aa det er
ingenlunde Smaatterier, det er Skjæbne, det gjælder Lykke, Nydelse og
Velfærd.

Isak nytter Tiden mellem Onnerne til at telgje paa nogen nye
Tømmerstokker han har liggende, han har vel en Tanke med det. Han bryter
desuten mangen nyttig Sten og faar den frem tilgaards; naar han har faat
nok Sten lægger han den op til Mur. Hadde det nu været som for et Aar
siden eller saa vilde Inger ha været nysgjærrig og undret sig over hvad
Mandens Tanke var, men nu syslet hun helst med sit eget og gjorde ingen
Spørsmaal. Inger er flittig som før og steller Hus og Børn og Dyr, men
hun har begyndt at synge, det gjorde hun ikke før, hun lærer Eleseus
Kvældsbøn, det gjorde hun ikke før. Isak savner hendes Spørsmaal, det
var hendes Nysgjærrighet og hendes Ros over det han fik istand som
gjorde ham til en tilfreds Mand og en makeløs Mand, nu gaar hun forbi og
sier i Høiden at han sliter sig ihjæl. Hun maa allikevel ha faret ilde
den siste Gangen! tænker han.

Oline kommer paa nyt Besøk. Hadde det nu været som ifjor vilde hun ha
været velkommen, nu er det anderledes. Inger møter hende fra første
Øieblik med Uvilje, hvad nu Grunden kunde være, men Inger er blit
fiendsk.

Jeg trodde saa halvt at jeg kom i retten Tid igjen, sa Oline fintalende.
-- Hvorledes? -- Ja at den Tredje skulde kristnes. Hvorledes er det? --
Nei, sa Inger, for den Saks Skyld skulde du ikke ha umaket dig. --
Naa. --

Oline gaar over til at skryte av Smaagutterne som er blit saa store og
pene, av Isak som dyrker Jord og nu ser ut til at ville bygge igjen --
storveies, ikke Maken noget Sted! Og kan du fortælle mig hvad han skal
bygge? -- Nei det kan jeg ikke, det maa du spørre han selv om. -- Nei,
sa Oline, det er ikke noget som skjeller mig. Jeg skulde nu bare se
hvorledes at dokker hadde det, for det er en stor Glæde og Trøisomhet
for mig. Guldhorn vil jeg ikke spørre om eller ta paa Tungen mere, hun
har nu faat det som hun skulde ha det!

Det gaar en Stund med godt Prat og Inger er ikke længer saa uvenlig. Da
Klokken borte paa Væggen slaar sine herlige Slag faar Oline Taarer i
Øinene og har aldrig i sit fattige Liv hørt et slikt Kirkeorgel, Inger
blir rik og generøs igjen til sin ringe Slægtning og sier: Du skal komme
ut i Kammerset og se paa Væven min!

Oline blir Dagen ut. Hun taler med Isak og lovorder alle hans
Gjærninger. -- Jeg hører du har kjøpt en Mil paa hver Kant, kunde du
ikke hat det for ingenting? Hvem misundte dig?

Isak faar nu den Ros han har savnet og blir mere til Kar: Det er nu
Regjeringen jeg kjøper av, svarer han. -- Jaja, men hun skulde vel ikke
være noget Rovdyr imot dig, Regjeringen. Hvad du bygger? -- Det vet jeg
ikke. Det blir ikke noget videre. -- Du baler og du bygger! Du har malte
Dører og Slagklokke paa Væggen, saa er det vel Storstue du bygger? -- Du
skal ikke ape! svarer Isak. Men han liker sig godt og sier til Inger:
Kan du ikke koke ørpitterlite Rømmegrøt til den som Fremmed er? -- Nei,
svarer Inger, for jeg har nys kjærnet. -- Jeg aper ikke, jeg er bare et
enfoldig Kvindfolk som spør sig for, skynder Oline sig at svare. Jaja
naar at det ikke er Storstue saa er det vel et overhændig Hus til al
Loen din. Du har Akrer og Enger, det staar og vokser net som i Bibelen
med Mælk og Honning.

Isak spør: Hvorledes tegner Aarveien paa dokkers Kanter? -- Jaja det
staar nu der. Dersom at bare ikke Vorherre sætter Ild paa det iaar ogsaa
og brænder det op, forlate min Synd! Alt staar i hans Haand og Almagt.
Men saa storveies som her hos dokker er det ingen Steder hos os, det
være evig langt fra!

Inger spør efter andre av Folket sit, især efter Sivert Morbror,
Herredskassereren, han er Familjens store Mand og har Notbruk og Naust,
han vet snart sagt ikke hvor han skal gjøre av al sin Middel. Under
denne Tale blir jo Isak mere og mere borte og hans nye Byggeforetakende
glemt. Han sier da tilslut: Nei efterdi du endelig vil vite det, Oline,
saa er det akkurat en liten Løe med Træskegulv jeg prøver at faa mig op.

Skjønte det! svarer Oline. Folk som er Folk bruker at tænke fremover og
bakover og ha alting i Hodet. Her er ikke at nævne Krus eller Kjørrel
som ikke du har utgrundet. Var det Træskegulv du sa?

Isak er et stort Barn, han taaler ikke Olines Smiger og gjør sig litt
til Nar: Hvad den nye Husbygning anbetræffer saa skal det være
Træskegulv i han, det er min Agt og Mening, sier han. -- Træskegulv!
sier Oline beundrende og vagger med Hodet. -- For hvad skal vi med Korn
paa Akeren naar at vi ikke kan træske det? -- Det er som jeg sier: du
grunder ut alt i Hodet. -- Inger er atter blit umild, Pratet mellem de
to har vel ophidset hende, hun sier pludselig: Rømmegrøt -- hvor vil du
jeg skal ta Rømmen ifra? Er det Rømme i Elven?

Oline møter Faren: Inger, kjære velsigne dig, har du ikke Bønhørelse? Du
skal ikke orde om Rømmegrøt eller nævne han! Et Menneske som jeg som
bare ræker i Gaardene!

Isak sitter litt til, saa sier han: Nei her sitter jeg som skal bryte
mere Sten til Muren min! -- Ja det gaar Sten til en slik Mur som din! --
Sten? svarer Isak. Ja det er net akkurat som det aldrig skulde bli
nok. --

Da Isak er gaat blir de to Kvindfolk mere sams igjen, de har saa meget
at tale om fra Bygden, Timerne gaar. Om Kvælden faar Oline se hvor
Buskapen har vokset, tre Kjyr med Oksen, to Kalver, et Mylder av Gjeit
og Sau. Hvor skal det ende! spør Oline og ser til Himmels.

Hun blir Natten over.

Men Dagen efter gaar hun. Hun har atter faat med sig noget i et Knytte
og da Isak er i Stenbruddet gjør hun en liten Omvei for at undgaa ham.

To Timer efter kommer Oline tilbake til Nybygget, træder ind og sier:
Hvor er han Isak?

Inger staar og vasker op. Hun skjønner at Oline maa ha passeret Isak og
Børnene som er i Bruddet, hun aner straks Uraad: Han Isak? Hvad du vil
han Isak? -- Nei hvad jeg vil han! Men jeg fik ikke bydd han Farvel. --
Taushet. Oline siger uten videre ned paa en Bænk som om Benene ikke
vilde bære hende mere. Hun indvarsler med Vilje noget usædvanlig, netop
ved sin Daanefærdighet.

Inger styrer sig ikke længer, hendes Ansigt er fuldt av Raseri og
Rædsel, hun sier: Jeg fik en Helsing fra dig med han Os-Anders. Det var
en pen Helsing! -- Hvorledes? -- Det var en Hare. -- Hvad du sier? spør
Oline forunderlig mildt. -- Du skal ikke vør at nægte det! roper Inger
vild i Øinene. Jeg skal drive denne Træøsen midt i Kjæften paa dig! Se
der!

Slog hun? Javisst. Og da ikke Oline tumler for det første Slag, men
tværtimot mukker og roper: Du skal vare dig! Jeg vet hvad jeg vet om
dig! saa bruker Inger Træøsen videre og faar Oline ned paa Gulvet, faar
hende under sig, knægaar hende.

Vil du bent tyne mig? spør Oline. Hun hadde denne frygtelige Haremund
over sig, et stort stærkt Kvindfolk med et Banketræ av en Slev i
Haanden. Oline var alt bulnet av Slag, hun blødde, men hun mukket mere
og gav sig ikke: Naa, du vil tyne mig _og_! -- Ja -- dræpe dig, svarer
Inger og slaar. Der har du! Jeg skal slaa dig ihjæl! -- Hun hadde nu
Visshet, Oline kjendte hendes Hemmelighet og hun brydde sig om ingenting
mere. -- Der har du i Trynet dit! -- Trynet mit? Det er du som har
Tryne! stønner Oline. Vorherre har skaaret et Kors i Ansigtet dit!

Da Oline er saa seig at faa Bugt med, saa forbandet seig, maa Inger
holde inde med sine Slag, de er til intet, de maser hende selv ut. Men
hun truer -- aa hun truer med Træøsen under Olines Øine, at hun skal faa
mere, hun skal faa evig nok! Jeg har en Bordjunge, du skal faa se han!

Hun reiser sig op som for at lete efter Kniven, efter Bordjungen, men nu
er hendes værste Ophidselse over og hun bare bruker Mund. Oline kommer
sig op paa Bænken igjen gul og blaa i Ansigtet, bulnet og blodig, hun
stryker Haaret bort, retter paa sit Hodeplagg, spytter; hendes Mund er
opsvulmet. Dit Kreatur! sier hun.

Du har været i Skogen og snuset, roper Inger, det er det du har brukt
Timerne til, du har fundet den ørlille Graven. Men du skulde ha gravet
et Hul til dig selv med det samme. -- Nu skal du faa se! svarer Oline og
hun lyser av Hævngjærrighet. Jeg sier ikke mere men det blir ikke længer
Stue med Kammers og Orgelværk i Klokken. -- Det raar ikke du for! -- Det
skal ho Oline og jeg raade for!

De to Kvindfolk kjækler herom. Oline er ikke saa grov og høirøstet, nei
hun er likefrem fredelig i sin grumme Ondskap; men hun er indætt og
farlig: Jeg ser efter Knyttet mit, jeg angrer paa at jeg la det igjen i
Skogen. Du skal faa Ulden igjen, jeg vil ikke eie den! -- Naa, saa tror
du jeg har stjaalet den? -- Selv vet du hvad du har!

Det kjækler de atter om. Inger tilbyr at peke paa dem av sine Sauer som
hun har klippet Ulden av, Oline spør fredelig og melet: Jaja, men hvem
vet hvor du fik den første Sauen? Inger nævner Navn og Sted hvor hendes
første Sauer var i Foder med sine Lam. Og du skal bare klinke klare vare
dig for Munden din! truer hun. -- Haha! ler Oline saa smaat. Hun har
altid hver Gang et Svar og gir sig ikke: Munden min? End din egen Mund!
Hun peker paa Ingers Vanskapthet og kalder hende en Skabelon for Gud og
Mennesker. Inger svarer fræsende, og fordi Oline er fet kalder hun hende
et Ister -- et slikt Hundeister som du er! Og du skal faa Tak for Haren
som du sendte mig! -- Haren? Dersom at jeg hadde været saa fri for Synd
som for den Haren! Hvorledes saa han ut? -- Hvorledes ser en Hare ut? --
Som du. Net akkurat som du. Og du skulde ikke ha fornøden at se paa
Harer. -- Du skal ha dig ut! skriker Inger. Det var du som lot han
Os-Anders komme med Haren. Jeg skal faa dig paa Straf. -- Straf? Var det
Straf du nævnte? -- Du misunder mig alt jeg har og du stekes op av
Misundelse til mig, vedblir Inger. Du har snartsagt ikke faat Søvn paa
Øinene siden at jeg blev gift og fik han Isak og alt det som her er. Du
store Gud og Fader, hvad du vil mig? Er det min Skyld at Børnene dine
ikke kom sig nogen Steder hen og blev til noget? Du taaler ikke at se at
Børnene mine er velskapte og har grommere Navne end som dine, og kan jeg
hjælpe for at de er penere av Kjøt og Blod end som dine var!

Skulde noget gjøre Oline rasende saa var det dette. Hun hadde været saa
mange Ganger Mor og hadde intet andet end Børnene slike som de nu engang
var, hun gjorde dem gode og skrytte av dem, løi paa dem Fortjenester de
ikke hadde og skjulte deres Brøst. -- Hvad du sier? svarte hun Inger. At
du ikke søkker i Jorden av Skam! Børnene mine, de som var Himlens lyse
Engleskarer imot dine! Er det Børnene mine som du vaager at ta paa
Tungen? De var allesammen syv Guds Skapninger da de var smaa og nu er de
voksne og store alleihop. Du skal ikke vør! -- End ho Lise, kom ikke hun
paa Straf, hvorledes var det? spør Inger. -- Hun hadde ikke gjort noget,
hun var uskyldig som en Blomster, svarer Oline. Og hun er da gift i
Bergen og gaar med Hat, men hvad gjør du! -- Og hvorledes var det med
han Nils? -- Jeg estimerer ikke at svare dig. Men du har nu et av dine
liggende borti Skogen, hvad har du gjort med det? Du har dræpt det! --
Hut og tiks og snask ut med dig! skriker Inger igjen og gaar Oline paa
Livet.

Men Oline viker ikke, hun ikke engang reiser sig. Denne Uforfærdethet
som likner Forhærdelse lammer Inger igjen og hun sier bare: Nei jeg skal
benest lete op Bordjungen! -- Det skal du ikke vør, raader Oline til,
jeg skal nok gaa av mig selv. Men hvad det angaar at du huter ut dit
eget Folk saa er du et Kreatur! -- Ja du skal bare gaa!

Men Oline gaar ikke. De to Kvindfolk kjækler endnu en god Stund og hver
Gang Stueklokken slaar halvt eller helt Slag saa haanler Oline og gjør
Inger rasende. Tilslut kommer de begge i mere Ro og Oline gjør sig
færdig til at gaa. Jeg har lang Vei og Natten imot mig, sier hun. Og det
var Skrôt, jeg kunde jo ha tat med mig ørlite Mat hjemmefra, sier hun.

Hertil svarer ikke Inger noget, hun har faat sin Forstand tilbake og
slaar Vand i et Fat til Oline: Der -- dersom at du vil tørke dig over!
sier hun. Oline indser at hun bør fli sig før hun gaar, men da hun ikke
vet hvor hun er blodig vasker hun feil. Inger staar og ser paa dette en
Stund, saa peker hun: Der -- far over Tindingen ogsaa! Nei den andre
Tindingen jeg staar jo og peker! -- Kunde jeg vite hvad for en Tinding
du peker paa! svarer Oline. -- Det er mere paa Munden din ogsaa. Er du
snoft ræd Vand? spør Inger.

Det ender med at Inger maa vaske den Saarede og slænge et Haandklæde til
hende.

Hvad det var jeg skulde sagt, sier Oline mens hun tørker sig, og hun er
saa fuldkommen fredelig igjen, hvorledes skal han Isak og Børnene staa
det over? -- Vet han det? spør Inger. -- Vet han det ikke! Han kom og
fik se det. -- Hvad han sa? -- Hvad kunde han si! Han blev maalløs
likesom jeg.

Taushet.

Det er du som er Skyld i altsammen! klager Inger og brister i Graat. --
Dersom at jeg hadde været saa fri for Synd! -- Jeg skal spørre han
Os-Anders, det kan du være viss paa. -- Gjør saa!

De taler det over i Ro og Oline synes at bli mindre hævngjærrig. Hun er
Politiker av høi Rang og er vant til at finde Utveier, nu ytrer hun
endog et Slags Medfølelse: at naar det nu kommer op saa blir det stor
Synd i han Isak og Børnene. -- Ja, sier Inger og graater mere. Jeg har
grubliseret og grubliseret paa det Nat og Dag. -- Oline tænker sig som
en Frelse at hun kunde være til nogen Hjælp. Hun kunde kanske komme og
være her paa Nybygget naar Inger blev sat fast.

Inger graater ikke mere, hun likesom med ett lytter og overveier: Nei,
du ser ikke efter Børnene. -- Ser jeg ikke efter Børnene? Du aper. --
Naa. -- Er det nogen Ting jeg har Hjærte for saa er det Børn. -- Ja dine
egne, sier Inger, men hvorledes vilde du bli imot mine? Og naar jeg
tænker paa at du skikket mig Haren bare snoft for at ødelægge mig saa er
du ikke andet end fuld av Synd. -- Jeg? spør Oline. Er det mig du mener?
-- Ja det er dig jeg mener, svarer Inger og graater. Du har været det
værste Utskud imot mig og jeg har ingen god Tro om dig. Og desforuten
saa vilde du bare stjæle al Ulden ifra os dersom at du kom hit. Og den
ene Gjeitosten efter den andre vilde gaa til dit Folk og ikke til mit.
-- Du er et Kreatur! sa Oline.

Inger graater og tørker Øinene og taler iblandt. Oline vil saavisst ikke
trænge sig paa, for hun kan være hos han Nils, sin Søn, som hun hele
Tiden har været. Men naar at nu Inger skal paa Straf saa blir han Isak
og de uskyldige Smaa opraadde og Oline kunde gaa her og ha et Øie med
dem. Hun fremstiller det tillokkende, det skulde slet ikke gaa saa ilde.
Du kan nu tænke paa det, sier hun.

Inger er slagen. Hun graater og ryster paa Hodet og ser ned. Hun gaar
søvngjængeragtig ut i Skjaaen og steller istand Niste til Gjesten. --
Nei du skal ikke kostværde! sier Oline. -- Du skal nu ikke gaa matløs
over Fjældet, sier Inger.

Da Oline er gaat sniker Inger sig ut, ser sig om, lytter. Nei ingen Lyd
fra Stenbruddet. Hun gaar nærmere og hører Børnene, de leker med
Smaastener. Isak har sat sig, han holder Spetet mellem Knærne og støtter
sig paa det som en Stav. Der sitter han.

Inger sniker sig op i Skogkanten. Hun hadde sat et lite Kors i Jorden et
Sted, Korset ligger nede, men der det har staat er Torven lettet op og
Jorden omrotet. Hun sætter sig og soper Jorden sammen igjen med
Hænderne. Og der sitter hun.

Hun kom av Nysgjærrighet for at se hvormeget Oline har rotet i den lille
Grav, hun blir sittende fordi Kreaturerne endnu ikke er hjemkommet
tilkvælds. Hun graater og ryster paa Hodet og ser ned.




VII


Dagene de gaar.

Det er et velsignet Veir for Jorden, med Solskin og Regnskurer, og
Avlingen blir derefter. Nybyggerne har nu gjort næsten al Slaatten og
faar en Mængde Høi, det kniper haardt med Husrum for altsammen, de
stapper ind under Berghamrene, ind i Stalden, stapper under
Stuebygningen, rømmer Skjaaen for alt som i er og stapper ogsaa den fuld
til Taket. Inger arbeider med som en umistelig Hjælp og Støtte sent og
tidlig, Isak nytter hver Regnøkt til at faa den nye Løen under Tak og
ialfald Sørvæggen i fuld Stand, saa kan Alverdens Høi stappes dit. Det
gaar dygtig fremover, det skal nok gaa!

Den store Sorg og Tildragelse -- javel, den var tilstede, Gjærningen var
gjort og Følgerne maatte komme. Det gode gaar oftest en sporløs Vei, det
onde drager altid Følger efter sig. Isak tok Saken forstandig fra
Begyndelsen, han sa saa meget til sin Kone at hvorledes har du faret ad!
sa han. -- Hertil svarte ikke Inger noget. -- Og om en Stund talte Isak
igjen: Er det saa at du har strupt det? -- Ja, sa Inger. -- Du skulde
ikke ha gjort det. -- Nei, svarte hun. -- Og ikke forstaar jeg hvorledes
du kunde gjøre det. -- Hun var net akkurat som jeg, svarte Inger. --
Hvorledes? -- I Munden. -- Isak tænkte længe paa det: Jaja, sa han.

Saa blev det ikke til mere da med det samme, og eftersom Dagene gik
nøiagtig like saa rolig som før og det desuten var saa meget Høi at
berge og slik usædvanlig stor Avling saa traadte Ugjærningen litt efter
litt tilbake i deres Tanker. Men den hang over Menneskene og Stedet hele
Tiden. De kunde ikke haape paa Taushet av Oline, det var for utrygt. Og
selv om Oline tidde vilde andre tale, de stumme Vidner vilde faa Mæle,
Væggene i Stuen, Træerne omkring den lille Grav i Skogen; han Os-Anders
vilde gjøre Hentydninger, Inger selv vilde røbe sig vaken eller sovende.
De var forberedt paa det værste.

Hvad andet kunde Isak gjøre end ta Saken med Forstand? Han skjønte nu
hvorfor Inger hver Gang hadde villet være alene med Fødslen, alene
utstaa den store Angst for Fostrets Velskapthet, alene møte Faren. Tre
Ganger hadde hun gjentat det. Isak rystet paa Hodet og syntes Synd i
hende for hendes Vanskjæbne, stakkars Inger. Han hørte om Lappens
Sendelse med Haren og han frikjendte hende. Det førte til stor
Kjærlighet mellem dem, en gal Kjærlighet, de koset sig til hverandre i
Faren, hun var fuld av raa Sødme til ham og han blev gal og umaatelig
efter hende, Kværnkallen, Kubben. Av Skotøi saa brukte hun Komager, men
det var intet av Lap ved hende, hun var ikke liten og vissen men
tværtimot makeløs og stor. Nu om Sommeren gik hun barbenet og hadde
nakne Lægger høit opover, og disse nakne Lægger kunde han ikke faa sine
Øine ifra.

Hun vedblev at synge Salmestubber hele Sommeren og at lære Eleseus
Bønner, men hun kom til at hate ukristelig alle Lapper og gav ren Besked
til dem som drog forbi: De kunde være sendt av nogen igjen, de hadde
gjærne en Hare i Skindsækken igjen, de skulde bare gaa! -- En Hare? Hvad
for en Hare? -- Naa, har du ikke hørt hvad han Os-Anders gjorde? -- Nei.
-- Jeg er like sæl om jeg sier det: han kom hit med en Hare da jeg gik
med Barn. -- Skulde du ha hørt saa galt! Tok du Skade? -- Det skjeller
dig ikke, du skal bare gaa! Her har du ørlite at stikke i Munden og saa
skal du gaa! -- Du skulde ikke ha en Læderbot til Komagen min? -- Nei.
Men jeg skal gi dig av en Staur dersom at du ikke nu gaar!

Men en Lap han tigger ydmykt, men faar han Nei saa blir han hævngjærrig
og truer. Et Lappepar med to Børn kom forbi Nybygget, Børnene blev sendt
ind i Stuen for at tigge, de kom tilbake og mældte at det var ingen i
Stuen. Familjen stod en Stund og talte det over paa Lappisk, saa gik
Manden ind for at se. Han blev borte. Konen gik efter, derpaa Børnene,
de blev alle staaende i Stuen og smaapratet Lappisk. Manden stikker
Hodet ind i Kammerset, det var heller ingen der. Stueklokken slaar,
Familjen lytter forundret og blir staaende.

Inger maa ha anet Fremmedfolk ved Gaarden, hun kom fort gaaende nedover
Lien, da hun ser det er Lapper, og Lapper som hun ikke engang kjender,
saa sier hun bent ut: Hvad dokker vil her? Saa dokker ikke at her var
frit for Folk? -- Mja, sier Manden. -- Inger vedblir: Dokker skal gaa ut
igjen herfra.

Familjen rykker seigt og motvillig ut. Vi blev staaende og høre paa
Stueklokken din, sier Manden, hun slog saa navnkundig pent. -- Du skulde
ikke ha en Brødleiv til os? sier Konen. -- Hvor er dokker ifra? spør
Inger. -- Ifra Vatnan paa andre Siden. Vi har gaat i hele Nat. -- Hvor
dokker skal hen? -- Over Fjældet. --

Inger gaar og steller istand Nisten, da hun kommer ut igjen tigger Konen
om et Luetøi, om en Dott Uld, om en Gjeitostbete, alt har hun Bruk for.
Inger har ikke Tid, Isak og Børnene er paa Slaatmarken. Dokker skal bare
gaa, sier hun.

Konen slesker: Vi saa Buskapen din opi Marken, det var Dyr net akkurat
som alle Stjærner paa Himlen. -- Navnkundig! sa Manden ogsaa. Du skulde
ikke ha et Par gamle Komager?

Inger lukker Døren til Huset og gaar tilbake til sit Arbeide i Lien. Da
ropte Manden noget som hun lot som hun ikke hørte og bare gik videre,
men hun hørte det godt: Er det saa at du kjøper Harer?

Det var ikke til at misforstaa. Lappen spurte kanske i god Tro, nogen
hadde indbildt ham det, han spurte kanske i ond; men Inger hadde ialfald
faat et Bud. Skjæbnen varslet ....

Dagene gik. Nybyggerne var sunde Mennesker, det som komme skulde fik
komme, de gjorde sit Arbeide og ventet. De levet tæt hos hverandre som
Dyr i Skogen, de sov og spiste, det lidde saa langt at de alt hadde
prøvet den nye Poteten og den var stor og melrik. Støtet -- hvorfor kom
ikke Støtet? Nu var det sist i August, snart kom September, skulde de
spares Vinteren over? De levet stadig paa Vakt, hver Kvæld krøp de
sammen i Hiet lykkelige over at Dagen var gaat uten at noget hadde
hændt. Slik gik Tiden til Oktober da Lensmanden kom med en Mand og en
Væske. Loven skred indad Døren.

Efterforskningen tok sin Tid, Inger blev forhørt i Enrum, hun nægtet
intet, Graven i Skogen blev aapnet og tømt, Liket blev sendt til
Undersøkelse. Og det lille Lik, det var pyntet i Eleseus sin Daapskjole
og hadde Luen med Perlerne paa.

Isak blev likesom igjen vakt til Mæle: Jaja nu er det saa galt for os
som det kan bli, sa han. Jeg sier endda mit samme at du skulde ikke ha
gjort det. -- Nei, svarte Inger. -- Hvorledes bar du dig ad? -- Inger
svarte ikke. -- Og at du bent kunde faa det over dit Sind! -- Hun var
likeens skapt som jeg. Saa snudde jeg hende rundt paa Ansigtet. -- Isak
rystet paa Hodet. -- Og saa blev hun død, fortsatte Inger og begyndte at
storgraate. -- Isak tidde en Stund: Jaja nu er det forsent at graate, sa
han. -- Hun hadde brunt Haar i Nakken, hulket Inger.

Dermed endte det igjen.

Og atter gik Dagene. Inger blev ikke sat fast, Øvrigheten brukte Mildhet
mot hende, Lensmand Heyerdahl spurte hende ut som han vilde ha spurt et
andet Menneske ut og sa bare: Det er sørgelig at slikt skal hænde! Da
Inger spurte hvem som hadde mældt hende svarte Lensmanden at det var
ingen, det var mange, han hadde faat Nys om Saken fra forskjellige
Kanter. Hadde hun ikke selv delvis røbet sig til nogen Lapper? -- Inger:
Jo hun hadde fortalt nogen Lapper om han Os-Anders som kom til hende med
en Hare midt paa Sommeren og gjorde Barnet under hendes Hjærte
haremyndt. Og hadde ikke Oline sendt Haren? -- Det visste ikke
Lensmanden. Men korsom var saa vilde han ikke engang føre ind i sin
Protokol slik Uvidenhet og Overtro. -- Mor mi hun fik se en Hare da hun
gik med mig, sa Inger......

Løen var færdig, det blev et rummelig Hus med Høistaal paa begge Sider
og Træskegulv i Midten. Skjaaen og de andre midlertidige Steder blev nu
rømmet og Høiet bragt ind i Løen, Kornet blev skaaret, tørket paa Staur
og indkjørt, Inger tok Gulrot og Næpe op. Alt var i Hus. Nu kunde alt ha
været saa godt, det var Velstand paa Nybygget, Isak brøt atter Nyland
til Tælen kom og gjorde Kornakeren stor, og det var Jordbryter han var;
men i November sa Inger: Nu kunde hun ha været Halvaaret og ha kjendt os
alle! -- Det er ingen Raad med det nu, sa Isak.

Om Vinteren træsket Isak Kornet paa det nye Løegulv og Inger var med
lange Stunder og brukte Tusten saa godt som han, mens Børnene lekte opi
Høistaalene. Det blev stort og lubbent Korn. Ut paa Nyaaret blev det
fint Slædeføre og Isak begyndte at kjøre Favnveden til Bygden, han hadde
faste Kjøpere nu og fik sin sommertørkede Ved godt betalt. En Dag saa
blev han enig med Inger om at ta den staute Oksekalven som var unda
Guldhorn og kjøre den ned til Madam Geissler tillikemed en Gjeitost.
Madamen blev henrykt og spurte bare hvad det kostet. -- Ingenting,
svarte Isak, Lensmanden har betalt det før. -- Gud velsigne ham, har han
det! sa Madam Geissler og blev rørt. Hun sendte med til Eleseus og
Sivert baade Billedbøker og Kaker og Leker. Da Isak kom hjem og Inger
saa Sakerne vendte hun sig bort og graat. -- Hvad det er? spurte Isak.
-- Inger svarte: Det er ikke noget. Retnu saa hadde hun været aarsgammel
og kunde ha skjønt alt dette! -- Jaja, men du vet jo hvorledes at hun
var, sa Isak for at trøste hende. Og desforuten saa kan det hænde at det
ikke gaar saa galt. Jeg har faat spurt op hvor han Geissler holder til.
-- Inger lyttet: Ja kan han hjælpe os? -- Det vet jeg ikke. --

Saa kjørte Isak Kornet til Kværnen og fik det malet og kom hjem igjen
med Mel. Saa begyndte han i Skogen igjen og hugget næste Aars Favnved.
Hans Liv gik fra ett Arbeide til et andet efter Aarstiderne, fra Jorden
til Skogen og fra Skogen til Jorden igjen. Isak hadde nu arbeidet i seks
Aar paa Nybygget og Inger i fem, alt kunde ha været godt hvis det hadde
varet. Det varte ikke. Inger hun slog Væven og røktet sine Dyr, hun sang
ogsaa flittig Salmer, men Herregud for Sang, hun var en Klokke uten
Kolv.

Saasnart det blev fremkommelig i Marken blev hun hentet ned i Bygden til
Forhør. Isak maatte være igjen hjemme. Mens han gik her alene foresatte
han sig at gjøre Turen over til Sverige og opsøke Geissler, den snille
Lensmand vilde kanske endda engang vise sin Venlighet mot Folkene paa
Sellanraa. Men da Inger kom tilbake hadde hun alt spurt sig for og faat
litt Rede paa Dommen: egentlig var det Livsstraf, Paragraf 1, men. Se,
hun hadde reist sig her midt i Rettens Helligdom og bare tilstaat; de to
Bygdens Vidner hadde set medlidende paa hende og Sorenskriveren hadde
spurt hende pent ut; men hun blev allikevel den underlegne blandt Lovens
lyse Hoder. De høie Herrer Jurister er saa flinke, de kan Paragrafer, de
har lært dem utenad og husker dem, saa lyse Hoder er de. Og de er heller
ikke uten privat Forstand, ikke engang uten Hjærte. Inger kunde ikke
klage paa Retten: hun nævnte ikke Haren, men da hun under Taarer
bekjendte at hun ikke hadde villet sit vanskapte Barn saa ondt som at
late det leve, saa nikket Sorenskriveren sagte og alvorlig. Men, sa han,
du er jo selv haremyndt og har faat det bra i Livet? -- Ja Gudskelov!
svarte Inger bare. Og hun fik intet sagt om sin Barndoms og Ungdoms
dulgte Lidelser.

Men Sorenskriveren maatte vel allikevel ha skjønt et og andet, han var
selv med Klumpfot og hadde aldrig kunnet danse. Dommen -- nei det vet
jeg ikke, sa han. Egentlig er det Livsstraf, men. Og jeg vet ikke om vi
faar det ned i Graderne, anden Grad eller tredje Grad, 15 til 12 Aar, 12
til 9 Aar. Det sitter nogen Mænd og humaniserer Straffeloven, de blir
ikke færdige. Men vi faar haape det bedste, sa han.

Inger kom tilbake i sløv Ro, det hadde været unødvendig at arrestere
hende. Et Par Maaneder gik, saa en Kvæld Isak kom hjem fra Fiskevandet
hadde Lensmanden og hans nye Stævnevidne været paa Sellanraa. Inger var
snil og glad til Isak og skrytte av ham skjønt han ikke hadde faat stort
Fisk.

Hvad det var jeg skulde sagt, har her været Fremmede? spurte han. --
Fremmede? Hvad du spør for? -- Jeg ser nye Fotefar her utenfor. De har
gaat i Støvler. -- Her har ikke været andre Fremmede end som Lensmanden
og en til. -- Naa. Hvad de vilde? -- Det skjønner du vel. -- Kom de
efter dig? -- Nei kom de efter mig! Det var bare Dommen. Og det skal jeg
si dig, Isak, Vorherre han var naadig, det blev ikke det som jeg frygtet
for. -- Naa, sa Isak spændt, saa blev det kanske ikke saa lang Tid? --
Nei bare nogen Aar. -- Hvormange Aar? -- Jaja du vil nok synes det er
mange Aar, men jeg takker Gud for Livet!

Inger nævnte ikke Tallet. Senere paa Kvælden spurte Isak hvad Tid de kom
efter hende, men det visste hun ikke eller vilde hun ikke opgi. Hun var
nu atter tankefuld av sig og talte om at hun forstod ikke hvorledes alt
skulde gaa, men de fik vel faa Oline hit, og Isak visste heller ingen
anden Raad. Hvor blev forresten Oline av? Hun kom ikke iaar som hun
pleiet. Var det hendes Mening at bli borte for godt efter at hun hadde
stelt alt avlage for dem? De gjorde Onnen, men Oline kom ikke. Skulde
hun kanske hentes! Hun kom nok rækende, Istret, Udyret.

Endelig en Dag saa kom hun. Maken til Menneske, det var som om intet var
foregaat mellem hende og Ægteparret, hun bandt endog paa et Par randede
Hoser til Eleseus, sa hun. -- Jeg skulde nu se hvorledes at dokker hadde
det paa denne Siden av Fjældet, sa hun. -- Det viste sig at hun hadde
sine Klær og Ting liggende igjen i en Sæk i Skogen og var forberedt paa
at være.

Om Kvælden tok Inger sin Mand avsides og sa: Var det saa at du vilde
prøve at finde han Geissler? Nu er det mellem Onnerne. -- Ja, svarte
Isak, efterdi at Oline er her saa gaar jeg imorgen tidlig. -- Inger var
taknemmelig herfor. Og du skal ta med dig alle Skillingerne som at du
eier og har, sa hun. -- Naa, kan ikke du gjemme dem? -- Nei.

Inger gjorde stor Niste istand straks og Isak vaknet alt om Natten og
stelte sig færdig. Inger fulgte ham ut paa Dørhellen og graat ikke og
klaget ikke, men hun sa: Det er nu saa at de kan komme efter mig hvad
Dag somhelst. -- Vet du noget? -- Nei vet jeg noget! Og det blir nu vel
ikke for som først, men. Dersom at du nu bare fandt han Geissler og fik
en og anden god Raad!

Hvad skulde Geissler kunne gjøre nu? Intet. Men Isak gik.

Men jo, Inger hadde vel visst noget, hun hadde kanske ogsaa sørget for
at faa Bud paa Oline. Da Isak kom hjem fra Sverige var Inger blit
hentet. Oline var igjen hos de to Børn.

Det var et tungt Budskap for Isak at bli møtt med og han spurte med høi
Røst: Er hun reist? -- Ja, svarte Oline. -- Hvad Dag var det? -- Dagen
efter at du fôr. -- Isak skjønte nu at Inger atter hadde villet ha ham
bort og være alene med Avgjørelsen, derfor hadde hun ogsaa bedt ham om
at ta med alle Pengene. Aa, Inger selv kunde gjærne ha hat nogen smaa
Skillinger til den store Reise!

Men nu var det saa at Smaagutterne de blev straks optat av den lille
gule Grisungen som Isak hadde med hjem. Det var nu forresten ogsaa det
eneste han hadde med sig: hans Adresse paa Geissler var blit forældet,
Geissler var ikke længer i Sverige, men var vendt tilbake til Norge, han
var i Trondhjem. Men Grisungen hadde Isak baaret paa Armen fra Sverige
og git den Mælk av en Flaske og sovet med den paa Brystet paa Fjældet;
han hadde villet glæde Inger med den, nu lekte Eleseus og Sivert med den
og hadde stor Spas. Dette adspredte Isak litt. Dertil kom at Oline kunde
hilse fra Lensmanden at nu hadde Staten endelig indgaat paa Salget av
Sellanraa, og Isak skulde bare komme ned paa Lensmandens Kontor og
betale. Dette var en god Tidende og rykket Isak bort fra hans værste
Nedtrykthet. Skjønt han alt var træt og utgaat tog han ny Niste i Sækken
og gav sig avgaarde til Bygden straks. Han hadde vel et lite Haap om at
række Inger endda.

Det glapp, Inger var reist paa 8 Aar. Isak blev tom og mørk og hørte
bare et og andet Ord av det Lensmanden sa: At det var bedrøvelig at
slikt skulde ske. Han haapet at det blev Inger en Lærepenge, saa hun
omvendte sig og blev et bedre Menneske og ikke dræpte sine Børn!

Lensmand Heyerdahl var blit gift ifjor. Hans Kone vilde ikke være Mor og
skulde ingen Børn ha, Tak. Hun hadde heller ingen.

Endelig kan jeg avslutte Saken Sellanraa, sa Lensmanden. Det kongelige
Departement har gaat ind paa Salget nogenlunde efter mit Forslag. --
Naa, sa Isak. -- Det har tat Tid, men jeg har den Tilfredsstillelse at
mit Arbeide ikke har været forgjæves. Det som jeg skrev er gaat igjennem
næsten til Punkt og Prikke. -- Til Punkt og Prikke, sa Isak og nikket.
-- Her er Skjøtet. Du kan faa det tinglæst paa første Ting. -- Ja,
nikket Isak. Hvad har jeg at betale? -- Ti Daler aarlig. Ja her har
Departementet gjort en liten Forandring: ti istedetfor fem Daler Aaret.
Jeg vet ikke hvorledes du tar det? -- Dersom at jeg bare klarer det, sa
Isak. -- Og i ti Aar. -- Isak saa forskræmt op. -- Ja Departementet vil
ikke paa anden Maate, sa Lensmanden. Og det er heller ingen Betaling for
saa stor Eiendom, dyrket og opbygget som den nu staar der.

Isak hadde de ti Daler for iaar, han hadde faat dem for Favnved og for
Gjeitosten som Inger hadde sparet ihop. Han betalte. Saa hadde han litt
til Rest.

Det er virkelig et Held for dig at ikke Departementet har faat Nys om
din Kones Adfærd, sa Lensmanden. Ellers vilde det kanske ha faat en
anden Kjøper. -- Naa, sa Isak og spurte: Og saa er hun nu reist for godt
paa 8 Aar? -- Ja det kan ikke omgjøres, Retfærdigheten maatte ha sin
Gang. Hendes Dom er forresten mildere end mild. Nu er det ett for dig at
gjøre: du maa hugge op klart Skjel mellem dig og Staten. Hug Rub og
Stub, i ret Linje efter de Mærker jeg har utpekt og ført ind i min
Protokol. Veden blir din. Jeg skal komme og se paa det senere.

Isak vandret hjem.




VIII


Aarene gaar fort? Ja for den som ældet er.

Isak hadde ikke Alderen og Avkræftelsen, for ham blev Aarene lange. Han
arbeidet paa sin Gaard og lot sit Jærnskjæg vokse som det vilde.

Nu og da avbrøtes Ensformigheten i Ødemarken ved en Lap som gik forbi
eller en Hændelse med et eller andet Dyr i Buskapen, saa blev alt som
før igjen. Engang saa kom mange Karer gaaende, de hvilte paa Sellanraa
og spiste og fik Mælk, de spurte Isak og Oline ut om Stien over Fjældet,
de skulde gaa op Telegraflinje, sa de. En anden Gang saa kom Geissler --
ingen mindre end Geissler. Han kom sandelig fri og frels spaserende op
fra Bygden og hadde med sig to Mand med Mineredskaper og Hakke og Spade.

Den Geissler! Han var den samme som før, uforandret, han hilste Goddag,
talte med Børnene, gik ind i Stuen og kom ut igjen, saa Jordet over,
aapnet Dører til Fjøs og Høihus og kikket ind. Utmærket! sa han. Isak,
har du de Smaastenene endda? -- Smaastenene? spurte Isak. -- De smaa
tunge Stenene som Gutten din lekte med da jeg var her engang?

Stenene de var kommet ut i Skjaaen og laa som Vægt paa hver sin
Musefælde og nu blev de hentet frem. Lensmanden og de to Mænd undersøkte
dem og talte om dem, slog litt paa dem, veiet dem i Haanden. Blaakobber!
sa de. -- Kan du være med opi Fjældet og vise os hvor du har fundet dem?
sa Lensmanden.

Det bar tilfjælds med allesammen og det var ikke langt til Findestedet,
men de vandret allikevel i Fjældet et Par Dager og søkte efter
Metalaarer og skøt Skud. De kom ned til Gaarden med to Poser tunge av
Smaasten.

Isak hadde nu faat talt med Geissler om hele sin Stilling, om
Gaardkjøpet som var blit paa et Hundrede Daler i Stedet for femti. -- Ja
det spiller ingen Rolle, sa Geissler letvindt. Du har kanske Værdier for
Tusener her opi Fjældet dit. -- Naa, sa Isak. -- Men du skal faa
tinglæst Skjøtet saa fort som Raad er. -- Ja. -- Saa ikke Staten
begynder at krangle med dig, forstaar du. -- Isak forstod. Men det
værste er med ho Inger, sa han. -- Ja, sa Geissler og grundet usædvanlig
længe for ham at være. Saken kunde kanske optakes igjen. Naar alt kom
for en Dag vilde hun vel faa litt Nedsættelse i Straffen. Men vi kunde
kanske søke om Benaadning og opnaa omtrent det samme med det. -- Naa,
mener Dokker det. -- Men Benaadning kan vi ikke søke om endda. Det maa
gaa nogen Tid. Hvad jeg skulde sagt: Du har været hos min Familje baade
med Slagt og Gjeitost, hvad skylder jeg? -- Nei Lensmanden har betalt
saa meget før. -- Jeg? -- Og været os saa meget til Hjælp. -- Nei, sa
Geissler kort og la op nogen Dalersedler. Tak det der! sa han.

Det var Mand som ikke vilde ha noget gratis, og Penger lot det til at
ligge nok av igjen i Lommeboken, saa tyk var den. Gud vet om det
virkelig var saa rikt med ham.

Men hun skriver at hun har det bra, sa Isak som bare tænkte paa sit. --
Naa, din Kone? -- Ja. Og siden at hun fik den lille Piken -- hun har
faat en stor og velskapt Pike. -- Det er utmærket! -- Ja og siden saa
hjælper de hende allesammen og er snille, sier hun.

Geissler sa: Nu sender jeg disse Smaastenene til nogen Bergkyndige og
faar vite hvad som bor i dem. Er det ordentlig med Kobber saa faar du
mange Penger. -- Naa, sa Isak. Og hvad Tid tror Dokker at vi kan søke om
Benaadning? -- Om nogen Tid. Jeg skal skrive for dig. Jeg kommer igjen
senere. Hvad var det du sa, har din Kone alt faat et Barn siden hun
reiste? -- Ja. -- Saa har de transporteret hende frugtsommelig herfra.
Det hadde de ikke Lov til. -- Naa. -- Det er en Grund mere til at slippe
hende ut om en Tid. -- Det maatte ha været saa vel! sa Isak taknemmelig.

Isak kjendte ikke til at Myndigheterne alt hadde maattet forfatte mange
og lange Skrivelser frem og tilbake om den frugtsommelige Kone. De hadde
i sin Tid undlatt at arrestere hende paa Hjemstedet av to Grunde: de
manglet Arresthus til hende i Bygden og de vilde være milde. Følgen blev
uberegnelig. Senere da Inger skulde hentes hadde ingen spurt om hendes
Tilstand og hun selv hadde intet sagt. Kanske hadde hun ogsaa tiet med
Vilje for at ha et Barn i sin Nærhet i de onde Aar: naar hun opførte sig
godt vilde hun vel faa se det nu og da. Kanske hadde hun bare været sløv
og gaat likegyldig med paa at bli leidd hjemmefra trods sin Tilstand
....

Isak arbeidet og strævet, han grøftet og brøt paa sin Indmark, han
hugget Skjel mellem sig og Staten, Veden blev atter et Aars Favnved. Men
da han ikke længer hadde Inger at gjøre sig grom for saa slet han mere
av Vane end av Velbehag. Der hadde han nu ogsaa ved to Ting forsømt at
faa Skjøtet tinglæst fordi det ikke laa ham paa Hjærte, endelig nu i
Høst hadde han hat Tiltak til at faa det gjort. Det var ikke som det
skulde være med ham. Taalsom og sindig -- javisst var han det, men han
var taalsom og sindig fordi han hadde faat Helde paa. Han fandt frem
Skind fordi det skulde gjøres, Gjeitskind, Kalvskind, han la dem i Elven
og røitte dem, la dem i Bark, gjorde dem færdige til Fottøi. Han tok av
om Vinteren, allerede ved første Træsking tok han av, sit Saakorn for
næste Vaar for at ha det gjort, det var bedst at ha det gjort, han var
Ordensmand. Men det var blit graat og ensomt for ham, aaja Herregud,
ugift Mand igjen og alt ihop.

Hvad Glæde var det for ham nu at sitte om Søndagen i sin Stue, vasket og
i pen rød Skjorte, naar han ikke hadde nogen at være pen for mere!
Søndagene var de længste av alle Dager, de fordømte ham til Lediggang og
traurige Tanker, han maatte bare drive om paa Jordet og se paa alt som
skulde været gjort. Hver Gang hadde han Smaagutterne med, altid en av
dem paa Armen. Det var trøisomt at høre paa deres Prat og svare paa
deres Spørsmaal.

Gamle Oline hadde han fordi han ikke hadde nogen anden. Oline var i
Grunden slet ikke saa gal at ha, hun kardet og spandt og bandt Hoser og
Votter og ystet Gjeitost hun ogsaa; men hun hadde ingen lykkelig Haand
og hun arbeidet uten Kjærlighet, intet av det hun tok sine Hænder i
tilhørte hende. Der hadde nu Isak engang i Ingers Tid kjøpt en saare pen
Daase hos Handelsmanden, den hadde Plass paa Hylden, var av Krus og
hadde et Hundehode paa Loket, egentlig var det vel et Slags
Røktobaksdaase, Oline tok Loket av og slap det i Gulvet. Inger hadde
efterlatt sig nogen Avlæggere av Fuchsia i en Kasse, de stod under Glas,
Oline tok Glassene av og trykket dem haardt og ondt paa igjen -- Dagen
efter var alle Avlæggerne døde. Det har vel ikke været saa let for Isak
at se paa dette, han satte kanske op en Mine, og da det ikke var noget
bløtt eller svaneagtig ved ham saa var det kanske en farlig Mine. Oline
var seig og melet, hun mukket: Kunde jeg for det! -- Ja, sa Isak, det
vet jeg ikke, men du kunde ha latt det være. -- Jeg skal ikke røre
Blomsterne hendes mere, sa Oline da. Men nu var de døde.

Og hvad kom Lapperne saa ofte indom Sellanraa for nu mere end før?
Os-Anders, hvad Ærend hadde han her, kunde han ikke bare gaa forbi? Han
kom to Ganger over Fjældet paa en Sommer og Os-Anders hadde jo ingen Ren
at se til, men levet av at tigge og være hos andre Lapper. Naar han kom
til Nybygget slap Oline alt sit Arbeide og begyndte at sladre med ham om
Folk fra Bygden, naar han gik igjen hadde han Sækken tung av mangt og
meget. Isak tidde sindig i to Aar.

Saa skulde Oline ha nye Sko igjen og da tidde han ikke længer. Det var
om Høsten og Oline slet Sko hver Dag i Stedet for at gaa i Komager eller
Trætøfler. Isak sa: Det er fint Veir om Dagen. Hm! -- Slik begyndte han.
-- Ja, sa Oline. -- Var det ikke saa, Eleseus, at du fik det til ti
Gjeitoster paa Hylden imorges? spurte Isak. -- Jo, svarte Eleseus. -- Nu
er det ikke mere end som ni. --

Eleseus talte over igjen og husket sig om i sit lille Hode og sa: Ja og
saa den som at han Os-Anders fik. Saa blir det ti.

Taushet rundt i Stuen. Lille Sivert skulde jo ogsaa tælle og gjentok
Brorns Ord: Saa blir det ti.

Taushet rundt igjen. Da maatte Oline endelig forklare sig: Ja han fik en
ørliten Ost, jeg trodde ikke det skulde gjøre noget. Men Børnene er ikke
store før at de viser hvad som bor i dem. Og at jeg kan skjønne eller
utregne hvem det er de slægter paa! For det er nu ikke paa dig, Isak,
det vet jeg.

En Hentydning som Isak maatte avvise: Børnene er bra nok. Men kan du si
mig hvad det er for Velgjærninger han Os-Anders har gjort mig og mine?
-- Velgjærninger? sier Oline. -- Ja? -- Han Os-Anders? sier hun. -- Ja?
Siden at jeg skylder ham Gjeitoster? -- Oline har faat Tid paa sig og
gir følgende Svar: Nei Gud bevare mig for dig, Isak! Er det jeg som har
begyndt med han Os-Anders? Dersom at jeg saa meget som tok han paa
Tungen saa lat mig aldrig komme levende av Flækken!

Brillant. Isak maa gi sig som saa mangen Gang før.

Oline gav sig ikke: Og er det saa at jeg skal gaa snoft barfotet her
imot Vinteren og ikke eie det Gud har skapt til Sko paa Føtterne saa
skal du late mig vite det. Jeg ordet om Sko for baade tre og fire Uker
siden, men jeg ser ikke Tegn til dem, og her gaar jeg som jeg gik. --
Isak spurte: Hvad det er som mankerer Trætøflerne dine siden du ikke
bruker dem? -- Hvad som mankerer dem? spør Oline overrumplet. -- Ja det
maa jeg spørre om? -- Trætøflerne? -- Ja? -- Du nævner ikke at jeg
karder og spinder og steller Dyrene og holder Børnene flidd, det nævner
du ikke. Og korsom er saa gik vel heller ikke Konen din som er paa Straf
-- hun gik vel heller ikke barfotet i Sneen. -- Nei hun gik i Trætøfler,
sa Isak. Og naar at hun skulde til Kirke eller til ordentlig Folk saa
gik hun i Komager, sa han. -- Jaja, svarte Oline, hun var nu saa meget
grommere! -- Ja det var hun. Og naar at hun gik i Komagerne om Sommeren
saa hadde hun bare klinke klare Senegræs i dem. Men du -- du bruker
Hoser i Skoene hele Aaret rundt.

Oline sa: Hvad som det angaar saa faar jeg vel Trætøflerne utslitt. Jeg
trodde ikke det hastet med at slite ut ens Ærend saa gode Trætøfler. --
Hun talte sagte og melet, men hun halvlukket Øinene og var god og
snedig: Ho Inger, sa hun, Byttingen som vi kaldte hende, hun gik nu
blandt mine Børn og lærte baade det ene og det andre i alle de Aar. Nu
har vi Takken. Naar Datter min i Bergen gaar med Hat saa er det kanske
det ho Inger gjør sørover ogsaa, at hun er reist til Trondhjem for at
kjøpe sig en Hat, hehe.

Isak steg op og vilde gaa ut. Men nu hadde Oline aapnet for sit Hjærte,
for sin Skat av Sorthet, ja hun utstraalet Mørke og tilstod at ingen av
hendes Døtre var oprevet i Ansigtet som et ildsprutende Rovdyr, kan jeg
gjærne si, men derfor fik de nu være bra nok. Det var ikke alle som
kunde ha Haandlag til at dræpe Børn. -- Nu varer du dig! ropte Isak, og
for at gjøre sig soleklart forstaat la han til: Dit Fans Kvindfolk!

Men Oline varet sig ikke, nei hehe! sa Oline og saa til Himmels og
antydet at det i Grunden var et Misbruk av Haremyndthet at gaa med det
slik som visse Folk. Det kunde nu være Maate paa!

Isak var vel glad til at han endelig slap ut av Huset. Og hvad andet
hadde han at gjøre end at skaffe Oline Sko? En Jordbryter i Skogen, han
var ikke engang litt Gudernes Like og kunde lægge Armene over Kors og si
til sit Tyende: Gaa! En Husholderske saa uundværlig, hun var i Sikkerhet
hvad hun saa sa og gjorde.

Nætterne er kjølige og med Fuldmaane, Myrene stivner til saa de til Nød
bærer en Mand, om Dagen tiner Solen dem op igjen og gjør dem
ufremkommelige. Isak gaar til Bygden en kjølig Nat forat bestille Sko
til Oline. Han har med sig to Gjeitoster til Madam Geissler.

Midtveis til Bygden har nu den næste Nybygger nedsat sig. Han var vel en
Mand med Middel siden han hadde hat Bygningsfolk fra Bygden til at tømre
Hus for sig og dertil Leiehjælp til at pløie op en Lapp Sandmyr til
Potet; han gjorde lite eller intet selv. Manden var Brede Olsen,
Lensmandskar og Stævnevidne, en Mand at ta til naar Doktoren skulde
hentes eller naar Præstefruen skulde ha slagtet sin Gris. Han var endnu
ikke tredive Aar, men hadde fire Børn at forsørge, omfremt Konen som
ogsaa var Barn godt nok. Aa Bredes Middel var vel ikke saa stor, det
kastet ikke ordenlig av sig at være Pot og Pande og fare omkring paa
Panting; nu vilde han prøve Jordbruk. Han hadde laant i Banken til sit
Hus i Marken. Hans Sted hette Breidablik, det var Lensmand Heyerdahls
Frue som hadde git ham dette herlige Navn til Stedet.

Isak haster forbi Nybygget og gir sig ikke Tid til at gaa indom, men det
er alt fuldt av Børn i Glasvinduet saa tidlig paa Morgningen det er.
Isak skynder sig fordi han agter at komme tilbake saa langt som hit paa
næste Natføre. Det er meget en Mand i Ødemarken skal tænke ut og faa til
at høve paa bedste Maate. Han har det ikke netop saa overhændig travlt
med Arbeide just nu, men han har Hugsott for Smaagutterne som er igjen
hjemme hos Oline.

Mens han nu gaar mindes han sin første Vandring her. Tiden er lakket, de
to siste Aarene har været lange; meget har været godt paa Sellanraa og
noget har været ondt, aaja Herregud! Nu var det altsaa blit en ny
Rydning i Marken, Isak kjendte sig godt igjen her, det var et av de
venlige Steder som han selv hadde undersøkt paa sin Vandring, men derpaa
gaat forbi. Her var nærmere Bygden, javel, men Skogen var ikke saa god;
her var Flate, men Myr; Jorden var let at bryte, men vanskelig at
grøfte. Den gode Brede hadde nok ikke Aker om han snudde Myr! Og hvad
var Meningen, vilde ikke Brede sætte op et Skur i Enden av Høihuset til
Redskaper og Kjøredoninger? Isak la Mærke til at en Kjærre stod midt ute
paa Gaarden, under aapen Himmel.

Han utretter sit Ærend hos Skomakeren, og Madam Geissler hun er nu reist
herfra, saa han sælger sine Gjeitoster til Handelsmanden. Saa gaar han
hjemover om Kvælden. Det fryser mere og mere paa saa det er let at gaa,
men Isaks Gang er tung. Gud vet hvad Tid Geissler nu kom igjen siden
Konen var reist, kanske kom han aldrig igjen. Inger var borte, Tiden
gik.

Han gaar ikke indom Bredes nu paa Tilbakeveien heller, nei han gjør en
Bue utenom Breidablik og kommer sig forbi. Han vil ikke tale med Folk,
han vil bare gaa. Endda staar Kjærren til Brede der, skal tro om den
blir staaende? tænker han. Naa, enhver har sit! Nu har jo han selv --
Isak selv -- baade Kjærre og Skur til den, men han er ikke derfor bedre
faren: hans Hjem er bare halvt, det var engang helt, nu er det halvt.

Da han høit paa Dag er kommet saa langt frem at han ser sit Hjem borti
Lien lysner hans Sind skjønt han er træt og utgaat efter et Par Døgns
Vandring: Husene staar, Røk stiger op fra Takpipen, begge Smaagutterne
er ute, saasnart de ser ham kommer de imot ham. Han gaar ind, i Stuen
sitter to Lapper, Oline reiser sig overrasket op fra Krakken og sier:
Hvad -- er du alt der! Hun koker Kaffe paa Komfyren. Kaffe? Kaffe!

Isak har nok mærket det før: naar Os-Anders eller andre Lapper har været
her saa koker Oline Kaffe i Ingers lille Kjel i lang Tid bakefter. Hun
gjør det naar Isak er i Skogen eller paa Marken, og naar han kommer
uforvarende paa hende og ser det saa tier han. Men han vet at han er
blit en Gjeitost eller en Dott Uld fattigere for hver Gang. Derfor er
det bra gjort av Isak at han ikke tar Oline mellem Fingrene og klemmer
hende istykker for hendes Nederdrægtighet. I det hele tat prøver
sandelig Isak at bli et bedre og bedre Menneske, hvad han nu mener med
det, enten han gjør det for Husfredens Skyld eller han haaper at Gud
snarere vil gi ham Inger igjen derved. Han har Hang til Grublisering og
Overtro, selv den Bondefulhet han har er troskyldig. Her først paa
Høsten viste det sig at Torvtaket paa hans Stald begyndte at sige ned
paa Hesten, da tygget Isak et Par Ganger i sit Jærnskjæg, men derpaa
smilte han som en Mand som forstod en Spøk og stivet Taket op igjen med
Spærrer. Ikke et ondt Ord undslap ham. Et andet Træk: Skjaaen som han
hadde alt sit Matforraad i var reist paa bare høie Stenføtter paa
Noverne. Nu kom det Smaafugl ind i Skjaaen gjennem de store Gap i Muren
og flakset rundt derinde og fandt ikke ut igjen. Oline klaget over at
Titingen hakket i Matvarerne og labbet paa Spekekjøtet og gjorde det som
værre var paa det. Isak sa: Det er nu galt at Smaafuglene skal komme ind
og ikke finde Veien ut igjen! Og midt i en travl Tid brøt han Sten og la
Gapene i Muren igjen.

Gud vet hvad han mente med det, om han haapet at faa Inger igjen med det
første naar han opførte sig saa godt.




IX


Aarene gaar.

Det kom atter en Ingeniør med Formand og to Arbeidskarer til Sellanraa
og de skulde atter gaa op Telegraflinje over Fjældet. Som de nu skred
frem vilde Linjen bli liggende litt ovenfor Husene, en ben Vei vilde bli
hugget i Skogen, det skadet ikke, det gjorde Stedet mindre øde, Verden
slap ind og lyste.

Ingeniøren sa: Dette Stedet blir nu Midtpunktet mellem to Dalfører, du
vil kanske bli tilbydd Opsynet med Linjen til begge Kanter. -- Naa, sa
Isak. -- Du vil faa en fem og tyve Daler om Aaret. -- Naa, sa Isak, men
hvad har jeg at gjøre for det? -- Holde Ledningen istand, reparere
Traaden naar den slites av, rydde bort Busker som vokser op i Linjen. Du
faar en liten pen Maskine paa Væggen som viser dig naar du skal ut. Og
da maa du kaste alt du har i Hænderne og gaa.

Isak tænkte paa det: Jeg kunde paata mig Arbeidet om Vinteren, sa han.
-- Hele Aaret, sa Ingeniøren, hele Aaret naturligvis, Sommer som Vinter.
-- Isak erklærte: Vaar og Sommer og Høst har jeg Jordarbeide og faar
ikke Tid til andet.

Da maatte Ingeniøren se paa ham en god Stund før han gjorde følgende
forbausede Spørsmaal: Kan du tjene mere med det? -- Tjene? sa Isak. --
Om du tjener mere paa Jordarbeide de Dagene du kunde være paa
Linjeopsyn? -- Ja det vet jeg ikke, svarte Isak. Det er nu saa at det er
Jorden jeg er her for. Jeg har mange Mennesker og endda flere Dyr at
holde Liv i. Vi lever av Jorden. -- Jaja, jeg kan by Posten til en
anden, sa Ingeniøren.

Denne Trusel syntes sandelig bare at lette Isak og han vilde vel nødig
gjøre den høie Herre imot, han forklarte sig: Det er nu saa at jeg har
Hest og fem Kjyr omfremt Oksen. Saa har jeg tyve Sauer og seksten
Gjeiter. Dyrene de gir os Mat og Uld og Skind, de maa ha Foder. -- Ja
det er klart, sa Ingeniøren kort. -- Jaja. Og nu sier jeg ikke mere end
at hvorledes skulde jeg skaffe Foder til dem naar at jeg maatte bort i
Onnetider og gaa efter Telegrafen? -- Ingeniøren sa: Vi taler slet ikke
mere om det. Manden her nedenfor skal faa Opsynet, Brede Olsen, han tar
det nok gjærne. -- Ingeniøren vendte sig til sine Folk med et Par Ord:
Lat os komme videre, Gutter!

Nu skjønte vel Oline paa Tonen at Isak hadde været stiv og urimelig, det
maatte kunne komme hende tilgode: Hvad det var du sa, Isak: seksten
Gjeiter? Det er nu ikke mere end som femten, sa hun. -- Isak saa paa
hende. Og Oline saa paa ham igjen, midt i Ansigtet. -- Er det ikke
seksten Gjeiter? spurte han. -- Nei, sa hun og saa hjælpeløst paa de
Fremmede over hans Urimelighet. -- Naa, sa Isak sagte. Han fik fat i
noget av sit Skjæg med Tænderne og begyndte at bite i det.

Ingeniøren og hans Folk gik.

Hvis det nu hadde været Isak om at gjøre at vise sig misfornøiet til
Oline og kanske lemlæste hende saa hadde han godt Høve, aa et himmelsk
Høve, de var igjen alene i Stuen, Smaagutterne var fulgt efter de
Fremmede og var blit borte. Isak stod der midt paa Gulvet og Oline sat
ved Kokeovnen. Isak kremtet et Par Ganger for at late forstaa at han
ikke var langt fra at tale. Han tidde. Det var hans Sjælsstyrke. Hadde
han ikke Rede paa sine egne Gjeiter som paa sine ti Fingrer, var Konen
gal! Skulde nogen bli borte av Dyrene i Fjøset som han omgikkes
personlig og snakket daglig med, Gjeiterne som var seksten i Tal! Saa
hadde vel Oline borttusket den ene Gjeiten igaar da Konen paa Breidablik
var her og saa sig om. Hm! sa Isak og var paa yterste Nippet til at si
mere. Hvad hadde Oline gjort? Det var kanske ikke likefrem Mord, men det
var ikke langt unda. Han kunde tale i dødelig Alvor om den sekstende
Gjeiten.

I al Evighet kunde ikke Isak staa der paa Gulvet og tie. Han sa: Hm.
Naa, det er ikke mere end som femten Gjeiter nu? -- Nei, svarte Oline
mildt. Ja du kan nu selv tælle dem, jeg faar det ikke til mere end som
femten.

Nu, i dette Øieblik kunde han gjøre det: strække ut Hænderne og forandre
Oline betydelig av Figur bare med et godt Grep. Det kunde han. Han
gjorde det ikke, men han uttalte kjækt idet han gik til Døren: Jeg sier
ikke mere just nu! Dermed gik han ut som om det næste Gang ikke skulde
mangle paa ordentlige Ord fra hans Side.

Eleseus! ropte han.

Hvor var Eleseus, hvor var begge Børnene blit av? Farn hadde et
Spørsmaal til dem, de var store Gutter nu, de hadde Øinene med sig. Han
fandt dem under Løegulvet, de var krøpet inderst ind og var usynlige, de
forraadte sig ved en ængstelig Hvisken. Saa kom de frem som to Syndere.

Saken var at Eleseus hadde fundet en Stub Farveblyant efter Ingeniøren
og da han vilde løpe efter med den var de skrævende voksne Karer alt et
godt Stykke oppe i Skogen, Eleseus stanset. Den Tanke opstod i ham at
han kanske kunde beholde Blyanten -- tænk, om han kunde det! Han fik med
sig lille Sivert saa han ikke skulde være rent alene Mand om det og de
krøp begge to ind under Løegulvet med Byttet. Aa den Blyantstubben -- en
Mærkelighet i deres Liv, et Under! De fandt Spaaner og skrev dem ut med
Tegn, og Blyanten viste rødt med den ene Enden og blaat med den andre;
Gutterne skiftet til at bruke den. Da Farn kaldte saa nødvendig og høit
hvisket Eleseus: De Fremmede er vel kommet tilbake efter Blyanten!
Glæden var borte med ett, blev sopt ut av deres Sind, og deres smaa
Hjærter begyndte at slaa og regjere haardt. Brødrene krøp frem; Eleseus
holdt Blyanten frem i Armlængde ut imot Farn at her var den og de hadde
ikke gjort den istykker, men gid de aldrig hadde set den for sine
Øine. --

De saa ingen Ingeniør. Deres Hjærter stilnet igjen, de følte en Guds
Lykke i sig efter Spændingen.

Det var en Kone her igaar, sa Farn. -- Ja? -- Konen her nedenfor. Saa
dokker da hun gik igjen? -- Ja? -- Hadde hun en Gjeit med sig? -- Nei,
sa Smaagutterne. En Gjeit? -- Hadde hun ikke en Gjeit med sig da hun gik
hjem igjen? -- Nei. Hvad for en Gjeit?

Isak grundet og grundet. Om Kvælden da Buskapen kom hjem fra Marken
talte han Gjeiterne først en Gang: det var seksten. Han talte dem engang
til, talte dem fem Ganger -- det var seksten Gjeiter. Ingen var borte.

Isak pustet lettet. Hvorledes var dette at forstaa? Oline, Kreaturet,
hadde vel ikke kunnet tælle til seksten. Han sa til hende i en ærgerlig
Tone: Hvad du farer og vaaser med, det er jo seksten Gjeiter? -- Er det
seksten Gjeiter? spurte hun uskyldig. -- Ja. -- Naa. Jaja. -- Jo du er
saa meget til Regnemester at. -- Oline svarte hertil stille og
forurettet: Naar at alle Gjeiterne er her saa har Gudskelov ikke ho
Oline ætt op nogen av dem. Det er jeg glad for paa hendes Vegne!

Hun forvildet ham med dette Puss og fik ham til at slaa sig til Ro. Han
talte ikke Buskapen mere, det faldt ham saaledes ikke ind at tælle
Sauerne. Naturligvis var ikke Oline saa værst, hun holdt et Slags Hus
for ham og stelte hans Dyr, hun var bare saa dum at hun skadet sig selv
og ikke ham. Lat hende gaa der og leve, hun var ikke mere værdt. Men det
var graat og glædesløst at være Isak i et slikt Liv.

Aarene var gaat. Nu var det grodd Græs paa Stuetaket, ja endog Løetaket
som var flere Aar yngre stod grønt. Skogens Indfødte Markmusen var for
længe siden kommet i Skjaaen. Det svirret av Meiser og anden Smaafugl
paa Nybygget, her var Orre opi Lien, ja her var kommet Skjur og Kraake.
Men det forunderligste skete siste Sommer at det kom Maase op fra
Kysten, kom mange Mil op fra Kysten og satte sig paa dette Jorde i
Ødemarken. Saa kjendt var Nybygget blit blandt al Skapningen! Og hvad
tror vi at Eleseus og lille Sivert fik for Tanker da de saa Maaserne? Aa
det var fremmede Fugler yterst langt ifra, det var ikke mange av dem,
men det var seks Stykker, hvite, akkurat ens, de gik tilfots paa Marken
fra og til, stundom bet de i Græsset. -- Far, hvad er de kommet hit for?
spurte Smaagutterne. -- Fordi de venter Uveir i Havet, svarte Farn. --
Aa det var dunkelt og rart med de Maaserne!

Og megen anden nyttig og god Lærdom gav Isak sine Børn. De var saa gamle
nu at de skulde ha været paa Skole, men Skolen laa mange Mil ned i
Bygden og var ikke at naa. Isak hadde selv lært Gutterne Abc om
Søndagene, men for nogen Slags høiere Undervisning laa heller ikke han,
laa heller ikke denne fødte Jordbryter nei; Katekisme og Bibelhistorie
hvilte derfor rolig paa Hylden hos Gjeitosten. Isak maatte mene at
boklig Uvidenhet var til en viss Grad Mennesket en Kraft, slik lot han
Børnene vokse op. De var begge to hans Glæde og Velsignelse, Isak maatte
ofte mindes da de var smaa og deres Mor hadde nægtet ham at løfte dem
fordi han hadde Kvae paa Hænderne. Ho, Kvae, det reneste i Livet! Tjære
og Gjeitmælk og for Eksempel Marv -- sundt og fortræffelig det ogsaa;
men Kvae, Furukvae -- ti stille!

Ja der gik da Børnene i et Paradis av Skitt og Vankundighet; men de var
pene Børn naar de en sjælden Gang fik vasket sig, og lille Sivert han
var likefrem en Kjærnekar, men Eleseus han var finere og dypere. -- Ja
men hvorledes kan Maaserne vite at det blir Uveir? spurte han. -- De er
veirsyke, sa Farn. Men desforuten saa er det ingen mere veirsyk end
Fluen, sa han, hvorledes det nu kan ha sig med hende, om at hun faar
Gigt eller blir svimmel eller ikke. Men slaa aldrig efter Fluen, for saa
blir hun bare værre, sa han. Husk paa det, Gutter! Klæggen han er av et
andet Slag, han dør selv. Bedst som det er saa kommer Klæggen en Dag om
Sommeren og bedst som det er saa er han like saa snoft borte igjen. --
Hvor blir han av? spurte Eleseus. -- Hvor han blir av? Fettet størkner i
han saa han blir liggende!

Hver Dag fremover mere Lærdom: Naar de hoppet ned fra høie Stener skulde
de holde Tungen godt ind i Munden og ikke faa den mellem Tænderne. Naar
de blev større og skulde ha god Lugt paa sig til Kirke skulde de gnide
sig med litt Reinfant som vokste opi Lien. Farn var fuld av Visdom. Han
lærte Børnene om Stener og om Flint, at den hvite Stenen var haardere
end som den graa; men da han fandt Flint maatte han ogsaa finde en Kote
som han kokte i Lut og gjorde Knusk av. Saa slog han Ild til dem. Han
lærte dem om Maanen at naar de kunde gripe ind i den med venstre Haand
saa var den voksende, og naar de kunde gripe ind i den med høire Haand
saa var den fældende -- husk paa det, Gutter! En sjælden Gang drev Isak
det for vidt og blev sælsom: engang kom han med en Uttalelse som gik ut
paa at det var vanskeligere for en Kamel at komme i Himlen end for et
Menneske at træ i et Naaløie. En anden Gang da han underviste om
Englenes Glans sa han at de hadde spikret Stjærner under Skohælene i
Stedet for Hæljærn. God og trohjærtig Lære som høvde til Nybygget,
Skolelæreren nede i Bygden vilde smile av den, Isaks Børn næret passe
stærkt sit Drømmeliv med den. De blev oplært og tildannet for deres egen
snævre Verden, hvad kunde være bedre? Om Høsten i Slagtingen var
Gutterne meget nysgjærrige og meget rædde og tunge av Sind for Dyrene
som skulde dø. Der maatte nu Isak holde med en Haand og stikke med den
andre, og Oline hun rørte i Blodet. Gammelbukken blev leidd frem, vis og
skjægget, Smaagutterne stod paa Hjørnet og kikket. -- Det er en
svinagtig kold Vind iaar, sa Eleseus og snudde sig bort og tørket
Øinene. Lille Sivert han graat mere ugenert og kunde ikke bare sig, men
ropte: Nei stakkars Gammelbukken! Da Bukken var stukket kom Isak frem
til sine Smaa og gav dem følgende Lære: Dokker skal aldrig staa og si
stakkars og ynke et Slagtoffer. For saa blir det bare seiglivet. Husk
paa det!

Slik var Aarene gaat, og nu begyndte det at bli Vaar engang til.

Inger hadde skrevet igjen at hun hadde det bra og lærte meget i
Anstalten. Hendes lille Pike var stor og hette Leopoldine efter den Dag
hun var født, den 15de November. Hun kunde alle Ting og hadde Geni for
Hækling og Søm, ja det var utmærket pent, det være sig paa Tøi eller
Stramei.

Det mærkelige ved dette siste Brev var at Inger selv hadde bokstaveret
og skrevet det. Isak var ikke likere Kar, han maatte faa Brevet læst hos
Handelsmanden nede i Bygden; men da han hadde faat det ind i sit Hode
sat det ogsaa der, han kom hjem og kunde det utenad.

Nu satte han sig med stor Høitidelighet ved Bordenden, bredte Brevet ut
og læste det for Smaagutterne. Oline kunde ogsaa gjærne se at han læste
flytende Skrift, men ellers henvendte han ikke et Ord til hende. Da han
var færdig sa han: Der kan dokker høre, Eleseus og Sivert, det er Mor
dokkers som selv har skrevet dette Brev og har lært saa meget av alt
Slag. Og den ørpitterlille Søster dokkers hun kan mere end som vi
allesammen. Husk paa det! -- Børnene sat og undret sig stille. -- Ja det
er gromt! sa Oline.

Hvad mente hun? Drog hun Ingers Sandfærdighet i Tvil? Eller hadde hun
Mistanke til Isaks Læsning? Det var ikke godt at utgrunde Olines sande
Mening naar hun sat med sit sagtmodige Ansigt og sa Tvetydigheter. Isak
besluttet ikke at ænse hende.

Og naar at nu Mor dokkers kommer hjem saa skal dokker ogsaa lære at
skrive, sa han til Smaagutterne.

Oline flyttet paa nogen Klær som hang til Tørk ved Ovnen, flyttet paa en
Gryte, flyttet paa Klærne igjen og gav sig i det hele tat noget at
gjøre. Hun tænkte hele Tiden. -- Naar at det blir saa gromt her i Skogen
saa kunde du ha kjøpt med dig en Mark Kaffe til Huset, sa hun til Isak.
-- _Kaffe?_ sa Isak. Det undslap ham. -- Oline svarte rolig tilbake: Til
denne Tid har jeg kjøpt ørlite av min egen Middel, men.

Kaffe som var en Drøm og et Æventyr for Isak, en Regnbue! Oline apet
naturligvis, han blev ikke sindt paa hende; men endelig kom den
sentænkte Mand til at huske paa Olines Tuskhandel med Lapperne og han sa
arg: Ja jeg skal kjøpe Kaffe til dig! Var det en Mark du nævnte? Du
skulde ha nævnt et Pund. Det skal saavisst ikke mankere! -- Du gjør ikke
at ape, Isak. Han Nils Bror min har Kaffe, her nede hos han Brede paa
Breidablik har de Kaffe. -- Ja for de har ikke Mælk, eier ikke Mælk. --
Hvad det nu kan være med det. Men du som vet saa meget og kan læse
Skrift net akkurat som en Simle hun rænder -- du vet vel at Kaffe det er
det i Hvermands Hus. -- Kreatur! sa Isak.

Da satte Oline sig ned paa Krakken og vilde ingenlunde tie: Og hvad som
angaar ho Inger, sa hun -- dersom at jeg tør nævne saa stort et Ord. --
Du kan si just det du vil. Jeg estimerer dig ikke. -- Hun kommer hjem og
har lært alt. Saa har hun vel Perler og Fjær paa Hatten? -- Ja det har
hun vel. -- Jaja, sa Oline, hun kan nu takke mig ørlite for al den
Storheten hun er kommen til. -- _Dig?_ spurte Isak. Det undslap ham. --
Oline svarte ydmyg: Eftersom at jeg var et ringe Redskap til at faa
hende bort.

Det kunde ikke Isak si noget til, alle hans Ord stoppet op, han sat og
stirret. Hørte han ret? Oline saa ut som om hun ikke hadde sagt nogen
Ting. Nei i en Ordstrid blev Isak borte.

Han drev ut og var mørk i Hu. Oline, dette Dyr som næret sig av Ondskap
og blev fet -- aa det var vel galt av ham at han ikke hadde slaat hende
ihjæl alt det første Aaret! tænkte han og brisket sig for sig selv. Det
skulde han ha været Kar for, tænkte han videre. Kar -- han? Ingen kunde
være frygteligere.

Og nu følger et løierlig Optrin: han gaar i Fjøset og tæller Gjeiterne.
De staar der med sine Kid og er fuldtallige. Han tæller Kjyrene, Grisen,
fjorten Høner, to Kalver. Der har jeg nær glemt Sauerne! sier han høit
til sig selv, han tæller Sauerne og han later som om han er spændt paa
om de er der alle. Isak vet meget godt at en Sau er borte, han har visst
det længe, hvorfor da spille fremmed for det? Saken er: Oline hadde jo i
sin Tid forvildet ham og løiet ifra sig en Gjeit skjønt alle Gjeiterne
var tilstede, han hadde tat svært paa Vei dengang, men hadde ikke hat
noget igjen for det. Han hadde aldrig noget igjen for at kjækle med
Oline. Da han skulde slagte i Høst blev han straks var at en Lamsau
manglet, men han hadde ikke Mands Mot og Hjærte til at fordre Regnskap
for den med det samme. Han fik det heller ikke senere.

Men idag er han morsk, er Isak morsk, Oline har gjort ham gal. Han
tæller Sauerne op igjen, sætter Pekefingeren paa hver Sau og tæller høit
-- Oline kan gjærne høre det hvis hun staar utenfor. Og han sier med høi
Røst mange usle Ting om Oline: at hun bruker en fuldstændig ny Maate at
fodre Sau paa saaledes at en blir snoft borte, en Lamsau; hun er en
yderliggaaende Tyvemær, forstod hun det! Aa Oline kunde gjærne staa
utenfor og faa sig en ordentlig Rædsel i Livet!

Han skræver ut fra Fjøset, gaar i Stalden og tæller Hesten, derfra agter
han sig ind -- agter han sig ind i sit Hus og uttale sig. Han gaar saa
fort at Buserullen staar som en ophidset Buserul ut fra hans Ryg. Men
Oline hun har kanske mærket et og andet fra Glasvinduet, hun kommer
sagte og sikker ut paa Dørhellen, hun har Kjørler i Hænderne og skal i
Fjøset.

Hvor har du gjort av Lamsauen med de flate Ørene? spør han. -- Lamsauen?
spør hun. -- Og hadde hun været her saa hadde hun hat to Lam nu, hvor
har du gjort av dem? Hun hadde altid to Lam. Paa den Maaten har du hat
bort fra mig tre Sauliv, forstaar du det!

Oline er aldeles overvældet, aldeles tilintetgjort av Beskyldningen, hun
vagger med Hodet og Benene synes at smelte under hende, saa hun kanske
er nødt til at falde og slaa sig. Hendes Hode politiserer hele Tiden,
hendes Snarraadighet har altid gagnet hende, altid bragt hende Bytte,
den maatte ikke svigte hende nu heller.

Jeg stjæler Gjeit og jeg stjæler Sau, sier hun stille. Jeg undres paa
hvad jeg gjør med dem? Jeg æter dem op. -- Ja sjøl vet du hvad du gjør.
-- Naa. Saa skulde jeg ikke ha evig nok Mat og Suvel her i dit Brød,
Isak, jeg skulde være nødt til at stjæle ataat? Men det skal jeg si paa
din Bak at det har jeg ikke hat fornøden i alle disse Aar. -- Ja hvor
har du da gjort av Sauen? Har han Os-Anders faat hende? -- Han
Os-Anders! Oline maa bent sætte ned Kjørlerne og lægge Hænderne sammen:
Dersom at jeg var saa fri for Synd! Hvad det er for en Sau med Lam du
snakker om? Er det den ene Gjeiten som har flate Ører? -- Kreatur! sier
Isak og vil gaa. -- Er du ikke et Mirakels, Isak! Her har du fuldt op av
alt Slag og en Himlens Stjærnehær av Dyr i Fjøset, men du har ikke nok!
Kan jeg vite hvad for en Sau og hvad for to Lam du kræver mig for? Du
skulde takke Gud for hans Miskundhet i Tusen Ledd. Nu er det bare denne
Sommeren og et Stykke ut paa Vinteren saa lammer Sauerne igjen og du
faar tre Ganger saa mange som du nu har!

Aa den Oline!

Isak gik bort murrende som en Bjørn. For en Tosk jeg var som ikke tynte
hende den første Dag! tænkte han og injurierte kraftig sig selv; for en
Idiot, for en Hestskit jeg var! Men det er ikke forsent endda, bare
vent, lat hende gaa i Fjøset! Det er ikke raadelig at gjøre noget med
hende i Kvæld, men imorgen saa er det raadelig. Tre Sauliv borte! Kaffe!
sa hun.




X


Dagen efter skulde bringe en meget stor Oplevelse: det kom Fremmede til
Nybygget, Geissler kom. Det var ikke Sommer paa Myrene endda, men
Geissler saa ikke paa Føret, han kom tilfots, i rike Skaftstøvler med
bred lakeret Krave; gule Hansker hadde han paa og var fin; en Mand fra
Bygden bar hans Tøi.

Han kom nu egentlig for at kjøpe en Fjældstrækning av Isak, en
Kobbermine, og hvad Pris skulde de sætte den i? Men forresten saa kunde
han hilse fra Inger -- flink Kone, avholdt; han kom fra Trondhjem og
hadde talt med hende. Isak, du har arbeidet meget her! -- Aaja. Saa
Dokker har talt med ho Inger? -- Hvad er det derborte? Du har sat op
Kværn, du maler dit eget Mel? Utmærket. Og du har brutt meget Jord siden
jeg var her. -- Og det stod saa bra til? -- Ja det staar godt til. Naa
med din Kone? Jo nu skal du høre! Lat os gaa ind i Kammerset. -- Nei --
der er ikke saa flidd! sier Oline av flere Grunde avværgende.

De gik ind i Kammerset og lukket Døren, Oline stod igjen i Stuen og fik
intet høre.

Lensmand Geissler satte sig, klasket sig en kraftig Gang paa Knærne og
sat inde med Isaks Skjæbne. Du har vel ikke solgt det Kobberfjældet dit?
spurte han. -- Nei. -- Godt. Jeg kjøper det. Jo jeg har talt med Inger
og flere end hende. Hun blir visst fri med det første, det er hos Kongen
nu. -- Hos Kongen! -- Hos Kongen. Jeg gik til din Kone, ingen
Vanskelighet for mig at slippe ind naturligvis, vi talte sammen en lang
Stund: Naa, Inger, det gaar jo godt, rigtig godt? -- Ja det er ikke at
klage. -- Længes du hjem? -- Ja jeg kan ikke si andet. -- Du skal snart
komme hjem, sa jeg. Og det kan jeg fortælle dig, Isak, hun er en flink
Kone, ingen Taarer, tværtimot, hun baade smilte og lo -- Munden hendes
er forresten opereret og gjensydd. Adjø, sa jeg til hende, du skal ikke
bli længe her nu, du har mit Ord!

Jeg gik til Direktøren, det skulde jo bare mangle at han ikke vilde ha
tat imot mig. De har en Kone her som bør ut og hjem igjen, sa jeg, Inger
Sellanraa. -- Inger? sa han, ja hun er et bra Menneske, jeg var tilfreds
vi kunde ha hende i tyve Aar til, sa han. -- Det blir det ikke noget av
med, sa jeg, hun har været her forlænge alt. -- Forlænge? sa han,
kjender De Saken? -- Jeg kjender Saken tilbunds, jeg var hendes
Lensmand. -- Værsaagod sit! sa han da -- det skulde ogsaa mangle! -- Jo
vi steller saa godt vi kan med Inger, sa Direktøren, og med hendes lille
Pike, sa han. Saa, Konen er fra Deres Kanter? Vi har hjulpet hende til
at faa sin egen Symaskine, hun er blit Mestersvend paa Værkstedet og vi
har lært hende op i adskillig, hun har lært ordentlig Væving, ordentlig
Husflid, Farving, Tilskjæring. Har hun været forlænge her, sier De? --
Jeg visste nok hvad jeg skulde svare, men jeg vilde vente med det, jeg
sa bare: Ja hendes Sak er ilde behandlet, den maa takes op igjen; nu
efter Revisionen av Straffeloven vilde hun kanske ha blit helt
frikjendt. Hun fik en Hare sendt da hun gik med Barnet. -- En Hare?
spurte Direktøren. -- En Hare, sa jeg. Og Barnet blev haremyndt. --
Direktøren smilte og sa: Naa saaledes. Det er altsaa efter Deres Mening
ikke tat nok Hensyn til dette Moment? -- Nei, sa jeg, dette Moment er
slet ikke nævnt. -- Naa det er vel heller ikke saa farlig? -- Det blev
farlig nok for hende. -- Tror De at en Hare kan gjøre Undergjærninger?
spurte han. -- Jeg svarte: Hvorvidt en Hare kan gjøre Undergjærninger
eller ikke vil jeg ikke underholde mig med Hr. Direktøren om.
Spørsmaalet er hvad Synet av Haren under de Omstændigheter kan ha hat
for Virkning paa en haremyndt Kone, paa Ofret. -- Det tænkte han en
Stund paa: Jaja, sa han, men her paa Anstalten har vi jo bare med at
motta de Domfældte, vi reviderer ikke Dommen. Efter Dommen har ikke
Inger været her forlænge.

Nu begyndte jeg paa det som skulde sies: Det er begaat Feil ved
Indlæggelsen av Inger Sellanraa. -- Feil? -- For det første skulde hun
ikke ha været transporteret i den Tilstand hun var i. -- Direktøren saa
visst paa mig: Nei det er saa, sa han. Imidlertid er ikke det vor Sak
her ved Fængslet. -- For det andet, sa jeg, skulde hun ikke ha gaat her
i to Maaneder paa fuld Straf før hendes Tilstand var blit aapenbar for
Myndigheterne her ved Fængslet. -- Det traf godt, Direktøren tidde
længe: Har De Fuldmagt til at handle paa Konens Vegne? spurte han. --
Ja, sa jeg. -- Som sagt, vi er tilfreds med Inger her og behandler hende
derefter, pratet Direktøren, og han regnet atter op alt de hadde lært
hende, ja de hadde lært hende at skrive ogsaa, sa han. Og den lille
Datteren hadde de sat pent bort til nogen, og saa videre. -- Jeg
forklarte hvad for Omstændigheter det var i Ingers Hjem: to Smaa der og,
leiet Hjælp til at fli og stelle dem, og saa videre. Jeg har en
Fremstilling fra Manden hendes, sa jeg, den kan vedlægges enten Saken
blir gjenoptat eller Konen skal søkes benaadet. -- Lat mig faa den
Fremstillingen, sa Direktøren. -- Jeg skal bringe den imorgen i
Besøktiden, svarte jeg.

Isak sat og hørte paa, det var gripende, et Æventyr fra fremmed Land.
Han fulgte Geisslers Mund med Slaveøine.

Geissler fortalte videre: Jeg gik hjem i Hotellet og skrev en
Fremstilling, jeg gjorde Saken til min og undertegnet Isak Sellanraa.
Men du skal bare ikke tro at jeg skrev et Ord om at de hadde gjort noget
galt ved Fængslet. Nævnte det ikke. Dagen efter bragte jeg Dokumentet.
-- Værsaagod sit! sa Direktøren straks. Han læste min Fremstilling og
nikket nu og da, tilslut sa han: Utmærket. Det egner sig ikke til at
gjenopta Saken paa, men. -- Jo ved en Tillægsfremstilling som jeg ogsaa
har, sa jeg og det traf igjen rigtig godt. Direktøren skyndte sig at si:
Jeg har overveiet Saken siden igaar og finder god Grund til at indgi
Ansøkning for Inger. -- Som i Tilfælde Hr. Direktøren vil støtte? spurte
jeg. -- Jeg vil anbefale den, anbefale den varmt. -- Da bukket jeg og
sa: Saa er Benaadningen sikker. Jeg takker paa et ulykkelig Menneskes og
et forlatt Hjems Vegne. -- Jeg tror ikke vi bryr os om at indhente flere
Erklæringer fra hendes Hjembygd, sa Direktøren, De kjender hende jo? --
Jeg skjønte nok hvorfor det saa at si skulde gaa i Stilhet og jeg
svarte: Erklæringer hjemmefra vilde bare sinke Saken.

Der har du hele Historien, Isak. -- Geissler saa paa sit Ur: Og nu til
selve Saken! Kan du følge mig op til Kobberfjældet igjen?

Isak var en Sten og en Kubbe, han kunde ikke saa øieblikkelig skifte
Æmne, han var nedsænket i Tanker og Undren og begyndte at gjøre
Spørsmaal. Han fik høre at Ansøkningen var gaat til Kongen og kunde være
avgjort i et av de første Statsraad. Mirakels! sa han.

De gik tilfjælds, Geissler, hans Følgesvend og Isak og blev borte i
nogen Timer; paa denne korte Tid gik Geissler op Kobberaarens Gang
bortover et langt Fjæld og stak op Grænserne for den Vidde han vilde
kjøpe. Han var en Vims. Men dum var ikke Manden, hans rappe Omdømme var
mærkelig sikkert.

Da han kom tilbake til Gaarden -- atter med en Pose nye Stenprøver --
fandt han frem Skrivesaker og satte sig til at skrive. Men han drev ikke
bare paa med at skrive og skrive, han pratet iblandt: Ja, Isak, saa
store Penger blir det ikke for Fjældet dit dennegang, men et Par
Hundrede Daler kan du faa! Saa skrev han igjen. Husk at minde mig paa at
jeg vil bort og se paa Kværnen din før jeg gaar, sa han. Han blev
opmærksom paa nogen blaa og røde Streker paa Vævstolen og spurte: Hvem
har tegnet det? -- Se, det var nu Eleseus som hadde tegnet en Hest og en
Buk, han brukte sin Farveblyant paa Vævstolen og andet Træværk fordi han
ikke hadde Papir. Geissler sa: Det er ingenlunde daarlig gjort! og
Eleseus fik en Ort.

Saa skrev Geissler en Stund igjen og sa: Her maa nu vel snart komme
nogen flere Nybyggere op gjennem Marken? -- Følgesvenden ytret hertil:
De er alt begyndt at komme. -- Hvem? -- Der er nu for det første
Breidablik som de kalder, han Brede paa Breidablik. -- Nei han! snøste
Geissler foragtelig. -- Jaja, og saa er det et Par andre som har kjøpt.
-- Bare de duger til noget! sa Geissler. Og da han med det samme opdaget
at det var to Smaagutter i Stuen drog han lille Sivert til sig og gav
ogsaa ham en Ort. En forunderlig Kar den Geissler! Nu var forresten hans
Øine likesom begyndt at bli saare, det var som rødt Rim i Kanterne om
dem. Det kunde være av Nattevaking; stundom kommer slikt av stærke
Drikke. Men han gjorde ikke Indtryk av at være nedfor; naar han pratet
om løst og fast sat han visst hele Tiden og tænkte paa Dokumentet foran
sig, for pludselig grep han Pennen og skrev et Stykke igjen.

Nu syntes han at være færdig.

Han henvendte sig til Isak: Ja som sagt nogen rik Mand blir du ikke paa
denne Handelen. Men det kan bli mere siden. Vi skal skrive det slik at
du faar mere siden. Men to Hundrede kan du faa nu.

Isak skjønte ikke stort av det hele, men to Hundrede Daler var ialfald
atter et Mirakels og en grov Betaling. Han vilde ikke faa det uten paa
Papiret, vilde ikke faa det kontant naturligvis, men det fik saa være,
Isak hadde andet i Hodet, han spurgte: Og Dokker har den Troen at hun
blir benaadet? -- Din Kone? Hvis her hadde været Telegraf i Bygden,
svarte Geissler, saa skulde jeg ha spurt i Trondhjem om hun ikke alt er
løslatt. -- Isak hadde hørt Telegraf omtale, det var noget forunderlig,
en Streng paa høie Stolper, noget overjordisk, -- nu var det ikke frit
for at han fik Mistillit til Geisslers store Ord og han indvendte: Men
end om Kongen nægter? -- Da svarte Geissler: I det Tilfælde sender jeg
min Tillægsfremstilling som kommer til at indeholde alt. Og da _skal_
din Kone være fri. Du gjør ikke at tvile paa det.

Saa læste han op det han hadde skrevet, Kjøpekontrakt paa Fjældet, to
Hundrede Daler paa Haanden og senere en pen høi Procent ved Drift eller
mulig Avhændelse av Kobberfundet. Skriv under her! sa Geissler.

Isak vilde ha skrevet under øieblikkelig, men han var ingen Skribent,
han hadde bare i hele sit Liv skaaret Bokstaver i Træ. Aa men der stod
den motbydelige Oline og saa paa, han grep Pennen, dette Spektakel av en
let Ting, snudde den rette Enden ned og _skrev_ -- skrev sit Navn.
Efterpaa satte Geissler til noget, formodentlig en Forklaring, og
Følgesvenden undertegnet som Vidne.

Færdig.

Men endda stod Oline urørlig, ja det var egentlig først nu hun blev
stiv. Hvad vilde ske?

Sæt Maten frem, Oline! sa Isak og var kanske litt høi siden han hadde
skrevet paa Papir. Slik Mat som vi nu kan by Fremmedfolk, sa han til
Geissler.

Her lugter godt Kjøt og Saadd, sa Geissler. Se nu her, Isak, her er
Pengene! -- Geissler tok til Lommeboken og den var diger og tyk, tok to
Seddelpakker ut av den, talte over og la dem frem: Tæl over selv!

Taushet. Stilhet.

Isak! kaldte Geissler.

Ja. Naa jaja, svarte Isak og mumlet overvældet: Det er nu ikke min
Paastand -- efter alt det som Dokker har gjort. -- Dér skal være ti
Tiere og dér tyve Femmere, sa Geissler kort. Jeg haaper det skal bli
meget mere engang til dig.

Saa kom Oline tilbake til sig selv. Underet var skedd. Hun satte Maten
frem.

Morgningen efter var Geissler borte ved Elven og saa paa Kværnen. Alt
var smaat og saa grovt gjort, ja det var som en Kværn for Underjordiske,
men stærk og nyttig til Menneskers Bruk. Isak førte sin Gjæst litt
høiere op efter Elven og fremviste et andet Fald som han alt hadde
arbeidet noget paa, det skulde være til en liten Sag -- hvis Gud gav
Helsen. Men nu er det bare at her er saa langt fra Skolen, sa han, jeg
maa lægge Smaagutterne ind nede i Bygden. -- Den lettænkte Geissler saa
ikke heri nogen større Ulempe: Retnu kommer her flere og flere Nybyggere
i Marken og saa blir her Skolekreds. -- Det blir nu vel ikke før mine
Smaa er store. -- Og end om du lægger dem ind paa en Gaard i Bygden? Du
kjører ned med Gutter og Mat og henter dem hjem igjen om tre Uker, seks
Uker, er det nogen Sak for dig! -- Nei, sa Isak. --

Neida, ingenting var i Grunden nogen Sak nu hvis Inger kom hjem. Hus og
Jord og Mat og Herlighet hadde han, store Penger hadde han altsaa ogsaa
og en Helse av Jærn. Aa for en Helse, amper og uvisnet paa alle Maater,
en Mandfolkhelse.

Da Geissler var reist begyndte Isak at spekulere paa mange hoffærdige
Ting. Ja for den velsignede Geissler hadde sagt disse opmuntrende Ord
tilslut at han vilde skikke Isak en Besked med det første -- naar han
kom til Telegrafen. Du kan høre ned paa Posthuset om en fjorten Dages
Tid, sa han. Det var store Ting bare det, og Isak gik i Gang med at
gjøre et Sæte til Kjærren. Sandelig, et Sæte til at løfte av under
Gjødselkjøringen, men til at sætte paa igjen til Skyss. Og da han hadde
faat Sætet færdig var det saa hvitt og nyt at det burde males mørkere.
Men forresten -- hvad burde ikke være gjort! Hele Gaarden burde males.
Hadde han ikke ogsaa i aarvis grublet paa en stor Laave med Laavebro til
at kjøre ind Høiet paa? Og hadde han ikke tænkt paa at faa Sagen færdig
snart, at gjærde ind hele sin Indmark, at bygge en Baat opi Fjældvandet?
Mange Ting hadde han tænkt paa. Men det hjalp ikke hvormange Tusen
Kræfter han sat inde med, _Tiden_ blev for knap for ham. Det var Søndag
før han visste av det, og om litt var det Søndag igjen.

Men male vilde han ialfald, det vilde han uttrykkelig, Husene stod jo nu
saa graa og nakne, stod som Hus i Skjorteærmer. Han hadde Tid før Onnen,
det var endda ikke videre Vaar, Smaafæet var sluppet, men det var Tæle i
Jorden overalt.

Han tar med sig nogen Snes Æg at sælge, gaar til Bygden og kommer hjem
igjen med Maling. Det blev til ett Hus, til Løen, den blev rød. Han
henter ny Maling, gul Okker til Stuebygningen. -- Ja det er som jeg
sier, her blir nu gromt! mumler Oline daglig. Aa Oline hun skjønte vel
at hendes Tid snart var ute paa Sellanraa, hun var seig og stærk nok til
at taale det, men ikke uten Bitterhet. Isak paa sin Side holdt nu intet
Opgjør med hende mere skjønt hun underslog og stjal godt i det siste,
Isak _gav_ hende en Fors Væder, for hun hadde jo i Grunden været længe
hos ham for liten Løn. Oline hadde forresten heller ikke været daarlig
mot Børnene, hun var ikke stræng og retskaffen og slikt, men hun hadde
Lag med Børn, hørte paa det de sa og tillot dem næsten alt. Kom de
tilstede naar hun ystet gav hun dem at smake, tagg de en Søndag om at
faa slippe Ansigtsvasken saa slap de.

Da Husene var grundet gik Isak til Bygden efter al den Maling han kunde
bære, og det var ikke lite. Han gav Husene tre Strøk og gjorde Vinduer
og Nover hvite. Naar han nu kom hjem fra Bygden og saa sit Hjem i Lien
saa han Soria Moria Slot. Ødemarken var blit ukjendelig og beboet, en
Velsignelse hadde lagt sig over den, Liv var opstaat av en lang Drøm,
Mennesker levet her, Børn færdedes omkring Husene. Helt op til de blaa
Fjæld stod Skogen stor og venlig.

Men den siste Gang Isak kom efter Maling gav Handelsmanden ham et blaat
Brev med et Vaaben paa, det kostet 5 Skilling. Brevet var et Telegram
som var sendt videre med Posten, det var fra Lensmand Geissler.
Velsignet være den Geissler og et forunderlig Menneske var han! Han
telegraferte de faa Ord at Inger fri, kommer snarest. Geissler. -- Og nu
danset Kramboden litt rundt for Isak, og Disken og Menneskene kom saa
langt bort. Han kjendte mere end han hørte sig selv si: Herregud og Tak
og Pris! -- Du kan ha hende her om saa er imorgen, sa Handelsmanden,
hvis at hun er reist fra Trondhjem tidsnok. -- Naa, sa Isak. --

Han ventet til Dagen efter. Baatskyssen som førte Posten fra
Dampskibsanløpsstedet kom rigtig nok, men Inger fulgte ikke med. -- Saa
kommer hun ikke før i næste Uke, sa Handelsmanden.

Det var næsten godt at Isak fik saa lang Tid paa sig, han har saa meget
at gjøre. Skulde han glemme alt og forsømme sin Jord? Han gaar hjem og
begynder at drive Gjødselen ut. Det er snart gjort. Han staurer med Spet
i Akrene og følger Tælens Bortgang fra Dag til Dag. Solen er stærk og
stor, Sneen borte, det grønnes overalt, ogsaa Storfæet er sluppet. En
Dag saa pløier Isak, nogen Dager efter saar han Korn og sætter han
Potet. Ho, Smaagutterne sætter Potet som Engler, de har smaa velsignede
Hænder og vinder paa Farn saa komplet.

Saa vasker Isak Kjærren ved Elven og sætter Sætet paa. Han snakker med
Smaagutterne om en Tur han skal gjøre ned til Bygden. -- Ja men skal du
ikke gaa? spør de. -- Nei. Jeg har faat den Tanken at fare med Hest og
Kjærre idag. -- Kan ikke vi faa være med? -- Dokker skal være snille
Smaagutter og bli hjemme denne Gangen. Retnu kommer Mor dokkers, saa
skal hun lære dokker mange Ting. -- Eleseus vil gjærne lære og spør: Da
du skrev paa Papir, hvorledes kjendes det? -- Det kjendes næsten ikke,
svarer Farn, Haanden er akkurat som hun er tomreipet. -- Vil han ikke
rænde av, likesom paa Isen? -- Hvem? -- Pennen som du skriver med? --
Aajo. Jaja du maa nu lære at styre han.

Men lille Sivert han var av et andet Slag og nævnte ikke Pennen, han
vilde sitte paa, vilde bare sitte opi Sætet og smatte til en uforspændt
Kjærre og kjøre uhyre fort. Det skyldtes ham at begge Smaagutterne fik
sitte paa med Farn et langt Stykke nedover Veien.




XI


Isak kjører til han kommer til et Myrhul, der stanser han. Et Myrhul,
Bunden er sort, den lille Vandflate urørlig, Isak visste hvad det var
godt til, han hadde vel knapt brukt andet Speil i sit Liv end et slikt
Myrhul. Se, han er nydelig pent klædt idag i rød Skjorte, nu tar han op
en Saks og klipper sit Skjæg. Den forfængelige Kværnkall, vilde han bent
frem gjøre sig pragtfuld og skille sig av med fem Aars Jærnskjæg? Han
klipper og klipper og speiler sig. Naturligvis kunde han ha gjort dette
Arbeide hjemme idag, men han undsaa sig for Oline, det var allerede
meget at han midt for Næsen paa hende tok rød Skjorte paa. Han klipper
og klipper, det falder adskillig Skjæg ned paa Speilet. Da Hesten ikke
vil staa stille længer avbryter han og kalder sig færdig. Og javel, han
kjender sig mest som yngre -- Pokker forstod det, men mest som slankere.
Saa kjører han til Bygden.

Dagen efter kommer Postbaaten. Isak møter op paa en Berghammer ved
Handelsmandens Brygge og speider, men Inger synes ikke nu heller.
Herregud, det var flere Passagerer med, baade Voksne og Børn, men Inger
ikke. Han hadde holdt sig tilbake og sat sig paa denne Berghammer, nu
var det ingen Grund for ham til at sitte her længer, han gik bort til
Baaten. Det vedblev at komme Kasser, Tønder, Folk og Post iland fra
Ottringen, men Isak saa ikke sine Folk. Derimot saa han et
Kvindemenneske med en liten Pike som alt stod oppe ved Naustdøren, men
Kvindemennesket var penere end Inger, skjønt Inger ikke var styg. Hvad
-- men det _var_ jo Inger. Hm! sa Isak og rugget opover. De hilste paa
hverandre, hun sa Goddag og rakte Haanden frem, litt forkjølet, blek
efter Sjøsyken og Reisen, Isak han stod bare der, tilslut sa han: Jaja
han vart nu fint Veir! -- Jeg saa dig godt derborte, men jeg vilde ikke
otre mig frem, sa Inger. Er du nede i Bygden idag? spurte hun. -- Ja.
Hm. -- Det staar saa vel til med dokker alle ihop? -- Ja du skal ha Tak
som spør. -- Dette er ho Leopoldine, hun har været meget likere end jeg
paa Reisen. Dette er Papa din, nu maa du hilse paa Papa din, Leopoldine.
-- Hm! sa Isak alt i ett, han var saa rar, aa han var en Fremmed iblandt
dem. -- Inger sa: Dersom du ser en Symaskine nede ved Baaten saa er det
min. Og saa har jeg en Kiste. -- Isak avsted, mere end villig avsted,
han fik Kisten utpekt av Baatfolkene, men Symaskinen maatte Inger selv
ned og finde. Det var en fin Kasse av ukjendt Form, med rundt Tak over
sig og en Hank til at bære efter -- en Symaskine i denne Landsdel! Isak
læsset Kiste og Symaskine paa sig og saa paa sin Familje: Jeg skal rænde
op som snopast med dette her og komme igjen efter hende, sa han. -- Hvem
efter? spurte Inger smilende. Tror du ikke store Piken kan gaa?

De vandret opover til Hesten og Kjærren. Har du faat dig ny Hest? sa
Inger, og har du faat dig Kjærre med Sæte? -- Ja det forstaar sig. Hvad
det var jeg skulde sagt: Lyster du ikke ørlite at spise? Jeg har Mat
med. -- Lat det være til vi kommer ind i Marken, svarte hun. Hvad du
mener, Leopoldine, kan du sitte paa alene? -- Farn vil ikke tillate det:
Nei hun kan falde ned paa Hjulene. Sæt dig op med hende og kjør selv.

Saa kjørte de og Isak gik bakefter.

Han gik og saa paa de to i Kjærren. Der var Inger kommet, fremmed i Klær
og Utseende, fin, uten Hareskaar, bare med en rød Stripe paa Overmunden.
Hun hvislet ikke mere, det var det mærkelige, hun talte rent. Et graat
og rødt Uldtørklæde med Frynser var pragtfuldt paa hendes mørke Haar.
Hun vendte sig om paa Kjærren og sa: Det vilde ha været bra om du hadde
hat med dig en Fæld, det kan bli koldt utover Kvælden for Barnet. -- Hun
skal faa Trøien min, sa Isak, og naar at vi kommer borti Skogen saa har
jeg lagt igjen en Fæld der. -- Naa, har du en Fæld i Skogen? -- Ja. Jeg
vilde ikke kjøre han med mig helt frem, paa Vonen om at dokker ikke kom
idag. -- Naa. Hvad det var du svarte mig: staar det saa vel til med
Smaagutterne ogsaa? -- Ja du skal ha Tak som spør. -- De er store nu,
kan jeg skjønne? -- Ja det mankerer ikke. De har nu net sat Poteten. --
Aa, sa Morn smilende og vagget paa Hodet, kan de alt sætte Potet! -- Han
Eleseus han rækker mig hit og han Sivert hit, sa Isak og maalte paa sig.

Lille Leopoldine begyndte at be om Mat. Aa denne pene lille Skapning, en
Marihøne paa en Kjærre! Hun talte med Sang, med et utrolig Sprog fra
Trondhjem, Farn maatte iblandt faa det oversat. Hun hadde Smaagutternes
Træk, de brune Øine og ovale Kinder som alle tre hadde efter Morn;
Børnene var Morns Børn og godt var det! Isak var litt undselig for sin
lille Pike, undselig for hendes smaa Sko og lange tynde Uldlægger og
korte Kjole; da hun hilste paa den fremmede Papa hadde hun neiet og git
ham en ørliten Haand.

De kom ind i Skogen og rastet, alle spiste, Hesten fik Foder, Leopoldine
sprang omkring i Lyngen med Mat i Haanden. -- Du har ikke forandret dig
stort, sa Inger og saa paa sin Mand. -- Isak saa til Siden og svarte:
Naa, synes du det. Men du er blit saa storveies! -- Haha, nei jeg er nu
gammel, sa hun rigtig spøkende. -- Det kunde ikke skjules, Isak fik ikke
nogen Sikkerhet op, men vedblev at være tilbakeholdende, han var som
skamfuld. Hvor gammel var hans Kone? Hun kunde ikke være mindre end som
tredive Aar -- det vil si hun kunde ikke være mere, umulig. Og skjønt
Isak sat og spiste Mat rykket han op en Lyngkvist og begyndte at tygge
paa den ogsaa. Hvad -- æter du Lyng! ropte Inger leende. Isak kastet
Lyngkvisten, stak Mat i Munden og gik bort og løftet Forparten av Hesten
op fra Jorden. Inger fulgte dette Optrin med Forbauselse og saa at
Hesten stod paa To. Hvad du gjør det for? spurte hun. -- Han er saa
venn, sa han om Hesten og slap den ned igjen. Nei hvad han hadde gjort
det for? Han fik vel en mægtig Lyst til det. Kanske vilde han skjule sin
Forlegenhet med det.

Saa kjørte de igjen og alle tre gik tilfots et Stykke. De kom til et
Nybygg. Hvad er det? spurte Inger. -- Det er han Brede sit Sted som han
har kjøpt. -- Han Brede? -- Og det heter Breidablik. Her er vide Myrer,
men ringe med Skog. -- De talte mere om det da de var kommet forbi
Breidablik. Isak la Mærke til at Bredes Kjærre stod ute under aapen
Himmel.

Men nu blev Barnet søvnig og Farn tok hende varlig paa Armen og bar
hende. De gik og gik, Leopoldine var snart sovnet og Inger sa: Nei nu
lægger vi hende i Fælden paa Kjærren, saa kan hun sove slikt hun vil. --
Hun blir saa skumpet, sier Farn og vil bære hende. De kommer over Myrene
og ind i Skog igjen og Ptro! sier Inger. Hun stanser Hesten, tar Barnet
fra Isak og ber ham flytte Kisten og Symaskinen, saa kan Leopoldine
ligge i Bunden av Kjærren: Hun blir ikke det Slag skumpet, hvad er det
for Tøv! Isak ordner med alt og lægger Fælden om sin lille Datter og
Trøien sin under Hodet paa hende. Saa kjører de igjen.

Mand og Kone gaar og prater om forskjellig. Det er Sol til langt paa
Kvæld og varmt i Veiret. Oline -- hvor hun bruker at ligge? spør Inger.
-- I Kammerset. -- Naa. Og end Smaagutterne? -- Ja de ligger i sin egen
Seng i Stuen. Der er to Senger i Stuen net som da du fôr. -- Jeg gaar og
ser paa dig at du er akkurat som før, sier Inger. Og nogen Bører har de
Akslerne dine baaret her op gjennem Marken, men de er ikke blit svakere
for det. -- Aanei. Hvad det var jeg skulde sagt: Har du hat det saa
taalelig i alle disse Aarene? -- Aa Isak blev saa rørt, han gjorde dette
Spørsmaal og vævet. Inger svarte at Ja, hun kunde ikke klage.

Det blev til følsom Samtale mellem dem og Isak spurte om hun ikke var
træt av at gaa og heller vilde kjøre. -- Nei, du skal ha Tak, sa hun.
Men jeg forstaar ikke hvorledes det har sig med mig: siden jeg blev av
med Sjøsyken saa er jeg saa sulten hele Tiden. -- Er du svang for Mat?
-- Ja. Dersom jeg ikke hæfter os formeget bort. -- Aa den Inger, hun var
vel ikke selv sulten, men hun undte Isak Mat igjen, han hadde jo
forstyrret sit siste Maaltid med den Lyngkvisten.

Og da Kvælden var varm og lys og de endda hadde en lang Mil at kjøre
begyndte de at spise igjen.

Inger tok en Pakke ut av sin Kiste og sa: Jeg har nu et og andet med til
Smaakarerne. Lat os gaa borti Buskerne, der er Sol! -- De gik bortunder
Buskerne og hun viste Saker frem, pene Buksesæler med Spænder til
Smaagutterne, Skrivebøker med Forskrift i, en Blyant til hver, en
Foldekniv til hver. Til sig selv hadde hun med en utmærket Bok -- vil du
bare se, her staar Navnet mit i den, en Andaktsbok. Hun hadde faat den
av Direktøren til Amindelse. Isak beundret hver Ting med sagte Ord. Hun
viste frem endel smaa Kraver som var Leopoldines og hun gav Isak et sort
Halstørklæde blankt som Silke. -- Skal jeg ha det? spurte han. -- Ja det
skal du. -- Isak tok det varlig i Hænderne og strøk det. -- Er det pent,
synes du? -- Aa pent! Det kunde jeg reise Verden rundt med! -- Men
Fingrene hans var saa fliset, de hang fast i denne aparte Silke.

Nu hadde ikke Inger mere at vise frem, men da hun pakket sammen sat hun
slik at hun viste sine Lægger frem, sine rødrandede Strømper frem. --
Hm. Det er vel Byhoser? spurte han. -- Ja det er Bygarn, men jeg har
selv bundet dem -- strikket dem, som vi sa. Det er saa høie Strømper,
til over Knæet, se her .... Litt efter hørte hun sig selv hviske: Du --
du er den samme -- som du var!

En Stund efter saa kjører de igjen og Inger sitter paa og holder
Tømmerne. Jeg har nu med et Papir med Kaffe ogsaa, sier hun, men du kan
ikke faa smake den i Kvæld, for den er ikke brændt. -- Du skal heller
ikke vør! svarer han.

Efter en Time er Solen nede og det blir kjølig, Inger vil stige av og
gaa. De pakker begge Fælden tættere om Leopoldine og smiler over at hun
kan sove saa længe. Saa samtaler Mand og Kone igjen paa sin Vandring.
Det er trøisomt at høre Inger tale, ingen taler renere end hun nu.

Har vi ikke fire Kjyr? spør hun. -- Aanei vi har nu flere, svarer han og
er stolt, vi har nu otte. -- _Otte_ Kjyr! -- Jaja det er nu med Oksen.
-- Har dokker solgt Smør? -- Aaja. Og Æg. -- Har vi Høns ogsaa? -- Ja
det forstaar sig. Og Gris. -- Inger blir nu og da saa forundret at hun
sanser sig ikke, men stopper et Øieblik: Ptro! Og Isak er stolt og vil
drive paa at overvælde hende: Han Geissler, sier han, du vet han
Geissler? Han var her for en Tid siden. -- Ja? -- Han kjøpte et
Kobberfjæld av mig. -- Naa. Hvad det er, et Kobberfjæld? -- Av Kobber.
Det ligger opi Fjældet, paa hele Nordsiden av Vandet. -- Naa. Ja det var
ikke noget som du fik Betaling for? -- Jo Kors. Han var ikke den Mand
som ikke betalte. -- Hvad du fik? -- Hm. Du vil ikke tro det, men to
Hundrede Daler. -- Som du fik? roper Inger og stopper et Øieblik igjen:
Ptro! -- Som jeg fik. Og Gaarden har jeg betalt for længe siden, sa
Isak. -- Nei du er makeløs! --

Det var i Sandhet trøisomt at gjøre Inger forundret og gjøre hende til
en rik Kone, derfor la Isak til at han heller ingen Skyld og Gjæld hadde
til Handelsmanden eller til nogen anden. Og han hadde ikke bare
Geisslers to Hundrede liggende, men mere end som det, et Hundrede og
seksti Daler mere. Saa de kunde ikke Gud fuldtakke.

De talte mere om Geissler, Inger kunde gi Oplysning om Geisslers Arbeide
for hendes Løslatelse. Det hadde nok ikke gaat saa glat for ham, han
hadde hængt i længe og været hos Direktøren mange Ganger. Geissler hadde
ogsaa skrevet til selve Statsraaderne eller nogen andre Øverster, men
dette gjorde han bak Direktørens Ryg, og da Direktøren fik vite det saa
blev han sindt og forarget som vente kunde være. Men Geissler han blev
ikke ræd for det og saa forlangte han nyt Forhør og ny Ret og altsammen.
Men da maatte Kongen skrive under.

Den forhenværende Lensmand Geissler hadde altid været disse to Mennesker
en god Mand og de hadde ofte tænkt paa Grunden hertil, han hadde gjort
altsammen for snaue Takken, det var ikke til at forstaa. Inger hadde
talt med ham i Trondhjem og ikke blit klokere paa ham. Han bryr sig ikke
om nogen anden i Bygden end som os, forklarte hun. -- Sa han det? -- Ja.
Han er rasendes paa Bygden her. Han skulde vise Bygden! sa han. -- Naa.
-- Og at de skulde faa angre paa at de hadde mistet ham, sa han.

De kom ut i Skogbrynet og saa frem til deres Hjem. Det var flere Huser
end før, Husene var pent malet, Inger kjendte sig ikke igjen og stoppet
bent op: Du sier nu ikke at det er der -- at det er hos os! utbrød hun.

Lille Leopoldine vaknet endelig og reiste sig overende, aldeles
uthvilet, hun blev løftet ned og fik gaa. Er det dit vi skal? spurte
hun. -- Ja. Er det ikke pent?

Det rørte sig smaa Skikkelser borte ved Husene, det var Eleseus og
Sivert som passet paa; nu kom de springende. Inger blev saa forkjølet,
saa fuld av Hoste og Snue, aa det sprængte endog ut i Øinene, sprængte
ut med Vand. Man blir saa forkjølet ombord, har du set paa Maken hvor
vaat og forkjølet man blir i Øinene!

Men da Smaagutterne kom nærmere stanset de pludselig i sit Sprang og
bare stirret. Sin Mors Utseende hadde de glemt og den lille Søster hadde
de aldrig set. Men Papa -- ham kjendte de ikke igjen før han kom helt
nær. Han hadde klippet av sig sit store Skjæg.




XII


Nu er alting godt.

Isak saar sin Havre, harver den ned og ruller. Lille Leopoldine kommer
og vil sitte paa. Nei sitte paa en Rul -- hun er saa liten og saa
ukjendt med det, hendes Brødre vet bedre, det er jo ikke Sæte paa Papa
sin Rul.

Men Papa synes det er trøisomt med lille Leopoldine at hun kommer og er
saa tillitsfuld alt, han taler med hende og ber hende om at traa pent i
Akeren saa hun ikke skal faa Skoene fulde av Jord. Og jammen mener jeg
ikke du har en blaa Kjole paa idag? Faa se, jovist er den blaa. Og Belte
paa den og altsammen. Husker du det store Skibet du kom paa? Saa du
Maskinerne? Ja nu faar du gaa hjem til Smaagutterne, saa finder dere paa
noget. --

Siden Oline reiste har Inger traadt ind i sit gamle Arbeide i Hus og
Fjøs. Hun overdriver kanske litt sin Renslighet og Orden for at vise at
hun agtet at faa et andet Stel paa Tingene, og ja det var mærkelig at se
den store Forandring, endog Glasruterne i Fjøsgammen blev nu vasket og
Baasene sopt.

Men dette var bare i de første Dagene, den første Uken, siden tok hun
paa at slappes. I Grunden var det nu ikke nødvendig med al den Stas i
Fjøset, Tiden kunde nyttes bedre, Inger hadde lært saa meget i Byen og
den Lærdom burde komme hende tilgode. Hun tok atter Rok og Vævstol i
Bruk, og det var sandt, hun var blit endda mere nethændt og snar, litt
for snar, hui, især naar Isak saa paa; han forstod ikke at noget
Menneske kunde lære at bruke Fingrene slik, de lange, pene Fingrer paa
den store Haand. Men bedst som det var forlot Inger det ene Arbeide og
gik over til et andet. Javel, hun hadde flere Ting at styre med nu end
før og mere Omløp, kanske var hun heller ikke fuldt saa taalmodig av
Sind, litt Uro hadde set sit Snit til at trænge ind i hende.

Der var nu straks Blomsterne som hun hadde bragt med hjem, det var
Knolder og Avlæggere, smaa Liv som maatte tænkes paa de ogsaa.
Glasvinduet blev forlite, Posten for smal til at sætte Blomsterpotter i,
hun hadde heller ingen Potte og Isak maatte gjøre ørsmaa Kasser til
Begonia, Fuchsia og Rose. Og desuten var ikke et Vindu nok; hvad var ett
Vindu til en hel Stue!

Men forresten, sa Inger, saa har jeg ikke et Pressejærn heller. Jeg
kunde bruke et Strykejærn til at presse med naar jeg syr Kjoler og
Plagg, men ingen kan sy utlært Søm uten noget Slags Jærn.

Isak lovet at faa Smeden nede i Bygden til at smie et utmærket godt
Pressejærn. Aa Isak vilde gjøre alt, vilde hele Veien gjøre det Inger
forlangte, for saa meget skjønte han at hun hadde lært meget og var blit
makeløs. Ogsaa hendes Tale var blit anderledes, litt bedre, utsøkt.
Aldrig saa ropte hun paa ham mere med de gamle Ord: Kom ind og faa dig
Mat! nu sa hun: Værsaagod, kom og spis! Det hele var blit anderledes.
Han hadde i gamle Dager svaret i det høieste et Ja! og arbeidet videre
en god Stund før han gik ind, nu svarte han: Tak! og gik straks.
Forelskelse gjør den Kloke dum, stundom svarte Isak: Tak, Tak! Men
javisst var alt blit anderledes, og begyndte det ikke at bli litt for
fint? Naar Isak sa Møkr og talte i Jordbrukets Morsmaal sa Inger
Gjødsel, «for Børnene sin Skyld».

Hun var omhyggelig med Børnene og lærte dem op i alt, bragte dem
fremover, bittelille Leopoldine hun tiltok da ogsaa raskt i Hækling og
Gutterne i Skrivning og Skolekundskap, de vilde saaledes ikke komme
uforberedte til Skolen nede i Bygden. Især var nu Eleseus blit meget
kyndig, men lille Sivert han var rent ut sagt ikke noget videre, bare en
Skøier, en Galning, han dristet sig endog til at skrue litt paa Mama sin
Symaskine og hadde alt spikket Fliser baade av Stoler og Bord med
Foldekniven som han fik. Han stod nu under Trusel om at bli fratat
Foldekniven.

Forresten hadde Børnene alle Gaardens Dyr, og Eleseus han hadde
Farveblyanten desforuten. Han brukte den noksaa forsigtig og laante den
nødig ut til Brorn, men i det lange Løp kom det jo til at staa Tegninger
paa alle Vægger allikevel og Blyanten minket farlig. Tilsist saa Eleseus
sig sandelig nødt til at sætte Sivert paa Ration og laane ham
Farveblyanten til en Tegning hver Søndag. Dette var nu ikke efter
Siverts eget Ønske, men Eleseus var ikke en Mand at forhandle med. Det
var ikke netop det at Eleseus var stærkere, men han hadde længere Armer
og kunde veive bedre ut under Uenigheter.

Men den Sivert! Nu og da fandt han et Rypereir i Skogen, engang talte
han om et Musbol og gjorde sig interessant, en anden Gang om en
menneskestor Ørret i Elven; men det var det klare Paafund av ham, han
var ikke fri for at gjøre sort til hvitt, Sivert, men var ellers en bra
Kar. Da Katta fik Smaa var det han som bragte hende Mælken, da hun
fræste for stærkt til Eleseus, og Sivert blev ikke træt av at staa og se
ned i denne urolige Kasse, dette Hjem som aulet av Labber.

Og end Hønerne da som han daglig observerte, Hanen med sin Hingstebringe
og sin Pragt, Hønerne som gik der og smaasnakket og plukket Sand eller
pludselig skrek uhyre beskadiget efter Værpingen.

Der var nu Storvæderen. Lille Sivert var blit meget belæst i
Sammenligning med før, men han kunde ikke si om Væderen at Gud, for en
romersk Næse han har! Det kunde han ikke si. Men Sivert kunde det som
bedre var: han kjendte Væderen fra Lam og skjønte den og var ett med
den, en Slægtning, Medskapning. Engang hadde et mystisk Urindtryk
flakket gjennem hans Sanser, det var en Stund han aldrig glemte: Væderen
gik og aat paa Marken, pludselig slog den Hodet op og tygget ikke mere,
stod bare og saa. Sivert saa uvilkaarlig i samme Retning -- nei, intet
mærkelig. Men da kjendte Sivert selv noget mærkelig indvendig: Det er
mest som han staar og ser i Edens Have! tænkte han.

Der var Kjyrene som Børnene hadde et Par hver av, store, seilende Dyr
saa godmodige og venne at de naarsomhelst kunde indhentes og klappes av
de smaa Menneskebørn. Der var Grisen, hvit og pertentlig med sin Person
naar den fik godt Stel, lyttende til alle Lyde, en Komiker saa matgal,
kitlen og skvætten som en Pike. Og der var Bukken -- det var altid en
Gammelbuk paa Sellanraa, naar den ene lot Livet tok en anden Plassen.
Men noget saa bukkeagtig i Ansigtet som en Buk! Akkurat nu om Dagen
hadde han mange Gjeiter at passe paa, men iblandt blev han lei og kjei
av hele sit Selskap og la sig ned, grundende og langskjægget, en Fader
Abraham. Nei bedst som det var knælet han op igjen og lakket efter
Gjeiterne. Han efterlot sig en Vaag av ram Lugt i sin Vei.

Det daglige Liv paa Gaarden gaar sin Gang. Naar en sjælden Vandrer som
skal over Fjældet kommer forbi og spør: Og Dokker baler bare bra? da
svarer Isak og svarer Inger: Ja du skal ha Tak som spør!

Isak arbeider og arbeider, han raadfører sig med Almanaken til al sin
Gjærning, passer paa Maaneskiftene, retter sig efter Veirvarslene,
arbeider. Han har faat istand saapas til Vei nedover Marken at han kan
komme til Bygden med Hest og Kjærre, men oftest bærer han heller Bører
selv og da bærer han Gjeitost eller Skind og Bark og Næver og Smør og
Æg, altsammen Varer som han sælger og faar andre Varer i Stedet for. Nei
han kjører ikke ofte om Sommeren blandt andet fordi Veien fra Breidablik
og nedover er saa ustelt. Han har bedt Brede Olsen om at hjælpe til med
Veien han ogsaa, og Brede har lovet det, men aldrig holdt Ord. Saa vil
ikke Isak tigge om det mere. Saa bærer han heller Bører paa sin Ryg. Og
Inger hun sier da: Jeg forstaar ikke hvorledesen du er, du staar ut med
alt! Ja han stod ut med alt. Han hadde nogen Støvler saa æventyrlig
tykke og tunge, saa beslaat med Jærn under Saalerne, endog Stropperne
hadde han sat paa med Klinknagler -- allerede det at en Enkeltmand kunde
gaa i slike Støvler var mærkelig.

Paa en av sine Turer til Bygden støter han paa flere Arbeidslag paa
Myrene, de murer Stenkar og sætter Telegrafstolper op. Det er tildels
Folk fra Bygden, Brede Olsen er ogsaa med skjønt han har nedsat sig her
i Marken og skulde drive Jordbruk. At han har Tid! tænker vel Isak.

Opsynsmanden spør Isak om han vil sælge Telegrafstolper. Nei. Ikke naar
han faar god Betaling? Nei. Aa Isak var blit litegran rappere, han kunde
bedre si ifra. Om han nu solgte Stolper saa fik han bare litt mere
Penger, nogen flere Daler, men han hadde ingen Skog, hvad var Fordelen
ved det? Selve Ingeniøren kommer til og gjentar Begjæringen, men Isak
avslaar. -- Vi har Stolper nok, sier Ingeniøren, men det vilde være
letvindtere at ta dem i din Skog og spare den lange Transport. -- Jeg
har forlite Stok og Tømmer selv, sier Isak, jeg skulde faa mig op en
liten Sag og sage noget, jeg har ikke Laave, jeg har ikke Huser.

Nu blander Brede Olsen sig i det og sier: Var du som jeg saa solgte du
Stolperne, Isak. -- Isak den meget langmodige blev sandelig litt stærk i
Øinene til Brede og svarte: Ja det tror jeg nok. -- Jaja? spurte Brede.
-- Men jeg er ikke som du, sa Isak.

Nogen av Arbeiderne kniste litt over dette Svar.

Javel, Isak hadde en særlig Grund til at vise sin Nabo litt tilbake, han
hadde just nu idag set tre Sauer i Breidabliks Mark og den ene kjendte
Isak igjen, den med de flate Ører som Oline hadde tusket bort. Lat han
Brede ha Sauen, tænkte han da han gik sin Vei, lat han Brede og Konen
hans bli rik paa Sau!

Og Sagen hadde han ogsaa i Tanker til enhver Tid, det var rigtig nok, ja
han hadde alt paa siste Vinterføre kjørt hjem selve det store Cirkelblad
og det nødvendige Beslag som Handelsmanden hadde skaffet ham fra
Trondhjem. Nu laa disse Maskindeler i hans Skjaa, overtrukket med
Linolje for ikke at ruste. Nogen av Stokkene til Spærreværket hadde han
ogsaa kjørt frem, han kunde begynde at reise Huset naarsomhelst, men han
utsatte det. Han forstod det ikke, var han begyndt at slites, at ta av?
Det vilde intet Under være for andre, men ham selv var det dypt utrolig.
Var han blit svimmel? Han hadde ikke kviet sig for et Arbeide før, men
han maatte være blit litt anderledes siden han bygget Kværnhuset over en
like saa stor Foss. Han kunde faa Hjælp fra Bygden, men han vilde prøve
det igjen alene, gaa i Gang en av Dagene, Inger fik gi ham en
Haandsrækning.

Han ordet det til Inger: Hm. Nei dersom at du hadde faat Tid og Stunder
en Dag til at gi mig en Haand paa den Sagen! -- Inger tænkte paa det: Ja
dersom at det høver saa for mig. Naa, saa skal du bygge Sag? -- Det er
min Agt og Mening ja. Jeg har nu grundet hende ut i Hodet. -- Er hun
værre end som Kværnhuset? -- Meget værre, ti Ganger værre, skrytte han.
Kjære velsigne dig, her skal altsammen høve til den mindste
ørpitterlille Strek, og Cirkelbladet det skal gaa i Midten. -- Dersom at
du bare klarer det! sa Inger i sin Tankeløshet. -- Isak tok sig nær av
disse Ord og svarte: Det faar nu staa sin Prøve. -- Kan du ikke faa
nogen kyndig Mand til at hjælpe dig? spurte hun. -- Nei. -- Jaja saa
klarer du det ikke, sa hun og fremturet.

Isak løftet sagte sin Haand op til Haaret, det var som en Bjørn løftet
Labben. -- Det var nu just det jeg var rædd for: at jeg ikke skulde
klare det, sa han, derfor saa vilde jeg faa en Haand hos dig som
forstaar det, sa han. -- Javisst, der traf jo Bjørnen, men det blev ikke
til nogen Seir, Inger kastet med Nakken og slog sig vrang og nægtet at
være med paa Sagen. -- Naa, sa Isak. -- Ja skal jeg kanske staa vaat i
Elven og bli helseløs? Og hvem vil du ha til at sy paa Maskinen og passe
Dyrene og gaa i Husholdningen og alt ihop? -- Neinei, sa Isak.

Aa men det var jo bare de fire Hjørnestolper og de to Midtstolper paa
begge Langvægger han vilde hat Hjælp til, ikke mere! Var Inger inderst
inde blit saa konstig under sit lange Byliv?

Saken var at Inger hadde forandret sig meget og tænkte ikke længer saa
stadig paa deres fælles Bedste som paa sig selv. Hun hadde tat Karder og
Rok og Vævstol i Bruk, men hun veivet langt heller paa Symaskine, og da
Smeden hadde smidd et Pressejærn til hende var hun fuldt rustet til at
optræde faglært i Søm. Det var hendes Profession. Til at begynde med
sydde hun et Par Kjoler til lille Leopoldine, Isak syntes de var pene og
roste dem kanske litt for meget, Inger antydet at det var ingenting imot
det hun kunde. -- Men de er for korte, sa Isak. -- Vi brukte dem
saaledesen i Byen, svarte Inger, saa det forstaar ikke du dig paa. --
Isak hadde altsaa gaat for vidt og stillet derfor i Utsigt et Tøi av
noget Slag til hende selv, til Inger selv. -- Et Kaapetøi? spurte Inger.
-- Ja eller hvad du vil. -- Inger samtykket i at faa et Kaapetøi og
beskrev hvorledes det skulde være.

Men da hun hadde sydd Kaapen maatte hun ha nogen at vise den frem til og
hun fulgte derfor med Smaagutterne ned i Bygden da de skulde lægges ind
paa Skolen. Og denne Reise blev ikke gjort helt i Faanytte, den satte
Spor.

Først saa kom de forbi Breidablik, og Konen paa Breidablik og hendes
Børn kom ut og saa paa de Reisende. Der sat Inger og begge Smaagutterne
og kjørte som Herrefolk, og Smaagutterne de skulde likefrem paa Skole og
Inger hun sat i Kaape. Det gik en Orm gjennem Konen paa Breidablik ved
dette Syn, Kaapen kunde hun undvære, hun var Gudskelov ikke naragtig;
men hun hadde selv Børn, store Piken Barbro, Helge, den næstældste, og
Kathrine, alle skolepligtige. Naturligvis hadde de to ældste alt været
paa Skole nede i Bygden, men da Familjen flyttet op i Myrene, op til
dette avsides Breidablik, maatte Børnene bli Hedninger igjen.

Har du Mat med til Gutterne dine? spurte Konen. -- Ja Mat? Ser du ikke
denne Kisten? Det er Reisekisten min som jeg hadde med hjem, den er fuld
av Mat. -- Hvad du har med? -- Hvad jeg har med? Jeg har Flæsk og Kjøt
til Kokemat og Smør og Brød og Ost til Tørmat. -- Ja det er storveies
med dokker opi Marken! sa Konen, og hendes stakkars blekkindede Børn
hørte baade med Øine og Ører om al den gode Mat. Hvor du skal faa Hus
for dem? spurte hun. -- Hos Smeden. -- Naa, sa Konen. Ja mine skal nu
ogsaa paa Skolen igjen, de skal bo hos Lensmanden. -- Naa, sa Inger. --
Ja eller hos Doktoren eller Præsten. Det er nu saa at han Brede han er
saa kjendt med alle de Store. -- Da rettet Inger paa Kaapen og fik nogen
sorte Silkefrynser fordelagtig frem. -- Hvor har du faat Kaapen? spør
Konen, har du hat hende med dig? -- Jeg har sydd hende selv. -- Ja det
er som jeg sier, dokker er sprængt av Middel og Magt opi Marken!

Da Inger kjørte videre kjendte hun sig hofmodig og glad, og da hun kom
frem til Bygden viste hun sig kanske litt for stor paa det, ialfald tok
Lensmand Heyerdahls Frue Forargelse av at hun fremstod i Kaape: Konen
paa Sellanraa glemte hvem hun var, glemte hvor hun kom fra efter seks
Aars Fravær! Aa men Inger fik ialfald vist frem sin Kaape, og hverken
Handelsmandens Kone eller Smedens Kone eller Skolelærerens Kone hadde
noget imot en slik Kaape til sig selv, men de vilde se Tiden an.

Det gik ikke saa lang Tid før Inger begyndte at faa Søkning. Nogen Koner
kom fra andre Siden av Fjældet av Nysgjærrighet, Oline hadde vel mot sin
Vilje kommet til at nævne hende til en og anden, de som kom bragte da
med sig meget Nyt fra Ingers Hjembygd, til Gjengjæld blev de trakteret
og fik se paa Symaskinen. Unge Piker kom to og to op fra Sjøsiden, fra
Bygden, og raadførte sig med Inger: det var Høsten, de hadde sparet
sammen til et nyt Plagg og nu var det at Inger kunde si dem Moten ute i
Verden og nu og da klippe Tøiet. Inger levet op ved disse Besøk,
blomstret, hun var snil og hjælpsom og dertil dygtig i sit Fag saa hun
kunde klippe utenad; iblandt sydde hun ogsaa lange Sømmer paa Maskinen
for ingenting og gav de unge Piker Tøiet tilbake med de himmelsk
spøkefulde Ord: Saa, nu kan du sy i Knapperne selv!

Senere paa Høsten fik Inger Bud om at komme ned til Bygden og sy for de
Store. Det kunde hun ikke, hun hadde Folk og Dyr og hjemlige Gjøremaal,
og hun hadde ikke Tjenestepike. Hvad hadde hun ikke? Tjenestepike!

Hun sa til Isak: Dersom at jeg hadde nogen Hjælp saa kunde jeg sy mere
stadig. -- Det forstod ikke Isak: Hjælp? -- Ja Hjælp i Huset, en
Tjenestepike. -- Da gik det vel rundt for Isak, for han lo litt i
Jærnskjægget og tok det for Spas: Ja vi skulde hat Tjenestepike! sa han.
-- Det har alle Husmødre i Byen, sa Inger. -- Naa, sa Isak.

Se, han var kanske ikke videre blid eller glad, ikke oplagt nei, for nu
var han begyndt at reise Sagbruket og det hadde ikke gaat fort, han
kunde ikke holde Stolpen med en Haand, styre Vatret med den andre og
samtidig fæste Skraabandene. Men nu siden Smaagutterne kom hjem fra
Skolen igjen gik det bedre, de velsignede Gutterne var til stor Nytte,
især var Sivert en mærkelig dygtig Fyr til at slaa i Spiker, men Eleseus
var bedst til at lodde med Snor. Efter en Ukes Tid hadde Isak og
Gutterne virkelig faat reist Stolperne og fæstet dem forsvarlig med
Skraaband digre som Bjælker. Et stort Arbeide var gjort.

Det gik -- altsammen gik. Men Isak begyndte at være træt om Kvældene,
hvad det nu kom av. Det var ikke bare at bygge Sag og dermed Punktum,
alt andet skulde ogsaa gjøres. Høiet var i Hus, men Kornet stod og matet
sig, nu skulde det snart skjæres og staures, Poteten skulde ogsaa snart
op. Men Isak hadde utmærket Hjælp i Smaagutterne. Han takket dem ikke,
det hørte sig ikke til blandt Folk som han og hans, men han var uhyre
tilfreds med dem. En sjælden Gang satte de sig et Øieblik midt i Økten
og talte sammen, Farn kunde da næsten for Alvor raadføre sig med
Gutterne sine om hvad de skulde ta fat paa først og hvad sist. Dette var
Smaagutternes stolte Stunder og de lærte at tænke sig vel om før de
talte for ikke at faa Uret. -- Det var nu galt skulde vi ikke faa Sagen
under Tak til Høstvæten kommer, sa Farn.

Bare Inger hadde været som i gamle Dager! Men Inger var vel desværre
ikke saa stærkhelset længer som før, som vente kunde være efter den
lange Indespærring. At hendes Sind hadde skiftet var en Sak for sig, aa
hun var blit saa lite omtænksom, likesom mere grund, letsindig. Hun sa
om Barnet hun dræpte: Jeg var et godt Kreatur, vi kunde ha faat hende
sydd i Munden, saa hadde jeg ikke hat fornøden at strøipe hende! -- Og
aldrig saa gik hun til en liten Grav borti Skogen hvor hun engang hadde
klappet Jorden til med Hænderne og sat et Kors.

Men Inger var intet Umenneske, hun vedblev at ha stor Omhu for sine
andre Børn, skiftet paa dem, sydde til dem, kunde sitte oppe utover
Natten for at stoppe et Plagg til dem. Det var hendes Drøm at de skulde
bli til meget.

Saa kom Kornet paa Staur, saa blev Poteten tat op. Saa kom Vinteren.
Neivel, saa kom ikke Sagen under Tak i Høst, men det fik ikke hjælpe,
det galdt ikke Livet. Til Sommeren kom Tid og Raad.




XIII


Og om Vinteren var det da det sædvanlige Arbeide med Vedkjøring og
Istandsætting av Værktøi og Kjøredoninger, og Inger stelte Huset og
sydde. Smaagutterne var atter nede i Bygden paa lang Skole. De hadde alt
i flere Vintrer hat et Par Ski tilsammen, det klarte de sig godt med
saalænge de var hjemme: saa stod den ene og biet mens den andre rændte
sit Rænd, eller den ene stod bakpaa hos den andre. Aa det klarte de sig
godt med, de visste ikke om det som gildere var, de var uskyldige. Men
nede i Bygden var Forholdene større, Skolen vrimlet av Ski, det viste
sig at endog Børnene paa Breidablik hadde hver sit Par. Det blev til det
at Isak maatte faa gjort et nyt Par Ski til Eleseus, saa beholdt Sivert
det gamle Par alene.

Isak gjorde mere, han fik Smaagutterne opklædt og gav dem uforgjængelige
Støvler. Men da det var gjort gik Isak til Handelsmanden og bestilte en
Ring. -- En Ring? spurte Handelsmanden. -- En Fingerring. Jeg er blit
saa hoffærdig at jeg vil gi Konen min en Fingerring. -- Skal det være en
Sølvring eller en Guldring eller bare en Messingring som har hængt i
Guldrøken? -- Det skal være en Sølvring. -- Handelsmanden tænkte længe
paa det: Naar du skulde fare med det, Isak, og dersom at du vil forære
Konen din en Ring som hun kan være bekjendt med -- saa lat det være en
Guldring. -- Hvad! sa Isak høit. Men han hadde visst inderst inde selv
tænkt paa en Guldring.

De talte det over paa alle Leier og blev enige om et Slags Maal paa
Ringen, Isak grundet svært og rystet paa Hodet og syntes det var et
stivt Stykke, men Handelsmanden vilde ikke skrive efter noget andet end
en Guldring. Da Isak gik hjemover var han i Grunden glad over sin
Beslutning, men samtidig forfærdedes han over de Utgifter som
Forelskelse kunde føre til.

Det var en jævn Snevinter og da det ut paa Nyaaret blev godt Føre
begyndte Folk fra Bygden at kjøre Telegrafstolper opover Myrene og læsse
dem av med visse Mellemrum. De kjørte med mange Hester og kom forbi
Breidablik, kom forbi Sellanraa Gaard -- saa møtte andre Hester med
Stolper fra hin Siden av Fjældet, og hele Linjen var komplet.

Slik gik Livet Dag for Dag, uten store Hændelser. Hvad skulde hænde? Om
Vaaren begyndte Arbeidet med at sætte Telegrafstolperne op, Brede Olsen
var atter med skjønt han skulde ha Vaaronn at gjøre paa sin Gaard. At
han har Tid! tænkte vel Isak igjen.

Isak selv hadde knapt Stunder til at spise og sove, det var bare saavidt
han fik Onnen gjort i ret Tid, hans Jorde var nu blit noksaa stort.

Men saa, mellem Onnerne, fik han Sagen under Tak og kunde begynde at
sætte ind Maskineriet. Se, det var intet Vidunder av fint Træværk han
hadde frembragt, men det var jotunstærkt og stod der og gjorde Nytte,
Sagen gik, Sagen skar; Isak hadde brukt Øinene naar han var paa Sagen
nede i Bygden og tat godt efter. Det var et hjærtelig lite Sagbruk han
hadde opført, men han var tilfreds med det, han hugget ind Aarstal over
Døren og satte sit Bumærke.

Og i Sommer hændte nu allikevel noget mere end almindelig paa Sellanraa.

Telegrafarbeiderne var nu kommet saa høit op i Marken at de forreste Lag
stak frem til Gaarden en Kvæld og bad om Hus. De fik ligge i Løen.
Efterhvert som Dagene gik kom de andre Lag efter, de fik alle Tak over
Hodet paa Sellanraa, Arbeidet skred forbi Gaarden, men Folkene vedblev
at komme tilbake til Løen og ligge. En Lørdags Kvæld kom Ingeniøren og
skulde utrede Lønning.

Da Eleseus saa Ingeniøren fik han Hjærteklap og snikte sig paa Dør for
ikke at bli spurt om Farveblyanten. Aa for en ond Stund, og ikke kom
Sivert ut saa han kunde faa litt Støtte! Eleseus glidde som en blek Aand
forbi Husnoverne, han fik endelig fat i Morn og budsendte Sivert. Det
var ikke anden Raad.

Sivert tok Saken mindre tungt, han hadde heller ikke den store Skyld at
bære paa. Brødrene satte sig godt avsides og Eleseus sa: Dersom at du
vilde ta det paa dig! -- Jeg? sa Sivert. -- For du er saa meget mindre,
han vilde ikke gjøre dig noget. -- Sivert tænkte paa det og saa at Brorn
var i Nød, det smigret ham ogsaa at Eleseus trængte til ham. -- Jeg
kunde kanske gi dig en Haands Hjælp, sa han voksent. -- Du maatte ha
villet! utbrøt Eleseus og gav simpelthen sin Bror den Stubb som var
igjen av Farveblyanten. Du skal ha han til eiendes! sa han.

De skulde gaa ind igjen i Fællesskap, men Eleseus hadde noget at gjøre
ved Sagen, sa han, eller rettere at si ved Kværnen, sa han, noget han
skulde se efter, det vilde ta Tid, han blev næppe færdig paa en god
Stund. Sivert gik ind alene.

Der sat Ingeniøren og lønnet med Sedler og Sølvpenger, og da han hadde
lønnet ifra sig fik han Mælk at drikke av Mugge og Glas hos Inger og han
var taknemmelig derfor. Saa talte han med lille Leopoldine og da han saa
Tegningerne paa Vægstokkene spurte han straks hvem som var Mester for
dem, er det du? spurte han Sivert. Ingeniøren skulde vel gjøre sig litt
til av Taknemmelighet for Gjæstfriheten, han glædet Morn ved at rose
Tegningerne, Inger paa sin Side gav god Forklaring: Gutterne hendes
hadde været to om Tegningerne, begge Brødrene. De hadde ikke hat Papir
før hun kom hjem og ordnet med det, saa hadde de krotet ut Væggene. Men
hun hadde ikke Hjærte til at vaske det av. -- Lat det staa, sa
Ingeniøren. Papir? sa han og la en Mængde store Ark op: Der, tegn væk
til jeg kommer igjen næste Gang! Hvorledes er det med Blyanter? --
Sivert fremtraadte simpelthen med Blyantstubben og viste at den var
liten. Han fik en ny, en uopskaaren Farveblyant: Tegn væk! Men gjør
heller Hesten rød og Bukken blaa. Ikke sandt, du har ikke set blaa
Hester?

Saa reiste Ingeniøren.

Samme Kvæld kom en Mand op fra Bygden med en Skræppe, han leverte ut
nogen Flasker til Arbeiderne og gik igjen. Men efter at han var gaat
blev det ikke længer saa stille paa Sellanraa, Trækspillet tonet, det
blev talt høit og sunget og saa smaat danset paa Tunet. En av Arbeiderne
vilde ha Inger med til en Sving, og Inger -- hvem forstod sig paa hende,
hun lo en liten Latter og danset sandelig med nogen Ganger rundt. Da det
var gjort vilde flere ha hende med og hun kom til at danse noksaa meget.

Hvem forstod sig paa Inger! Hun danset kanske nu sin første salige Dans
i Livet, hun var efterstræbt, hidsig forfulgt av tredive Mand, hun var
alene, den eneste at vælge imellem, ingen stak hende ut. Og hvor de
brotstærke Telegrafkarer løftet hende! Hvorfor ikke danse? Eleseus og
Sivert sov alt som Stokker i Kammerset midt i Sjauen paa Gaarden og
lille Leopoldine hun var oppe og stod og saa forundret paa Morns Spring.

Isak hadde under dette været ute paa Jordet hele Tiden efter Kvældsmaten
og da han kom hjem for at lægge sig blev han bydd av en Flaske og drak
ogsaa litt. Han satte sig og saa paa Dansen med Leopoldine paa Fanget.
Der faar du svinget dig! sa han godslig til Inger, der faar du sandelig
Føtter! sa han.

Men om en Stund sluttet Musikanten sit Spil og Dansen var forbi.
Arbeiderne gjorde sig nu rede til at drage ned i Bygden for Resten av
Natten og for hele Morgendagen og ikke komme igjen før Mandag Morgen.
Snart laa Sellanraa igjen stille, et Par ældre Mænd blev tilbake og gik
til Ro i Løen.

Isak saa sig om efter Inger til at gaa ind og lægge Leopoldine, men da
han ikke saa hende bar han selv Barnet ind og la det. Han gik ogsaa selv
tilsengs.

Ut paa Natten vaknet han og Inger var ikke inde. Er hun i Fjøset? tænkte
han og stod op og gik i Fjøset. Inger? spurte han. Intet Svar, Kjyrene
snudde Hoderne og saa paa ham, alt var Ro. Av gammel Vane talte han
Buskapen, talte han Smaafæet, den ene Lamsauen var saa lei til at ligge
ute -- nu var den ute igjen. Inger? spurte han. Intet Svar nu heller.
Hun er nu vel aldrig blit med helt ned i Bygden? tænkte han.

Sommernatten var lys og lun, Isak sat en Stund paa Dørhellen, saa reiste
han sig og gav sig ind i Skogen for at lete efter Lamsauen. Han fandt
Inger. Inger her? Inger og en til. De sat i Lyngen, hun lot hans
Skyggelue danse paa sin Pekefinger, de talte sammen, hun var vel
efterstræbt igjen.

Isak rugget sagtelig bortover til dem, Inger vendte sig og saa ham, hun
blev som en Klut, seg fremover med Brystet, slap Luen, blev til
ingenting. -- Hm. Vet du at Lamsauen er borte igjen? sa Isak. Men det
vet nok ikke du! sa han.

Den unge Telegrafarbeider samlet Luen sin op og begyndte at gaa
sidelængs bort: Jeg faar vel gi mig efter de andre, sa han, ja Godnat,
sa han og gik. Ingen svarte.

Naa, du sitter her! sa Isak. Skal du sitte her?

Han begyndte at gaa hjemover. Inger kom sig paa Knærne, kom sig paa
Føtterne og gik efter, saaledes gik de, Manden først, Konen bakefter,
Tandem. De kom hjem.

Inger hadde vel faat Tid paa sig, aa hun reddet sig: Det var netop
Lamsauen som jeg skulde gaa og lete efter, sa hun, jeg saa at hun var
borte. Saa kom den Karn, han hjalp mig at lete. Vi hadde næsten ikke
sittet nogen Stund da du kom. Hvor skal du hen nu?

Jeg? Jeg faar vel se efter Dyret.

Nei nu skal du lægge dig. Og dersom at nogen skal lete mere saa skal jeg
gjøre det. Du skal bare lægge dig, du kan trænge det. Men forresten saa
kan Sauen ligge ute, det har hun gjort før.

Ja og bli opætt av Rovdyr! sa Isak og gik.

Nei du skal ikke vør! ropte hun og indhentet ham. Du trænger at hvile.
Jeg skal gaa.

Isak lot sig overtale. Og han vilde heller ikke høre paa at Inger skulde
lete mere efter Sauen. De gik ind begge.

Inger saa med en Gang efter Børnene, var i Kammerset og saa til
Gutterne, optraadte som om hun hadde været ute i det lovligste Ærend, ja
det var ikke frit for at hun gjorde sig litt velbehagelig til Isak, som
om hun ventet en Kjærlighet værre end nogensinde i Kvæld -- for nu hadde
han jo faat fuld Forklaring. Men Tak, Isak var ikke saa let i Vendingen,
han hadde helst set at hun hadde været forunderlig sørgmodig og ikke
hadde visst av sig selv for Anger. Det hadde han helst set. Hvad forslog
det lille hun sank sammen i Skogen, det stakkars lille hun blev ilde ved
da han kom paa hende -- hvad forslog det naar det gik saa fort over!

Han var ingenlunde blid Dagen efter heller som var en Søndag, men
vandret ute og saa paa Sagen og saa paa Kværnen og saa over Jordet i
Selskap med Børnene eller alene. Da Inger engang prøvet at slutte sig
til gik Isak sin Vei: Jeg skal opover Elven og se paa noget, sa han. Et
eller andet naget ham vel, men han bar det i Stilhet og tordnet ikke. Aa
Isak var noget stort, for Eksempel Israel, forjættet og snytt, men
noksaa troende.

Om Mandagen var Stemningen alt lettere og eftersom Dagene gik begyndte
Indtrykket fra den forargerlige Lørdags Nat at utviskes. Tiden gjør saa
meget istand igjen, med Spyt og Rusk, Søvn og Mat grør den alle Saar.
Isak var ikke værst faren, han hadde ikke engang Visshet om at han var
forurettet, han hadde desuten meget andet at tænke paa, retnu skulde
Slaatten begynde. Og til syvende og sist var Telegrafen snart færdig nu,
saa vilde det vel bli Fred igjen paa Gaarden. En bred og lys Kongsvei
gik igjennem Løvskogen, det stod Stolper med Streng paa helt op
tilfjælds.

Ved næste Lørdagslønning, som var den siste, laget Isak det saa at han
var hjemmefra, han vilde det selv. Han gik ned i Bygden med Ost og Smør
og kom hjem igjen Nat til Mandag. Arbeiderne hadde da allesammen forlatt
Løen, næsten allesammen, siste Mand vagget ut av Gaarden med Sæk paa
Ryggen, næsten siste Mand. At det endda ikke var helt trygt skjønte Isak
paa en Bomme som stod igjen i Løen; hvor Eiermanden var visste han ikke,
vilde han ikke vite, men en Skyggelue laa ovenpaa Bommen som et
forargerlig Bevis igjen.

Isak slængte Bommen ut paa Tunet og slængte Luen efter ut paa Tunet og
lukket Løen. Saa gik han ind i Stalden og kikket ut gjennem Ruten. Lat
Bommen staa der, tænker han vel, og lat Luen ligge der, det er det samme
hvem som eier den, han er en Skitt og jeg vører ham ikke, tænker han
vel. Men naar han nu kommer efter Bommen saa skal jo Isak gaa ut og ta
ham litt i Armen og gjøre den blaa. Og hvad en Veivising ut fra Tunet
angaar saa skal han faa den ogsaa!

Dermed forlot Isak Ruten i Stalden og gik ind i Fjøset og kikket derfra
og hadde ingen Ro. Bommen var surret med Snøre, Stakkaren hadde ikke
engang Laas for den og Snøret var løsnet -- hadde Isak tat for
haardhændt i Bommen? Hvorledes det nu kom, men han var ikke længer
sikker paa om han hadde handlet ret. Han hadde netop nu paa Turen ned i
Bygden set sin nye Harv, en Nybrotharv som han hadde bestilt, aa en
makeløs Maskine, et Helgenbillede, ja og den var det som nu var kommet.
Saa var det om det fulgte Velsignelse med den. Den høiere Magt som ledet
Menneskenes Skridt stod kanske nu og saa paa ham om han fortjente
Velsignelse eller ikke, Isak var altid optat av de høiere Magter, ja han
hadde set Gud med sine egne Øine en Høstnat i Skogen, han var nærmest
mærkelig at se.

Isak gik ut paa Tunet og stod over Bommen. Endda betænkte han sig, ja
han skubbet Hatten paasnei og klødde sig i Hodet og kom til at se
forsoren og flot ut, kom til at se ut som en Spanier. Men saa maa han
vel ha tænkt som saa: Nei her staar jeg og er langtfra noget prægtig
Menneske og ypperlig Menneske, jeg er en Hund! Saa surret han Snøret
fast om Bommen, tok op Luen og bar altsammen ind i Løen igjen. Der var
det gjort.

Da han gik ut av Løen og nedover til Kværnen, bort fra Tunet, bort fra
alt, stod ikke Inger i Stuevinduet. Neivel, lat hende staa hvor hun vil,
forresten laa hun vel i Sengen, hvor ellers skulde hun være? Men i gamle
Dager i de første uskyldige Aar her paa Nyrydningen, da hadde ikke Inger
Ro, men var oppe og biet paa ham naar han var ventendes hjem fra Bygden.
Det var blit anderledes nu, anderledes med alt. Som da han gav hende
Ringen -- kunde noget ha været mere mislykket? Isak hadde været
overdaadig beskeden og saa langtfra kaldt den en Guldring: Det er ikke
noget videre, men du kan nu sætte han paa Fingeren og prøve han! -- Er
det Guld? spurte hun. -- Ja, men han er ikke stor, sa han. -- Jo! var
det Meningen at hun skulde svare nu, men hun svarte: Neinei, saa stor
netop, men. -- Du kan nu ha han som et andet Græsstraa, sa han tilslut
motløs.

Men Inger var jo taknemmelig for Ringen og hadde den paa høire Haand og
glimret med den naar hun sydde; nu og da fik Pikerne fra Bygden prøve
den og sitte med den en Stund paa Fingeren naar de var hos hende i
Raadslagning. Forstod da ikke Isak at hun var uhyre stolt av Ringen!
....

Men det var ødslig at sitte her i Kværnen og høre paa Fossen den lange
Nat, Isak hadde intet galt gjort og trængte ikke at skjule sig. Saa gik
han ut av Kværnen, opover Jordet, hjem, ind i Stuen --

Og nu blev Isak flat, sandelig, glad og flat. Brede Olsen sat der,
Naboen, ingen anden, han sat og fik Kaffe. Jo Inger var oppe, de to sat
der bare og pratet og drak Kaffe. Der er han Isak! sa Inger i en
hyggelig Tone og reiste sig og skjænket i en Kop til ham ogsaa.
Godkvæld! sa Brede og var like saa hyggelig.

Isak mærket godt at Brede hadde været med og turet Avskedslag med
Telegrafarbeiderne, han var noksaa forvaket, men det gjorde ikke noget,
han var leende og venlig. Naturligvis brautet han litt: I Grunden hadde
han ikke hat Tid til dette Telegrafarbeidet, han hadde Gaarden; men han
hadde ikke kunnet si Nei, Ingeniøren hadde været saa efter ham. Og saa
hadde det jo ogsaa ført til at Brede maatte overta Inspektørstillingen
over Linjen. Det var ikke for Betalingens Skyld, Brede kunde tjene mange
Ganger mere nede i Bygden, men han hadde ikke villet være tvær. Saa
hadde han faat en liten blank Maskine paa Væggen, det var noksaa
trøisomt, næsten en Telegraf.

Isak kunde med sin bedste Vilje ikke bære Nag til denne Smaaskryter og
Lathans, dertil blev han formeget lettet ved at finde sin Nabo her i
Kvæld istedet for en Fremmed. Isak hadde Bondens Likevægt, hans faa
Følelser, hans Stabilitet, Træghet, han jattet med Brede og nikket til
hans Overfladiskhet. Har du ikke en Kop Kaffe til aat han Brede? spurte
han Inger. Og Inger skjænkte.

Inger fortalte forresten om Ingeniøren, det var en makeløst saa snil
Mand, han hadde set paa Smaagutterne sine Tegninger og Skrift og nu
vilde han ta Eleseus til sig, sa han. -- Ta han til sig? spurte Isak. --
Ta han til Byen. Han vilde ha han til at skrive for sig, ha han til
Kontorist paa Kontoret, saa meget syntes han om Tegningerne og Skriften
hans. -- Naa, sa Isak. -- Ja hvad du mener? Han vilde konfirmere han og.
Jeg syntes det var store Ting. -- Det syntes jeg og! sa Brede. Og saa
meget kjender jeg Ingeniøren at naar den Mand sier en slik Ting saa
mener han det. -- Vi har ikke nogen Eleseus at undvære her paa
Rydningen, sa Isak.

Det blev litt stille og kjedelig efter disse Ord. Naturligvis var ikke
Isak en Mand at tale med. -- Naar nu Gutten selv vil frem! sa Inger
tilslut, og naar han har Geni for at bli Folk! sa hun. -- Stille igjen.
Men nu sa Brede leende: Ingeniøren maatte saavisst ha villet ta til sig
en av mine! Jeg har nok av dem. Men den ældste er ho Barbro og hun er
Pike. -- Jaja ho Barbro er vel bra nok, mente Inger for at være høflig.
-- Ja det mankerer ikke, sa Brede ogsaa, ho Barbro er dygtig og for sig,
hun skal nu til Lensmanden og være. -- Skal hun til Lensmanden? -- Mener
du ikke jeg maatte love det! Lensmandsfruen var saa efter mig om det. --

Det lidde nu langt paa Morgningen og Brede laget sig til at gaa. -- Jeg
har en Bomme og en Lue igjen i Løen dokkers, sa han. Hvis at ikke
Karerne har tat med sig altsammen, sa han og spøkte.




XIV


Og Tiden gik.

Jo naturligvis kom Eleseus til Byen, Inger satte det igjennem. Han var
der først et Aars Tid, saa blev han konfirmeret, siden sat han fast paa
Ingeniørens Kontor og blev dygtigere og dygtigere til at skrive. Aa, det
var nogen Brever han sendte hjem, stundom med sort og rødt Blæk, rene
Skilderier. Og det var et Sprog i dem, en Tale! Nu og da bad han om
Penger, bad om Støtte, han maatte ha til Lommeur og Kjæde saa han ikke
forsov sig om Morgningen og kom forsent paa Kontoret; han maatte ha til
Pipe og Tobak som andre unge Byens Kontorister; til noget han kaldte
Lommepenger; til noget han kaldte Aftenskole, hvor han lærte Tegning og
Gymnastik og andre nødvendige Fag i hans Stand og Stilling. Eleseus var
alt i alt ingen billig Mand at ha i Post i Byen.

Lommepenger, spurte Isak, er det Penger at ha i Lommen? -- Det maa vel
saa være, mente Inger, det er vel for ikke at være snoft fri. Og det er
nu heller ikke saa meget, en Daler nu og da. -- Akkurat, en Daler nu og
en Daler da, svarte Isak arg. Men han var arg fordi han savnet Eleseus
og vilde ha ham hjemme. Men det blir mange Dalere, sa han. Jeg staar
ikke ut med det, du skal skrive at han faar ikke mere. -- Naa, jaja, sa
Inger fornærmet. -- Han Sivert, hvad faar han til Lommepenger? spurte
Isak. -- Inger svarte: Du har ikke været i en By og skjønner det ikke,
han Sivert trænger ikke Lommepenger. Men saa forresten saa blir det ikke
Synd i han Sivert naar han Morbror Sivert dør. -- Det vet du ikke. -- Jo
det vet jeg. --

Og det var paa en Maate rigtig, Morbror Sivert hadde utlatt sig med at
lille Sivert skulde arve ham. Morbror Sivert hadde hørt sig forarget paa
Eleseus sin Gromhet og Storhet i Byen og han hadde nikket og bitt Munden
sammen at en Søstersøn som hette efter ham -- efter Morbror Sivert --
skulde ingenlunde forsmægte! Men hvad eiet egentlig Morbror Sivert? Eiet
han ved Siden av sin vanbrukte Gaard og sit Naust ogsaa den store Slump
med Penger og Middel som man almindelig mente? Ingen visste det. Og
dertil kom at Morbror Sivert var en egensindig Person, han forlangte at
lille Sivert skulde komme og være hos ham. Det var Morbror Sivert en
Honnørsak: han vilde ta til sig lille Sivert som Ingeniøren hadde tat
til sig Eleseus. Men hvorledes kunde lille Sivert komme hjemmefra? Det
var ikke mulig. Han var Farns eneste Hjælp. Desuten hadde ikke Gutten
selv nogen større Lyst til at være hos Morbrorn, hos den berømte
Herredskasserer, han hadde prøvet det engang, men var vendt hjem igjen.
Han blev konfirmeret, skjøt iveiret og vokste, fik fine Dun nedover
Kinderne og svære Hænder med Træller i. Han arbeidet som en Kar.

Isak kunde vel aldrig ha faat op den nye Laaven uten Siverts Hjælp, men
nu stod den der, med Kjørebro og Luftglugger og alt, stor som selve
Prestegaardslaaven. Naturligvis var den bare et Bindingsværkshus med
Bordklædning, men ekstra solid bygget med Jærnhaker i Noverne og klædt
med Toms Bord, skaaret paa eget Sagbruk. Ja og her hadde lille Sivert
drevet ind mere end en Spiker og løftet paa de tunge Stokker i
Spærreværket saa han mest segnet. Sivert trivedes sammen med Farn og
arbeidet trutt ved hans Side, han var av Farns To. Og endda var han ikke
blit finere og mere utskjæmt end at han gik op i Lien og gnidde sig med
litt Reinfant naar han skulde ha god Lugt paa sig til Kirke. Da begyndte
sandelig lille Leopoldine at faa større Fornødenheter, som vente kunde
være siden hun var Pike og eneste Datter. Nu i Sommer hadde hun ikke
kunnet spise Kvældsgrøten uten med Sirup paa, nei hun vann ikke paa den.
Og hun var heller ikke til noget videre i Arbeide.

Inger hadde ikke opgit Tanken om en Tjenestepike, hver Vaar hadde hun
ordet om det og hver Gang var Isak umedgjørlig. Hvor meget mere kunde
hun ikke ha klippet Tøi og sydd og vævet fin Væv og broderet Tøfler hvis
hun hadde hat nok av Tid! Og Isak var i Grunden ikke saa umedgjørlig
længer som før, men han murret endda. Ho, første Gang hadde han talt en
bra lang Remse, ikke av Ret og Rimelighet, heller ikke av Hovmod, men
desværre av Svakhet, av Raseri. Men nu var det som han gav litt efter og
skammet sig.

Skal jeg ha Hjælp i mit Hus saa er det nu, sa Inger. For siden saa blir
Leopoldine større og kan gjøre et og andet. -- Hjælp? spurte Isak, hvad
skal du ha Hjælp til? -- Hvad jeg skal ha Hjælp til? Har du ikke selv
Hjælp? End han Sivert? --

Hvad skulde Isak svare til slik Uforstand? Saa svarte han: Jaja naar at
du faar Taus saa vil vel dokker to pløie og slaa og høste Gaarden. Saa
kan han Sivert og jeg fare vores Vei.

Hvorledes det nu kan være med det, svarte Inger, men nu kunde jeg faa ho
Barbro til Taus, hun har skrevet hjem om det. -- Hvad for en Barbro?
spurte Isak, ho Barbro hans Brede? -- Ja. Hun er i Bergen. -- Jeg vil
ikke se den Barbro hans Brede her, sa han. Hvem anden du nu faar, la han
til.

Han avviste altsaa ikke enhver anden.

Se, Barbro paa Breidablik hadde ikke Isaks Tillit, hun var ustadig og
overfladisk som Farn -- kanske ogsaa som Morn --, var flygtig og uten
Utholdenhet. Hun var ikke blit længe hos Lensmandens, bare et Aar, da
hun var blit konfirmeret kom hun til Handelsmandens og var ogsaa der et
Aar. Her blev hun vakt og religiøs og da det kom Frelsesarmé til Bygden
gik hun ind i den og fik Rødt paa Ærmet og Gitar i Hænderne. I denne
Mundering reiste hun til Bergen med Handelsmandens Jagt, det var ifjor.
Nu hadde hun netop sendt sit Fotografi hjem til Breidablik, Isak hadde
set det: en fremmed Damepike med opkrøllet Haar og lang Urkjæde nedover
Brystet. Forældrene var stolte av lille Barbro og viste Billedet frem
til hvem som kom forbi Breidablik, det var storveies som hun hadde
folket sig og blit til noget, og hun hadde ikke Rødt paa Ærmet og Gitar
i Hænderne mere.

Jeg tok det med og viste det til Lensmandsfruen, hun kjendte hende ikke
igjen, sa Brede. -- Skal hun være i Bergen? spurte Isak mistænksom. --
Hun blir i Bergen saalænge hun kan tygge Brød, svarte Brede. Dersom at
hun ikke heller reiser til Kristiania, sa han. Hvad skal hun herhjemme?
Hun har nu faat sig en ny Post og er Husholderske for to fine
Kontorister, Ungkarer. Og det er svært til Løn hun har. -- Hvormeget?
spurte Isak. -- Det sier hun ikke bent ut i Brevet. Men at det er noget
forskrækkelig imot her i Bygden det forstaar jeg paa at hun faar
Julegave og forskjellige Gaver uten at det blir trukket ifra. -- Naa, sa
Isak. -- Ja du har ikke Bruk for hende til Taus? spurte Brede. -- Jeg?
spurte Isak. Det undslap ham. -- Nei, hehe, jeg spurte nu bare saaledes,
ho Barbro skal være der hun er. Hvad det var jeg skulde sagt: du saa
ikke noget galt med Telegrafen ovenfor? -- Med Telegrafen? Nei. -- Aanei
det er ikke meget Feil at se paa Telegrafen siden at jeg overtok han. Og
saa har jeg jo min egen Maskine paa Væggen til at varsku mig dersom at
noget gaar sund. Jeg faar vel opover Linjen en Dag og se hende over. Jeg
har saa altfor meget at gjøre og bestyre, det er ikke for een Mand. Men
saa længe som jeg er Inspektør og har dette offentlige Hværv saa maa jeg
skjøtte det saa længe som det nu varer. -- Isak spurte: Ja du tænker
ikke at si det ifra dig? -- Det vet jeg ikke, svarte Brede, jeg er ikke
bestemt med mig selv. De er efter mig at jeg skal flytte ned i Bygden
igjen. -- Hvem er efter dig? spurte Isak. -- Alle ihop. Lensmanden han
vil ha mig til Stævnevidne igjen og Doktoren han savner mig i Skyss og
Præstefruen hun har mere end en Gang villet ha mig til en Haands Hjælp
hvis at ikke Veien var saa lang. Hvorledes var det, Isak, fik du saa
store Penger som de sa for Fjældet dit? -- Ja det er ingen Løgn, svarte
Isak. -- Men hvad skulde han Geissler med det? Det ligger der. Det er
noget forunderlig. Og nu er det gaat Aar efter Aar. -- Isak hadde ofte
grundet paa denne Gaate selv, han hadde talt med Lensmanden om den,
hadde spurt efter Geisslers Adresse for at skrive til ham. Visst var
hele Saken forunderlig. -- Jeg vet ingenting, sa Isak.

Brede skjulte ikke at han hadde Interesse for denne Handel med Fjæld: De
sier det er flere Fjæld end som dit opi Almenningen, sa han, det kan
være store Ting i dem, vi gaar bare her som umælende Dyr og ser det
ikke. Jeg har nu bestemt mig til at komme opover en Dag og undersøke
det. -- Naa saa forstaar du dig paa Fjæld og Stensorter? spurte Isak. --
Ja jeg er ikke fri og jeg har nu smaat spurt andre. Og korsom er saa maa
jeg noget finde paa, jeg kan ikke leve her av Gaarden med alle mine. Det
er Tusen umulig. Det var en anden Forskjel paa dig som fik al Skogen og
al den gode Marken. Her er ikke andet end som Myr. -- Myr er god Jord,
sa Isak kort. Jeg har selv Myr. -- Det er saa umulig at faa hende tør,
svarte Brede ......

Men det var ikke umulig at faa Myren tør. Efterhvert som Isak kom
nedover Veien idag støtte han paa nye Rydninger, to av dem laa nedenfor,
imot Bygden, men en var høit oppe, mellem Breidablik og Sellanraa -- aa
det begyndte at bli arbeidet i Marken nu, i Isaks første Tid laa den
øde. Og disse tre Nybyggere var utenbygds fra, det syntes at være Folk
med Forstand, det første de foretok sig var ikke at laane Penger og
bygge Stue, de kom et Aar og grøftet og reiste igjen, akkurat som om de
var døde. Det var den rette Maaten: grøfte, pløie, saa. Aksel Strøm var
nu Isaks nærmeste Nabo, en dygtig Mand, Ungkar, Helgelænding av Fødsel,
han hadde laant Isaks Nybrotharv til at smuldre sin Myr med og først det
andet Aar hadde han faat op Høihus og Gamme for sig og et Par Dyr. Hans
Sted hette Maaneland fordi Maanen skinnet saa pent paa det. Han hadde
ikke sjøleiendes Kvindfolk og hadde ondt for at faa Sommerhjælp til sit
avsides Sted, men hans Fremgangsmaate var saa storartet den rette. Eller
skulde han som Brede først ha bygget Stue og saa kommet med Familje og
mange Smaa i Marken uten at ha Jord eller Dyr at leve av? Hvad visste
Brede Olsen om at tappe Myr og bryte Nyland!

Han visste om at fante Tiden bort med Driveri, Brede Olsen. Fôr han ikke
forbi Sellanraa en Dag og skulde tilfjælds ens Ærend og lete efter dyre
Metaller! Om Kvælden kom han tilbake og hadde ikke fundet noget bestemt,
sa han, bare nogen Tegn, sa han og nikket. Han skulde gjøre Turen op
igjen snart, han vilde ogsaa undersøke Fjældene over imot Sverige.

Og rigtig nok, Brede kom igjen. Han hadde vel faat Smak for det, han
skyldte paa Telegrafen at han maatte fare Linjen over. Imens stelte
Konen og Børnene med Jorden hjemme eller lot alt ligge. Isak blev lei og
kjei av hans Besøk og gik ut av Stuen naar han kom, saa pratet Inger og
Brede hjærtelig sammen. Hvad de kunde ha at prate om? Brede var ofte
nede i Bygden og visste altid Nyt om de Store der, Inger paa sin Side
hadde sin navnkundige Reise til Trondhjem og sit Ophold der at fortælle
om. Hun var blit saa pratende de Aar hun var borte, hun holdt Passiar
med hvemsomhelst. Nei hun var ikke den samme troskyldige og rette Inger
imot før.

Det vedblev at komme Koner og Piker til Sellanraa for at faa et Plagg
klippet eller en lang Maskinsøm sydd i en Snarvending, og Inger
underholdt dem godt. Oline kom ogsaa igjen, hun kunde vel ikke bare sig,
men kom baade Vaar og Høst, melet, smørblid og falsk. -- Jeg skulde nu
se hvorledes at dokker baler, sa hun hver Gang. Og jeg længes saa efter
Smaagutterne, sa hun, jeg fik saa stor Godhet for dem, Gudsengler som de
var. Jaja de er jo store Karer nu, men det er saa underlig med det, jeg
glemmer ikke da de var smaa og jeg hadde dem i min Varetægt. Og dokker
bygger og bygger og gjør det til en By! Skal dokker ha Klokke til at
ringe med paa det nye Laavetaket nett som paa Prestegaarden?

Engang da Oline kom fulgte en anden Kone med hende, og de to Koner og
Inger hadde nu en god Dag sammen. Jo flere Inger hadde sittende omkring
sig des bedre klippet og sydde hun og gjorde sig til og svinget med
Saksen eller Pressejærnet. Det mindte hende om Tiden paa Anstalten hvor
de var saa mange. Inger la ikke Skjul paa hvor hun hadde sin Kunst og
Viden fra, det var fra Trondhjem. Det var som hun ikke hadde været paa
Straf paa almindelig Maate, men i Lære, Skrædderlære, Vævskole,
Farverlære, Skrivelære, alt saa hadde hun fra Trondhjem. Hun omtalte
Anstalten med Hjemmefølelse, der var saa mange Folk, der var Øverster og
Opsyn og Vogtere, da hun kom hjem var det blit øde, det hadde faldt
hende noksaa haardt at trække sig helt tilbake fra Selskapslivet som hun
var blit vant til. Hun gik endda og lot som forkjølet fordi hun var
uvant med at være ute i raa Luft, ja Aar efter at hun kom hjem hadde hun
ikke Helse til at være ute i Veir og Vind. Det var Utearbeidet hun
egentlig skulde hat en Taus til. -- Ja du store Alverden, sa Oline,
skulde ikke du ha Taus som har Raad og som har din Lærdom og har dit
store Hus!

Det var noksaa behagelig at bli forstaat og Inger motsa hende ikke. Hun
sydde saa det duret og glimret med Ringen paa sin Haand.

Nu ser du, sa Oline til den andre Konen, er det ikke sandt som jeg sa at
ho Inger har faat Guldring? -- Vil dokker se han? spurte Inger og tog
den av. Oline grep den, hun syntes ikke at være helt tryg, hun
undersøkte Ringen som en Ape undersøker en Nøtt, saa paa Stemplet: Ja
det er som jeg sier at ho Inger og al hendes Rikdom og al hendes Middel!
-- Den andre Konen tok Ringen med Ærefrygt og smilte ydmygt. -- Du kan
faa sitte med han en Stund, sa Inger, sæt han bare paa, han gaar ikke
sund!

Og Inger var snil og godhjærtet. Hun fortalte om Domkirken i Trondhjem
og begyndte: Dokker har vel ikke set Domkirken i Trondhjem? Nei dokker
har ikke været der! Det var som hendes egen Domkirke, hun forsvarte den,
skrytte av den, opgav Høide og Vidde, et Æventyr. Syv Prester stod
samtidig og præket i den og kunde endda ikke høre hverandre. Saa har
dokker vel heller ikke set Sankt Olafs Brønd? Han ligger midt i
Domkirken, paa den ene Siden, og den Brønden han er bottnløs. Naar at vi
gik dit saa hadde vi med os en Smaasten hver og slap han nedi, men han
tok aldrig Bottn. -- Han tok aldrig Bottn! hvisket Konerne og vagget paa
Hodet. -- Men desforuten saa er det Tusen andre Ting i Domkirken, utbrøt
Inger henrevet, der er nu Sølvskrinet. Det er Sankt Olaf den Helliges
Skrin som at han hadde. Men Marmorkirken, som var en liten Kirke av bare
eneste Marmor, den tok Danskerne ifra os under Ufreden ....

Konerne skulde gaa. Oline fik Inger avsides, fik hende med sig ind i
Skjaaen hvor hun visste at alle Ostene laa, og lukket Døren. -- Hvad vil
du mig? spurte Inger. -- Oline hvisket: Han Os-Anders tør ikke komme hit
mere. Jeg har sagt det til han. -- Naa, sa Inger. -- Jeg har sagt at han
kan bare vaage, efter det han gjorde mot dig! -- Jaja, sa Inger. Men han
har været her flere Ganger siden, og saa forresten saa kan han gjærne
komme, jeg er ikke rædd han! -- Nei, sa Oline, men jeg vet hvad jeg vet,
og dersom at du vil saa skal jeg mælde han. -- Naa, sa Inger. Nei det
skal du ikke vør!

Men det var hende ikke imot at Oline stod paa hendes Side, det kostet en
liten Gjeitost, men Oline takket storartet for den: Det er som jeg sier
og altid har sagt: ho Inger er ikke meget vankelmodig naar at hun gir,
da bruker hun begge Hænder! Nei du er ikke rædd han Os-Anders, men jeg
har nu forbydd han at komme for dine Øine. Det var det mindste jeg kunde
tjene dig i. -- Da sa Inger: Hvad kan det gjøre om han kommer? Han kan
ikke skade mig mere. -- Oline reiste Ører: Naa, har du lært et Raad for
det? -- Jeg faar ikke Barn mere, sa Inger.

Saa var de jo paa like Fot og hadde like gode Trumfer: Oline stod jo og
visste at Lappen Os-Anders døde i Forgaars ......

Hvorfor skulde ikke Inger faa flere Børn? Hun var ikke Uvenner med sin
Mand, de var ikke Hund og Kat, saa langtfra. De hadde hver sine
Egenheter, men de kivedes sjælden og aldrig videre langvarig, efterpaa
var alt godt igjen. Mangen Gang kunde ogsaa Inger pludselig bli som i
gamle Dager og gjøre store Arbeider i Fjøset eller paa Jordet, det var
som hun gik i sig selv og fik friske Tilbakefald. Isak saa da med
taknemmelige Øine paa sin Kone, og hadde han været av dem som straks
uttalte sig vilde han ha sagt som saa: Hvad? Hm. Aper du? eller noget
andet anerkjendende. Men han tidde forlænge og kom forsent med sin Ros.
Saa var det vel ingen Hygge ved det for Inger og hun brydde sig ikke om
at være dygtig til Stadighet.

Hun kunde ha været over femti Aar og faat Børn, men som hun stod og gik
var hun kanske ikke engang firti. Alt hadde hun lært paa Anstalten --
hadde hun ogsaa lært nogen Kunster med sig selv? Hun kom saa opstuderet
og velundervist hjem fra Omgangen med de andre Mordersker, hun hadde
kanske ogsaa hørt et og andet av Herrerne, av Vagten, Lægerne. Hun
fortalte Isak engang hvad en ung Medicinmand hadde sagt om hele hendes
Udaad: Hvorfor skulde det være Straf for at dræpe Børn, ja endog sunde
Børn, endog velskapte Børn? De var ikke andet end som Kjøtklumper. --
Isak spurte: Var han da et Udyr? -- Han! ropte Inger og fortalte hvor
snil han hadde været mot hende, mot Inger selv, at det netop var han som
hadde faat en anden Doktor til at operere hendes Mund og gjøre hende til
et Menneske. Nu hadde hun bare et Ar.

Nu hadde hun bare et Ar ja og var en rigtig pen Kone, høi og uten Fett,
mørk, haarrik, om Sommeren for det meste barfotet og høit opskjørtet,
med meget frimodige Lægger. Isak saa dem, hvem saa dem ikke!

De kivedes ikke nei, Isak hadde ikke Gaver dertil og Konen var blit saa
meget raskere tilsvars. Et godt og grundig Kiv tok Tid for denne Kubbe,
denne Kværnkall, han gik rundt og rundt i hendes Ord og fik ikke stort
sagt, forresten hadde han ogsaa Hjærte for hende, en kraftig Kjærlighet.
Det var heller ikke saa ofte han trængte at svare for sig, Inger angrep
ham ikke, han var en utmærket Mand paa mange Vis og hun lot ham være.
Hvad hadde hun at klage over? Sandelig, Isak var ikke at foragte, hun
kunde ha faat den som værre var. Slitt? Javisst hadde han vist Tegn til
Træthet, men ikke saa det gjorde noget. Han var saa at si fuld av gammel
Sundhet og Ubrukthet likesom hun, og i Eftersommerens Samliv skjøttet
han sin Part av Ømheten mindst like saa varmt som hun.

Men nogen større Pragt og Skjønhet var det ikke over ham? Nei. Og heri
var hun ham overlegen. Inger kom vel ogsaa iblandt til at tænke paa at
hun hadde set det som grommere var, Mænd med fine Klær og Spaserstok,
Herrer med Lommetørklæde og stivet Krave, aa de Byherrer! Hun behandlet
derfor Isak bare som den han var, saa at si bare efter hans Fortjeneste,
ikke mere: han var en Nyrydningsmand i Skogen; hadde hendes Mund været
rigtig hele Tiden vilde hun aldrig ha tat ham, det visste hun nu. Nei
saa kunde hun ha tat en anden. Det Hjem hun hadde faat, hele den øde
Tilværelse Isak hadde beredt hende, var i Grunden noksaa maatelig, hun
kunde ialfald ha været gift nede i sin Hjembygd og hat Selskap og Omgang
og ikke blit en Hulder i Marken. Her høvde hun ikke mere, hun hadde faat
et andet Syn.

Var det ikke mærkelig saa Synet kunde skifte! Inger orket ikke længer at
glæde sig over en rigtig fin Kalv eller at slaa Hænderne sammen av
Forundring naar Isak kom hjem med en stor Bør Fisk fra Fjældvandet, nei
hun hadde været seks Aar i større Forhold. Ja det var ogsaa litt i senn
blit forbi med de Dager da hun var snil og himmelsk til ham naar hun
varskudde til Maaltiderne: Skal du ikke ind og faa dig Mat? sa hun nu.
Var det en Maate! I Førstningen forundret han sig litt over denne
Forandring, over en saa forbandet tvær og uværsaagod Maate, han svarte:
Jeg visste ikke om Maten var færdig. -- Men da hun paastod at saapas
maatte han vel vite paa Solen sluttet han med at indvende noget og
skifte Ord om Saken.

Aa men en Gang hadde han godt Tak paa hende og brukte det: det var da
hun vilde stjæle Penger fra ham. Ikke fordi han var saa grisk efter
Penger, men fordi de saa absolut var hans. Ho, det kunde ha blit til
stor Ruin og Lemlæstelse for hende. Og endda var ikke Inger her aldeles
forvorpen og gudsforgaaen, det var jo Eleseus som skulde ha Pengene, den
velsignede Eleseus i Byen som bad om sin Daler igjen. Skulde han gaa
blandt alle fine Folk og være snoft fri? Hadde hun ikke et Morshjærte?
Saa var det at hun begjærte Pengene av Farn og da det ikke hjalp selv
langet ut efter dem. Hvorledes det nu hadde sig, om Isak mistænkte
hende, eller om det var tilfældig -- den fule Strek blev ialfald straks
opdaget og i samme Øieblik kjendte Inger et Grep om hver av sine Armer
og kjendte at hun først blev løftet op fra Gulvet og derpaa stuvet ned
paa Gulvet igjen. Det var noget overordentlig, et Slags Skred. Isaks
Hænder var ikke slitte og trætte nu. Inger satte i et Støn, hendes Hode
sank ned, hun skalv og rakte Daleren tilbake.

Heller ikke nu uttalte Isak sig videre, skjønt Inger ikke la ham
Hindringer iveien for at komme tilorde, han nærmest pustet ut det han
vilde si: Hut og tikse, du er ikke havendes i Hus længer!

Han var ukjendelig. Aa det var vel lange Tiders Ærgrelse han gav Luft.

Det blev en sørgelig Dag og en lang Nat og en Dag igjen. Isak gik bort
og laa ute endda han hadde Tørhøi som skulde ind; Sivert var med Farn.
Inger hadde lille Leopoldine og Dyrene hos sig, men hun kjendte sig
alene, graat for det meste hele Tiden og rystet paa Hodet over sig selv:
saa stor Sindsbevægelse hadde hun hat bare en Gang før; nu kom hun til
at huske denne ene Gang, det var da hun laa og strøipte et ørlite Barn.

Hvor Isak og Sønnen var? De hadde ikke været ledige, de hadde derimot
stjaalet et Døgn eller vel saa det fra Høionnen og bygget en Baat opi
Fjældvandet. Aa en plump og rigtig upyntet Farkost, men tæt og stærk som
alt de gjorde, og nu hadde de Baat og kunde fiske med Garn.

De kom hjem igjen og Høiet laa like tørt. De hadde gjort Himlen det Puss
at lite paa den, og de hadde tjent paa det, de kom ut av det med
Vinding. Da pekte Sivert og sa: Ho Mor har høiet! -- Farn saa nedover
Marken og sa: Naa. -- Isak hadde jo straks set at en hel Del av Høiet
var borte, nu var vel Inger hjemme til Non. Det var særdeles godt gjort
av hende at berge Høiet endda han hadde hutet og tikset hende igaar. Og
det var tungt, stort Høi, hun hadde arbeidet haardt og endda hat alle
Kjyrene og Gjeiterne at mælke. -- Gaa ind og faa dig Mat! sa han til
Sivert. -- End du? -- Nei. --

Da Sivert hadde været inde en liten Stund kom Inger ut og stod ydmyg paa
Dørhellen og sa: Kan du ikke gjøre saa vel imot dig selv at du gaar ind
og faar dig Mat du ogsaa? -- Det murret Isak til og sa Hm! til. Men
Ingers Ydmyghet var en saa sjælden Oplevelse i senere Tid at Isak
begyndte at rugges i sit Stivsind. -- Dersom at du vilde tinde ind et
Par Tinder i Riven min saa skulde jeg rake mere, sa hun. Hun henvendte
sig til Manden paa Gaarden, Overhodet for alt, med en Begjæring, og hun
var taknemmelig da han ikke gav hende et haanlig Avslag: Du har raket og
kjørt nok, sa han. -- Nei det er ikke nok. -- Jeg har ikke Tid til at
tinde Riven din nu, du ser han kommer med Regn!

Dermed gik Isak til Arbeide.

Han vilde vel spare hende; det Par Minutter til at tinde Riven vilde ha
blit mere end ti Ganger opveiet ved at Inger blev med paa Marken. Nu kom
desuten Inger efter med Riven som den var og begyndte at høie saa det
forslog; Sivert kom med Hest og Høivogn, og alle brøt paa og Svetten
drev og Høiet kom i Hus. Det var et Kup. Og Isak faldt igjen i Tanker
paa den høiere Magt som ledet alle vore Skridt, like fra at stjæle en
Daler til at berge en Mængde Tørhøi. Der laa nu desuten Baaten, efter en
halv Levealders Grubling over Tingen laa nu en Baat i Fjældvandet. Aaja
Herregud! sa Isak.




XV


Det blev i det hele tat en mærkelig Kvæld, et Vendepunkt, Inger som i
lang Tid hadde løpet ved Siden av Sporet var ved et enkelt Løft op fra
Gulvet kommet paa Plass igjen. Ingen av dem talte om Hændelsen, Isak var
senere blit skamfuld over sig selv for denne Daler som ikke var nogen
stor Penge og som han allikevel hadde maattet ut med fordi han undte
Eleseus den. Og ydermere: Var ikke Daleren like saa meget Ingers som
hans? Det kom en Tid da det blev Isak som var den ydmyge.

Det kom mange Slags Tider, Inger hadde vel altsaa igjen skiftet Syn, hun
ændret sig atter, forsaget efterhvert sine Finheter og blev alvorlig og
inderlig Kone paa et Nybrot engang til. At en Mands Næver kunde utrette
saa store Ting! Men slik skulde det være, det dreiet sig her om et
stærkt og dygtig Kvindfolk som et langt Ophold i kunstig Luft hadde
forkvaklet, -- hun stanget imot en Mand som stod altfor fast paa sine
Føtter. Han hadde ikke et Øieblik forlatt sin naturlige Plass paa
Jorden, sin Tomt. Han kunde ikke flyttes.

Det kom mange Slags Tider, næste Aar kom Tørken igjen og den tynte
sagtelig Grøden og tæret paa Menneskenes Mot. Kornet stod og sviddes,
Poteten -- den forunderlige Potet -- sviddes ikke, men blomstret,
blomstret. Engene de begyndte at bli graa, men Poteten blomstret. En
høiere Magt styret alle Ting, men Engene begyndte at bli graa.

Saa kom Geissler en Dag, den forrige Lensmand Geissler, endelig kom han
igjen. Det var rigtig rart at han ikke var død, men dukket op igjen.
Hvad kom han for?

Geissler hadde nok ikke store Ting og Fjældhandel og Dokumenter at fare
frem med denne Gang, men var tværtimot noksaa ringe klædt og var graanet
i Haar og Skjæg og rødrandet om Øinene. Han hadde ingen til at bære for
sig mere, han hadde en Lomme med Papirer og ikke engang en Væske.

Goddag, sa Geissler.

Goddag, svarte Isak og svarte Inger. Er slikt Fremmedfolk ute og gaar!

Geissler nikket.

Og Tak for sist i Trondhjem! sa Inger særskilt.

Og til dette nikket ogsaa Isak og sa: Ja Tak for sist fra os begge!

Men Geissler hadde den Vane at han ikke blev bare Hjærte og
Sentimentalitet, han sa: Jo jeg skal en Tur over Fjældet til Sverige.

Skjønt Gaardens Folk var nedtrykte over Tørken blev de oplivet ved
Geisslers Besøk, de trakterte ham rikt, det var en stor Trøisomhet at
motta ham hjærtelig, han hadde gjort dem saa meget godt.

Geissler selv var ikke nedtrykt, han begyndte straks at uttale sig, at
se utover Jordet og nikke, han var fremdeles rak i Ryggen og saa ut som
han hadde flere Hundrede Daler paa sig. Og det fulgte et Veir og en
Oplivelse med ham, ikke saa at han sjauet høit, men han hadde en livlig
Tale.

Et herlig Sted dette Sellanraa! sa han. Og nu lakker de alt flere og
flere opover Marken efter dig, Isak, jeg talte nu fem Rydninger. Er det
flere?

Syv i det hele, de to er ikke synlige fra Veien.

Syv Gaarder, lat os si femti Mennesker. Her blir tilslut en tætbygd
Grænd. Har dere ikke allerede Skolekreds og Skolestue?

Jo.

Det hører jeg. Skolestue paa Brede sin Plass, fordi den ligger mere
midt i. Tænk, Brede som er blit Rydningsmand! sa han og jeipet. Jeg har
hørt om dig, Isak, du er Basen. Det glæder mig. Du har faat Sagbruk
ogsaa?

Slikt det nu er. Men jeg er godt berget med det. Og jeg har ogsaa
skaaret en og anden Stok for dem nedenfor mig.

Slik skal det være!

Det skal bli rart at høre hvad nu Dokker synes, dersom at Lensmanden vil
komme bort og se paa Sagen.

Geissler nikket som om han var Fagmand at det skulde han gjøre, se paa
Sagen, se nøie paa alle Ting. Han spurte: du hadde to Gutter, hvor er
den andre? I Byen? Paa et Kontor? Hm! sa Geissler. Men han der ser ut
som en Kult, hvad var det du hette?

Sivert.

Og den andre? --

Eleseus.

Paa et saant Ingeniørkontor? Hvad lærer han der? Det blir bare
svæltihjæl. Han kunde ha kommet til mig, sa Geissler.

Ja, sa Isak bare og vilde være høflig. Han syntes Synd i ham. Aa den
gode Geissler saa ikke ut til at kunne holde fremmed Hjælp nu, han hadde
det kanske stridt nok alene, se der var jo Trøien hans likefrem frynset
ved Haandleddene.

Kanske Dokker vil ha tørre Hoser? spurte Inger og kom med et nyt Par av
sine egne, og de var fra hendes fineste Dager og var randede og tynde.

Nei Tak, sa Geissler kort skjønt han visst var dyvaat. -- Han kunde
meget heller ha kommet til mig, sa han om Eleseus, jeg har stærkt Bruk
for ham, sa han og tok op av Lommen en liten Tobaksdaase av Sølv og
lekte med den. Det var kanske det eneste Pragtstykke han hadde tilbake
fra fordum.

Men han hadde ikke Ro paa sig længe ad Gangen til noget, han stak
Sølvdaasen tilbake i Lommen og begyndte paa noget andet: Men -- er Engen
_graa_ dernede? Jeg trodde det var Skyggen. Hvorfor staar Jordet og
brænder op? Kom med mig, Sivert!

Han var oppe fra Bordet og Trakteringen med en Gang, han vendte sig i
Døren og takket Inger for Maten og forsvandt. Sivert fulgte.

De gik bortover til Elven, Geissler speidet gløggt hele Tiden. Her! sa
han og stanset. Og nu la han ut: Det gaar ikke an at Jordet ligger og
svides av for dere som har en Alverdens Elv at ta Vand av! Engen skal
være grøn til imorgen!

Den forbausede Sivert sa Ja.

Du graver en passe Veit paaskraa herfra, Jorden er jævn, ved Indtaket
bruker vi en Rænde. Dere som har Sag har vel nogen lange Bord? Godt! Gaa
efter Hakke og Spade og begynd her, jeg skal komme tilbake og stake
ordentlig op Linjen.

Saa løp han til Husene igjen og det svuppet i hans Støvler, saa vaat var
han. Han satte Isak i Arbeide med Rænderne, med mange Rænder, de skulde
lægges hist og her hvor Marken ikke maatte rotes op med en Veit. Isak
prøvet at indvende at Vandet kanske ikke vilde naa frem, det var for
lang Vei, den tørre Jord vilde drikke det før det kom til de svidde
Steder. Geissler forklarte at det vilde ta litt Tid, Jorden vilde drikke
en Stund, men litt efterhvert vilde Væten gaa videre -- Aker og Eng skal
være grøn til imorgen ved disse Tider! -- Naa, sa Isak og begyndte at
spikre Rænder av alle Kræfter.

Geissler tilbake til Sivert: Det er godt, sa han, driv paa slik, det var
det jeg forstod at du var en Kult! Linjen skal gaa efter disse Stakerne.
Træffer du stor Sten eller Berg saa vik tilside, men i samme Plan.
Forstaar du: i samme Høide.

Tilbake til Isak igjen: Du har faat færdig en, vi trænger kanske seks,
driv paa, Isak, det skal være grønt til imorgen, Avlingen din er berget!
-- Geissler satte sig paa Bakken, slog begge Hænder i Knæerne og var
henrykt, pratet, tænkte i Lyn: Har du Bek, har du Drev? Det er
storartet, alt har du. For i Begyndelsen vil jo Rænderne lække, siden
trutner de og blir tætte som Flasker. Du har baade Drev og Bek siden du
bygget Baat, sier du, hvor er den Baaten? Opi Fjældvandet? Jeg skal se
paa den ogsaa!

Aa Geissler lovet saa meget. Han var en flygtig Herre og var blit endda
mere vimset end før, han maatte arbeide med hver Ting i Rider. Men da
gik det med Storm. Han var ikke uten Overlegenhet. Naturligvis hadde han
Hang til Overdrivelse, Aker og Eng kunde umulig bli grøn til Dagen
efter, men Geissler var en rap Knækt til at se og beslutte, det kom
virkelig til at skyldes denne besynderlige Mand at Avlingen blev berget
paa Sellanraa.

Hvormange Rænder har du nu? Det er forlite. Jo flere Trærænder du har
des glattere løper Vandet. Om du spikrer ti eller tolv ti Alens Rænder
saa staar du dig paa det. Har du nogen tolv Alens Bord, sier du? Bruk
dem, det betaler sig til Høsten!

Dermed saa hadde ikke Geissler Ro mere, men reiste sig fra Bakken og løp
atter bort til Sivert: Storartet, Sivertmand, nu gaar det godt, din Far
spikrer og dikter Rænder, vi faar flere end jeg gjorde mig Von om. Gaa
nu over og hent Rænder, vi skal begynde!

Hele Eftermiddagen var ett Jag, det var det vildeste Arbeide Sivert
hadde været med paa, et aldeles fremmed Tempo for ham, de undte sig
knapt Tid til at være inde til Non. Men nu randt Vandet! Hist og her
maatte de veite dypere, her og der maatte en Rænde sænkes eller hæves,
men Vandet randt. Til langt paa Kvæld gik de tre Mænd og forbedret og
pusset paa sit Arbeide og var alvorlig optat, men da Væten begyndte at
sige utover de mest uttørkede Steder paa Jordet flakket en Glæde gjennem
Folkene paa Gaarden. -- Jeg glemte Lommeuret mit, hvad er Klokken? sa
Geissler. Grønt til imorgen ved disse Tider! sa han.

Endda om Natten stod Sivert op og saa til Vandledningen. Han traf sin
Far som var ute i samme Ærend. Aa Gud, det var en Spænding og en
Oplevelse i Marken!

Men Dagen efter laa Geissler længe i Sengen og var slap, Riden var gaat
av ham. Han orket ikke at se paa Baaten i Fjældvandet og det var vel
bare for Skams Skyld han var borte og saa paa Sagen. Ikke engang for
Vandledningen hadde han den samme varme Interesse; da han saa at hverken
Aker eller Eng var blit grøn om Natten tapte han Motet, han tænkte ikke
paa at Vandet randt og randt og spredte sig videre og videre nedover
Jordet. Han holdt sig nogenlunde oppe ved at si: Det kan gjærne være at
det ikke blir før imorgen at du ser Mon paa det. Men tap ikke Motet!

Ut paa Dagen kom Brede Olsen slængende, han hadde Stenprøver som han
vilde vise Geissler: Det er noget rent forunderlig, efter mit Skjøn! sa
Brede. -- Geissler vilde ikke se hans Stener: Er det slik du driver
Jordbruk i Marken at du rænder omkring efter Rikdommer? spurte han
haanlig. -- Brede brydde sig vel ikke længer om at motta
Tilrettevisninger av sin forhenværende Lensmand, han gav ham ordentlig
tilbake, begyndte at dutte ham og sa: Jeg estimerer dig ikke! -- Du
farer jo bare med Lapperi den Dag idag, sa Geissler. -- Nei end du!
svarte Brede, hvad andet har du faret med hele Veien! Du har jo et Fjæld
heroppe som ikke er til nogen Verdens Ting, det bare ligger der. Hehe,
ja du er rette Karn! -- Gaa din Vei! sa Geissler. -- Og Brede stanset
heller ikke længe, men la sin lille Sæk paa Akslen og gik uten Farvel
tilbake til sin Rede.

Geissler satte sig til at blade i nogen Papirer og tænke grundig over
dem. Det var som han hadde faat Blod paa Tand og vilde se hvorledes det
hadde sig med Kobberfjældet, med Kontrakten, Analysen: det var jo næsten
ren Kobber, Blaakobber, han burde gjøre noget og ikke atter falde
sammen.

Det jeg egentlig er kommet for er at ordne med det hele, sa han til
Isak. Jeg spekulerer paa meget snart at gaa i Gang med mange Folk og
stor Drift i Fjældet, hvad mener du om det?

Isak syntes atter Synd i ham og motsa ham ikke.

Det er ikke likegyldig for dig. Det kan jo ikke undgaas at her blir
mange Folk og uhyre med Sjau og Skyting, jeg vet ikke hvorledes du
kommer til at like det. Paa den anden Side vil det bli Liv og Rørelse i
Distriktet og du vil faa letvindt Avsætning paa din Budraat. Du kan
forlange det du vil for den.

Ja, sa Isak.

For ikke at tale om at du faar en høi Procent av det som vindes ut av
Fjældet. Det blir mange Penger, Isak.

Isak svarte: Jeg har alt faat formeget hos Dokker ....

Morgningen efter forlot Geissler Gaarden og ruslet i østlig Retning,
over mot Sverige. Han sa kort Nei Tak til Isak som vilde følge ham paa
Vei. Det var næsten ondt at se ham fare saa fattig og ensom bort, Inger
hadde git ham en makeløs Niste og blandt andet stekt Vafler til ham, men
det var langtfra godt nok; han skulde ogsaa hat Fløte i et Spand og en
hel Mængde Æg, men det nægtet han at bære. Saa Inger var noksaa skuffet
over ham.

Geissler hadde visst ondt for at forlate Sellanraa uten at betale som
han pleiet, han lot da som han hadde betalt, som om han virkelig hadde
lagt op en større Seddel, og sa til lille Leopoldine: Og nu skal du faa
noget atpaa, kom her! Dermed saa gav han hende Tobaksdaasen, Sølvdaasen.
-- Du kan vaske den og ha Naaler i den, sa han. Forresten passer den
ikke godt, hadde jeg bare naadd hjem saa skulde du faat noget andet, jeg
har jo adskillig ....

Men Vandledningen laa tilbake efter Geisslers Besøk, laa og virket Nat
og Dag, Uke efter Uke, gjorde Markerne grønne, fik Poteten til at
blomstre av, fik Kornet til at skyte.

Nybyggerne nedenfor kom efterhvert opover og saa paa Underet, Aksel
Strøm kom, Naboen paa Maaneland, han som var ugift og ikke hadde
sjøleiendes Kvindfolk, men endda stelte for sig selv, han kom ogsaa. Han
var lys tilsinds idag og fortalte at han hadde faat Løfte om en Pike til
Sommerhjælp, saa var den Pinen slukket! Han nævnte ikke Pikens Navn og
Isak spurte ikke om det, men det var Barbro hans Brede han hadde faat
Løfte paa, det skulde bare koste et Telegram til Bergen. Naa, Aksel la
jo ut Pengene til dette Telegram skjønt han visst var en svært
paaholdende Mand og likefrem litt gjærrig.

Det var Vandværket som hadde lokket Aksel opover idag, han saa paa det
fra Ende til anden og var stærkt interesseret. Han hadde ikke den store
Elv paa sin Eiendom, men han hadde en Bæk, heller ikke hadde han Bord
til Rænder, men han vilde veite hele Løpet paa Jorden, det lot sig nok
gjøre. Endda saa det ikke værst ut paa hans sidlændte Jorde, men skulde
Tørken vare maatte han begynde at vande han ogsaa. -- Da han hadde set
det han vilde sa han Farvel. Han blev bedt om at gaa ind, men han hadde
ikke Tid, han vilde begynde at veite i denne Kvæld. Saa gik han.

Det var noget andet end Brede.

Aa nu hadde Brede faat det at løpe nedover Myrene med at det var blit
Vandledning og Underværk paa Sellanraa! Det er nu ikke bra at være for
flink med Jorden, hadde han sagt, han Isak han har nu grøftet saa længe
at han maa begynde at vande!

Isak var taalsom, men han ønsket ofte at han kunde bli kvit denne Mand,
denne Pratmaker omkring Sellanraa. Brede skyldte paa Telegrafen at saa
længe han var en offentlig Bestillingsmand maatte han holde Linjen i
Orden. Men Telegrafen hadde jo alt flere Ganger maattet irettesætte ham
for hans Forsømmelser og hadde atter tilbydd Isak Posten. Nei det var
ikke Telegrafen Brede var optat av, det var Metallerne i Fjældet, det
var blit til Syke hos ham, til fiks Ide.

Det hændte nu noksaa ofte at han kom indom Sellanraa og mente at ha
fundet Skatten, han nikket og sa: Jeg sier ikke mere, men at jeg har
fundet noget aparte det nægter jeg ikke! Han kastet Tid og Kræfter bort
til ingen Nytte. Naar han saa kom træt hjem til sin Stue drev han en
liten Sæk med Stenprøver i Gulvet og blaaste og pustet efter sit
Dagsværk og mente at ingen slet haardere for Føden. Han avlet litt Potet
paa sur Myr og slog de Græsdotterne som vokste av sig selv omkring Stuen
hans, det var Jordbruket. Han var kommet paa feil Hylde, det maatte gaa
galt. Nu var allerede hans Torvtak fillet og Trappen til Kjøkkenet
forfalden av Dryp; en liten Slipesten laa paa Jorden, Kjærren stod evig
under aapen Himmel.

Brede hadde det forsaavidt godt som at slike Smaating aldeles ikke
græmmet ham. Naar Børnene rullet Slipestenen for Lek var Farn godslig og
snil og hjalp dem stundom at rulle. En let og lat Natur uten Alvor, men
ogsaa uten Tungsind, svak i Karakteren, litt uansvarlig, men han gjorde
Utvei til Mat slik som den nu var, han levet med sine fra Dag til Dag,
de levet allesammen. Men naturligvis kunde ikke Handelsmanden i al
Evighet holde Liv i Brede og hans Familje, han hadde sagt det ofte, nu
hadde han sagt det strængelig. Brede indsaa det selv og lovet at nu
skulde han ha en Raad med det: han vilde sælge sit Sted og kanske tjene
rigtig godt paa det og betale Handelsmanden!

Aa selv om han tapte paa det saa vilde Brede sælge, hvad skulde han med
Jord! Han længtet ned til Bygden igjen, til Letsindet og Sladderen og
Kramboden -- dit længtet han istedet for at slaa sig til Ro her og
arbeide og glemme den store Verden. Kunde han glemme Juletræfesterne
eller Syttende Mai eller Basarerne i Komunelokalet! Han elsket at tale
med nogen, at frege Nyt, men hvem skulde han tale med her paa Myrene?
Inger paa Sellanraa hadde en Stund vist litt Anlæg, nu var hun blit saa
anderledes, saa faaordet igjen. Og forresten saa hadde hun været paa
Straf og han var en offentlig Mand, det høvde sig ikke.

Nei han hadde sat sig selv tilside da han forlot Bygden. Nu saa han med
Skinsyke at Lensmanden hadde faat andet Stævnevidne og Doktoren anden
Skyss; han hadde løpet bort fra Menneskene som trængte ham, nu da han
ikke længer var for Haanden hjalp man sig uten ham. Men slikt
Stævnevidne og slik Skyss! Egentlig saa burde han -- Brede -- hentes
tilbake til Bygden med Hest!

Men der var nu Barbro, og hvorfor han hadde interesseret sig for at faa
hende til Sellanraa? Jo det var efter Overveielse med sin Kone. Hvis alt
gik rigtig til vilde det ha været Fremtid for Piken, kanske litt Fremtid
for hele Familjen Brede. Dette at styre Hus for to Kontorister i Bergen
var bra nok, men Gud vet hvad hun fik for det i Længden; Barbro var jo
pen og rikelig for sig, hun hadde kanske bedre Tak her hjemme til at
komme frem. Det var to Gutter paa Sellanraa.

Men da Brede skjønte at denne Plan vilde strande tænkte han ut en anden.
Aa i Grunden var det ikke noget at staa efter at komme i Familje med
Inger, med en straffet Person, det var andre Gutter end
Sellanraagutterne, der var nu Aksel Strøm. Han hadde Gaard og Gamme, det
var en Mand som spinket og sparet og smaat isenn samlet sig Dyr og anden
Middel, men ingen Kone og ingen Kvindfolkhjælp hadde. Det vil jeg si dig
at faar du ho Barbro saa har du al den Hjælp du trænger! sa Brede til
Aksel. Og her ser du Fotografiet hendes! sa han.

Et Par Uker gik, saa kom Barbro, ja Aksel var nu et Stykke ute i
Slaatten og maatte slaa om Natten og høie om Dagen og var alene med alt,
men saa kom Barbro! Det var en ren Gave. Det viste sig ogsaa at Barbro
kunde arbeide, hun vasket Kjørler og Klær og kokte Mat, hun mælket
Dyrene og var paa Rakemarken, ja hun var med og bar ind Høiet, det
mankerte ikke; Aksel bestemte sig til at gi hende god Løn og endda staa
sig paa det.

Hun var ikke bare et Fotografi av en fin Dame her. Barbro var rak og
tynd, hun talte litt hæst, viste Modenhet og Erfaring i mangt og meget
og var ingen Konfirmant. Han forstod ikke hvorfor hun var smal og medtat
i Ansigtet: Jeg skulde kjende dig av Anseelse, sa han, men du ligner dig
ikke paa Fotografiet. -- Det er efter Reisen, svarte hun, ja og saa
efter hele Byluften. -- Det varte heller ikke længe saa blev hun rund og
pen igjen og Barbro sa: Du kan tro at en saan Reise og en saan Byluft
tar svært paa! Hun hentydet ogsaa til Fristelserne i Bergen -- der fik
man passe sig! Men som de sat og snakket bad hun ham om at abonnere paa
et Blad, et Bergensblad, saa hun kunde se Nyt fra Verden. Hun var blit
vant til Læsning og Teater og Musik, her var saa øde.

Da Aksel Strøm hadde været saa heldig med sin Sommerhjælp saa abonnerte
han paa Bladet og bar ogsaa over med at Familjen Brede kom noksaa ofte
til hans Nybygg og spiste og drak. Han vilde paaskjønne sin
Tjenestetaus. Intet kunde være hyggeligere end Søndagskvældene naar
Barbro slog Gitarens Strænge og sang litt til med sin hæse Røst, det var
saa han rørtes av det, av de fremmede, pene Viser og av at virkelig
nogen sat og sang paa hans Nybygg.

I Sommerens Løp lærte han jo ogsaa at kjende hende fra andre Sider, men
han var i det store og hele tilfreds. Hun var ikke uten Luner, og hun
kunde være hastig tilsvars, litt for straks paa det. Den Lørdagskvæld
Aksel nødvendig maatte ned til Kramboden i Bygden skulde ikke Barbro ha
forlatt Dyrene og Gammen og gaat bort fra det hele hun ogsaa. Det kom av
en liten Strid. Og hvor gik hun hen? Bare til sit Hjem, til Breidablik,
men allikevel. Da Aksel kom hjem til Gammen om Natten var Barbro borte,
han saa til Dyrene, fandt sig Mat og la sig. Ut paa Morgensiden kom
Barbro. -- Jeg vilde bare kjende hvorledes det var at være i Hus med
Trægulv igjen, sa hun noksaa spydig. -- Hertil kunde ikke Aksel svare
noget videre, for han hadde bare Gamme med Jordgulv endda, men han
svarte saapas at han var ikke snoft fri for Tømmer, det blev vel Stue
med Trægulv engang! -- Da var det som hun angret sig, værre var ikke
Barbro, og endda det var Søndag gik hun bent paa Skogen efter ny Ener
til Jordgulvet og pyntet det.

Men naar hun var saa ypperlig og hjærtensgod saa maatte jo Aksel op med
det pene Hodetørklædet som han hadde kjøpt til hende igaar Aftes, han
hadde ellers tænkt at gjemme det og opnaa noget ordentlig av hende for
det. Se, nu syntes hun om det og hun prøvet det straks, ja hun spurte
ham om det ikke klædte hende. Og jo det gjorde det, og hun kunde gjærne
sætte Skindvæsken hans paa Hodet saa klædte den hende! Da lo hun og
vilde være rigtig søt tilbake og sa: Jeg vil langt heller gaa med dette
Tørklædet til Kirke og til Alters end med Hat. I Bergen gik vi jo med
Hat allesammen, ja undtaken almindelige Tjenestepiker som kom fra
Landet.

Bare Venskap igjen.

Og da Aksel kom frem med Bladet som han hadde faat med fra Posthuset
satte Barbro sig til at læse om Nyt fra Verden, om et Indbrudd hos en
Guldsmed i Strandgaten, om et Taterslagsmaal, om et Barnelik som var
fundet drivende ind fra Stadthavet. Det var indsydd i en gammel Skjorte
som var klippet tværs av ved Ærmerne. Hvem kan nu ha kastet det Barnet
ut? sa Barbro. Hun læste ogsaa av gammel Vane Torvpriserne.

Sommeren gik.




XVI


Store Forandringer paa Sellanraa.

Ja intet var til at kjende igjen fra den første Tid, her var nu alskens
Huser og Sag og Kværn, og Marken øde var blit et Menneskeland. Og mere
forestod. Men Inger var kanske mest mærkelig, saa omvendt og dygtig
igjen.

Krisen ifjor hadde vel ikke paa en Gang kunnet faa Bugt med hendes
Letsind, i Begyndelsen kjendte hun Tilbakefald, hun grep sig i at ville
tale om Anstalten og Trondhjems Domkirke. Aa smaa og uskyldige Ting, og
Ringen tok hun av Haanden og sine frimodig høie Skjørt gjorde hun
sidere. Hun var blit eftertænksom, det blev stillere paa Gaarden,
Besøkene avtok, de fremmede Piker og Koner fra Bygden kom sjældnere
fordi hun ikke indlot sig med dem. Ingen kan leve i dype Marken og drive
paa at flokse. Glæde er ikke Moro.

I Marken har hver Aarstid sine Undere, men altid og uforanderlig den
tunge, umaatelige Lyd fra Himmel og Jord, Omringelsen til alle Kanter,
Skogmørket, Trærnes Venlighet. Alt er tungt og bløtt, ingen Tanke er
umulig der. Nord for Sellanraa laa et bitte lite Tjern, en Pyt, bare
stor som et Akvarium. Der svømmet nogen ørsmaa Fiskebørn som aldrig blev
større, de levet og døde der og var ikke til noget, Herregud, ikke til
det mindste. En Kvæld stod Inger der og lydde efter Kubjælderne, da
hørte hun intet andet, for alt var dødt, men hun hørte en Sang fra
Akvariet. Den var saa liten og næsten ikke til, men borte. Det var disse
smaa Fiskene sin Sang.

De var heldige med det paa Sellanraa at hver Høst og Vaar saa de
Graagaasen seile i Flaate over Vildmarken og de hørte hendes Snak opi
Luften, det var som en Tale i Vildelse. Og det var som Verden stod
stille det Øieblik til Toget var forsvundet. Kjendte ikke Menneskene en
Svakhet glide gjennem sig nu? De begyndte sit Arbeide igjen, men de tok
efter Aanden først, noget hadde talt til dem hinsides fra.

Store Undere omgav dem til enhver Tid, om Vinteren Stjærnerne, om
Vinteren ogsaa ofte Nordlyset, et Firmament av Vinger, en Ildløs hos
Gud. Nu og da, ikke ofte, ikke almindelig, men nu og da hørte de
Tordenen. Det var især om Høsten, det var mørkt og høitidelig for
Mennesker og Dyr, Buskapen som gik paa Hjemmebeite stimlet gjærne sammen
og blev staaende. Hvad lutet den for? Ventet den Enden? Og hvad ventet
Menneskene i Marken naar de stod i Tordenen og lutet med Hodet?

Vaaren -- jovel, dens Hastighet og Galskap og Henrykkelse; men Høsten!
Den stemte til Mørkrædhet og Kvældsbøn, man blev synsk og hørte Varsler.
Menneskene kunde gaa ut en Dag om Høsten og lete efter noget, Mændene
kunde lete efter et Æmnestræ og Kvinderne efter Dyrene som nu løp
sanseløse efter Sop, -- de kom hjem igjen med mange Hemmeligheter i
Sindet. Traadde de uforvarende paa en Maur og klinte dens Bakpart fast
til Stien saa Overkroppen ikke kunde komme sig løs mere? Kom de for nær
et Rypereir og fik en flaksende og hvæsende Mor imot sig? Og ikke engang
de store Kusoppene er intetsigende, Mennesket blir ikke tom og hvit i
Øinene av at se paa dem. En Kusop blomstrer ikke og flytter sig ikke,
men det er noget væltende ved den og den er et Monstrum, den ligner en
Lunge som staar og lever naken, uten et Legeme.

Inger blev tilslut noksaa nedbrutt, Marken trykket hende, hun blev
religiøs. Kunde hun undgaa det? Ingen i Marken kan undgaa det, her er
ikke bare jordisk Stræv og Verdslighet, her er Fromhet og Dødsfrygt og
rik Overtro. Inger mente vel at ha en Grund mere end andre til at vente
Himlens Refselse, den vilde vel ikke utebli, hun visste jo at Gud gik om
Kvældene og saa over al sin Ødemark og hadde fabelagtige Øine, han vilde
nok finde hende. Det var ikke saa svært meget i hendes daglige Liv som
hun kunde rette paa, jo hun kunde gjemme Guldringen dypt paa Kistebunden
og hun kunde skrive til Eleseus at han skulde omvende sig han og; men
saa forresten var det ikke andet tilbake end at gjøre vel Arbeide selv
og ikke spare sig. Endda ett kunde hun gjøre: klæde sig i ydmyge Plagg
og bare knytte et lite blaat Silkebaand om Halsen for at markere
Søndagen. Denne uægte og unødvendige Armod var Uttryk for et Slags
Filosofi, for Selvfornedrelse, Stoicisme. Det blaa Silkebaand var brukt,
var sprættet av en Lue som lille Leopoldine var vokset ifra, det var
falmet hist og her og rent ut sagt litt tilsølet, -- nu brukte Inger det
til en ydmyg Stas i Helgen. Javel, hun overdrev og efterlignet
Usseldommen i Hytterne, hun gjorde sig falsk fattig, -- vilde hendes
Fortjeneste ha været større hvis hun hadde været nødt til en saa ringe
Stas? Lat hende i Fred, hun har Ret til Fred!

Hun overdrev storartet og gjorde mere end hun skulde. Det var to Karfolk
paa Gaarden, men Inger passet paa naar de var borte og saget Ved, hvad
skulde nu denne Pinsel og Tugtelse være god for! Hun var saa ubetydelig
et Menneske, saa ringe, hendes Ævner saa almindelige, hendes Død eller
Liv skulde ikke mærkes i Landet, bare her i Marken. Her var hun næsten
stor, hun var ialfald den største, og hun syntes vel hun var værd al den
Optugtelse hun kostet paa sig selv. -- Hendes Mand sa: Han Sivert og jeg
har snakket om det, vi vil ikke vite av at du sager Veden vores og
sliter dig ut. -- Jeg gjør det for min Samvittighets Skyld, svarte hun.

Samvittighet? Det gjorde atter Isak eftertænksom, han var en Mand ut i
Aarene, sen i Omløpet, men vægtig naar han endelig kom sigende.
Samvittighet maatte være adskillig kraftig siden den snoft vendte ned op
igjen paa Inger. Og hvorledes det nu var, men Ingers Omvendelse virket
ogsaa paa ham, hun smittet sin Mand, han blev fortænkt og tam. Det var
en Vinter saa tungsom og uovervindelig, han søkte Ensomhet, søkte Skjul.
For at spare sin egen Skog hadde han nu kjøpt nogen Tylvter med gode
Stokker i Statens Skog imot Sverige, -- han vilde ingen Hjælp ha til at
fælde dette Tømmer, han vilde være alene, Sivert blev sat til at opholde
sig hjemme og hindre Morn fra at forslite sig.

I de korte Vinterdager gik da Isak til Skogen i Mørke og hjem igjen i
Mørke, det var ikke altid Maane og Stjærner, stundom var hans egne Spor
fra om Morgningen gjenføket av Sne og han hadde ondt for at finde frem.
En Kvæld saa hændte det ham noget.

Han hadde tilbakelagt det meste av Veien, i det gode Maaneskin saa han
Sellanraa borti Lien, der laa det pent og ryddet, men lite og mest som
underjordisk at se til fordi det var saa dypt nedsneet. Nu fik han
Tømmer igjen, og det skulde vel bli en Forundring paa Inger og Børnene
naar de fik høre hvad han skulde bruke det til, hvad for en overjordisk
Bygning han tænkte paa. Han satte sig i Sneen og vilde hvile litt for
ikke at komme utaset hjem.

Det er stille omkring ham, og Gud velsigne denne Stilhet og
Tankefuldhet, den er bare av det gode! Nu er jo Isak en Rydningsmand og
han ser der borte paa Jordet hvor han skal rydde videre, han løfter i
Tanken store Stener bort, han har et avgjort Kald for Grøfter. Dèr, vet
han nu, ligger en rigtig sid Myrteig paa hans Jorde, den er fuld av
Malm, en metallisk Hinde pleier at staa over hver Pyt her, nu vil han
grøfte den ut. Han deler med Øiet Marken op i Ruter og han har Planer
med disse Ruter og Spekulationer med dem, han vil gjøre dem saa grønne
og frugtbare. Aa en dyrket Mark var et stort Gode, den virket paa ham
som Orden og Ret og dertil som Nytelse ....

Han reiste sig og fandt sig ikke rigtig igjen. Hm? Hvad var sket? Intet,
han hadde sittet litt. Nu staar noget foran ham, et Væsen, Aand, graa
Silke -- nei det var intet. Han blev rar tilmote, steg et kort, usikkert
Skridt frem og gik like imot et Blik, et stort Blik, to Øine. Samtidig
begyndte Aspene i Nærheten at suse. Nu vet enhver at Asp kan ha en
ubehagelig og hundsk Maate at staa og suse paa, ialfald hadde Isak
aldrig hørt værre Svineri til Sus end nu og han kjendte en Frysning ile
gjennem sig. Han tok ogsaa frem for sig med Haanden og det var kanske
den hjælpeløseste Bevægelse den Haand nogensinde hadde gjort.

Men hvad var nu dette foran ham, og hadde det Faks eller ikke? Isak
hadde jo alle Dager kunnet gjøre Ed paa at det fandtes en høiere Magt,
og engang hadde han set den, men dette han nu saa lignet ikke Gud. Om
det kunde være den Helligaand som saa slik ut? Men hvad stod han
isaafald her for, paa slette Marken to Øine, et Blik, og ikke mere? Var
det for at ta ham, for at hente hans Sjæl, saa fik det saa være, engang
vilde jo det allikevel ske, saa blev han salig og kom i Himlen.

Isak var spændt paa hvad som vilde ske, hans Frysninger vedblev, det
stod jo Kulde ut fra Skikkelsen, Frost, det maatte være Djævelen. Her
kom Isak saa at si mere ind paa kjendt Grund, det var ikke umulig at det
var Djævelen; men hvad vilde han her? Hvad hadde han netop grepet
Isak i? At sitte og dyrke Jord i Tankerne og det kunde umulig ha
forarget ham. Nogen anden Synd visste ikke Isak at ha begaat, han var
bare paa Hjemveien fra Tømmerskogen, en Arbeidsmand baade træt og
sulten, han skulde til Sellanraa, alt var godt ment --

Saa tok han et Skridt frem igjen, men det var ikke noget langt Skridt og
han tok det desuten ogsaa tilbake med det samme. Da ikke Synet vilde gi
paa sig rynket sandelig Isak Brynene, som om han begyndte at fatte
Mistanke til det. Var det Djævelen saa fik det være Djævelen, men han
hadde ikke den høieste Magt, Luther hadde saaledes nær dræpt ham engang
og det var flere som hadde manet ham bort med Korstegnet og Jesu Navn.
Ikke saa at Isak utfordret Faren og satte sig ned og lo av den, men han
opgav ialfald at dø og bli salig som han først hadde hat til Hensigt, og
nu tok han _to_ Skridt imot Synet, korset sig og skrek: I Jesu Navn!

Hm? Da han hørte sit eget Skrik var det som han med en Gang fandt sig
selv igjen og saa Sellanraa borti Lien. Aspene suste ikke mere. De to
Øinene var borte fra Luften.

Han gjorde ikke Veien lang hjemover og utfordret ikke Faren. Men da han
stod paa sin egen Dørhelle kremtet han kraftig og frelst, og han gik
fuldkommen ophøiet ind i Stuen, som en Mand, ja som en Verdensmand.

Inger studset, hun spurte hvorfor han var saa likblek.

Da nægtet han ikke at han hadde møtt Djævelen.

Hvor? spurte hun.

Dèr borte. Midt imot os.

Inger viste ingen Misundelse. Ja hun roste ham ikke netop for det, men
det var intet i hendes Mine som lignet et ondt Ord eller et Støvlespark.
Se, Inger var tværtimot i de seneste Dager blit litt lysere tilsinds og
mere venlig, hvad det monne komme av; nu spurte hun bare:

Var det Djævelen selv?

Isak nikket at saavidt han kunde se var det ham selv.

Hvorledes blev du av med han?

Jeg gik paa han i Jesu Navn, svarte Isak.

Inger vagget overvældet med Hodet og det tok en Tid før hun fik sat
Maten frem. -- Ialfald saa skal det ikke ske mere at du gaar mo alene i
Skogen! sa hun.

Hun hadde Omsorg for ham, det gjorde ham godt. Han lot som han var like
dristig og at alt Følge i Skogen var ham likegyldig, men det lot han
bare saa for ikke at skræmme Inger mere end nødvendig med sin uhyggelige
Oplevelse. Han var jo selve Manden og Overhodet, alles Værn.

Inger gjennemskuet ham ogsaa og sa: Jaja, du vil ikke gjøre mig rædd,
men du skal ta han Sivert med dig. -- Isak snøste bare. -- Du kan bli
syk og ussel i Skogen, og jeg tror ikke du har været rigtig frisk i det
senere. -- Isak snøste igjen. Syk? Slitt og træt, javel; men syk? Inger
maatte ikke gjøre ham latterlig, han var og blev frisk, han spiste, sov
og arbeidet, det hvilte jo likefrem Uhelbredelighet over hans frygtelige
Sundhet. Han fældte engang et Træ over sig og brak Øret, det ærgret ham
ikke videre, han løftet Øret op igjen og holdt det paa Plass med Luen
Nat og Dag, slik grodde det. For indre Utilpashet tok han ind Treak i
kokende Mælk og kom i Svette, Lakrits altsaa, som han kjøpte hos
Handelsmanden, det prøvede Middel, selve de Gamles Teriak. Hugget han
sig i Haanden lot han sit Vand paa Saaret og saltet det og saa det gro
paa faa Dager. Doktor var aldrig hentet til Sellanraa.

Nei Isak var ikke syk. En Oplevelse med Djævelen kunde den sundeste
komme ut for. Isak kjendte heller intet Mén av det farlige Æventyr,
tværtimot saa var det som han styrkedes av det. Efterhvert som Vinteren
lidde og det ikke længer var saa evig langt til Vaaren begyndte Manden
og Overhodet næsten at føle sig som et Slags Helt: Jeg forstaar disse
Ting, vi skal bare følge mig, til Nød kan jeg endog mane!

I det hele tat var det jo nu længere og lysere Dager, Paasken var forbi,
Tømmeret var hjemkjørt, alt skinnet, Menneskene aandet ut efter en
overstaat Vinter.

Inger var atter den første til at rette sig iveiret, hun hadde nu længe
været i godt Humør. Hvad det kom sig av? Ho, det hadde sin gode Grund:
hun var blit tyk igjen, skulde ha Barn igjen. Det jævnet sig altsammen i
hendes Liv, intet klikket. Men det var jo det største Miskund efter alt
hun hadde forbrutt, Heldet fulgte hende, Heldet forfulgte hende! Isak
blev sandelig opmærksom en Dag og maatte spørre hende: Jeg mener det
blir til noget igjen, hvorledes kan det være? -- Ja Gudskelov, det blir
visst til noget! svarte hun. -- De var begge like forbauset. Naturligvis
var ikke Inger forgammel, Isak syntes ikke hun var forgammel til
nogetsomhelst, men allikevel, Barn igjen, jaja. Lille Leopoldine hun var
jo flere Ganger om Aaret paa Skole paa Breidablik, saa hadde de ingen
Smaa hjemme, og Leopoldine var nu desuten stor.

Nogen Dager gik, saa kastet Isak resolut bort en Lørdags Kvæld til
Mandag Morgen paa en Tur ned i Bygden. Han vilde ikke fortælle sit Ærend
da han gik, men han kom tilbake med Taus. Hun hette Jensine. -- Du aper
vel? spurte Inger, jeg trænger hende ikke. -- Isak svarte at det var nu
hun trængte hende.

Og ialfald var nu dette et saa pent og godhjærtet Paahit av ham at Inger
blev undselig og rørt, den nye Piken var Datter av Smeden, hun skulde
for som først være Sommeren over, siden fik de se.

Og ydermere, sa Isak, saa har jeg sendt et Telegram efter han Eleseus.

Det gav et Ryk gjennem hende, gjennem Morn. Telegram? Vilde Isak snoft
gjøre det av med hende med sin Godhjærtethet! Se, det var jo blit hendes
store Sorg at Eleseusmand var i Byen, i den ryggesløse By, hun hadde
skrevet til ham om Gud og desuten ogsaa forklaret at Farn begyndte at
slites og Gaarden blev alt større og større, lille Sivert vann ikke over
alt og han skulde forresten arve Morbror Sivert engang -- alt dette
hadde hun skrevet og en Gang for alle sendt Reisepenger. Men Eleseus han
var blit Bymand og længtet ikke tilbake til Bondelivet, han svarte at
hvad omentrent skulde han gjøre hjemme? Skulde han arbeide paa Gaarden
og kaste bort al sin Lærdom og Kundskap igjen? Fakta sandt saa har jeg
ingen Lyst hertil, skrev han. Og kan du atter sende mig noget Tøi til
Underklær saa slipper jeg at sætte mig i Gjæld herfor, skrev han. -- Og
jada, Morn sendte Tøi, sendte mærkelig ofte Tøi til Underklær: men da
hun blev vakt og religiøs faldt Skjællene fra hendes Øine og hun skjønte
at Eleseus avhændet Tøiet og brukte Pengene til andet.

Det samme skjønte Farn. Han ordet det aldrig, han visste jo at Eleseus
var Morns Øiesten og at hun graat for ham og rystet paa Hodet; men den
ene Væven med toskaft Vend forsvandt efter den andre og han forstod jo
at intet Menneske i Verden kunde slite saa meget Underklær. Alt vel
overtænkt maatte altsaa Isak være Mand og Overhode igjen og gripe ind.
Det kostet jo uforholdsmæssig at faa Handelsmanden til at telegrafere,
men dels vilde et Telegram virke overordentlig paa Sønnen, dels var jo
dette for Isak selv noget mere end almindelig at komme hjem og fortælle
Inger. Da han skred hjemover bar han endda Tjenestepikens Kiste paa
Ryggen, men han var like saa stolt og hemmelighetsfuld som da han gik
hjem med Guldringen ....

En herlig Tid utover, Inger visste ikke alt det gode og nyttige hun
vilde gjøre og hun kunde si til sin Mand som i gamle Dager: Du staar ut
med alt! En anden Gang: Du sliter dig ut! En anden Gang: Nei nu maa du
komme ind og faa dig Mat, jeg har stekt Vafler til dig! For at gjøre ham
en Glæde spurte hun: Jeg har Mot at vite hvad du har utgrundet dette
Tømmeret til og hvad du har tænkt at bygge? -- Nei det vet jeg ikke
rigtig, svarte han og gjorde sig kostbar.

Det var blit saa aldeles som i gamle Dager. Og efter at Barnet var født
og det var en liten Pike, en stor Pike, pen og velskapt -- efter dette
maatte Isak ha været en Sten og en Hund hvis han ikke hadde takket Gud.
Men hvad han vilde bygge? Det vilde bli noget for Oline at rænde med
igjen: en Tilbygning til Stuen, en Stue til. Se, de blev retnu saa mange
paa Sellanraa, de hadde faat Taus, de ventet Eleseus hjem og en liten
flunkende ny Pike var kommet, -- den gamle Stuen skulde nu gaa over til
at være et Kammers, mere kunde den ikke bli.

Og naturligvis maatte han fortælle Inger det en Dag, hun var jo saa
nysgjærrig paa at faa vite det, og skjønt Inger kanske alt kjendte
Hemmeligheten fra Sivert -- de to tisket saa ofte sammen -- saa blev hun
godt forundret og lot Armene falde og sa: Du aper vel ikke? -- Smækfuld
av indvendig Gildhet svarte han: Du kommer med saa mange nye Børn
tilgaards at hvorledes skal jeg prekevere dem!

Mandfolkene de var nu hver Dag og brøt Sten til den nye Stuemuren. De
utgjorde hverandre omtrent ved dette Arbeide, den ene ung og fast i sin
runde Krop, rap til at se sit Snit, til at finde den drivelige Sten, den
anden aldrende og seig, med lange Armer og en uhyre Vægt paa Spetet.
Naar de hadde utført et større Karstykke pustet de gjærne paa og pratet
en løierlig og forbeholden Prat sammen:

Han Brede vil sælge, sa Farn. -- Ja, sa Sønnen. -- Skal tro hvad han
sætter paa? -- Det var nu det. -- Ja du har ikke hørt noget? -- Nei. Jeg
har hørt to Hundrede. -- Farn tænkte en Stund og sa: Hvad du mener, blir
dette her en Syllsten? -- Det kommer sig an paa om vi faar av han denne
Skalken, svarte Sivert og stod øieblikkelig op, han leverte Farn
Sæthammeren at holde og brukte selv Slæggen. Han blev rød og varm, han
reiste sig i hele sin Høide og lot Slæggen falde, reiste sig igjen og
lot den falde, tyve ens Slag, tyve Uveir. Han sparte ikke Værktøiet og
ikke sig selv, det var grovt Arbeide han gjorde, Skjorten krøp op av
Buksen og gjorde ham bar over Maven, han lettet sig hver Gang paa Tæerne
for at gi Slæggen endda større Sving. Tyve Slag.

Lat os nu se! ropte Farn. -- Sønnen stanset og spurte: Har han faat
nogen Skræld? -- De la sig begge ned og undersøkte Stenen, undersøkte
Galningen, Bæstet, nei, den hadde ikke faat Skræld. -- Jeg har Mot at
prøve han med bare Slæggen, sa Farn og reiste sig. Endda grovere
Arbeide, ene og alene Magten, Slæggen blev varm, Staalet stuvedes,
Pennen blev sløv. Hun gaar av Skaftet, sa han om Slæggen og holdt inde.
Jeg vinn heller ikke mere, sa han. Aa det mente han ikke at han ikke
vann mere!

Denne Far, denne Pram, uanselig, fuld av Taalsomhet og Godhet, han undte
Sønnen at slaa de siste Slag og kløve Stenen. -- Der laa den nu i to
Deler. Ja du har et lite Snit med det, sa Farn. Hm. Breidablik kunde nok
bli til noget. -- Jeg skulde ikke mene andet, sa Sønnen. -- Naar at
Myren blev grøftet og snudd. -- Stuen maatte flies. -- Ja det forstaar
sig, Stuen maatte flies, aa det vilde bli meget Arbeide der, men.
Hvorledes var det, hørte du om Mor di vilde til Kirken til Helgen? -- Ja
hun snakket paa det. -- Naa. Nei nu skal vi ha Øinene med os alle Steder
og finde en fin Dørhelle til den nye Stuen. Du har ikke set nogen? --
Nei, sa Sivert.

Saa arbeidet de igjen.

Et Par Dager efter mente de begge at ha nok Sten til Muren. Det var en
Fredags Kvæld, de satte sig og pustet paa og pratet litt igjen.

Hm. Nei hvad du mener, sa Farn, skulde vi tænke ørlite paa Breidablik?
-- Hvorledes? spurte Sønnen, hvad skal vi med det? -- Nei det vet jeg
ikke. Der er nu Skolehus og det ligger midt paa Strækningen. -- Ja end
saa? spurte Sønnen. -- Jeg vet ikke nogen Ting at gjøre med det, for det
er ikke det Slag at ha. -- Har du tænkt paa det? spurte Sønnen. -- Farn
svarte: Nei. Minders han Eleseus vilde ha det at arbeide paa. -- Han
Eleseus? -- Nei jeg vet ikke. -- Lang Overveielse paa begge Sider. Farn
begyndte at samle Værktøi sammen og læsse det paa sig for at gaa hjem.
-- Minders saa, sa Sivert endelig. Du kan jo orde det til han. -- Farn
avsluttet og sa: Nei nu har vi ikke fundet en pen Dørhelle til Nystuen
idag heller. --

Om Morgningen var det Lørdag og da maatte de være ute i Otten for at
række frem over Fjældet med Barnet. Jensine, Tausen, skulde være med,
saa hadde de den ene Gudmor, de andre Fadderne maatte opdrives paa andre
Siden av Fjældet, blandt Ingers Folk.

Inger var saa pen, hun hadde sydd sig en særdeles klædelig Sirskjole og
var med Hvitt om Halsen og Hvitt om Haandlinningerne. Barnet var hvitt
hele Veien, med et gjennemtrukket nyt blaat Silkebaand nederst, men saa
var det jo ogsaa et aparte Barn, hun smilte og pratet alt og laa og
lydde naar Klokken i Stuen slog. Farn hadde git hende Navn. Det tilkom
ham, han agtet at gripe ind -- lat os bare følge mig! Han hadde vaklet
mellem Navnene Jacobine og Rebekka som altsammen var noget i Retning av
Isak, og tilslut gik han til Inger og sa frygtsomt: Hm. Hvad du mener om
Rebekka? -- Jo, svarte Inger. -- Da Isak hørte det blev han svært til
Kar og sa brysk: Skal hun hete noget saa skal hun hete Rebekka. Det vil
jeg være Mand for!

Og naturligvis vilde han være med til Kirken, for at bære og for Ordens
Skyld. Det skulde ikke mankere at Rebekka hadde godt Følge! Han studset
Skjægget og byttet paa sig rød Skjorte som i yngre Aar; det var i den
værste Varmen, men han hadde en pen og ny Vinterdragt og den klædte han
sig i. Men forresten var ikke Isak den Mand at han vilde ha Flothet og
Elegance til Pligt, han tok saaledes nogen saga-agtige Støvler paa til
Vandringen.

Sivert og Leopoldine var igjen hjemme hos Dyrene.

Saa rodde de i Baat over Fjældvandet, og det var en stor Lette imot før
da de maatte vandre rundt det. Men midt paa Vandet da Inger skulde gi
den Lille Bryst da saa Isak noget glimte i en Hyssing om hendes Hals --
hvad det nu kunde være. I Kirken la han Mærke til at hun hadde
Guldringen paa Haanden. Aa den Inger, hun hadde ikke kunnet bare sig!




XVII


Eleseus kom hjem.

Han hadde nu været borte i flere Aar og var blit høiere end Farn, med
lange hvite Hænder og litt mørkt Skjæg paa Overmunden. Han skapte sig
ikke til, men syntes at lægge vinn paa en naturlig og godslig Optræden;
Morn var forundret og glad. Han fik Kammerset at være i sammen med
Sivert, Brødrene kom godt overens og gjorde hverandre mange Smaapuss som
de gottet sig over. Men naturligvis maatte Eleseus være med paa
Tømringen av Stuen og da blev han træt og elendig, uvant som han var med
Kropsarbeide. Rent galt blev det da Sivert maatte gaa ut av Arbeidet og
overlate det bare til de andre to -- ja saa blev Farn likefrem
vanhjulpen.

Og hvor gik Sivert hen? Kom ikke Oline over Fjældet en Dag med Bud fra
Sivert Morbror at nu laa han for Døden! Maatte saa ikke Lille-Sivert
gaa? Det var en Tilstand, aldrig kunde det ha høvd daarligere end nu at
forlange Sivert utleveret, men det var ingen Raad med det.

Oline sa: Jeg hadde ikke Tid til at gaa med Bud, slettes ikke, men jeg
har nu fattet Godhet for alle Børnene her og for han Lille-Sivert, og
saa vilde jeg hjælpe han til at faa sin Arv. -- Var Sivert Morbror meget
syk? -- Kjære velsigne dokker, han falder av for hver Dag! -- Laa han
tilsengs? -- Tilsengs? Dokker skulde ikke ape med Døden for Guds
Domstol! Han Sivert hopper og springer ikke mere i denne Verden.

Av dette Svar maatte de jo utlede at Sivert Morbror var langt kommet, og
Inger drev paa at Lille-Sivert skulde avsted straks.

Men Sivert Morbror, den Knækt, den Skøier, laa aldeles ikke for Døden,
han laa ikke engang stadig tilsengs. Da Lille-Sivert kom fandt han for
sig en uhyre Uorden og Elendighet paa den lille Gaard, og det var ikke
engang gjort ordentlig Vaaronn, nei ikke engang al Vintergjødslen var
utkjørt; men nogen Død syntes ikke at forestaa saa øieblikkelig. Sivert
Morbror var nu en gammel Mand, over sytti Aar, han var faldt av og gik
og drog sig halvklædt omkring i Stuen og laa ofte i Sengen, han maatte
ha Hjælp til forskjellig, saasom til at bøte Sildnoten som hang i
Naustet og fôr ilde; aa men han var ikke mere paa det Yterste end at han
spiste sur Fisk og røkte Snadde.

Da Sivert hadde været en halv Time og set hvorledes det hele hang sammen
vilde han hjem igjen. -- Hjem? sa den Gamle. -- Vi bygger Stue og han
Far er vanhjælpen. -- Naa, sa den Gamle, er ikke han Eleseus hjemme? --
Jo men han er saa uvant. -- Hvorfor kom du da? -- Sivert forklarte hvad
for et Bud Oline var kommet med. -- For Døden? spurte den Gamle, trodde
hun jeg laa for Døden? Det var Fan! -- Hahaha, sa Sivert. -- Den Gamle
saa forarget paa ham og sa: Du flirer til en døende Mand og du heter
efter mig! -- Sivert var for ung til at hænge med Hodet, han hadde
aldrig brydd sig om Morbrorn og nu vilde han hjem igjen.

Naa, saa trodde du ogsaa at jeg laa for Døden og saa kom du rændende, sa
den Gamle. -- Ho Oline sa det, svarte Sivert. -- Efter en Stunds Taushet
gjorde Morbrorn et Tilbud: Vil du bøte Noten min i Naustet saa skal du
faa se noget hos mig. -- Naa, sa Sivert, hvad er det? -- Nei det raker
dig ikke, svarte den Gamle tvært og la sig tilsengs igjen.

Forhandlingerne vilde nok ta Tid og Sivert sat og vridde sig. Han gik ut
og saa sig om, alt var uflidd og vanskjøttet, det var uoverkommelig at
begynde Arbeide her. Da han kom ind igjen var Morbrorn oppe og sat ved
Ovnen.

Ser du dette? sa han og viste til et Eketræs Skrin som stod paa Gulvet
mellem hans Ben. Det var Pengeskrinet. Egentlig var det et av de
almindelige Flaskefôr med mange Rum som Øvrigheten og andre Storfolk
førte med sig paa Reiser i gamle Dager; nu var det ingen Flasker i det
mere, den gamle Herredskasserer hadde Regnskaper og Penger i det nu. Aa
dette Flaskefôr, Sagnet gik at det gjemte Alverdens Rikdom, Folk i
Bygden pleiet at si: Hadde jeg bare Pengene som har ligget i Skrinet
hans Sivert!

Sivert Morbror tok op et Papir av Skrinet og sa høitidelig: Du kan vel
læse Skrift? Læs dette Dokumentet! -- Lille-Sivert var ingenlunde
overlegen i Skrift, det var han ikke, men han læste at han var indsat
til Arving av alle Morbrorns Efterlatenskaper. -- Og nu kan du gjøre net
som du vil! sa den Gamle og la Papiret tilbake i Skrinet.

Sivert kjendte sig ikke større rørt, i Grunden fortalte ikke Dokumentet
mere end hvad han visste før, han hadde jo alt fra pure Barnet ikke hørt
andet end at han skulde arve Morbrorn engang. En anden Sak var det om
han fik se Kostbarheter i Skrinet. -- Det er nok meget rart i det
Skrinet, sa han. -- Mere end som du tror! svarte den Gamle kort.

Han var saa skuffet og forarget over sin Søstersøn at han laaste Skrinet
av og gik tilsengs igjen. Her laa han og sendte ut forskjellige
Meddelelser: Bygden har hat mig til sin Fuldmægtig og Overherre for sine
Penger og Midler i tredive Aar, jeg har ikke fornøden at tigge nogen om
en Haands Hjælp. Hvem visste ho Oline det ifra at jeg laa for Døden? Kan
jeg ikke sende tre Mand i Skyss efter Doktoren hvis jeg vil! Dokker skal
ikke ape med mig. Og du, Sivert, kan ikke bie til at jeg har utaandet?
Jeg vil bare fortælle dig at nu har du læst Dokumentet og det ligger i
Pengeskrinet mit, jeg sier ikke mere. Men gaar du ifra mig saa skal du
bære frem det Budet til han Eleseus at han kommer hit. Han heter ikke
efter mig og har ikke mit jordiske Navn -- lat saa bare han komme!

Tiltrods for den truende Tone i disse Ord overveiet Sivert dem og sa:
Jeg skal bære frem Budet til han Eleseus!

Oline var fremdeles paa Sellanraa da Sivert kom tilbake. Hun hadde faat
Tid til at gjøre en Sving ned gjennem Marken, saa langt ned som til
Aksel Strøm og Barbro paa deres Nybygg, saa kom hun igjen derfra og var
fuld av Sladder og Hemmeligheter: Ho Barbro lægger paa sig, sa hun
hviskende, det skulde nu vel aldrig bety noget? Ikke mine Ord igjen!
Naa, du kommer igjen, Sivert? Saa er det vel ikke mere at spørre om,
Morbror din er hensoven? Jaja han var nu en gammel Mand og en Olding paa
Gravens Bred. Hvad -- naa, han er ikke død? Store Ting at takke Gud for!
Fôr jeg med Tøv, sier du? Dersom at jeg hadde været saa fri for Synd! Ja
kunde jeg vite at Morbror din at han laa og løi for Gud? Han falder av,
det var mine Ord, og dem skal jeg engang bekræfte for Tronen. Hvad du
sier, Sivert? Ja, men laa ikke Morbror din selv paa Sengen og røkte og
knæpte begge Hænderne ihop over Brystet og sa at nu laa han bare og
strævet?

Det var umulig at strides med Oline, hun overmandet sin Motstander med
Snak og la ham øde. Da hun hørte at Sivert Morbror forlangte Eleseus til
sig grep hun ogsaa denne Omstændighet og brukte den til sin Fordel: Der
kan dokker høre om jeg fôr med Tøv! Han Gammel-Sivert paakalder sin
Slægt og smægter efter sit Kjøt og Blod, han er sist paa! Du maa ikke
nægte han det, Eleseus, du skal fare med en Gang og finde Morbror din
ilive! Jeg skal ogsaa over Fjældet, vi blir i Lag.

Oline forlot jo ikke Sellanraa før hun hadde faat Inger avsides og
hvisket mere om Barbro: Ikke mine Ord igjen, men hun hadde Tegnene! Og
nu er det vel Meningen at hun skal bli Kone paa Nybygget. Somme Folk er
stort æmnet om de er smaa som Sand ved Havsens Bred til at begynde med.
Hvem kunde nu ha trodd det om ho Barbro! Han Aksel monne være en
drivendes Kar, og slike store Gods og Gaarder som her i Marken det har
jo ikke vi paa vores Side av Fjældet, det vet du ogsaa, Inger, som er
fra vores Bygd og er barnefødt der. Ho Barbro hadde nogen Mark Uld i en
Kiste, det var bare Vinteruld, jeg var ingen begjærendes og ikke bydde
hun mig nogen, mellem os var Goddag og Farvel, endda jeg kjendte hende
fra Barnsben hele Tiden da jeg var her paa Sellanraa og du, Inger, var
borte paa Læren --

Nu graater ho lille Rebekka, sa Inger og avbrøt Oline og rakte hende en
Næve Uld.

Stor Takketale fra Oline: Ja var det ikke som hun just hadde sagt til
Barbro at Inger og hendes Make til at gi! Hun gav saa hun blev numen og
fingersaar, men aldrig saa knydde hun. Gaa ind til den lille Engelen, og
aldrig saa fandtes det et Barn saa likt sin Mor som lille Rebekka. Kunde
Inger huske hvad hun engang hadde sagt: at hun ikke fik flere? Nu saa
hun! Nei man skulde høre paa de Gamle som selv har hat Børn, for Guds
Veie de er uransakelige, sa Oline.

Saa labbet hun efter Eleseus op gjennem Skogen, sammensunken av Ælde,
melet og graa og nyfiken, uforgjængelig. Til Gammel-Sivert vilde hun nu
gaa og si at det var hun -- Oline -- som hadde faat Eleseus i Vei.

Men Eleseus han hadde ikke latt sig nøde, det var ingen Vanskelighet at
overtale ham. Se, han var i Grunden vokset sig bedre end han tegnet til,
Eleseus, han var en skikkelig Gut paa sin Maate, godslig og snil fra
Fødselen, bare uten større Legemskræfter. Det at han nødig vilde hjem
denne Tur fra Byen var ikke uten Grund, han visste jo godt at Morn hadde
været paa Straf for Mord, i Byen hørte han intet derom, i Marken husket
vel alle det. Hadde han ikke nu i flere Aar været sammen med Kamerater,
som hadde lært ham mere Nærtakenhet og Finfølelse end han før hadde? Var
ikke Gaffel like saa nødvendig som Kniv? Hadde han ikke al sin Dag
skrevet Kroner og Øre, men her i Marken bruktes endda den gamle
Dalermynt? Jo han vandret meget gjærne over Fjældet til et andet
Bygdelag, hjemme paa Gaarden maatte han jo hvert Øieblik holde sin
Overlegenhet i Age. Han gjorde sig Flid for at læmpe sig efter de andre,
og det lyktes, men han maatte være paa Vakt. Som da han kom hjem til
Sellanraa for et Par Uker siden: han hadde jo tat med sig sin lysegraa
Vaarfrak skjønt det var midt paa Sommeren, da han hængte den op paa en
Spiker i Stuen kunde han godt ha vendt ut til Verden Sølvskiltet med
hans Bokstaver paa, men han gjorde det ikke. Likedan med Stokken,
Spaserstokken. Den var rigtignok bare et Paraplyskaft som han hadde
avrigget og plukket Staaltraadene ut av, men her hadde han ikke brukt
den som i Byen og svinget den, langtfra, bare baaret den i Skjul langs
Laaret.

Nei det var intet at undres paa at Eleseus gik over Fjældet. Han dugde
ikke til Tømring, han dugde til at skrive Bokstaver, det kunde ikke alle
og enhver, men i hele Hjemmet var det ingen som paaskjønnet denne fine
Lærdom og Kunst undtaken kanske Morn. Han gik glad opover Skogen foran
Oline, han vilde bie paa hende høiere oppe, han løp som en Kalv, han
hastet. Eleseus hadde paa en Maate stjaalet sig fra Gaarden, han var ræd
for at bli set, ja for han hadde jo berget med sig baade Vaarfrakken og
Spaserstokken til Turen. Paa den andre Siden av Fjældet maatte han ha
Haab om at faa se Folk og selv bli set, kanske endog komme til Kirken.
Saa slet han gladelig med en overflødig Vaarfrak i Solsteken.

Og han efterlot intet Savn paa Bygningen, tværtimot, saa fik Farn Sivert
igjen, og Sivert var jo til mangedobbelt Nytte og holdt ut fra Morgen
til Kvæld. Det tok dem ikke lang Tid at lafte Stuen op, det var en
Tilbygning, tre Vægger; de slap at ry Tømmeret, de skar det paa Sagen;
av Hunen hadde de saa med en Gang Taktro. En vakker Dag saa de sandelig
Stuen færdig for sine Øine, tækket, gulvlagt og Vinduerne indsat. Saa
vann de ikke mere mellem Onnerne, de fik bordklæde og male senere.

Nu kom Geissler med stort Følge over Fjældet fra Sverige. Og Følget var
tilhest, ridende paa blanke Hester og gule Sadler, det var vel rike
Reisende, de var saa tykke og tunge, Hestene bugnet under dem; blandt
disse store Herrer kom da Geissler gaaende tilfots. Det var ialt fire
Herrer og Geissler, dertil var det to Oppassere som leidde hver sin
Pakhest.

Rytterne steg av paa Tunet og Geissler sa: Der har vi Isak, det er selve
Markgreven. Goddag, Isak! Der ser du, nu kommer jeg igjen, som jeg sa.

Geissler var den samme. Skjønt han kom tilfots lot han ikke til at føle
sig ringere end de andre, ja hans slitte Frak hang sid og ensom nedover
hans slunkne Bak, men han var overlegen og hovmodig i Ansigtet. Han sa:
Det er Meningen at disse Herrerne og jeg skal litt op i Fjældet, de er
saa fete, de skal bli av med litt Spæk.

Herrerne var forresten snille og godmodige, de smilte til Geisslers Ord
og bad Isak undskylde at de kom som en Krig indover hans Gaard. De hadde
Niste med, saa de skulde ikke æte ham ut av Huset, men de vilde være
taknemmelige for Tak over Hodet i Nat. Kanske de fik være i den nye
Bygningen?

Da de hadde hvilet en Stund og Geissler hadde været inde hos Inger og
Børnene gik alle de Fremmede op gjennem Skogen og blev borte tilkvælds.
Nu og da utover Eftermiddagen hadde Folkene paa Gaarden hørt nogen
ukjendt høie Skudd opi Fjældet, og Følget kom ned med nye Stenprøver i
Poser. Blaakobber, sa de og nikket til Stenene. De førte en lærd og lang
Samtale og saa paa et Kart som de saa løselig hadde tegnet, det var en
Bergkyndig iblandt dem og en Ingeniør iblandt dem, en kaldtes
Landshøvding, en Brukspatron; Luftbane, sa de, Taugbane, sa de. Geissler
kastet ind et Ord nu og da og det syntes hver Gang at retlede Herrerne,
det blev lagt adskillig Mærke til hans Ord. -- Hvem er Eier paa Sørsiden
av Vandet? spurte Landshøvdingen Isak. -- Staten, svarte Geissler rapt.
Han var vaken og gløgg, han holdt i Haanden det Dokument som Isak engang
hadde underskrevet med sit Bumærke. -- Jeg har jo sagt at det er Staten,
spør du endda om det! sa han. Vil du kontrollere mig saa værsaagod!

Senere paa Kvælden tok Geissler Isak med sig i Enrum og sa: Skal vi
sælge Kobberfjældet? -- Isak svarte: Ja det er nu saa at Lensmanden har
kjøpt Fjældet engang og betalt mig. -- Rigtig, sa Geissler, jeg kjøpte
Fjældet. Men nu er det ogsaa saa at du skal ha Procenter av Salg eller
av Drift, vil du avhænde disse Procenter? -- Det forstod ikke Isak og
Geissler maatte forklare det: Isak kunde ikke drive Mine, han var
Jordbruker, han ryddet Land; Geissler kunde heller ikke drive Mine.
Penger, Kapital? Ho, saa meget han vilde! Men han hadde ikke Tid, han
stod i meget, var idelig paa Reiser, maatte skjøtte sine Eiendomme
sørpaa og nordpaa. Nu vilde Geissler sælge til disse svenske Herrer, de
var hans Kones Familje allesammen og rike Folk, Fagfolk, de kunde drive
Fjældet. Forstod Isak det nu? -- Jeg vil som Dokker vil! erklærte Isak.

Mærkelig -- denne store Tillit gjorde vel den luvslitte Geissler godt:
Ja det vet jeg nu ikke om du staar dig paa, sa han og overveiet.
Pludselig blev han sikker og fortsatte: Men gir du mig frie Hænder saa
skal jeg ialfald handle bedre for dig end du selv kunde ha gjort. --
Isak begyndte: Hm. Dokker har fra første Stund været en god Mand for os
alle her .... Geissler rynket Panden og avbrøt ham: Ja det er godt!

Om Morgningen satte Herrerne sig til at skrive. Det var alvorlige Ting
de skrev: først en Kjøpekontrakt paa firti Tusen Kroner for Fjældet,
dernæst et Dokument hvori Geissler fraskrev sig hver Skilling av disse
Penger til Fordel for sin Kone og sine Børn. Isak og Sivert blev kaldt
ind for at underskrive som Vidner paa disse Papirer. Da det var gjort
vilde Herrerne avkjøpe Isak hans Procenter for en Bagatel, fem Hundrede
Kroner. Geissler stoppet dem med de Ord: Spøk tilside!

Isak skjønte ikke stort av det hele, han hadde engang solgt og faat sin
Betaling, men forresten saa var Kroner -- det var ingenting, det var
ikke Dalere. Sivert derimot utdrog litt mere, Tonen i Forhandlingerne
var ham paafaldende: det var visst en Familjeaffære som blev op- og
avgjort her. En av Herrerne kunde si: Kjære Geissler, du burde virkelig
ikke ha saa røde Øine! Hvortil Geissler svarte gløggt, men vikende: Nei
det burde jeg virkelig ikke. Men det gaar ikke efter Fortjeneste i denne
Verden!

Var det saa at Fru Geisslers Brødre og Slægtninger vilde kjøpe væk
hendes Mand, kanske med ett Slag frigjøre sig for hans Besøk i deres
Hjem og hans plagsomme Familjeskap? Nu var jo Fjældet rimeligvis ikke
værdiløst, det blev ikke paastaat av nogen; men det laa avsides til,
Herrerne sa likefrem at de kjøpte det nu for at avhænde det igjen til
Folk som maatte ha langt mere Magt end de til at drive det. Heri var
intet urimelig. De sa ogsaa aapent at de visste ikke hvormeget de vilde
faa igjen for Fjældet som det laa der: blev Drift aapnet saa var kanske
firti Tusen ingen Betaling; blev Fjældet liggende der som nu var det
bortkastede Penger. Men for alle Tilfælders Skyld vilde de ha rent Kjøp
og derfor bydde de Isak fem Hundrede Kroner for hans Del.

Jeg er Isaks Fuldmægtig, sa Geissler, og jeg sælger ikke hans Ret under
ti Procent av Kjøpesummen.

Fire Tusen! sa Herrerne.

Fire Tusen, sa Geissler. Isak eiet Fjældet, han faar fire Tusen. Jeg
eiet det ikke, jeg fik firti Tusen. Vil Herrerne umake sig med at tænke
dette over!

Ja men fire Tusen!

Geissler reiste sig og sa: Eller intet Salg!

De tænkte paa det, hvisket om det, gik ut paa Tunet, trak Tiden ut. Gjør
Hestene i Orden! ropte de til Oppasserne. En av Herrerne gik ind til
Inger og betalte fyrstelig for Kaffe, for nogen Æg og for Husrummet.
Geissler gik tilsynelatende likegyldig omkring, men han var like vaken:
Hvorledes gik det med Vandledningen ifjor? spurte han Sivert. -- Den
berget hele Avlingen. -- Dere har brutt den Teigen dèr siden jeg var her
sist? -- Ja. -- Dere maa ha en Hest til paa Gaarden, sa Geissler. Alt
saa han.

Kom nu her og lat os faa en Ende paa det! ropte Brukspatronen.

Alle gik nu ind i Nybygningen igjen og Isaks fire Tusen Kroner blev
optalt. Geissler fik et Papir, han stak det løst i Lommen som om det
ikke hadde nogen Værdi. Gjem det! sa de til ham, og din Hustru vil faa
Bankboken om nogen Dager, sa de. -- Geissler rynket Panden og svarte:
Det er godt!

Men de var ikke færdige med Geissler. Ikke saa at han oplot sin Mund for
at begjære noget, men der stod han nu og de saa hvorledes han stod der;
kanske hadde han ogsaa betinget sig en Slump Penger for sig selv. Da
Brukspatronen leverte ham en Seddelpakke nikket Geissler bare og sa
atter at det var godt. Og saa tar vi et Glas sammen med Geissler, sa
Brukspatronen.

De drak og var færdige. Saa tok de Farvel med Geissler.

I dette Øieblik kom Brede Olsen gaaende. Hvad vilde nu han? Brede hadde
nok hørt de tordnende Skudd igaar og han forstod at noget foregik i
Fjældet. Nu kom han og vilde sælge Berg han ogsaa. Han gik Geissler
forbi og henvendte sig til Herrerne: han hadde opdaget mærkelige
Stensorter, utrolige, somme som Blod, andre som Sølv; han kjendte hver
liten Krog i Fjældene omkring og kunde gaa bent paa dem, han visste om
lange Aarer med tungt Metal -- hvad kunde det være for Slags Metal? --
Har du Prøver? spurte den Bergkyndige. -- Ja. Men kunde de ikke like saa
godt gaa op i Fjældet? Det var ikke langt. Jo Prøver? Mange Sækker,
mange Kasser, Brede hadde dem ikke med, men hadde dem hjemme, han kunde
løpe hjem efter Prøver. Men det var snarere at løpe op i Bergene efter
nogen, hvis de vilde vente. Herrerne rystet paa Hodet og reiste.

Brede saa forurettet efter dem. Hadde Haapet blusset i ham et Øieblik
saa sluktes det nu, han arbeidet under Uheld, intet vilde lykkes for
ham. Det var godt at han hadde et let Sind at staa Livet imot med, han
saa efter Rytterne og sa tilslut: Lykke paa Reisen med dokker!

Men nu blev han atter ydmyg til Geissler, til sin forrige Lensmand, og
duttet ham ikke mere, men hilste til ham og sa Dokker. Geissler hadde
under et eller andet Paaskud faat Lommeboken op og viste frem hvor diger
den var med Penger. -- Kan ikke Dokker hjælpe mig, Lensmand! sa Brede.
-- Gaa hjem og grøft ut Myren din! sa Geissler og hjalp ham ikke det
Spor. -- Jeg kunde godt ha tat med mig en hel Bør med Prøver, men hadde
det ikke været bedre at se Bergene selv naar de nu var her? -- Geissler
overhørte ham og spurte Isak: Saa du ikke hvor jeg gjorde av det
Dokumentet? Det var yterst vigtig, flerfoldige Tusen Kroner. Naa, her er
det, midt i en Seddeldynge! -- Hvad var det for Slags Folk? Tok de sig
bare en Ridetur? spurte Brede.

Geissler hadde vel gaat i en stor Spænding, nu spaknet han av. Men han
hadde endda Liv og Lyst til at utrette litt til: han fik med sig Sivert
op i Fjældet, og Geissler hadde et stort Papir med og tegnet et Kart
over Marken paa Sørsiden av Vandet -- hvad han nu hadde for Tanker med
det. Da han nogen Timer senere kom ned til Gaarden igjen var Brede endda
der, men Geissler svarte ham ikke paa noget Spørsmaal, men var træt og
vinket bare med Haanden.

Han sov i ett Drag til tidlig den næste Morgen, saa stod han op med
Solen og var uthvilet. Sellanraa! sa han og stod paa Tunet og saa sig
vidt omkring.

Alle de Pengene jeg fik, sa Isak, skal jeg nu ha dem?

Prat! svarte Geissler. Skjønner du ikke at du skulde hat mere? Og det
var egentlig mig du skulde hat dem av, efter vor Kontrakt; men som du
saa høvde det ikke slik. Hvormeget fik du? Bare Tusen Daler, efter
gammel Regning. Jeg staar og tænker paa at du maa ha en Hest til paa
Gaarden. -- Ja. -- Jeg vet om en Hest. Han som nu er Stævnevidne hos
Lensmand Heyerdahl later sin Gaard forfalde, han synes det er morsommere
at reise omkring paa Panting. Han har solgt av Buskapen sin før, nu vil
han sælge Hesten. -- Jeg skal høre med han, sa Isak.

Geissler viste vide omkring med Haanden og sa: Alt er Markgrevens! Du
har Hus og Dyr og et dyrket Jorde, ingen kan sulte dig ut!

Nei, svarte Isak, vi har alt som Gud har skapt!

Geissler vimset frem og tilbake paa Gaarden og gik pludselig ind til
Inger: Blir det Raad til litt Niste idag ogsaa? spurte han. Nogen Vafler
igjen, uten Smør og Ost paa, det er nok av Godt i dem før. Nei gjør som
jeg sier, jeg vil ikke bære mere.

Geissler ut igjen. Hans Hode maatte være i Uro, han gik ind i
Nybygningen og satte sig til at skrive. Han hadde det uttænkt paa
Forhaand, saa det tok ham ikke lang Tid, det var en Henvendelse til
Staten, sa han overlegent til Isak, til Departementet for det Indre, sa
han. Jeg har meget at staa i!

Da han hadde faat sin Niste og sa Farvel var det som han pludselig
husket noget: Det er sandt, jeg glemte visst da jeg gik herfra sist --
jeg hadde tat en Seddel ut av Lommeboken, men saa hadde jeg stukket den
i Vestelommen. Der fandt jeg den. Jeg har saa mange Forretninger. --
Dermed la han Inger noget i Haanden og gik.

Jo saa gik Geissler og syntes noksaa kjæk. Han var ingenlunde nedfor og
han døde ikke paa længe, han kom igjen til Sellanraa og først mange Aar
senere saa døde han. Det var et Savn hver Gang han gik fra Gaarden; Isak
hadde tænkt paa at spørre ham om Breidablik og raadføre sig med ham, men
det blev ikke til noget. Geissler vilde vel kanske ogsaa ha fraraadet
ham at kjøpe Stedet -- at kjøpe Rydningsland til en Kontorist som
Eleseus.




XVIII


Sivert Morbror blev allikevel ryr. Det tok Eleseus en tre Ukers Tid at
være hos ham, saa var den Gamle død. Eleseus ordnet med Begravelsen og
var rigtig flink i den Retning, han fik fat i en og anden Fuchsiablomst
fra Stuerne omkring og laante Flag til halv Stang og kjøpte sort Mugg
hos Handelsmanden til nedrullede Gardiner. Isak og Inger blev budsendt
og kom til Jordfæstelsen, Eleseus var den egentlige Vært og forestod
Trakteringen til de Indbudne, ja da Liket blev sunget ut sa Eleseus
endog nogen pene Ord over Kisten og hans Mor tok til Lommetørklædet av
Stolthet og Rørelse. Alt gik brillant.

Paa Hjemveien i Farns Selskap maatte Eleseus bære sin Vaarfrak
aapenlyst, men Spaserstokken skjulte han i et av dens Ærmer. Det gik
godt like til de skulde i Baat over Vandet, saa kom jo Farn uforvarende
borti Frakken og der hørtes et Knæk. -- Hvad var det? spurte han. -- Det
var ikke noget, svarte Eleseus.

Men den knækkede Stok blev ikke bortkastet, da de kom hjem søkte Eleseus
efter en høvelig Holk. -- Kan vi ikke spjelke han? sa Sivert, den store
Spilopmaker. Se her, dersom at vi lægger paa han en god Træspile paa to
Sider og rører med Bektraad ..? -- Jeg skal røre dig med Bektraad,
svarte Eleseus. -- Hahaha. Men du vil kanske heller røre med et rødt
Hosebaand? -- Hahaha, sa Eleseus ogsaa, men saa gik han til Morn og fik
et gammelt Fingerbøl av hende og det filet han Bunden av og gjorde sig
en rigtig pen Holk til Spaserstokken. Aa Eleseus var ikke saa kjeivet
med sine lange hvite Hænder!

Brødrene apet med hverandre fremdeles: Skal jeg faa det som er efter han
Sivert Morbror? spurte Eleseus. -- Om du skal faa det? Hvormeget er det?
spurte Sivert. -- Hahaha, du vil først vite hvormeget det er, din
Gjærrighund! -- Ja du kan gjærne faa det! sa Sivert. -- Det er imellem
fem og ti Tusen. -- Daler? ropte Sivert. Han kunde ikke tilbakeholde
det. -- Eleseus regnet jo aldrig i Dalere, men nu høvde det saa og han
nikket. Og han lot Sivert gaa med den Besked til næste Dag.

Saa kom Eleseus tilbake til Saken: Du gaar nok og angrer paa den Gaven
din igaar? sa han. -- Din Tosk! svarte Sivert rigtignok, men fem Tusen
Daler var nu fem Tusen Daler og ingen Smaaskilling; hvis ikke Brorn var
en Lus eller en Indianer saa gav han vel tilbake Halvdelen. -- Nu skal
jeg si dig ett, forklarte endelig Eleseus, at jeg tror ikke jeg vilde
blit fet av den Arven. -- Sivert saa forundret paa ham: Naa, ikke det?
-- Nei ikke saa særdeles og par excellence fet.

Eleseus hadde jo lært at skjønne sig bra paa Regnskaper, Morbrorns
Skrin, det berømte Flaskefôr var blit aapnet for ham og han hadde
maattet gjennemgaa alle Papirer og Summer og tælle op Kassa. Sivert
Morbror hadde ikke sat sin Søstersøn i Arbeide paa Jorden eller med
Omvøring av Noten i Naustet, han hadde indviklet ham i en frygtelig
Uorden med Tal og Regnskapsposter. Om en Skatteyder for ti Aar siden
hadde betalt med en Gjeit eller nogen Voger Tørsei saa stod ikke Gjeiten
eller Tørseien der, men Gammel-Sivert hentet Manden frem av sin
Hukommelse og sa: Han har betalt! -- Naa, saa stryker vi den Posten, sa
Eleseus.

Her var nok Eleseus den rette Mand, han var snil og opmuntret den Syke
med at Stillingen var god, de to hadde koset sig sammen, sandelig endog
spøkt saa smaat. Eleseus var vel i et og andet naragtig, men det var
Gammel-Sivert og, de hadde simpelthen forfattet høitravende Dokumenter
til Fordel ikke bare for Lille-Sivert, men ogsaa for Bygden selv, den
Komune som den Gamle hadde tjent i tredive Aar. Maken til herlige Dager
som nu forløp! -- Jeg kunde aldrig ha faat nogen bedre end som dig,
Eleseusmand! sa Sivert Morbror. Han sendte Bud ut og kjøpte en Sauskrott
midt paa Sommeren, Fisk blev bragt ham fersk fra Sjøen, Eleseus fik
Ordre til at betale av Skrinet. De levet godt. De fik fat paa Oline, de
kunde ikke ha utpønsket nogen bedre til at delta i et Gilde, heller
ingen mere skikket til at utbrede et stort Ry over Gammel-Siverts siste
Dager. Og Tilfredsheten var gjensidig: Jeg mener vi maa betænke ho Oline
ogsaa med ørlite, sa Sivert Morbror, hun er nu Enke og i smaa Kaar. Det
blir endda nok igjen til han Lille-Sivert. -- Det kostet Eleseus nogen
Pennestrøk med øvet Haand, en Tilføielse til den siste Vilje, saa var
ogsaa Oline med blandt Arvingerne. -- Jeg vil sørge for dig, sa
Gammel-Sivert til hende. I Tilfælde av at jeg ikke skulde komme mig og
gaa mere her paa Jorden saa vil jeg ikke at du skal forsmægte, sa han.
-- Oline utbrøt at hun blev maalløs, men det blev hun ikke, hun var rørt
og graat og takket, ingen kunde finde slike Forbindelser mellem en
jordisk Gave og for Eksempel «Himlens store Gjengjældelse hisset» som
Oline. Nei maalløs blev hun ikke.

Men Eleseus? Hadde han i Begyndelsen kanske set lyst og stort paa
Morbrorns Stilling saa maatte han senere begynde at tænke sig om og
tale. Han prøvet med en svak Indvending: Kassa er jo ikke akkurat i
Orden, sa han. -- Ja, men end alt som er efter mig! svarte den Gamle. --
Ja og saa har du vel Penger hist og her i Bankerne? spurte Eleseus; for
slik gik Sagnet. -- Naa, sa den Gamle, hvorledes det nu kan være med
det. Men end Notbruket, end Gaarden og Husene og Buskapen og hvite Kjyr
og røde Kjyr! Jeg mener du vil ape, Eleseusmand!

Eleseus visste ikke hvormeget Noten kunde være værdt, men Buskapen den
hadde han set: den var en Ku. Den var hvit og rød. Sivert Morbror talte
kanske i Vildelse. Og Eleseus skjønte heller ikke alle den Gamles
Regnskaper, de var kommet i Rot, i Vase, især fra det Aar Mynten gik
over fra Daler til Krone: Herredskassereren hadde da ofte regnet disse
smaa Kroner for fulde Dalere. Intet Under at han trodde sig rik! Men
naar alt var klaret frygtet Eleseus for at det kanske ikke blev meget
igjen, kanske intet. Kanske rak det ikke til.

Ja Sivert kunde gjærne love ham det som blev igjen efter Morbrorn.

Brødrene spøkte med det, Sivert var ikke nedslaat, tværtimot, det vilde
vel ha kommet til at nage ham litt mere hvis han virkelig hadde tøiset
bort fem Tusen Daler. Han visste godt at det var paa pure Spekulation
han var blit opkaldt efter Morbrorn, han hadde intet fortjent av ham. Nu
nødde han Eleseus til at motta Arven: jovisst skal du ha han, kom, lat
os gjøre det skriftlig! sa han. Jeg under dig at bli rik. Forsmaa ikke!

De hadde mangen Spas sammen. Sivert var sandelig den som mest hjalp
Eleseus til at holde ut hjemme; meget vilde ha været mørkere uten ham.

Nu var forresten Eleseus blit noksaa fordærvet igjen, denne tre Ukers
Lediggang paa den andre Siden av Fjældet hadde ikke været av det gode
for ham, der hadde han ogsaa besøkt Kirken og staset godt op, ja han
hadde truffet Piker. Herhjemme paa Sellanraa var ingen, Jensine, den nye
Tausen, var ikke noget, bare et Arbeidsmenneske, hun høvde bedre for
Sivert. -- Jeg har Lyst til at vite hvorledes ho Barbro paa Breidablik
er blit siden hun blev voksen, sa han. -- Gaa nedover til han Aksel
Strøm og se! sa Sivert.

Eleseus gik en Søndag. Jo han hadde været utenbygds og faat Mot og
Munterhet igjen, faat Blod paa Tand, han kom og livet op i Aksels Gamme.
Barbro selv var ingenlunde at foragte, hun var ialfald den eneste i
Marken, hun spilte paa Gitaren og talte kvikt, desuten lugtet hun ikke
av Reinfant, men av ægte Saker, Hodevand. Eleseus paa sin Side lot
forstaa at han bare var hjemme i Ferien, Kontoret kaldte ham snart
tilbake. Imidlertid var det morsomt at være hjemme igjen ogsaa, paa
gamle Tomter, og han hadde nu for sin Del Kammerset at bo i. Men det var
ikke Byen!

Nei det skal Gud vite at Marken ikke er Byen! sa Barbro ogsaa.

Aksel selv blev ikke til stort overfor disse to Bymennesker, han kjedet
sig og gik ut og saa over sit Jorde. De hadde frit Spil og Eleseus var
storartet. Han fortalte at han hadde været i Nabobygden og begravet sin
Morbror og glemte ikke at han hadde holdt en Tale over Kisten.

Da han skulde gaa bad han Barbro om at følge ham litt paa Hjemveien. Men
nei Tak. -- Er det Skik og Bruk i Byen din at Damerne følger Herrerne
paa Hjemveien? spurte hun. -- Da blev sandelig Eleseus rød og skjønte at
han hadde fornærmet hende.

Men han gik ned til Maaneland næste Søndag ogsaa og da hadde han Stokken
i Haanden. De talte som sist og Aksel var atter ikke til noget: Far din
har nu en stor Gaard og har bygget han svært op, sa han. -- Aaja han har
nu at bygge for ogsaa. Det staar ikke paa for han Far! svarte Eleseus og
brændte efter at faa bravere litt; det er værre for os andre fattige
Stakkarer! -- Hvorledes? -- Naa, har dokker ikke hørt det? Det har netop
været nogen svenske Millionærer hos ham og kjøpt et Kobberfjæld av ham.
-- Du sier ikke det! Saa fik han mange Penger? -- Kolossalt. Jaja lat
mig nu ikke skryte, men det var jo ialfald en hel Masse Tusener. Hvad
det var jeg skulde sagt: Bygge, sier du? Jeg ser du har Tømmer liggende,
naar skal du selv bygge? -- Barbro svarte til: Aldrig!

Aldrig! var nu bare Næsevishet og Overdrivelse: Aksel brøt Stenen ifjor
Høst og kjørte den hjem i Vinter; nu mellem Onnerne iaar hadde han lagt
Muren med Kjælder og alt godt, tilbake stod at lafte op Huset. Han
haapet at faa en Stue under Tak alt i Høst, han hadde tænkt at være aat
han Sivert om nogen Dages Hjælp, hvad trodde Eleseus om det? -- Jo,
trodde Eleseus. Men du kan faa mig, sa han smilende. -- Dokker? sa Aksel
ærbødig og dokret ham pludselig; Dokker har Geni for andre Ting. -- Hvor
det smakte at bli anerkjendt endog i Marken! Jeg er stygt rædd for at
disse Hænderne mine duger ikke, sa Eleseus ogsaa og var fin paa det. --
Lat mig se! sa Barbro og tok hans Haand.

Aksel kom utenfor Samtalen igjen og gik ut, de to var atter alene. De
var jævngamle, de hadde gaat paa Skole sammen og lekt og kysset
hverandre og sprunget, nu frisket de op med uendelig Overlegenhet sine
Barndomsminder og det var ikke frit for at Barbro gjorde sig litt til.
Naturligvis var ikke han Eleseus som de store Kontorister i Bergen som
hadde baade Briller og Guldur, men han var en Herre her i Marken, det
kunde ikke nægtes. Og nu tok hun frem og viste ham Fotografiet fra
Bergen: slik saa hun ut da; men nu og! -- Hvad det er som mankerer dig
nu? spurte han. -- Naa, saa har jeg ikke tapt mig, synes du? -- Tapt
dig? Jeg vil bare si dig engang for alle at jeg synes du er dobbelt saa
pen nu, sa han, fyldigere i det hele tat. Tapt dig? Nei den er klassisk!
sa han. -- Men synes du ikke at Kjolen min er pen her, utskaaren i
Halsen og nedover Ryggen? Og saa hadde jeg Sølvkjæden som du ser og den
kostet mange Penger, jeg fik den til Forærings av den ene av
Kontoristerne jeg var hos. Men saa mistet jeg den. Ja jeg mistet den
ikke akkurat, men jeg trængte Pengene da jeg reiste hjem. -- Eleseus
spurte: Kan ikke jeg faa dette Fotografiet? -- Faa det? Hvad faar jeg
igjen for det? -- Aa her visste Eleseus saa godt hvad han helst vilde
svare, men han torde ikke. Jeg skal fotografere mig naar jeg kommer til
Byen, saa skal du faa mit igjen, svarte han derimot. Hun gjæmte Billedet
og sa: Nei, jeg har bare dette igjen. -- Da gik et Mørke gjennem hans
unge Hjærte og han rakte Haanden ut efter Billedet. -- Jaja, giv mig saa
noget igjen for det straks! sa hun leende. Og saa tok han og kysset
hende en ordentlig Gang.

Nu blev det mere tvangfrit, Eleseus blomstret op, han blev storartet. De
flirtet og spaset og lo, de skulde være Dus, sa han. Da du tok Haanden
min istad var du som en nydelig Svanedæmper, sa han. -- Jaja, nu reiser
du snart til Byen igjen og saa kommer du vel aldrig hit mere, sa Barbro.
-- Tror du saa galt om mig? spurte Eleseus. -- Naa, har du ikke nogen
som holder dig tilbakers? -- Nei. Mellem os sagt saa er jeg ikke
forlovet, sa han. -- Jo det er du visst. -- Nei det er Fakta sandt jeg
sier.

De flirtet en lang Stund, Eleseus var absolut forelsket: Jeg skal skrive
til dig, sa han; faar jeg Lov til det? -- Ja, svarte hun. -- Ja for jeg
vil ikke være smaalig og gjøre det uten Lov! Pludselig blev han skinsyk
og spurte: Jeg har hørt at du er forlovet med han Aksel her, er det saa?
-- Med han Aksel! sa hun saa foragtelig at det trøstet ham. Han skal bli
blaa! sa hun. Saa angret hun sig og la til: Han Aksel er bra nok for
sig, men. Og han holder Bladet til mig og gir mig mangen Gang en
Foræring, jeg skal ikke vør at si andet. -- Gudbevars! medgav Eleseus
ogsaa, han kan være en svært enestaaende og utmærket Mand paa sin Maate,
det er ikke det som er Kjærnen.

Men ved Tanken paa Aksel maatte vel Barbro være blit urolig, hun reiste
sig og sa til Eleseus: Nei nu maa du gaa, for jeg skal i Fjøset!

Næste Søndag gik Eleseus ned betydelig senere end ellers og han hadde
selv Brevet med. Det var et Brev! En Ukes Henrykkelse og Hodebrudd, han
hadde frembragt det, utøvet det: Til Frøken Barbro Bredesen, to a tre
Ganger har jeg nu hat den for mig saa unævnelige Lykke at se dig igjen
....

Naar han kom saa sent paa Kvæld som nu maatte vel Barbro være færdig i
Fjøset og hadde kanske alt lagt sig. Det skadet ikke, det høvde netop
godt.

Men Barbro var oppe og sat i Gammen. Nu saa hun med en Gang ut som om
hun slet ikke vilde være kjærlig mere, slet ikke; Eleseus fik det
Indtryk at Aksel hadde hat hende fat og kanske formanet hende. --
Værsaagod, her er Brevet jeg lovet dig! -- Tak! sa hun og aapnet Brevet
og læste det uten synlig Glæde. Jeg maatte ha kunnet skrive saa godt som
du! sa hun. -- Han var skuffet. Hvad hadde han gjort, hvad gik av hende?
Og hvor var Aksel? Borte. Han var kanske litt træt av disse jaalete
Søndagsbesøk og vilde være hjemmefra; han kunde jo ogsaa hat et
nødvendig Ærend da han gik til Bygden igaar. Borte.

Hvad du sitter inde i denne kvalme Gammen for paa en saan nydelig Kvæld?
Kom og gaa ut! sa Eleseus. -- Jeg venter paa han Aksel, svarte hun. --
Han Aksel? Kan du ikke leve han Aksel foruten? -- Jo, men skal han ikke
ha Mat naar han kommer?

Tiden gik, sløsedes bort, de kom ikke nærmere hverandre, Barbro var og
blev lunefuld. Han prøvet at fortælle fra Nabobygden igjen og glemte
atter ikke at han hadde holdt Tale: Det var ikke saa meget jeg hadde at
si, men jeg tok da Taarerne ut paa nogen. -- Naa, sa hun. -- Og saa var
jeg ved Kirken en Søndag. -- Hvad du freget der? -- Nei freget? Jeg var
der bare og saa mig om. Presten var ikke videre til at præke, efter mit
ringe Skjøn, han hadde ikke nogen god Utførsel.

Tiden gik.

Hvad du tror han Aksel mener om det hvis han finder dig her i Kvæld og?
sa Barbro pludselig. -- Nei om hun hadde git ham et Slag i Brystet kunde
han ikke ha blit mere forsagt. Hadde hun glemt hele forrige Gang? Var
det ikke en Avtale at han skulde komme i Kvæld? Han blev dypt saaret og
mumlet: Jeg kan jo gaa igjen! -- Det syntes hun ikke at forfærdes over.
-- Hvad jeg har gjort dig? spurte han med bævrende Mund. Det syntes at
græmme ham meget, han var i Nød. -- Gjort mig? Nei du har ikke gjort mig
nogen Ting. -- Ja hvad som er i Veien med dig i Kvæld? -- Med mig?
Hahaha! Men forresten saa kan jeg ikke undres paa det at han Aksel blir
sindt. -- Jeg skal gaa! gjentok Eleseus. Men det forfærdet hende atter
ikke, hun brydde sig ikke om ham og at han sat der og kjæmpet med sine
Følelser. Hun var et Asensmenneske.

Nu begyndte en Ærgrelse at stikke ham, i Førstningen ytret han den paa
en fin Maate: at hun sandelig ikke var nogen gunstig Repræsentant for
Kvindekjønnet! Men da det ikke hjalp -- aa han skulde heller ha tiet og
taalt, hun blev bare værre. Men han blev heller ikke bedre, han sa:
Hadde jeg visst hvorledes du er saa hadde jeg ikke kommet nedover i
Kvæld. -- End saa? svarte hun tilbake. Saa hadde du ikke faat luftet
Stokken din som du sitter med. -- Aa Barbro hun hadde været i Bergen,
hun kunde spotte, hun hadde ogsaa set ordentlige Spaserstokker, derfor
kunde hun nu spørre saa næsevist at hvad var det for Slags lappet
Paraplyskaft han svinget med? -- Han taalte det. Saa vil du vel ha
Fotografiet dit tilbake ogsaa da? sa han. -- Virket ikke dette saa
virket intet, det var det yterste man kunde tænke sig i Marken at ta en
Gave tilbake. -- Hvad det nu kan være med det, svarte hun undvikende. --
Joda, erklærte han kjækt, jeg skal skikke dig det med det allerførste.
Lat saa mig faa Brevet mit!

Han reiste sig.

Javel, hun gav ham Brevet, men saa fik hun ogsaa Taarer i Øinene, jo nu
slog hun om, Tjenestepiken blev rørt, Vennen forlot hende, Farvel for
siste Gang! Du gjør ikke at gaa, sa hun, jeg bryr mig ikke om hvad han
Aksel tror. -- Men nu vilde han nytte Overtaket og bad Farvel og sa Tak
for sig. For naar en Dame er saaledes som du saa absenterer jeg mig, sa
han.

Han gik sagtelig bort fra Gammen og hjemover og plystret og svinget
Stokken og var Kar. Pyt! En liten Stund efter kom Barbro ogsaa gaaende,
hun kaldte paa ham et Par Ganger. Javel, han stanset, det gjorde han,
men han var en saaret Løve. Hun satte sig i Lyngen og syntes angrende,
hun tufset med en Lyngkvist, og litt efter litt blev han rimeligere
igjen han ogsaa og bad om et Kys, til siste Avsked, sa han. -- Nei det
vilde hun ikke. -- Vær nu bedaarende som forrige Gang! sa han og gik
omkring hende paa alle Kanter og gik fortere og fortere for om mulig at
se sit Snit. Men hun nægtet at være bedaarende, hun reiste sig. Der stod
hun. Da nikket han bare og gik.

Da han var ute av Syne dukket pludselig Aksel frem fra nogen Busker.
Barbro skvat til og spurte: Hvorledes er det, kommer du ovenfra? -- Nei
jeg kommer nedenfra, svarte han. Men jeg saa dokker to gaa opover her.
-- Naa, det gjorde du! Ja det blev du fet av! ropte hun med ett rasende.
Hun var saavisst ikke mindre lunefuld nu: Hvad du farer og snuser efter?
Hvad skjeller det dig! -- Aksel var ikke rigtig mild: Naa, saa har han
været her idag igjen? -- End saa? Hvad du vil han? -- Nei hvad _jeg_ vil
han. Men hvad er det _du_ vil han? Du skulde skjæmmes! -- Skjæmmes? Skal
vi tie om det, skal vi tale om det? spurte Barbro med et gammelt Ord.
Jeg sitter ikke i Gammen din som et Mindesmærke, saa meget du vet det!
Hvad jeg skulde skjæmmes for? Dersom at du gaar og faar dig en anden
Husbestyrerinde saa skal jeg reise. Du skal bare holde Munden din, hvis
det ikke er skammelig at umake dig med det. Der har du mit Svar. Nu skal
jeg net akkurat gaa hjem og sætte Maten din frem og koke Kaffen, saa kan
jeg gjøre det jeg vil siden.

Under fuld Trætte kom de hjem.

Nei de var ikke altid enige Aksel og Barbro. Hun hadde alt været i et
Par Aar hos ham og det hadde nu og da været Rivninger, mest fordi Barbro
vilde reise. Han var efter hende om at bli for altid, om at slaa sig til
for godt og dele Gammen og Livet med ham, han visste jo hvor ondt det
var at bli uten Hjælp igjen, -- dette hadde hun ogsaa flere Ganger lovet
at gaa ind paa, ja i kjærlige Stunder kunde hun ikke tænke sig andet end
at bli. Men saasnart de blev Uvenner truet hun igjen med at reise. Om
ikke andet saa talte hun om at reise til Byen med Tænderne sine, de
værket bort. Reise, reise! Han maatte ha et Baand paa hende.

Baand? Det hørtes ut for at hun lot haant om alle Baand.

Naa, du vil reise nu ogsaa? sa han. -- Om saa var? spurte hun. -- _Kan_
du reise? -- Kan jeg ikke? Du tror jeg er opraadd fordi det lider til
Vinteren, men jeg kan faa mig Post i Bergen igjen hvad Tid somhelst. --
Da sa Aksel noksaa tryg: Det kan nu ialfald ikke bli for som først. Gaar
du ikke med Barn? -- Barn? Nei. Hvad er det for et Barn du snakker om?
-- Aksel stirret paa hende. Var Barbro blit gal?

En anden Sak var det at han selv -- Aksel -- kanske hadde været forlite
taalsom: da han nu hadde faat dette Baand paa hende begyndte han at
optræde med litt forstor Tryghet, det var uklokt, han trængte ikke at si
hende saa ofte imot og ophidse hende, det hadde ikke været nødvendig at
befale hende likefrem at være med at sætte Poteten i Vaar, den kunde han
til Nød ha sat alene. Han skulde tidsnok vite at gjøre sig til Herre
naar de var gifte, indtil da burde han bruke Forstand og gi efter.

Men det var bare dette forsmædelige med Eleseus, med Kontoristen, som
kom støvendes med fin Tale og Spaserstav. Var nu dette en Maate for en
forlovet Pike og i hendes Tilstand! Var det mulig at forstaa noget saa
galt! Indtil nu hadde Aksel været uten Medbeiler i Marken, saa forandret
Situationen sig.

Her er ferske Avisblade til dig, sa han. Og saa er her en liten Ting som
jeg har faat fat i til dig. Du faar nu se om du liker han. -- Hun var
kold. Skjønt de begge sat og drak kokhet Kaffe av Skaalen svarte hun
iskoldt: Jeg vaager det er den Guldringen som du har lovet mig i over et
Aar!

Der forløp hun sig ialfald, for det var netop Ringen. Men nogen Guldring
var det ikke og det hadde han aldrig lovet hende, det fandt hun paa nu;
men det var en Sølvring med forgyldte Hænder paa, altsaa ægte nok og
stemplet med Karat. Men aa den ulykkelige Bergensreise, Barbro hadde set
ordentlige Forlovelsesringer, kom bare ikke og fortæl hende noget! --
Den Ringen kan du ha selv, sa hun. -- Hvad som feiler han? -- Feiler
han? Det feiler han ingen Ting, svarte hun og reiste sig og begyndte at
rydde av Bordet. -- Du faar nu ha han for som først, sa han, det blir
vel Raad til en anden siden. -- Det svarte hun intet til.

Men forresten saa var Barbro et Skarn i Kvæld. Var ikke en ny Sølvring
Tak værdt engang? Det maatte være denne fine Kontoristen som hadde
endesnudd hendes Tankegang. Aksel kunde ikke bare sig for at si: Men kan
du fortælle mig hvad denne Eleseusen rænder her efter? Hvor vil han hen
med dig? -- Hen med mig? -- Ja for skjønner ikke den Komlingen hvorledes
det er fat med dig? Ser han det ikke paa dig? -- Barbro vendte sig ret
imot ham og sa: Naa, du tror nu du har bundet mig her til dig, men du
skal faa se at det blir Løgn! -- Naa, sa Aksel. -- Ja. Og du skal faa se
at jeg skal reise ogsaa! -- Aksel bare satte op et lite Smil til dette
og han gjorde det ikke engang stort og aapenlyst, nei for han vilde ikke
ærte hende. Saa sa han beroligende som til et Barn: Nei nu skal du være
skikkelig, Barbro. Du vet jo du og jeg!

Og naturligvis, langt paa Nat endte det med at Barbro blev blid igjen og
endog sovnet med Sølvringen paa Fingeren.

Det rettet sig vel altsammen.

For de to i Gammen rettet det sig nok, men med Eleseus var det værre,
han hadde ondt for at komme over den Krænkelsen han hadde lidt. Da han
ikke forstod sig paa Hysteri trodde han at han var blit narret av pur
Ondskap, ho Barbro paa Breidablik hadde været litt for kjæk av sig, lat
være at hun hadde været i Bergen!

Fotografiet hadde han skikket Barbro tilbake paa den Maaten at han selv
bragte det en Nat og drev det ind til hende i Høihuset hvor hun hadde
sin Seng. Han hadde saa langtfra gjort det i en grov og uhøflig Form:
han hadde puslet længe med Døren for at faa hende vaken, og da hun
reiste sig paa Albuen og spurte: Finder du ikke Veien ind i Kvæld? saa
hadde dette familjeagtige Spørsmaal stukket ham som en Naal eller en
Sabel, men han hadde ikke skreket, bare latt Fotografiet seile pent
indover Gulvet. Og saa var han gaat sin Vei. Gaat? Egentlig saa hadde
han gaat nogen Skridt, men derpaa var han begyndt at løpe, han var saa
altereret, saa opspilet, hans Hjærte slog haardt. Borte ved nogen Busker
stanset han og kikket tilbake -- nei hun kom ikke. Aa han hadde halvt
haapet det! Og om hun ialfald hadde vist saapas Godhet for ham! Men saa
skulde jo Pokker ha løpet naar hun ikke var like i Hælene paa ham,
i bare Særken og et Skjørt, fortvilet, ja sønderknust over sig selv og
over det familjeagtige Spørsmaalet som ikke var myntet paa ham.

Han gik hjemover uten Stok og uten at plystre, nei han var ikke Kar
længer. Et Stik i Brystet er ingen Smaating.

Og var det dermed endt?

En Søndag gik han nedover igjen bare for at kikke. Med en syk og utrolig
Taalmodighet laa han og luret borti Buskene og stirret over til Gammen.
Da Liv og Rørelse endelig viste sig derborte var det som for at gjøre
det aldeles av med ham: Aksel og Barbro kom begge ut av Gammen og gik
sammen til Fjøset. De var kjærlige mot hverandre nu, ja de hadde en
velsignet Stund, de gik med Armene om hverandre, han agtet at hjælpe
hende i Fjøset. Ser man det!

Eleseus saa paa Parret med en Mine som om han hadde tapt alt, som om han
var ruineret. Kanske tænkte han som saa: hun gaar Arm i Arm med Aksel
Strøm, hvorledes hun er kommet til det vet jeg ikke, engang holdt hun
Armene omkring mig! Der forsvandt de i Fjøset.

Naa, værsaagod! Pyt! Skulde han ligge her i Buskene og glemme sig selv?
Det skulde han bra gjøre, ligge næsegrus og glemme sig selv. Hvem var
hun? Men han var den han var. Og pyt igjen!

Han sprang op og stod. Saa kostet han Lyng og Rusk av sine Bukser og
rettet sig op og stod igjen. Hans Vrede og Overmot gav sig et rart
Utslag: han blev desperat og gav sig til at synge en Vise av ikke
ubetydelig Frivolitet. Og han hadde et inderlig Uttryk i Ansigtet naar
han gjorde sig Flid og sang endda høiere de værste Steder.




XIX


Isak kom tilbake fra Bygden med en Hest.

Javel, det var blit til det at han kjøpte Hesten av Stævnevidnet, den
var, som Geissler hadde sagt, fal, men den kostet to Hundrede og firti
Kroner, det blev seksti Daler. Det var ingen Mening blit i Hestepriserne
nu mere, i Isaks Barndom kunde man faa den bedste Hest for femti Daler.

Men hvorfor han ikke selv hadde alet Hest? Han hadde overveiet det,
hadde tænkt sig et Fors Føl -- som han hadde maattet bie paa i baade et
og to Aar. Det kunde den gjøre som hadde Tid at avse i Jordbruket, en
som kunde late en Myrteig ligge ubrutt til han engang fik Hest til at
kjøre hjem Avlingen av den. Som Stævnevidnet sa: Jeg gir ikke om at
fodre paa en Hest; det Høiet jeg har kan Kvindfolkene mine bære ind mens
jeg er ute paa Fortjeneste!

Den nye Hest var en gammel Tanke hos Isak, en flereaarig Tanke, det var
ikke Geissler som hadde sat ham paa den. Derfor hadde han jo ogsaa
forberedt sig efter Ævne: et Spiltaug til, et Tjor til nu for Sommeren;
Kjøredoninger hadde han nogen av, flere fik han gjøre til Høsten. Det
vigtigste av alt, Fodret, hadde han naturligvis ikke glemt: hvorfor
hadde det været saa nødvendig at bryte den siste Myren alt ifjor naar
det ikke var for at slippe at minke Kuholdet og endda ha Vinterfoder til
den nye Hesten? Nu stod Myren isaad til Grønfor. Det var til de kalvende
Kjyr.

Jo alt var uttænkt. Inger hadde atter god Grund til at bli forundret og
slaa Hænderne sammen som i gamle Dager.

Isak kom med Nyheter fra Bygden: Breidablik skulde sælges, det var nu
lyst op paa Kirkebakken. Den lille Avlingen som var, Høistraaene og
Poteten, skulde gaa med i Handelen, kanske endog Dyrene, nogen faa Dyr,
Smaafæ.

Vil han snoft sælge hele Hjemmet sit og gjøre sig ren! ropte Inger. Og
hvor skal han flytte hen? -- Til Bygden. --

Det var rigtig nok, Brede skulde til Bygden. Men han hadde først prøvet
at faa bo hos Aksel Strøm hvor Barbro alt var. Det fik han ikke. Brede
vilde ikke for alt i Verden forstyrre Forholdet mellem Datteren og
Aksel, saa han agtet sig for at være paagaaelig, men jammen var dette en
lei Strek i Regningen. Aksel skulde jo lafte op den nye Stuen til
Høsten, naar da han og Barbro flyttet ind i den saa kunde vel Brede og
Familjen faa være i Gammen? Nei! Se, Brede tænkte ikke som Nybygger, han
skjønte ikke at Aksel maatte rømme ut fordi han trængte Gammen til den
økende Buskap: ogsaa Gammen skulde gaa over til Fjøs. Selv efter at han
hadde faat alt forklaret var Tankegangen ham fremmed: Menneskene maatte
vel gaa foran Dyrene, sa han. -- Nei det var saa langt fra Nybyggerens
Mening: Dyrene først, Menneskene kunde altid skaffe sig Vinterhi. --
Barbro blandet sig nu i det og sa: Naa, du sætter Dyrene dine foran os
Mennesker? Det var bra jeg fik vite det! -- Sandelig, Aksel gjorde jo en
hel Familje fiendtlig mot sig fordi han ikke hadde Husrum til den. Men
han gav ikke efter. Han var jo heller ikke dum og godslig, men var
tværtimot blit mere og mere gjærrig, han visste godt at en slik
Indflytning vilde føre til adskillig flere Munder at mætte. -- Brede
tysset paa sin Datter og lot forstaa at han ogsaa allerhelst flyttet ned
i Bygden igjen, han kunde ikke sutinere i Vildmarken, sa han, det var jo
alene derfor han solgte.

Aa men i Grunden var det nu ikke Brede Olsen som solgte, det var Banken
og Handelsmanden som realiserte Breidablik, men for et Syns Skyld skulde
det gaa i Brede sit Navn. Saa mente han sig reddet fra Skammen. Og Brede
var ikke saa værst nedbøiet da Isak traf ham, han trøstet sig med at han
fremdeles var Inspektør over Telegraflinjen, det var en sikker Indtægt,
med Tiden vilde han nok igjen arbeide sig op til sin gamle Stilling i
Bygden som Pot og Pande og Lensmandens Følgesvend. Naturligvis hadde
Brede ogsaa været rørt, det hørte til: det var jo saa sin Sak at skille
sig med et Sted som han hadde levet paa og slitt og arbeidet paa i mange
Aar og faat kjært! Men den gode Brede lot sig aldrig varig kue. Det var
hans bedste Side, hans Charme. Han hadde engang faat Inspiration til at
dyrke Jord, den Prøve hadde ikke faldt heldig ut, men paa samme luftige
Maate hadde han handlet i andre Spørsmaal og kommet bedre fra det: ja
hvem visste om ikke endog hans Stenprøver engang vilde bli en vældig
Affære! Men se ialfald til Barbro som han hadde faat ind paa Maaneland,
hun kom jo aldrig fra Aksel Strøm mere, det torde han si, det var synlig
for enhver.

Nei det stod ikke paa saalænge han hadde Helsen og kunde stræve for sig
og sine! sa Brede Olsen. Og retnu blev alle Børnene saapas store at de
reiste ut og sørget for sig selv, sa han. Helge var alt paa Sildnot og
Katrine skulde til Doktoren og være. Saa hadde de bare to mindre igjen
-- jaja, det laget sig jo til en tredje, men.

Isak kom med en Nyhet til fra Bygden: Lensmandsfruen hadde faat en
Liten. -- Inger med en Gang interesseret: Gut eller Pike? -- Det hørte
jeg ikke, svarte Isak.

Men Lensmandsfruen hadde faat Barn -- hun som altid i Kvindeforeningen
hadde talt imot de overhaandtakende Børnefødsler i Fattigstuerne: lat
Kvinden heller faa Stemmeret og Indflytelse paa sin egen Skjæbne! sa
hun. Nu var hun fanget. Ja, hadde Prestefruen sagt, hun har nok brukt
sin Indflytelse, hahaha, men allikevel undgik hun ikke sin Skjæbne!
Dette vittige Ord om Fru Heyerdahl gik Bygden rundt og blev forstaat av
noksaa mange; Inger forstod det kanske ogsaa, bare Isak forstod
ingenting.

Isak han forstod at arbeide, at drive sin Haandtering. Nu var han blit
en rik Mand med en stor Gaard, men de mange Kontanter som Slumpen hadde
ført indpaa ham gjorde han daarlig Bruk av: han gjæmte dem. Marken
frelste ham. Hadde Isak levet nede i Bygden vilde kanske den store
Verden ha indvirket litt endog paa ham, der var saa meget gildt, saa
fine Forhold, han vilde ha kjøpt Unødvendigheter og gaat med rød
Helgeskjorte til Hverdag. Her i Marken var han værnet mot alle
Overdrivelser, han levet i klar Luft, han vasket sig Søndag Morgen og
lauget sig naar han var oppe ved Fjældvandet. Det Tusen Daler -- javel,
en Himlens Gave, hver Skilling til at gjæmme. Hvad til ellers? Isak
kunde mere end greie sine ordinære Utgifter bare ved at sælge fra Dyrene
og Jorden.

Eleseus han visste jo bedre, han hadde raadet Farn til at sætte Pengene
i Banken. Det kunde godt være, at dette var det forstandigste, men det
var ialfald blit utsat, kanske blev det aldrig gjort. Ikke for det, Isak
overhørte ikke altid sin Søns Raad, Eleseus var sandelig ikke saa gal,
det viste han i det senere. Nu i Høionnen hadde han prøvet at slaa --
nei det blev han ingen Mester til, og han maatte holde sig i Nærheten av
Sivert og faa ham til at bryne Ljaaen hver Gang; men Eleseus hadde lange
Armer og kunde fange Høi som en Kar. Nu drev han og Sivert og Leopoldine
og Tausen Jensine de drev paa nede paa Jordet og saatet Aarets første
Høi, og Eleseus sparte sig ikke nu heller, men raket til han fik
Vandblæmmer i Hænderne og maatte gaa med Kluter. Han hadde hat en ussel
Matlyst i et Par Uker, men var ikke blit mindre arbeidsfør for det.
Noget nyt maatte være kommet over Gutten, det kunde synes som om han
hadde hat godt av en viss Motgang i en vis Kjærlighetsaffære, noget i
den Retning, litt evig Sorg eller Skuffelse. Se, nu hadde han endog røkt
op den siste Tobakken han hadde med fra Byen, og dette kunde vel under
andre Omstændigheter faa en Kontorist til at slaa med Dørene og uttale
sig skarpt om mangt og meget, men nei, Eleseus blev bare en stø Gut av
det, fastere i Holdningen, sandelig, en Mand. Hvad fik saa Skøieren
Sivert igjen for at ærte ham? Idag laa begge Brødrene paa Stener i Elven
og drak og Sivert var uforsigtig nok til at tilby at tørke noget ekstra
god Mose til Tobak -- eller kanske du heller vil røke han raa? sa han.
Jeg skal gi dig Tobak! sa Eleseus og langet ut og gav Brorn en Dukkert
helt til Akslerne. Ho, der fik han! Sivert gik endda og var vaat i
Haaret.

Jeg mener han Eleseus begynder at skape sig til en bra Kar! tænkte vel
Isak naar han saa Sønnen i Arbeide. -- Hm. Skal tro om han Eleseus vil
være hjemme for godt? spurte han Inger. -- Hun like saa kuriøst
forsigtig: Det skal jeg ikke kunne si. Nei det vil han ikke. -- Naa, har
du ordet det til han? -- Aanei. Jaja jeg har nu smaat snakket med han.
Men jeg skjønner det. -- Jeg har Mot at vite dersom at han hadde sig en
Jordlapp for sig selv? -- Hvorledes? -- Om at han vilde bruke han? --
Nei. -- Naa, har du nævnt det? -- Nævnt det? Ser du ikke hvor forbyttet
han er? Jeg skjønner ikke han Eleseus! -- Du skal ikke sitte og laste
han, sa Isak upartisk. Jeg ser ikke andet end at han gjør godt Dagsværk
dernede. -- Naa, jaja, svarte Inger spakt. -- Jeg kan ikke forstaa hvad
du har imot Gutten, ropte Isak forarget. Han gjør sit Arbeide bedre og
bedre for hver Dag, kan du vente mere? -- Inger mumlet: Han er ikke som
han var. Du skulde snakke med han om Vester. -- Om Vester? Hvorledes? --
At om Sommeren gik han med hvite Vester i Byen, fortæller han. -- Isak
tænkte paa det og fattet ingenting: Ja kan han ikke faa en hvit Vest?
spurte han. Isak var forvildet, det hele var naturligvis noget
Kvindfolktøv, han syntes Gutten hadde Ret i dette med en hvit Vest og
skjønte desuten ikke Meningen, han vilde bent hoppe det over: Nei hvad
du tror om at han fik Brede sit Nybrot at arbeide paa? -- Hvem? spurte
Inger. -- Han Eleseus. -- Breidablik? spurte Inger. Det skal du ikke
vør!

Saken var at hun alt hadde drøftet Planen med Eleseus, hun kjendte den
godt fra Sivert som ikke hadde kunnet holde tæt. Og forresten -- hvorfor
skulde Sivert tie med denne Plan som Farn sikkert hadde røbet alene for
at faa den drøftet? Det var ikke første Gang han saaledes brukte Sivert
til Mellemmand. Naa, men hvad hadde Eleseus svaret? Som før, som i sine
Breve fra Byen, at Nei jeg vil ikke kaste bort al min Lærdom og bli til
ingen Verdens Ting igjen! Det hadde han svaret. Ja saa var jo Morn
kommet med sine gode Grunder, men Eleseus hadde møtt dem alle med Avslag
og at han hadde andre Planer i Livet. Det unge Hjærte har sin
Uransakelighet, efter det som var hændt hadde han kanske ogsaa fundet
det umulig at bli Nabo til Barbro. Det kunde ingen vite. Han hadde
greidd overlegent for sig overfor Morn: han kunde faa en bedre Post i
Byen end den han nu hadde, han kunde bli Kontorist hos Amtmanden eller
Sorenskriveren, det galdt at stige, om nogen Aar blev han kanske
Lensmand eller kanske Fyrvogter eller han kom ind i Toldvæsenet. Det var
saa mange Muligheter for den som hadde Lærdommen.

Hvorledes det nu kom sig, men Morn blev omvendt, blev revet med, aa hun
var selv saa lite sikker endda, Verden hadde saa let for at faa Tak i
hende. I Vinter ja da hadde hun endda læst i en viss utmærket Andaktsbok
som hun fik da hun forlot Anstalten i Trondhjem; men nu og! Kunde
Eleseus bli Lensmand? Ja, svarte Eleseus, hvad andet er Lensmand
Heyerdahl end en gammel Kontorist paa Amtskontoret?

Store Utsigter. Morn vilde likefrem fraraade Eleseus at omlægge sit Liv
og kaste sig bort. Hvad skulde en slik Mand i Marken!

Men hvorfor gad Eleseus da nu om Dagen stræve saa trutt paa Hjemmets
Jorde? Gud vet, han hadde kanske en Mening med det. Litt Bondeære sat
han vel endda inde med, han vilde ikke staa tilbake; desuten skadet det
ikke om han var Venner med Farn den Dag han atter skulde forlate
Hjemmet, han hadde sandt at si adskillig Smaaskyld i Byen, det vilde
være godt om han kunde greie den, det betydde stor ny Kredit. Og her var
det ikke Spørsmaal om bare en Hundredekrone, men om noget som noget var.

Eleseus var saa langtfra dum, men derimot noksaa lur paa sin Maate. Han
hadde nok set Farn komme hjem og visste at han i dette Øieblik sat ved
Stuevinduet og saa nedover. Om da Eleseus gjorde sig litt særlig Flid
med Arbeidet just nu saa gagnet det kanske ham og var ikke Uret mot
nogen.

Det var noget omdannet ved Eleseus, hvad det nu var, men noget
forkvaklet og stille ødelagt; han var ikke ond, men litt skjæmt. Hadde
han manglet en Haand over sig i de forløpne Aar? Hvad kunde Morn gjøre
for ham nu? Ene og alene gi ham Medhold. Hun kunde late sig blænde av
Sønnens store Fremtidsmuligheter og ta Slaget av for ham hos Farn, det
kunde hun.

Men Isak blev tilslut ærgerlig over hendes avvisende Holdning, Planen
med Breidablik var slet ikke saa værst, efter hans Skjøn. Nu hadde han
idag paa Hjemveien grepet sig i at stanse Hesten og i stor Skynding ta
et faglig Overblik over det vanskjøttede Nybygg, det kunde godt bli til
noget under arbeidsomme Hænder. -- Hvorfor skal jeg ikke vør det? spør
han Inger nu. Jeg har saapas Hjærte for han Eleseus at jeg vil hjælpe
han til. -- Ja har du Hjærte for han saa nævn ikke Breidablik mere!
svarer hun. -- Naa. -- Nei for han har langt større Tanker end som
vi. --

Isak er jo heller ikke sikker selv, saa han kan ikke godt tale myndig;
men det ærgrer ham at han har blottet sig med denne Plan og brukt saa
uforsigtig klare Ord, derfor vil han nødig opgi den: Han skal gjøre som
jeg vil! erklærer pludselig Isak. Og han hæver truende sin Røst til
Bedste for Inger om hun tilfældigvis ikke skulde høre godt: Ja se du paa
mig, men jeg sier ikke mere. Der er Skolehus og midt paa Strækningen og
altihop, hvad er det saa for større Tanker han har? Med en slik Søn som
han kommer jeg gjærne til at sulte ihjæl, er det bedre? Men nu spør jeg
hvorledes at mit eget Kjøt og Blod kan være ulydig mot -- mot mit eget
Kjøt og Blod? -- Isak tidde. Han forstod vel at det blev værre og værre
jo mere han talte. Han vilde begynde at skifte av sig Helgeklærne som
han hadde været til Bygden i, men nei saa betænkte han sig og vilde være
som han var -- hvad han nu mente med det. Du faar prøve at orde det til
Eleseus, sier han saa. -- Inger svarer: Det var nu bedst om du selv
ordet det. Han lystrer ikke mig! -- Javel, Isak er Hodet for alle, det
skulde han mene, Eleseus kunde bare prøve at kny! Men om det nu var
fordi han frygtet et Nederlag -- Isak viker nu og sier: Det kunde jeg
gjøre, jeg kunde selv orde det. Men omfremt saa mangt og meget som jeg
skal bale med saa har jeg nu andet at tænke paa. -- Naa? spør Inger
forundret.

Nu gaar Isak bort igjen, bare bort i Utkanten av Jordet, men ialfald
bort. Han er saa hemmelighetsfuld, han vil være i Skjul. Saken er: han
kom jo hjem med en tredje Nyhet fra Bygden idag, og den er større end de
andre, den er umaatelig, han har gjemt den borti Skogkanten. Der staar
den, surret i Sækkestrie og Papir, han avdækker den og det er en stor
Maskine. Se, den er rød og blaa, vidunderlig, med mange Tænder og mange
Kniver, med Ledd, med Armer, Hjul, Skruer, en Slaamaskine. Naturligvis
var ikke den nye Hesten blit hentet just idag hvis det ikke hadde været
for Slaamaskinens Skyld.

Han staar med en uhyre skarpsindig Mine og gjenhusker fra Begyndelsen
til Enden den Bruksanvisning som Handelsmanden har læst op for ham, han
fæster en Staalfjær her og skyver ind en Bolt der, saa oljer han hvert
Hul og hver Revne, saa ser han hele Værket over. Aldrig har Isak oplevet
en slik Stund. Ta en Pen i Haand og skrive sit Bumærke paa et Dokument
-- javel, en stor Fare og Vanskelighet det ogsaa. Likeens med
Nybrotharven som hadde mange vredne Kniver at høve ihop. Og end det
store Cirkelbladet paa Sagen, det som skulde hvile paa en Strek i sit
Leie og ikke slænge i Øst og Vest og kanske springe i Taket! Men
Slaamaskinen -- et Skjurreir av Staalkvister og Kroker og Apparater og
Hundrede Skruer, og Inger sin Symaskine var bare et Bokmærke imot den!

Saa spænder Isak sig selv for Dragene og prøver Maskinen. Det var netop
det store Øieblik. Derfor vilde han være i Skjul med det og være sin
egen Hest.

Hvad om nemlig Maskinen var galt sammensat og ikke gjorde sit Arbeide,
men sprang istykker med et Smæld! Det skedde ikke, Maskinen slog Græs.
Det skulde ogsaa bare mangle, Isak hadde staat her i skarpt Studium i
Timer, Solen var gaat ned. Han spænder sig atter for Dragene og prøver,
Maskinen slaar Græs. Det skulde ogsaa bare mangle!

Da Duggen begyndte at falde tæt efter den varme Dag og Gutterne stod med
hver sin Ljaa og skulde ut at slaa for Morgendagen da kom Isak frem til
Husene og sa: Hæng bort igjen Ljaaerne for i Kvæld. Dokker kan sæle paa
Nyhesten og komme borti Skogkanten med han!

Dermed steg ikke Isak ind i Stuen og spiste ikke sin Kvældsmat som de
andre hadde gjort, men han snudde bare paa Tunet og gik den Vei han var
kommet.

Skal vi spænde for Kjærren? spurte Sivert efter ham.

Nei, svarte Farn og gik igjen.

Han var saa diger av Hemmelighet og saa overmodig, han neiet litt i
Kalvboten for hvert Skridt, saa eftertrykkelig skred han frem. Gik han
til Død og Undergang saa var han en modig Mand, han hadde intet i
Hænderne at forsvare sig med.

Gutterne kom med Hesten og saa Maskinen og blev staaende. Det var den
første Slaamaskine i Marken, den første i Bygden, rød og blaa, pragtfuld
for Menneskenes Øine. Farn, alles Overhode, kaldte likegyldig, aa saa
almindelig: Kom og spænd for denne Slaamaskinen! sa han. -- De spændte
for.

Saa kjørte de, Farn kjørte. Brr! sa Maskinen og fældte Græs. Gutterne
efter, uten noget i Hænderne, uten at arbeide, smilende. Farn stanset og
saa sig tilbake -- naa, det kunde været penere Slaat. Han skruer et Par
Steder for at lægge Knivene nærmere Jorden og prøver igjen. Nei, det
blir ujævn Slaat, uvel Slaat, Sliren med alle Knivene hopper litt, Far
og Sønner veksler et Par Ord, Eleseus har fundet Bruksanvisningen og
læser i den: Det staar at du skal sætte dig paa Sætet naar du kjører,
saa gaar det støere, sier han. -- Naa, svarer Farn. Ja det vet jeg nok,
svarer han, jeg har studeret det altsammen. -- Han stiger op i Sætet og
kjører igjen, og det gaar støtt. Pludselig slaar Maskinen ikke, nei
pludselig staar alle Knivene. Ptro! Hvad nu? Farn ned av Sætet og er
ikke overmodig mere, men luter et forgræmmet og spørrende Ansigt ned mot
Maskinen. Far og Sønner stirrer, noget er galt fat, Eleseus staar og
holder Bruksanvisningen. -- Her ligger en liten Bolt! sier Sivert og
plukker den op av Græsset. -- Naa, ja det var bra du fandt han, sier
Farn som om det var alt han behøvet for at faa det i Orden igjen. Jeg
saa netop efter den Bolten! -- Men nu kunde de ikke finde Hullet, hvor
Pokker var Hullet til Bolten? Dèr! sier Eleseus og peker.

Og nu maatte vel Eleseus ha begyndt at føle sig litt til Kar, hans Ævne
til at granske en Bruksanvisning var her umistelig, han pekte overflødig
længe paa Hullet og sa: Efter Illustrationen at dømme skal den Bolten
ind dèr! -- Javisst skal han ind der, sa Farn ogsaa, det var jo der jeg
satte han! Og for at gjenoprette sig gav han Sivert Ordre til at se
efter flere Bolter i Græsset: Det skal være en til, sa han med en uhyre
vigtig Mine som om han hadde alt i Hodet. Finder du ikke flere? Naa, saa
sitter han vel i Hullet sit!

Saa vil Farn kjøre igjen.

Men dette er galt! roper Eleseus. Aa Eleseus han staar med Tegningen i
Haand, med Loven i Haand, han er ikke til at komme forbi: Den Fjæren der
skal være utenpaa! -- Ja? spør Farn. -- Ja men nu staar den under, du
har sat den under. Det er en Staalfjær, den skal staa utenpaa, ellers
skvætter Bolten ut igjen og saa stanser Knivene. Det staar her i
Illustrationen! -- Jeg har ikke Brillerne med, saa jeg kan ikke se
Tegningen, sier Farn litt spakere. Ta og skru paa den Fjæren du som ser.
Men gjør det nu rigtig! Hadde det ikke været saa langt skulde jeg gaat
efter Brillerne mine.

Det hele er i Orden og Farn sætter sig op. Eleseus roper efter ham: Og
saa maa du kjøre litt fort, saa skjærer Knivene bedre! Det staar her!

Isak kjører og kjører og alt gaar godt og brr! sier Maskinen. Han
efterlater sig en bred Vei av fældt Græs, det ligger saa pent i Linje,
færdig til at breies. Nu ser de ham fra Husene og der kommer alle
Kvindfolkene, og Inger bærer lille Rebekka paa Armen, skjønt lille
Rebekka har lært at gaa for længe siden. Men der kommer de, fire
Kvindfolk med smaat og stort, og de haster med stive Øine nedover mot
Vidunderet, de stimer. Aa hvor Isak nu er mægtig og rigtig stolt,
sittende frit høit oppe, i Helgeklær og fuld Puds, i Trøie og Hat,
skjønt Svetten driver av ham! Han svinger i fire store Vinkler og kjører
av en passe Teig, svinger, kjører, slaar Græs, kommer forbi
Kvindfolkene, de er som faldne fra Himlen, de fatter det ikke, og brr!
sier Maskinen.

Saa stopper Isak og stiger av. Se, han længter vel efter at høre hvad
Menneskene paa Jorden sier, hvad de nu monne ville orde! Han hører
dæmpede Utrop, de vil ikke forstyrre ham, Menneskene, paa hans store
Post, men de gjør frygtsomme Spørsmaal til hverandre og disse Spørsmaal
hører han. Og for nu at være et venlig og faderlig Overhode for alle
opmuntrer Isak dem med at si: Jaja, jeg slaar nu denne Teigen, saa faar
dokker breie han imorgen! -- Du ser dig vel ikke Raad til at komme ind
og faa dig Mat? spør Inger overvældet. -- Nei. Jeg har nu andet at
gjøre! svarer han.

Saa oljer han Maskinen igjen og later forstaa at det er Videnskap han
her driver. Saa kjører han og slaar mere Græs. Langt om længe gaar
Kvindfolkene hjem.

Lykkelige Isak! Lykkelige Mennesker paa Sellanraa!

Han venter meget snart Naboerne nedenfor opover Markerne, Aksel Strøm er
en interesseret Mand, han kommer kanske imorgen. Men Brede paa
Breidablik han er istand til at komme alt inat. Det skal ikke være Isak
imot at forklare Slaamaskinen for dem og vise dem hvorledes han
haandterer den i ett og alt. Han vil peke paa at saa jævn og glat Slaat
er det umulig for Ljaaen og Mennesket at sætte. Men hvad en slik første
Rangs blaa og rød Slaamaskine koster det er heller ikke til at nævne!

Lykkelige Isak!

Men da han for tredje Gang stopper Maskinen og oljer den falder sandelig
Brillerne hans ut av Lommen. Og det værste var at Gutterne saa det. Var
det en høiere Magt i dette, en Paamindelse om litt mindre Hovmod? Han
hadde jo tidt hat Brillerne paa og studeret Bruksanvisningen paa
Hjemveien idag, men intet forstaat, her hadde Eleseus maattet træde til.
Aaja Herregud, Kyndighet var vel god at ha! Og for at ydmyge sig selv
vil Isak opgi at gjøre Eleseus til Jordbruker i Marken, han skulde ikke
nævne det mere. Ikke for det, Gutterne gjorde ikke noget Numer av dette
Uheld med Brillerne, tværtimot, Skøieren Sivert kunde jo ikke bare sig,
det kunde han ikke, men han nappet Eleseus i Ærmet og sa: Nei kom nu,
saa gaar vi hjem og brænder op Ljaaerne vore; han Far slaar for os! --
Denne Spøk kom vel med.

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *

Trykkfeil:

  Hvad du heter? -- Inger. Hvad du heter? -- Isak.  [heter.]
  Han spænder ifra og leier Hesten ind i Stalden  [og og]
  I Løpet av ti Minutter var Barnet født og dræpt ..  [_uendret_]
  og hadde Luen med Perlerne paa.  [hade]
  Jaja, svarte Oline, hun var nu saa meget grommere!  [svarte Inger]
  Det var en Kone her igaar, sa Farn.  [igaar.]
  Isak maatte gjøre ørsmaa Kasser  [maate]
  Rigtig, sa Geissler  [saa]
  og rører med Bektraad ..?  [_uendret_]
  saa skal du faa mit igjen  [faar]
  han selv -- Aksel -- kanske hadde været forlite taalsom  [hade]





End of the Project Gutenberg EBook of Markens grøde, by Knut Hamsun

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MARKENS GRØDE ***

***** This file should be named 43724-8.txt or 43724-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/7/2/43724/

Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen, Robinzoon
and the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.